Stressføljeton: Omfavn din indre Maude

Linneablomst

Det er altid svært at vende tilbage til noget, du har vendt ryggen efter en tid, hvor det har fyldt meget, hjulpet en, gjort en stærkere og været en ledsager gennem let og svært i mange år. Og særligt i de svære år. Dette det er for mig at skrive, at blogge. Nedfælde bidder af livet og dele dem med andre end en notesbog. At skrive, at tage mig tid til at fundere over og formulere tanker om livet har jeg nærmest slet ikke gjort i år. Faktisk ikke i et helt år.

Der er flere grunde til at jeg blev væk fra ordene. Sidste år dansede jeg ind i Kærligheden i nabokollektivet. Livet kom på fineste vis i vejen, og jeg valgte ikke at dele noget om det, fordi det var så svært og heller slet ikke kun mit at dele. Jeg har ikke tænkt at fortælle en masse her. Der skete bare noget i mit liv, som var svært at dele. Både her og med venner, familie. Men heldigvis, med tiden, så faldt der ro på også den del af mit liv.

I januar begyndte jeg at arbejde på drømmejobbet, der virkelig var drømmejobbet, indtil den dag, det slet ikke var det længere. Jeg er stadig sygemeldt fra det. Akut belastningsreaktion hedder det på fagsprog. Jeg har det bedre, men stadig svært. Eller måske bare svært ved at give mig selv helt lov til at slappe af. Jeg er bange for at gå i et med sofaen. Som et led i at få det helt bedre, har jeg altså tænkt mig at vende tilbage her til mit internethjem. For jeg savner at skrive! Faktisk har jeg, inden jeg blev sygemeldt, aftalt med en autoriseret voksen at jeg skulle begynde at skrive igen. Hver onsdag aftalte vi. Men det blev der ikke så meget af.

Skrivning, og særligt af den kreative slags er ca. det bedste jeg ved. Noget jeg får det godt af. Ligesom efter yoga eller meditation. Eller at ae en kat, hoppe i bølgerne, læse en god bog. Jeg har tænkt over, om jeg mon har lyst til at blotte mig selv igen. For det er rigtig hårdt at dele sit inderste – du sidder og tænker om det mon er for meget, om folk bliver sure – og samtidig er det vigtigt at gøre plads til hele, ægte mennesker og livet som det er. I sidste måned blev arrangementet “Hvad vil du med dit online-liv?” afholdt. Og samtidig udkommer der bøger om fake news og informationsforurening. Er det bedre at tie?

Det tror jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at fremstå som den sidste cowboy, all romance and failure. Jeg har egentlig bare lyst til at være ærlig, dele og give plads. Og jeg ved at I sidder nogle derude, der savner ægte mennesker, der tør stå på mål for livet. Det allermest befriende er jo folk, der omfavner det som er. Som tør stå ved, at lige nu er jeg flad og brugt, men også dét tæller og gælder som ægte liv. Også selvom det er ikke høster likes på Instagram. Men ved I hvad? Det gør ærlighed. Inderlighed. Ståen ved sine sårbarheder. Det, der er svært. Jeg tror at jo mere vi taler, skriver, udtrykker det svære, jo nemmere er det at slippe og komme videre.

🐢

Forleden var jeg med min kæreste til juleklip hos familien. Der blev jeg spurgt: “Hvad laver du egentlig? Hvad får du tiden til at gå med, når du er sygemeldt?”. Jeg tror slet ikke, det blev spurgt om i nogen ond mening, men mere bare en nysgerrighed og en slags jeg-skal-lige-være-sikker-på-at-du-passer-på-dig-selv-spørgen. Selvom det er nogle dage siden, så sidder spørgsmålet i mig endnu. For hvad laver jeg egentlig? Øhm, så lidt som muligt. Tøffer rundt i silkekimono og Mao-sko. Prøver at få roen til at manifestere sig i mig. Jeg kigger meget ud i luften. Bare sidder og glor. Jeg sover meget. Det hjælper på den voldsomme hovedpine jeg har og selvfølgelig på udmattetheden. Jeg holder pauser. En stor pause. Nyder november. Det milde grå vejr. Og det dejlige blæsevejr, der giver mig Vesterhavshjemve. Jeg læser bøger. Det foregår ret langsomt. Jeg øver mig i at singletaske, fordi jeg kun kan én ting ad gangen. Og så græder jeg virkelig, virkelig meget. Fordi det er svært, at min hjerne ikke virker som den plejer. Fordi jeg er sur over, at jeg har det sådan her. Fordi jeg slipper en masse. Fordi jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan overskue at lave mad, fordi jeg mister overblikket. Fordi jeg har svært ved at slappe af. Fordi stress sidder i kroppen. Jeg prøver at lade være med at tænke på alt det, der har givet mig stress – af hensyn til min arbejdsplads og fordi jeg ikke (endnu) har lyst til at fortælle om det – så tænker jeg mest på, hvordan jeg sørger for i dag bliver god.

Ligesom jeg er vendt tilbage til skrivningen, så er jeg vendt tilbage til min yogapraksis. Og i starten af 2018 så skal jeg på et 10-dages silent meditation retreat. Og ja, så har jeg selvfølgelig også brugt tiden på at tale med min fagforening, min læge og dem, jeg arbejder for.

Langsom LivsstilEn bog + dame jeg godt kan anbefale 

Jeg har også isoleret mig. Både fra Facebook, Messenger, telefonopkald, SMS’er og vennerne i det virkelige liv. Det er svært at slippe dem omkring mig. Det smerter. Det er også svært at overskue at cykle alene eller møde nogen på café eller andre steder. Det er ikke særlig trygt. Har derfor lagt en del af mit liv under en sten og lader nu havet bruse og ruske omkring den. Håber, at når jeg en dag er klar til at løfte stenen, så er mine venner der stadig. Så myldrer de rundt ligesom bænkebidere under barken og jeg kravler med ind og bliver en del af flokken igen. Det er ikke fordi, jeg ikke vil dem. Men det er blot svært at rumme og være til stede i samtaler, der forgrener sig, kompleksiteter, fester, alkohol, høje lyde eller andre forstyrrelser. Og det er svært at sige: “Jeg ligger mig lige ned, lukker øjnene og holder mig for ørene, indtil jeg kan overskue verden igen.” På den måde lever jeg lidt en skildpaddetilværelse, hvor alting foregår ekstremt langsomt og jeg trækker mig ind i skjoldet, når verden bliver for barsk.

Jeg prøver at gøre mig umage for at være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Fx var jeg hos tandlægen, der spurgte hvordan det går. Fordi tandsundhed hænger sammen med den generelle sundhedstilstand. Stress = ømt tandkød. Nå, men hun fortalte at hun selv havde været sygemeldt med stress og paradoksalt (og nok meget normalt) havde haft travlt med at komme tilbage på arbejdet igen. Hun gav mig det tip virkelig at sørge for at tage pauser. Mange af dem. At der ingen skam er i at have brug for at trække sig. Selvom jeg bliver rædselsslagen ved tanken om at ende ligesom Maude fra Matador. Efter tandrensning og -pudsning blev vi enige om, at jeg skulle omfavne min indre Maude og så skulle det hele nok gå.

Maude_Matador_DRBilledet er lånt her

Jeg har det bare ret vildt over, hvor svært det kan være at slippe. At slappe af. At lave ingenting. Se serier. Gå ture. Glo. Fordi det på ingen måde er produktivt eller det, samfundet råber os i ørene, at vi skal. Det er jo direkte reaktionært. Jeg har lånt bogen Stop op – Fjumreår for voksne på biblioteket. Mest fordi, titlen virkelig pisser mig af og vækker mig. Hvorfor skal dannelse reduceres til fjumreår? Og hvorfor er det først, når du er 55 og har gjort karriere, du må tage dig tid til at gøre det, der gør dig glad? Men med kapiteltitler som “Lediggang er roden til alt godt” og citatet “Et menneske skal stoppe op, for ikke at gå i stå” så prøver jeg at embrace, at jeg lige nu er ved at gøre noget virkelig godt og vigtigt for mig selv.

🐢

Ih! Det jeg ville sige var faktisk bare, at jeg skriver igen. Og at jeg vil prøve at skrive en stressføljeton til jer. Så både I og jeg kan følge med i, hvordan det går, og hvad der virker (for mig).

Ha’ en rar tirsdag 👋

♥️ Linnea 

Advertisements

Leveord: Work Hard, Play Hard

læsesal diamanten

Der er mange smarte leveord, der giver gode råd til at mestre tilværelseskampen. Work-life balancen som det kaldes. Jeg har for nyligt fået øjene op for devisen: “work hard, play hard“. Arbejd fokuseret og sørg for at holde fri. Helt fri. Prop aften + weekend med dejligheder. Det giver bedre samvittighed og en større lyst til at kaste sig over arbejdet igen. Som jo fx. kunne være et speciale eller en eksamensopgave.

motivationDer arbejdes hårdt.

det kongelige bibliotekArbejdsdelen foregår på Diamanten – det er jo ren fryd at sidde i så smuk en bygning.

hjemmekontorAf og til sidder jeg på mit værelse og arbejder. Det er heller ikke dumt med et hjemmekontor.

45:15 metodenApp’en Eksamensangst og 45/15-metoden er virkelig effektiv, og hjælper mig hver dag.

Mangler du idéer til den sjove del? Så frygt ej, den del er jeg mægtig ferm til. Du kan fx. efterårshygge med dine bedste børnevenner, hvis du altså er så heldig at ha’ sådan nogle væsner i din hverdag.

børnevennerBørnepasning og græskerlygtelavning er en god måde at glemme alt om arbejde på.

børnehyggeVær kreativ. Også skægt med børnevenner.

stevns klintTag ud og se på naturpæne Danmark. Var på søndagstur til Stevns Klint med kollektivet.

Gilleleje HavnGilleleje havn er også besøgsværdig. Selv i regngråt efterårsvejr.

Tegners MuseumDet samme er statueparken ved Tegners Museum.

Kirrpu HillerødPå indendørs loppemarkeder kan du fordybe dig helt i gamle, farvefine sager. Og måske finde nyt til boligen (eller børnevennerne).

Lærerbordet højskoleEn god fest er også oplagt eskapisme. Især når den foregår med fri skolevin ved lærerbordet på en højskole.

Tilbage til leveordene. Work hard, play hard er ikke de eneste ord, jeg tror på. Mener også det er virkelig vigtigt at:

nyde frisk luft, være sød, aldrig sige nej tak til kage eller eventyr, og at hoppe i havet så ofte som muligt.

Har du en god leveregel, du vil dele? 

Autumnal Friday Musings

working from home

Can you feel it? It’s Friday! “Fun, fun, fun, fun” as a certain miss Black sings.

This week I’ve been working from home – not only on my thesis but also writing some copy (Peggy Olson style) for a hotel or two. It was fun! Much more than working on my thesis (sorry, T-baby). I’m trying to get into a great rhythm of getting early to bed and early to wake, but somehow I’m failing miserably. Next week! Also, I’m trying to strip my weeks from everything that isn’t work, thesis, work-out or seeing friends in the evenings. I need my days as distraction-less as possible, because I’m so good at loosing focus.

Somehow I find my self looking forward to Christmas already. What’s wrong with me?! Nothing, I think 😉 Just like this little toddler, we all need to let go of “normal” sometimes.

I simply can’t help sharing songs. I hope it’s OK with you? Here’s a sweet, wonderful Norwegian (whom I once drank beers with and ended up getting a hug from. Lucky me!):

Happy Friday, dearests! Try to stay out of trouble.

❤