Gør din svaghed til din styrke

Det har Edith Piaff vist sagt engang. Det var der i hvert fald lige en, der fortalte mig lige før, da jeg stod for foden af Søren K ude i Bibliotekshaven. I dag er nemlig en ret særlig dag.

Rigsarkivet_journalinnea.JPGRigsarkivartype, der vogtede over dagens podcastoptagelse.

Kan I huske dengang, jeg var ret ked af det? Det er lang tid siden, men alligevel ikke. Folk spørger mig stadig, når jeg fortæller om at melde mig ud af universitetet, “Hvad var det, der gik galt?”. Øhm altså, jeg blev rigtig ked af det. Men jeg havde ikke en depression. Måske var det en kvartlivskrise? Jeg ved det ikke. Jeg er stadig i tvivl. Der er flere episoder, der nok har hobet sig op, og som fik lov at fylde mellem mig og tastaturet. Jeg kan ikke sige: “Den der ting + den der ting + det hun gjorde = jeg meldte mig ud”. Der er ligesom mere i det. Og der er sidenhen nogen, der har sagt mig, at det nok var en fejl, at lægen ikke diagnosticerede mig med en depression. Der er også nogen, der har sagt, at der slet intet er galt med mig.

Kan vi ikke bare lade det ligge?

Jo.

Men nej.

Fordi nogle gange, så sker det pudsige her i livet, at vi en dag bliver tilbudt at være den ene hovedperson i en podcastrække om depression. Om at være lige på grænsen. Og i dag, så var det altså første dag på den opdagelsesrejse.

I får altså ikke så meget mere at vide lige nu, fordi det er jo i produktion og der går tid, før vi kan få ørene i det.

Kierkegaard_journalinnea.JPGSøren K. Med en mørk stribe over ansigtet.

Vi var på Rigsarkivet og optage i dag, fordi herfra er der nemlig kig til statuen af Søren Kierkegaard i Bibliotekshaven. Og han led gennem hele sit liv af depression. (Vidste I det? Det gjorde jeg ikke. Måske har jeg ikke spidset ører nok til forelæsningerne på litteraturhistorie.)

📖

Da jeg skrev på mit andet speciale, havde jeg byttet Hamborg og Aarhus ud med København, og yndede at sætte mig i de sorte lædersæder på Det Kgl. Biblioteks gamle læsesal. Det er svært ikke at blive duperet af omgivelserne.

Se selv:

Læsesalen_journalinneaEr her ikke smukt? Tror kun det er biblioteket i Fiolstræde, der måler sig med dette.

Det er virkelig sjældent, at jeg tænker på, jeg ikke fik min kandidatgrad. Men det sker. Fx i tirsdags, hvor jeg så en virkelig formfuldendt invitation til en kandidatfest. Tårerne brød frem i mine øjne, fordi lige dér, der slog det mig, at jeg det kommer jeg aldrig til.

Akkurat så finurlig og fortællende, på tykt papir og med segl, ville jeg gerne ha’ inviteret alle mine søde venner og familien til fejring. Til fest for kulminationen af mine skoleår. For alt det jeg har lært. For alle de opgaver, eksamener og afleveringer, jeg har skrevet gennem tiden.

Jeg har før haft lysten til at holde en fest og fejre at det hele gik. Men måske er det fordi, det vil føles lidt som en art erstatningsfest for den kandidatfest, jeg aldrig gjorde mig fortjent til, at jeg ikke har holdt den? Måske har jeg haft for travlt med at kaste mig over arbejde og gøre mig nyttig, så jeg ikke følte mig ubrugelig.

Heldigvis er jeg langt fra det fumlegængeri jeg befandt mig i, lige efter jeg blev universitetsløs. Dengang var jeg forvirret, grædende og med plaster på tøjet. Jeg har fundet mine lykkebyggesten: Fællesskaberne. For hvad er mennesket uden de andre?

Jeg har fundet frem til en slags mening med det hele. Til de fantastiske (arbejds)fælleskaber, jeg er en del af (frivilligt eller betalt), vennerne og Projektakademiet. Og nu tjener jeg faktisk penge på den tid, der var allermest svær.

Dét kalder da om noget på en fest, gør det ikke?

🎉

Linnea

Noget om specialer og saltvand

Hej venner. Har I det rart? Det håber jeg.

Sidder på Helgoland og skriver. At blogge med bølgebrus i baggrunden, kig til Øresund og med mursejlere om ørene er noget nær perfekt. Føler mig ret lykkelig og priviligeret. For et år siden, så var jeg ved et andet hav. Vesterhavet. Det eneste rigtige hav. Mit hav. Og der var jeg ret ulykkelig. Anspændt, ensom og med noget tungt i tankerne. Et speciale. Om to uger er det præcis et år siden at jeg sagde FARVEL til det.

I juni, på Folkemødet, ovre på den fine klippeø, var jeg til Ungdomsbureauets Specialesalonen Classic. Vincent Hendricks og Martin Præstegaard, departementschef i finansministeriet, fortalte om deres specialer. Hvad de skrev om, hvordan det var og hvor længe det tog dem. At det næstebedste er godt nok. Det nev lidt i hjertet. At sidde der på en plasticstol med et bæger rosé og mindes min egne specialer. Det jeg dumpede og det jeg aldrig skrev færdigt, selvom der vel var 60 ud af de 80 sider, jeg som minimum skulle aflevere. Mine øjne kom lidt ud at svømme og jeg følte, hvad der vel egentlig mest minder om, når man ser sin eks lige efter et brud. Alle drømmene, planerne. Knust. Og følelser, der ikke længere har en person at rette sig mod. Et virvar af tanker og et følelseskaos. Jeg blev meget bevidst om mit valg. Om at jeg aldrig kommer til at stå og tale om mit speciale til en Specialesalon.

I dag griner jeg lidt af det. Ryster på hovedet af mig selv. For ja, jeg går da glip af et løntrin. Det var på ingen måder en klog beslutning. Men det var den sundeste og bedste, sværeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Da jeg fik brevet om at jeg var kommet ud, brevet fra Aarhus Universitet om at jeg d. 17.08 2015 har meldt mig ud af min kandidat i Journalism, Media and Globalization var jeg akkurat lige så topglad som dengang, jeg for 8 år siden fik brev fra AU om at jeg skulle begynde på litteraturhistorie. Jeg dansede faktisk rundt med mit udmeldelsesbrev, så glad var jeg 💃💃💃 Og jeg har gemt det, og tænker at det skal op og hænge på væggen bag mit skrivebord. Papiret på det, jeg ikke blev. I glas og ramme.

Sidste sommer var jeg så bange. Bange for, hvad andre folk ville tænke om mig. Mest af alt gik jeg nok op i, hvad den mand, jeg datede ville sige til det. Og selvfølgelig var han jo bare rigtig sød (ellers datede jeg ham vel ikke 💁). For det vigtigste er jo at jeg er glad. Og i live!

Selvmordstanker lyder så voldsomt. Jeg ville bare gerne blive i havet. For der er rart. Lækkert. Det dufter så godt og elsker når bølgerne rusker i mig. Når jeg dykker og kan høre sandet og småstenene, der skraber mod bunden. Når saltvandet kaster solstrålerne i mit ansigt. Vægtløsheden.

Jeg var ved at få spat af at sidde bag skærmen og skrive. Det var så ørkesløst og interesserede mig i virkeligheden overhovedet ikke. Jeg var virkelig dødtræt af det pis. Og slet ikke motiveret. Det hjalp heller ikke at min vejleders autoreply fortalte mig, at han var taget på ferie og først var tilbage i slutningen af august, efter min afleveringsfrist. Burde jo nok ha’ valgt en anden vejleder end ham, der hjalp mig med at dumpe det første speciale.

Så havet lokkede 🌊

Heldigvis, og hurra for det!, kunne jeg godt tænke mig til at det nok ikke var så sundt at tænke på understrøm. At det nok ikke var meningen at man skulle ha’ det sådan, når man skrev speciale.

Jeg tog en snak med mig selv. Og vi blev enige om, at jeg skulle væk fra det speciale.

Vi blev også enige om at livet er for kort til at spilde på fortrydelser. Så det lovede jeg at la’ vær’ med.

Heldigvis har jeg nogle helt fantastiske hippieforældre. Da jeg fortalte dem om min beslutning, blev de bare så glade. Min søde far sagde: “Det er så vigtigt at lære at gå sin egen vej her i livet.” Jeg tror faktisk de begge var ret stolte over mig. Fluks hoppede vi i bilen og tog ud at spise for at fejre, at jeg var færdig med universitetet. Det var fredag eftermiddag, så vi kørte til Hanstholm og spiste fiskemad og drak Thy-pilsnere. Den sidder stadig i mig i dag, den eftermiddag. Den var god ❤️

I går var jeg til specialereception. Den første siden jeg stoppede med at studere. Solen skinnede, der var rosé og pagne. Alle var glade. Jeg havde købt en lille gave til de to dimittender, bevidst om, hvor fedt det er at blive specialefri. Og fordi jeg virkelig ved, hvor hårdt det er at skrive speciale.

Jeg stod i en flok og snakkede. Snakken gik på, hvornår de to specialemakkere får svar og karakter. Og om om nogen nogensinde har dumpet et speciale? Jeg var helt østerstavs. For jeg gad ikke at få ynkeøjne og blive kigget på som om, jeg er dum. Jeg gad ikke være aben. Jeg gad ikke opmærksomheden. Jeg ville bare gerne hygge mig.

Egentlig synes jeg, det var fejt. At jeg var ret kujonagtig. Og ikke solidarisk med os, der faktisk har dumpet et speciale. Og måske hoppet af uddannelsesekspressen.

Men jeg sagde det til ham, der havde afleveret. Han vidste det slet ikke. Han kendte ikke den historie om mig. For jeg fortæller ikke den til alle.

Nogle gange er det nemlig bare rart være fri for at hælde sine historier ud over andre. At forholde sig til andet end sig selv.

Han spurgte betænksomt om jeg var okay. Det er jeg. Det niver ikke i hjertet. Jeg er hverken bange, ked af det eller bekymret. I’m over it. Og nu har jeg noget til fælles med Kanye! Yeezus og jeg er nemlig begge college dropouts.

Sommerselfie.PNG   Helt okay og glad til specialereception i den fine gårdhave på det gamle kommunehospital.

 

Alt godt til jer ✌️

💚

Linnea

Alle (læs nogle) gør det. Ingen taler om det. Nu gør jeg

Hej igen venner

Jeg var åbenbart ikke helt klar til at breake nyheden for jer i tirsdags, men det er jeg nu. For det hamsterhjulshop, jeg har taget, vil jer gerne fortælle jer om. Egentlig ikke, fordi jeg har brug for at råbe det ud på internettet, men mest fordi, jeg håber at du, eller en du kender, måske kan bruge det til noget. Spejle sig i mit valg. For det spejl manglede jeg undervejs.

For et års tid siden skrev jeg et indlæg, der gik rigtig tæt på, og handlede om noget, der ikke var superduperoptursfedt. Læs det her. Som I ved, så har jeg jo fået et eventyrligt jobtilbud fra udlandet, flyttet til Amsterdam, startet job + sagt op, og vendt retur siden dengang. Og ved I hvad? Jeg har faktisk også meldt mig ud af mit studie. Det var ikke noget valg, jeg kom nemt til. Når samfundet står som en løvetæmmer i et cirkus med en ildring, du skal hoppe igennem, og du faktisk hellere vil slå vejrmøller med bare tæ’r i græsset, end at hoppe igennem den ring, så kan du komme til at slå ret mange knuder på dig selv, før du finder modet til at løbe ud af cirkusmanegen, smide sokkerne og svinge dig rundt i græsset. Jeg gjorde i hvert fald. Sidenhen har jeg fundet ud af, at der faktisk er rigtig-rigtig mange, der ikke afslutter deres studietid med et speciale. De taler bare ikke om det. Det er fy-fy-tabu-tyst-tal-slet-ikke-om-det. Vi deler kun det gode, det lykkelige. Opturstingene. Og selvfølgelig skal det gode også deles og fejres. Men hey, vi vælter altså af og til her i livet. Så hvorfor taler vi ikke om det? Hvorfor skal det være så farligt at tale om de knubs, vi får?

Jeg er står ved mit valg, er stolt over min styrke, og ved at rigtig mange muligheder står åbne for mig. Hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg, for det er mig, der bestemmer her), så synes jeg, jeg er ret så sej og gad godt være venner med mig selv. Og hvis en fremtidig arbejdsgiver ikke kan rumme den, jeg er, så er det ikke et sted, jeg skal heste løs.

Selvom det er spil-dansk-dag i dag, så skal vi høre Mileys fortolkning af Paul Simon. For der er i sandhed 50 måder at forlade noget, der ikke du’r for dig. Om det er et forhold, et job eller et studie. 

TordagsselfieI får lige en torsdagsselfie. Kan I se at øjnene skinner igen? De er måske lidt blanke, men jeg har også været henne hos min psykolog i dag (apropos det med at nedbryde tabuer).

Well, det var det, jeg havde på hjerte i dag. Jeg har steder at tage hen, og døre at sparke ind. Vi blogges ved.

De bad selv om det

Jeg skal aflevere en sides “acknowledgements” som en del af mit speciale (jeg skriver på engelsk, og er ikke sikker på det danske ord. Taksigelser?). Så dem skrev jeg som en overspringshandling en dag i januar. Vi bliver bedt om at gøre det kort, så skal nok barbere det ned. Men lige nu, så lyder de sådan her:

Simultaneous with writing this thesis I have been blogging and reading blogs, as I am love with the medium. Therefore writing this thesis has topic-wise been a sheer delight. It has been wonderful to dive into the body of academic literature on blogging. I have been so fortunate to have Jan-Hinrik Schmidt as my supervisor on this thesis writing journey.

I would like to send warm thoughts to my supervisors Dr. Ph.D. Wiebke Loosen and Dr. Jan-Hinrik Scmidt, who have been very helpful during my thesis writing process. Always kindly answering my question-filled emails. I would also like to thank Dr. Monika Pater, who as well has been aiding my nearly scream-filled emails. I would also like to thank Dr. Katrin Voss for lecturing me and my fellow Hamburg Mundusians on how to write a thesis, and Mahmud Shameem and Irene Nervala for teaching us how to do research properly.

I am also forever in debt to my fellow Hamburg Mundusians and especially x, xx and xxx for always saying “everything will be alright” when I did not at all believe that it would be. And for being helpful with technical and other otherworldly problems. True study buddy soul mates from all over the world.

I would also like to thank my dorm mates and brother for cooking me meals and giving out hugs, when I was in dire need. I would like to thank my longterm and dear friends xy and xyz for helping me get over a broken heart and mentally kicking me in my butt, when I needed it, and for always picking up when I called. And xxxx for sending me warm thoughts and sharing the thesis writing experiences all the way from Berlin. I would also like to thank my mother for calling me in the mornings and making sure I would get a good start on the day. At last, I would like to thank Marabou for making such good chocolate which really helped me through the last days. I would also like to thank my blog readers at journalinnea.com for sharing their thesis writing experiences and helping me get through my own. And Facebook for providing me with endless procrastination opportunities.

Ak ja. Jeg er frygter for jeg ikke er akademisk nok, så må hellere agere noget mere akademisk, for ellers så har de vel luret mig på forhånd. Jeg er lidt bange for at blive fundet ud af. Som i at jeg er en af de der taxameterstuderende, der blot kom igennem for at universitet kunne få deres penge. Den tid, den sorg.

Stormløbet

Hej i fredagsland,

Lodbjerg Klitplantage

Nationalpark Thy

forårsgrene

sildemadder

Måske har nogle af jer allerede fået weekend. Fredagen er (for nogle) jo ikke ugens længste arbejdsdag. Selvom jeg ikke altid er fan af mit speciale, så går jeg altså efter at ha’ et job, jeg synes er så spændende og meningsfuldt at jeg ikke går på weekend før tid om fredagen. Eller på pension som 65-årig. Men lad os nu se, hvordan det spænder an. Det er jo nemt nok at sige, når man ikke har nogle unger, man skal skynde sig hjem og kramme.

Skal skrive en hulens masse idag. Og som jeg skrev igår, så har jeg ikke altid troet på at jeg kunne skrive alle de 80 sider specialet skal være. Men der er så mange, der hepper på mig, og der venter noget virkelig fedt, når jeg er færdig (mere om det en anden gang). Jeg har tanket mig selv op med solskinsbenzin, lærkesang + anden naturporno og en god frokost. Her er absolut ro og ingen forstyrrende fredagsbarer. Har faktisk nærmest hele universet med mig idag. Sådan føles det i hvert fald. Der var tidspunkter, hvor jeg var herhjemme i Thy, og gik ture i sneen, hvor jeg i et anfald af ulveparanoia tænkte, at hvis jeg møder en glubsk ulv, og den spiser mig, så behøver jeg da ikke udsætte mig selv for mere specialepineri. Ahem. Nu synes jeg at det er det vildeste kick at skrive specialet. Sikkert fordi der ikke er langt igen. Champagnen er på køl i kollegiekøkkenet, og kan så småt mærke sejrsrusen bruse. Nu skal jeg dog først lige gå berserk i tastaturet. Forhåbentlig overlever både det og jeg.

Dagens soundtrack leverer Katy Perry og hendes overdådige, skrupskøre dog helt rigtige univers.

Ha’ en rigtig herlig dag, folkens.

Og nyd solen, hvis den skinner på jeres vej idag.

Vild Valentino

Er I helt klistret ind i Valentinssmovs idag?

Jeg er bestemt ikke. Selvom jeg ikke ville ha’ noget imod at være 4 sheets to the wind in Copenhagen idag, og danse rundt til den her partystarter:

Men det må blive en anden god gang. Har skåret ned på mine vilde planer, og det største der sker for mig idag, bliver nok et fastelavnsbolletogt til Lagkagehuset. Og så en lang date med min one and only T-baby (specialet). Det bliver for vildt. For trods min brors mange fuldeopkald, hvor han bestemt mener han taler med min one and only, så er jeg en glad singlepi’. Haha, det lyder forfærdenligt, men er nu rigtig godt tilfreds med ikke at ha’ nogen mand på hjernen. Det er dejligt at ha’ sine tanker helt for sig selv.

Rigtig god fredag til jer derude. 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

(Ekstra hjerter har aldrig skadet nogen.)