Hvad er trivsel, og hvor kommer den fra når man er ung?

Vesterhavet_journalinnea_sandcastle.JPG

Egentlig har dette indlæg ligget hengemt, som en kladde, i et hjørne af internettet siden juni, men i anledningen af at jeg er sygemeldt og altså derfor bruger en del energi på at trives bedre, tænkte jeg at mit skriv faktisk har sin relevans. Har nemlig lavet en to-do-liste for min trivsel og velvære i hverdagen. Måske den kan inspirere dig? Læs med her:

···

Igen i år blev jeg inviteret med som paneldebatdeltager på Folkemødet. Sidste år var jeg på scenen i Ungdomsbureauets telt for at komme med mine ord på et generationsportræt af unge anno 2016. Generation Likeable fik jeg kaldt os. I år var jeg så heldig at Komiteen for Sundhedsoplysning og Sund By Netværket, også gennem Ungdomsbureauet, inviterede mig med til debatten Hvad er trivsel, og hvor kommer den fra når man er ung?.

De andre debatdeltagere og jeg blev bedt om at skrive en lille introduktion af os selv + svare på spørgsmål om bekymringer og om trivsel. Jeg tænker, at det kunne være interessant at læse for jer, og måske sætte nogle tanker i gang om, hvornår I selv trives bedst?

Jeg synes også, at det er svært at vi selv skal stå til ansvar for at vi trives, for meget af det, der skaber mistrivsel er fx det tempo, den hastighed det hele går med. Fuck omstillingsparathed. Snup en pause. Hvorfor skal alting absolut gå så hurtigt? Og hvordan ændrer vi strukturer i samfundet, der tydeligvis skader rigtig mange af os – og særligt os unge, der ikke har oplevet en krise endnu. Hvorfor er der ingen, der har fortalt os, at det med kriser er en del af livet, ligesåvel som det at lære at snøre snørebånd, spare op, bruge tandtråd. Vi vælter jo også, når vi lærer at cykle. Hvorfor er det blevet helt forbudt at fejle? For det er jo der, vi virkelig lærer.

Tilbage på sporet. Her er min intro + svarene på nogle af livets store spørgsmål:

“Jeg hedder Linnea og er 28 år. Det meste af mit liv har jeg gået i skole. Jeg har aldrig fået 12 i noget, jeg har dumpet et speciale og har meldt mig ud af en kandidatuddannelse. Jeg har været ét point fra at ha’ en depression og været på kontanthjælp i 13 måneder. Jeg har haft livet galt i halsen og befundet mig mere i en tilstand af personlig afvikling end udvikling. Lige nu har jeg det rigtig godt. Jeg stortrives. Jeg bruger rigtig meget af min tid på drømmejobbet og på at pille farligheden ud af at ha’ det svært. For det er faktisk meget normalt.”

Hvad er de tre største problemer for dig og din generation af unge i 2017?

  1. “Et hastigt tempo og pres fra samfundet rundt om os, fx i form af fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og de sociale medier.”
  2. “At vi lever som om vi har premiere hver dag.”
  3. “Økonomisk sikkerhed. Dyre studieboliger, dyre priser på boliger i de store byer. Arbejdsløshed.” 

“Generelt er jeg bekymret for at vi kæmper kampene alene og ikke står sammen.” 

Hvad gør du selv for at løse problemerne? (Så du grundlæggende kan have det godt)

“At tale højt med nogen, når jeg har det svært og om at ha’ det svært. Det er vigtigt at være ærlig om, hvordan livet føles. Og så tager jeg pauser. De er ret vigtige for min helt personlige trivsel. Jeg tager hjem til Thy eller bader i havet, bruger min meditations-app eller snupper en yogatime. Hvis der er noget, jeg ikke kan håndtere selv, så opsøger jeg en psykolog. Men som regel hjælper det bare at læne mig ind i et fællesskab – mine venner, kolleger, søskende, forældre eller dem jeg bor i kollektiv med.

Det der gør, at jeg trives er at jeg bruger min tid på noget, der giver mening. Jeg henter meget mening i stærke fællesskaber. Da jeg var lille, var jeg spejder og spillede rollespil. Jeg har været elevrådsformand og med i elevforeninger på gymnasiet og universitetet. På et tidspunkt, hvor jeg ikke havde et job, arbejdede jeg frivilligt for en sag, der betyder noget for mig. Det gør jeg stadigvæk. Jeg trives allerbedst ved at være en del af nogle meningsfulde fællesskaber.”

Hvad drømmer du om/ønsker at samfundet gør for at du og din generation lever et godt liv?

“Jeg drømmer om, at vi faktisk tør at gøre det vi allerinderst gerne vil. At det, der har værdi, det der bliver prist ikke er = økonomisk velstand. For jeg tror ikke, at det er der lykken bor.

Jeg drømmer om at vi er mere nysgerrige på hinanden. At vi siger mere hej og møder hinanden som mennesker. Jeg ved ikke, hvordan vi skal gøre det, men håber virkelig at nogen punkterer den hastighed vi lever i. For jeg tror slet ikke det er sundt at alting går så hurtigt. Måske glemmer vi, hvad meningen med det hele er, når det går for stærkt.”

···

Det var altså, hvad jeg skrev i starten af juni. Siden da har jeg faktisk skruet mere og mere ned, for hvad jeg laver. Måske fordi jeg endelig havde landet fuldtidsdrømmejobbet og kunne slappe af. Jeg behøvede ikke at gøre mig til for en kommende arbejdsgiver. Måske fordi at jeg var ved at blive stresset. Heldigvis har jeg nogle stærke fællesskaber, der ikke sådan lige forsvinder. Det svære er bare nogen gange at sige, hvordan du faktisk har det.

En genlæsning af mine svar fik mig til at lave denne trivsels-to-do-liste:

🌊 Kom ud i naturen. Helst ved vandet et sted. Ugentligt.
🙏 Mediter. Hver dag.
🤸‍♀️ Yoga. Ugentligt.
🐳 Bad i havet. Mindst en gang om måneden.
🗣 Vær ærlig om, hvordan du har det. Både når du har det godt og skidt.

Hvordan trives du allerbedst? Jeg vil rigtig gerne høre, hvad der er must-dos for dig, for at ha’ det bedst. 

❤️ Linnea

 

Advertisements

Folkemøde-talk + Her tager jeg hen, når jeg forsvinder: Zen i Thy

I morgen skal jeg til Folkemødet og jeg glæder mig helt langt ud i det mest runde af mine kinder! Jeg skal bl.a. lave kommunikation for selve Folkemødet, Askovfonden / KBH+ og Ungdommens Folkemøde. Har jeg egentlig nogensinde vist jer, vores UFM-video? Næ. Den får I her:

Er den ikke god? Jeg får lidt lyst til at gi’ os allesammen et ordentligt kram. Videoen er fra april, hvor både Søndermarken og jeg så lidt triste ud. Heldigvis er det blevet sommer siden – både indeni og udenpå 🌞

Som et led i opvarmningen til de voksnes Folkemøde, og et roligt break inden det går løs i samtaleteltene, så tog jeg et tog til Thy i lørdags. For er der et sted, jeg slapper af, så er det altså derhjemme nordenfjords og langt mod vest. Hvis jeg har sommerhusabstinenser, savner mine forældre, mit hav, katte eller lidt Svinkløvstemning, så kan mit barndomshjem det hele. Selvfølgelig er jeg vokset op der, midt i smukhedsnaturen og de vilde vestenvinde,  men jeg har også truffet store beslutninger, skrevet opgaver, helet hjertesmerter – eller fået dem. Der er både barndoms-, ungdoms- og voksenminder. Men måske er stedet også helt særligt, fordi min mors slægt har boet der siden forrige århundrede? Jeg kan i hvert fald overhovedet slet ikke forestille mig et liv uden et hi i Thy. Provinssøvnigheden. Den sommertrætte weekendstilhed. At komme hjem til roen i afkrogsDanmark og få rusket alt dagligdagsvæsenet tilside af Vesterhavet.

Aaaaaahhhhhhh. Der er bedst allerlængst mod vest.

Thy er i sandhed en af mine selvudslettelsespletter. Forstået som i, at der er så dejligt og tilpas meget natur, at jeg bliver henført af den og glemmer lidt mig selv og de tankekarruseller, der ellers kører rundt og rundt. Og rundt. De gule klitbjerge, kæruldsmarkerne, og når natten falder på, Mælkevejens stjerneenge. Vesterhavet. Dét er en god kontrastvæske i disse lynhurtige internettider.

Er I klar til fotospam?

Det blev nemlig til et par skyfri lykkedage i Lodbjerg.

planterogmorkunstAllerførst er det ind og sætte weekendtasken. Mine forældre har frabedt sig at jeg fotograferer deres hus, men jeg sneg mig nu alligevel til et snapshot fra gæsteværelset. Min mor er nemlig lige så plantetosset som jeg 💚

Kaffe i KenyaYndlingskaffepletten; I den del af haven, vi kalder Kenya, overfor mine forældre, med bløde kattekroppe under fødderne og sol i knoppen.

KarenBlixen.JPGDet er altid et spørgsmål om tid, fra jeg er kommet hjem, til jeg har Karen Blixet den i haven og plukket en vildblomstbuket. Denne her er til min far. Han er nemlig glad for lupiner og bregner. Da han og jeg sad i bilen, på vej fra togstationen og helt derud, hvor jeg kommer fra, lagde jeg nemlig mærke til, at hans hår er mere hvidt end gråt nu. Det er helt sikkert solen, der (b)leger med, men ja, ingen lever evigt. Så husk at gi’ blomster til dem, du kan li’. 

klitterogkæruldJeg har altid cyklet meget. Ikke rigtig på asfalt, men mest på skovstier og grusveje. Så det er også altid en må-ting for mig. At hoppe på jerndyret og cykle ud til naboen mod vest: Havet. Det er den skønneste vej. Der er asfalt de første 300 meter og så forsvinder det gråsorte over i gulgyldent grus. Det larmer og støver, og hvis du er heldig ser du både harer, hjorte, ræve(grave) og lærker. Der er slet ingen huse, maskiner eller noget menneskeskabt. Bare natur. Her er der kæruld – eller uldkær, som det kom ud af barndomsmunden. Og klitter! Bag dem gemmer havet sig.

Lodbjerg strand.JPGEt godt sted at havfrue den 🦀🐠🐚

På en jernhest–journalinnea.JPG       På en jernhest allerlængst mod vest. Efter en tur i bølgerne, sæføli.

Weleda–journalinnea.JPGLavendelkarbad efter en aftendukkert er også et must. Jeg blev så gennemafslappet at jeg faldt i søvn, før jeg gik i seng (altså jeg var stået op af badet). Er vokset op med Weleda og de laver ægte kropsguf.

morgesmisogsommerspænding.JPGMorgenmis og sommerspænding. Sommertid er læsetid, det ved I godt, ikk?

Vesterhavslækkerhed.JPGVesterhavet kaldte igen. Hele søndag blev brugt på en 8-timers strandtur.

Mole96 Se, hvor artigt Vesterhavet var. Slet ingen store bølger! Der var dog både fralandsvind og understrøm, så pas altid godt på ved havet. Pyh, jeg ku’ godt igen. Desværre bliver der vist ikke lige så skyfrit og skønt på Bornholm. Men en regnvejrsdukkerttur har også sin charme.

Der er altså noget hyggeligt ved livet på landet. I toget på vej mod mit storbyshippiehjem mødte jeg den sognepræst, der både har døbt og konfirmeret mig. Og mødte faktisk også en sød dame, der var flyttet fra København til Thy i 1971 for at bo i kollektiv. Pudsigt!

···

Apropos vestkysten, så har jeg et eller andet med den her sang. Den hører sig ligesom til på en sommertogtur på vej hjem til Thy. Der er noget længselsfyldt over den. Nostalgisk endda. Jeg har nok mere lyst til at putte Vesterhavet end en person i min kuffert, selvom begge dele vist er lige umuligt.

···

Back to Bornholm (det bliver lidt langt, det her, men I er vel med endnu?), så skal jeg faktisk også sige noget på Folkemødet. Sådan til flere mennesker på en gang. Altså ikke bare: “Godaw” eller “gomårn”. Er nemlig blevet inviteret med til at tegne et generationsportræt af Ungdommen anno 2016. Det sker i:

Ungdomsbureauets telt, torsdag d. 16. juni kl. 17.30 – 18.25 i J12 på Kæmpestranden

Kom, kom, kom!

Er både nervøs, har sejhedsoptur og er vildt spændt. Er blevet bedt om at forholde mig til spørgsmål som:

  • Hvad kæmper unge med?
  • Hvad kæmper unge mod?
  • Hvordan skiller ungdommen sig fra tidligere ungdommer?
  • Hvilke repræsentanter findes der for ungdommen?
  • Hvilke historiske idoler mangler ungdommen?
  • Hvordan ser unge ud? Altså rent fysisk.
  • Hvis muligt, hvilket prædikat kunne man give ungdommen?

Måske kommer jeg til at blogge lidt fra Folkemødet, men ellers så skal I nok få et langskriv om hele molevitten, når jeg er tilbage igen. I kan jo altid kigge med på Instagram, hvis da ikke vi mødes henne i virkeligheden.

Ha’ det helt vildt rart. 

🌊❤️🌊

KH Linnea

Fransk forårsflirt, girlcrush og siden-sidst-sniksnak

Hej sødeste internetvenner 👋 Kunne I li’ Mads’ musikindlæg? Det håber jeg. Jeg synes i hvert fald det var skægt at låne bloggen ud.

Og har vinterferien lagt sig med slumretæppestemning over jer? Her i Kbhå er der lidt roligere end normalt og masser af familier er på gaden. Det er ret hyggeligt. Glæder mig til niecebesøg i morgen, MGP-festligheder (måske lille T og jeg laver dem her) og søskendebrunch på søndag.

Selvom kalenderen skriver vintermåned 10 dage endnu, så har jeg taget hul på forårsdrømmekøb. Fantaserer om solskin, nye shades, udendørsvino med bedsteveninder og en bordeaux fedora fra Borsalino. Venindesneaks i My Little Pony-farver er også højt på listen. Hvad forårsfrister jer?

Siden jeg fik ører for Christine og hendes drag queens i Amsterdamdagene, har jeg altså crushet godt og grundigt på Cs androgyne look. Og selvom sangen her kom i efteråret, så har jeg først opdaget den nu. Perfekt fransk vinterlyd indtil solen kommer og smelter os. Hvem har ikke haft en lille-dag, hvor det hele flyder ud? Og wauw for et fint look med lyserød suit og hvide sko. Dét gad jeg godt løbe foråret i møde i.

Fint, ikke?

Her går det godt. Nogle dages føles det som om porten til hele verden er åben. Andre dage er det som om verden er en lukket klub, og jeg har fået nøglen væk. Men heldigvis har jeg nøglen til det fængsel, tanker kan være. Så får hurtigt låst op og lukket de gode ting ind. Jeg møder seje folk og er begyndt at lave ting for UngdomsBureaet, men meget mere om det en anden dag. På søndag har den nye sæson af Girls premiere (er jeg den eneste, der synes, det er forvirrende at Adam nu også er Star Wars-skurk?), Love har lige ramt Netflix (håber den er god!) og på fredag kommer Grimes til byen = venindeweekend. Og der er et væld af koncert- og festivalaftaler med yndlingsmennesker i min kalender. Rart, rart, rart. 

Søndagsbobler

Fredagskram og boblestemning til jer 💕

Håber I har det godt.

PS: Jeg er (desværre) ikke veninder med Grimes. Men skal til koncerten og får venindebesøg fra Jylland.

PPS: Jeg har engang drømt om Grimes. Vi skulle på overlevelsestur.

Du er ikke alene

Jeg tror så uendeligt meget på at dele. Dele historier og fortælle om det, der gør ondt – eller har gjort ondt. Jeg tror det er terapeutisk at dele. At skrive. At tale. Dele.

Vi er mange, der har oplevet ubehageligheder på egen krop og sind. Jeg har slet ikke tal på alle de gange, jeg har søgt et spejl, der kan fortælle mig, at det nok skal gå. At der er andre, der har været igennem noget lignende. Et knus af genkendelse fra en, der selv har været der, og står frem og taler helt åbent og ærligt om at livet bider en. At det kan være svært at få fat i livet. Ups and downs. Vi ved det jo godt. Men der er så megen glædesjagt og jeg har tit følt mig forkert, når jeg er gået rundt i kedafdethedens kåbe. Min psykolog har anbefalet mig animationsfilmen Inside Out, der handler om følelser. Jeg græd den torsdag formiddag, hvor jeg sad i min seng og så den, for sikke dog Sadness ligner mig. Jeg er ikke længere bange for at være ked af det, men har accepteret at jeg af og til er trist, ligesom jeg af og til er glad eller bange. Jeg er nysgerrig på og øver mig i at være vred, for det er en følelse, jeg har svært ved at finde.

Fyren jeg var på date med engang i starten af november, kom ikke kun med et guldkompliment, men også en anbefaling. Han havde læst om min studieudmelding og synes jeg skulle tjekke UngdomsBureauet ud. Det gjorde jeg, og jøsses, hvor jeg synes de er seje! Fandt tekstsamlingen De Frafaldne, hvor 20 unge fortæller om at droppe ud af ungdomsuddannelser. Jeg kunne kramme hver og en af dem! For selvom der er forskel på en ungdomsuddannelse og en universitetsuddannelse, så rammer de virkelig noget i mig. Især hende, der skriver sådan her:

Jeg vil gerne have, at folk forstår, at selv om man er dygtig og høflig og velfungerende i skolen såvel som privat, så er det ikke ensbetydende med, at man kan gennemføre en uddannelse på samme vilkår som alle andre. Der er så meget andet der ligger bag, end hvilken karakter, der står på papiret. Det er i orden at tvivle. Der er en vej. Også selv om den kan være svær at finde, så er der altid en vej.

Citatet er sakset fra De Frafaldne. Læs (om) bogprojektet her hos UngdomsBureauet.

Jeg er virkelig glad for alle sociale medier, men når Facebook spørger, hvad jeg har på hjerte, så er det jo mere socialt accepteret at dele glæder end sorger. Et par mænd (og ikke fordi, der ligger noget kønnet i den opfattelse) jeg har drukket øl med, bliver irriterede når der dukker historier fra livets minusside op i deres nyhedsfeeds. Måske de opfatter det som klynkerisme? Jeg må spørge dem. Synes dog at det også har sin berettigelse. Måske er de bare mediemænd, der profilerer sig professionelt på deres sociale kanaler, og derfor aldrig kunne drømme om at fortælle om knubs eller dødsfald på Facebook. Og jeg mærker da selv at hver gang jeg tager tastaturet helt tæt på, og fortæller ærligt om de svære steder, jeg har været, så går der megen tankeovervejelse forud for et klik på Publish-knappen. Er der nogen, som vil se mig som svag eller en tabernar, fordi jeg skriver det, jeg gør? Gør jeg det sværere for mig selv at få et bureaujob, fordi jeg er ærlig om mit liv på internettet?

Måske.

Måske ikke.

Men hvis jeg bare kan hjælpe blot én, der sidder et sted, hvor livet deler slag ud, så er det altså det hele værd.

Jeg har haft angstanfald over at skulle være sammen med min familie, afbrudt kontakten til mine forældre i en periode, haft en sommer med selvmordstanker om at svømme alt for langt ud i mit elskede Vesterhav, og er stadig sygemeldt, fordi jeg i september var ét point fra et blive diagnosticeret med det, der starter på depre og ender på ssion. Jeg har siden september haft opkastepisoder, der ifølge min læge er fysiske stresssymptomer. Og jeg har haft virkelig travlt med at lade som om alting er A-ok (eller sagt på emojisk: 👌). Det er det ikke, og det er ok. For jeg ved at det heldigvis ikke er resten af mit liv, vi taler om. Men kors, hvor er det en verbal mavepuster, når lægen giver håndtryk og et “God bedring” til det jeg fejler, som altså ikke er en fysisk sygdom. Pyh!

Så ja, der har I det. Sort på hvidt.

vemodigmandag

Og hvis du læste med helt hertil, så vil jeg bare sige tak. Helt ærlig og fra der, hvor blodet pumpes rundt. Mandagsvemodig, let grumset og i det blå skær fra min MacBook.