2016: Ungdommens Folkemøde

Halløj igen 👋

Som lovet får I lidt mere fra mit 2016. Har oprettet en helt ny kategori på bloggen. Engagement hedder den. Her kommer I til at høre om alt det, jeg kaster min energi i. Og i dag handler det meget passende om Ungdommens Folkemøde eller #UFM16 – passende fordi jeg netop i aften har været til infomøde om #UFM17, og er helt spændt på et nyt år med et af de sejeste og dejligste fælleskaber. Næsten lige så spændt som I kan se, jeg var en tidlig morgen, d. 8. september i Søndermarken 👇

ufmDet var en stor dag! 💚 Den allerførste af Danmarks største demokratifestival for unge.

At se UFM vokse fra en januarweekend i en kælder i Gothersgade til kulminationen af telte, scener og tjuhej i Søndermarken ni måneder senere. At være med. Sætte præg. Og ha’ en bittelille del i noget Danmarkshistoriestort. Tænk at bruge sin arbejdsløshedstid på det? Slet ikke dumt. Tror faktisk nærmest jeg glemte, jeg ikke havde et job, fordi jeg brugte min tid på noget, der mest af alt minder om en bevægelse. Samfundsengagement kan faktisk bare bestå af at være frivillig. Hvis du har lyst til at være med til at skabe #UFM17, så kan du tilmelde dig her.

Hvorfor jeg egentlig var med i #UFM16 fortæller jeg en smøre om her. Det hele startede jo med at jeg læste De Frafaldne og blev bidt af UngdomsBureauets arbejde. Jeg ville selv være med. Og det kom jeg. Faktisk bliver jeg citeret i en bog, UngdomsBureauet udgiver til februar. De Engagerede hedder den. Se, det kan der komme ud af at melde sig ud af uni. Tænk bare! Fuld cirkel og det hele 💫

Jeg er med i #UFM17, fordi det stadig giver mening. Fordi vi unge betyder så meget. Mere end vi nogen gange selv går og tror. Og fordi, vi skal tages seriøst. Danmark skal være et foregangsland og verdensmestre i samfundsengagement. Ungdommens Folkemøde var på en eller anden måde min redningskrans til at komme ud af alt det tunge og tvivlen, der hang som en klæg dyne omkring mig, i starten af 2016. At engagere mig og være med, gav mening i en ellers ikke helt vildt meningsfyldt tid. Jeg glemmer aldrig UFM. Har stadig 100vis af billeder, jeg ikke nænner at slette.

UFM16.JPGFx det her sæbeboblemoment.

UFM-følelsen er lidt en anden end Roskilde Festivals #orangefeeling og bornholmerfolkemødes djøfstortion / mingleringscirkus. Jeg har svært ved at inddampe den til ét ord eller en følelse. Men den er noget af det aller, allerbedste, der skete i mit 2016. Jeg fik mødt bl.a. ambassadøren fra Amerika, vores konkurrencekommisær Margrethe, tidligere kulturfar Bertel, Uffe Elbæk (dem havde jeg sikkert aldrig mødt, hvis jeg havde bestået mit speciale 😉), selvom de blegner helt ved siden af alle de andre, seje frivillige, jeg har været så heldig at blive venner med. Så tak til Torben for at invitere mig på date og belære mig om UngdomsBureauet!

Var du med? Ellers så håber jeg, vi ses i Søndermarken d. 7. og 8. september.

💚✌️💫

Advertisements

Folkemøde-talk + Her tager jeg hen, når jeg forsvinder: Zen i Thy

I morgen skal jeg til Folkemødet og jeg glæder mig helt langt ud i det mest runde af mine kinder! Jeg skal bl.a. lave kommunikation for selve Folkemødet, Askovfonden / KBH+ og Ungdommens Folkemøde. Har jeg egentlig nogensinde vist jer, vores UFM-video? Næ. Den får I her:

Er den ikke god? Jeg får lidt lyst til at gi’ os allesammen et ordentligt kram. Videoen er fra april, hvor både Søndermarken og jeg så lidt triste ud. Heldigvis er det blevet sommer siden – både indeni og udenpå 🌞

Som et led i opvarmningen til de voksnes Folkemøde, og et roligt break inden det går løs i samtaleteltene, så tog jeg et tog til Thy i lørdags. For er der et sted, jeg slapper af, så er det altså derhjemme nordenfjords og langt mod vest. Hvis jeg har sommerhusabstinenser, savner mine forældre, mit hav, katte eller lidt Svinkløvstemning, så kan mit barndomshjem det hele. Selvfølgelig er jeg vokset op der, midt i smukhedsnaturen og de vilde vestenvinde,  men jeg har også truffet store beslutninger, skrevet opgaver, helet hjertesmerter – eller fået dem. Der er både barndoms-, ungdoms- og voksenminder. Men måske er stedet også helt særligt, fordi min mors slægt har boet der siden forrige århundrede? Jeg kan i hvert fald overhovedet slet ikke forestille mig et liv uden et hi i Thy. Provinssøvnigheden. Den sommertrætte weekendstilhed. At komme hjem til roen i afkrogsDanmark og få rusket alt dagligdagsvæsenet tilside af Vesterhavet.

Aaaaaahhhhhhh. Der er bedst allerlængst mod vest.

Thy er i sandhed en af mine selvudslettelsespletter. Forstået som i, at der er så dejligt og tilpas meget natur, at jeg bliver henført af den og glemmer lidt mig selv og de tankekarruseller, der ellers kører rundt og rundt. Og rundt. De gule klitbjerge, kæruldsmarkerne, og når natten falder på, Mælkevejens stjerneenge. Vesterhavet. Dét er en god kontrastvæske i disse lynhurtige internettider.

Er I klar til fotospam?

Det blev nemlig til et par skyfri lykkedage i Lodbjerg.

planterogmorkunstAllerførst er det ind og sætte weekendtasken. Mine forældre har frabedt sig at jeg fotograferer deres hus, men jeg sneg mig nu alligevel til et snapshot fra gæsteværelset. Min mor er nemlig lige så plantetosset som jeg 💚

Kaffe i KenyaYndlingskaffepletten; I den del af haven, vi kalder Kenya, overfor mine forældre, med bløde kattekroppe under fødderne og sol i knoppen.

KarenBlixen.JPGDet er altid et spørgsmål om tid, fra jeg er kommet hjem, til jeg har Karen Blixet den i haven og plukket en vildblomstbuket. Denne her er til min far. Han er nemlig glad for lupiner og bregner. Da han og jeg sad i bilen, på vej fra togstationen og helt derud, hvor jeg kommer fra, lagde jeg nemlig mærke til, at hans hår er mere hvidt end gråt nu. Det er helt sikkert solen, der (b)leger med, men ja, ingen lever evigt. Så husk at gi’ blomster til dem, du kan li’. 

klitterogkæruldJeg har altid cyklet meget. Ikke rigtig på asfalt, men mest på skovstier og grusveje. Så det er også altid en må-ting for mig. At hoppe på jerndyret og cykle ud til naboen mod vest: Havet. Det er den skønneste vej. Der er asfalt de første 300 meter og så forsvinder det gråsorte over i gulgyldent grus. Det larmer og støver, og hvis du er heldig ser du både harer, hjorte, ræve(grave) og lærker. Der er slet ingen huse, maskiner eller noget menneskeskabt. Bare natur. Her er der kæruld – eller uldkær, som det kom ud af barndomsmunden. Og klitter! Bag dem gemmer havet sig.

Lodbjerg strand.JPGEt godt sted at havfrue den 🦀🐠🐚

På en jernhest–journalinnea.JPG       På en jernhest allerlængst mod vest. Efter en tur i bølgerne, sæføli.

Weleda–journalinnea.JPGLavendelkarbad efter en aftendukkert er også et must. Jeg blev så gennemafslappet at jeg faldt i søvn, før jeg gik i seng (altså jeg var stået op af badet). Er vokset op med Weleda og de laver ægte kropsguf.

morgesmisogsommerspænding.JPGMorgenmis og sommerspænding. Sommertid er læsetid, det ved I godt, ikk?

Vesterhavslækkerhed.JPGVesterhavet kaldte igen. Hele søndag blev brugt på en 8-timers strandtur.

Mole96 Se, hvor artigt Vesterhavet var. Slet ingen store bølger! Der var dog både fralandsvind og understrøm, så pas altid godt på ved havet. Pyh, jeg ku’ godt igen. Desværre bliver der vist ikke lige så skyfrit og skønt på Bornholm. Men en regnvejrsdukkerttur har også sin charme.

Der er altså noget hyggeligt ved livet på landet. I toget på vej mod mit storbyshippiehjem mødte jeg den sognepræst, der både har døbt og konfirmeret mig. Og mødte faktisk også en sød dame, der var flyttet fra København til Thy i 1971 for at bo i kollektiv. Pudsigt!

···

Apropos vestkysten, så har jeg et eller andet med den her sang. Den hører sig ligesom til på en sommertogtur på vej hjem til Thy. Der er noget længselsfyldt over den. Nostalgisk endda. Jeg har nok mere lyst til at putte Vesterhavet end en person i min kuffert, selvom begge dele vist er lige umuligt.

···

Back to Bornholm (det bliver lidt langt, det her, men I er vel med endnu?), så skal jeg faktisk også sige noget på Folkemødet. Sådan til flere mennesker på en gang. Altså ikke bare: “Godaw” eller “gomårn”. Er nemlig blevet inviteret med til at tegne et generationsportræt af Ungdommen anno 2016. Det sker i:

Ungdomsbureauets telt, torsdag d. 16. juni kl. 17.30 – 18.25 i J12 på Kæmpestranden

Kom, kom, kom!

Er både nervøs, har sejhedsoptur og er vildt spændt. Er blevet bedt om at forholde mig til spørgsmål som:

  • Hvad kæmper unge med?
  • Hvad kæmper unge mod?
  • Hvordan skiller ungdommen sig fra tidligere ungdommer?
  • Hvilke repræsentanter findes der for ungdommen?
  • Hvilke historiske idoler mangler ungdommen?
  • Hvordan ser unge ud? Altså rent fysisk.
  • Hvis muligt, hvilket prædikat kunne man give ungdommen?

Måske kommer jeg til at blogge lidt fra Folkemødet, men ellers så skal I nok få et langskriv om hele molevitten, når jeg er tilbage igen. I kan jo altid kigge med på Instagram, hvis da ikke vi mødes henne i virkeligheden.

Ha’ det helt vildt rart. 

🌊❤️🌊

KH Linnea

Et skrøbeligt og protesterende indlæg

Det kan man nemlig sagtens skrive. Intet er blot enfacetteret.

Jeg har jo været væk her fra mit digitale Linnealand i noget tid. Har bl.a. skrevet et ungdomsmanifest, som jeg virkelig synes I bør læse, for det er ret så godt. Det er både meget ærligt og ligetil – som I kender mig. Klik på billedet, så ryger I over til Ungdommens Folkemøde og kan læse lidt om noget, jeg aldrig har fortalt om herinde.UFM.png

Fik du læst? Ellers så gør det lige, ikk. Manifestet er skrevet på en time en mandag efter tvangsyoga (det kalder jeg nemlig min mindfulness-aktivering). Men det tog nu en del energi alligevel. For det føles lidt som at gå upåklædt rundt på internettet. Alle jer, der læser med på min blog, ved jo nærmest alt om mig. Nærmest. Jeg tror bare stadig på, vi får det bedre af at vende ting udad i stedet for at inderliggøre det, vi går og bøvler med. Og når så det samtidig hjælper andre, lægger jeg gerne mit glatte pandehår til.

Hvad har jeg ellers lavet siden sidst?

Jeg har holdt påskeferie. Ikke sådan som jeg havde tænkt mig med påskedukkert(er), Vesterhavs-niceness og generel Thy-lækkerhed, men det blev til en påske på langs. I selskab med en lungebetændelse. Det har gjort, jeg har været lidt væk fra min hverdag. Jeg var både i Thy og fri, grundet helligdage og sygdom, fra de aktiveringstilbud, jeg ellers passer ugentligt. Har læst bl.a. Mette Fugls erindringer og set et par film. Kan virkelig anbefale The Secret Life of Bees og Network, der begge ligger på Netflix. Og særligt HBO-dokumentaren Everything is Copy om Norah Ephron. Titlen alluderer til Ephrons bonmot / livsindstilling: Alt er materiale. Alt det, du oplever kan nemlig omsættes. Hjertebrud, skilsmisse, sorg, depression, racisme. Hvad end du går imod eller i møde, så kan det bruges. Der er kreativt potentiale. Pernille Rosendahl har lige begået det smukkeste skilsmissealbum. Det er netop skrøbeligt og protesterende. Glæder mig til at lytte meget mere til det. Første single er jeg helt skudt i. Med William Blake-reference og det hele. Hør den her ↘️



 Netop fordi jeg var væk fra min hverdag, så glemte jeg lykkeligt, hvordan det faktisk er at være arbejdsløs i min butik. I går var jeg tilbage på yogamåtten, og selvom jeg yoga er noget af det bedste, jeg ved, så bli’r jeg ikke just opløftet af at gøre det i Systemet. Trods det at jeg egentlig synes, jeg er kommet godt af med den der jeg-er-droppet-ud-af-mit-studie-ham, så bliver jeg virkelig ked af at være arbejdsløs.  At blive omtalt som borgeren. I tredjeperson. Til mit ansigt. At gå ind i et rum, hvor alle undtagen yogalæreren er sygemeldte er altså ikke noget, du kommer i smittende højt humør af. Nærmere modsat, faktisk. Er vi nået dertil, hvor jeg skal tage et ufaglært arbejde for at blive rask, fordi jeg forbliver depressiv af at være en hoppebold i det offentlige?

Det finder vi nok snart ud af …

Håber, I har det godt. Og tak fordi, I følger med i eventyret.

✌️, ✨ & ❤️