Stressføljeton: Thy, tilbagefald & fremtidsdrømme

journalinnea_solnedgangiThy.png

Er lige kørt over en blikstille Limfjord og befinder mig nu, søndenfjords på vej mod København. På fjorden lå en fiskekutter. Ville ønske jeg skulle ud på den og ikke tilbage til byen. I Thy var jeg nærmest ikke stresset, jeg fik ingen angstanfald, jeg kunne trække vejret, smage saltenluft og cykle uden at være bange (den eneste, jeg mødte på min tur var også en musvåge, så lidt en kontrast til Københavns befærdede gader). Jo, der var katastrofetanker og jeg fik ødelagt min telefon pga frustrationer. Men det er ingenting sammenlignet med mine dage i København. Uden at tage sorgerne alt for meget på forskud, så forventer jeg at det hele bliver svært, når jeg er tilbage i hovedstaden igen. Heldigvis har jeg små fem timer i stillekupé med hyldeblomstsaft, Eurowomans jubilæumsnummer, en god roman og underlig musik fra iTunes. Selvom min telefon er i udu, kan den stadig spille musik. Heldigt! For noget af det bedste jeg ved, er at køre i tog. Har tilbragt meget af mit liv i tog. Sådan går det når du flytter hjemmefra som 15-årig og nu som 29½ årig endnu ikke har fået puttet et kørekort ind i dig selv. Kender i Jørgen Leths “Gennem Danmark“? Genialt togtursnummer. Ligesom jeg altid hører Coconut Records “West Coast”, når jeg kører hjem til Thy.

〰️

Havde taget en masse fine billeder til jer, for I plejer at være glade for en hjemstavnskavalkade, men de sidder desværre fast i min ødelagte telefon. Forhåbentlig kan jeg få dem ud og vise dem. Vi får se.

Havde tænkt at jeg ville skrive lidt om, hvordan det hele det går. Det er en underlig tid, for jeg har aldrig haft det bedre, men samtidig har jeg virkelig svært.

Det svære, det har I hørt om. Det er skimmelsvampen, boligsituationen og at jeg stadig er stressbelastet og ikke bare ængstelig, men plaget af angst. At jeg lever ret socialt tilbagetrukket og ca. alt interaktion med vennerne sker på telefonen. Jeg har ikke været til en fest siden nytårsaften og må nok også slippe drømmen om at komme på festivaller til sommer.

Det gode, det, der går godt, det er både noget helt håndgribeligt og noget, der er svært at sætte ord på. Fx, selvom jeg rammer min 30 års fødselsdag til efteråret, på ingen måde har en 30-årskrise, trods arbejdsløshed, stress, angst og sygedagpengesystemet. Måske var midtvejskrisen, så jeg ikke behøvede at få en, små fem år senere? Jeg har mødt ham, som jeg regner med at være sammen med de næste 60-70 år eller længere. Ham, jeg deler livet med. Og ham, jeg skal ha’ børn med. En dag. Ikke nu. Og selvom vi havde lidt af en ilddåb sammen – har aldrig fået skrevet blogindlægget: Guiden til hvad du gør, når ham, du er forelsket i fortæller at han skal være far – så er livet på den front lidt roligere nu, trods skimmel, stress og hjemsavnet. Det er virkelig dejligt. Og også en anden både svær og vidunderlig måde at være sammen på, når der er et lille sødt væsen involveret.

Noget andet af det, der er godt er, at jeg efter min exit fra NGO-branchen og ungdomsorganisationsarbejdet (ca. alt mit engagement forsvandt i løbet af sensommeren 2017) har fundet ud af, hvad jeg vil bruge resten af mit liv på. Det har jeg nemlig hørt fra to kloge psykologer, er en god måde at få problemerne lidt i baggrunden. Lige så stille tager jeg tilløb til at blive en del af højskoleverdenen. Ok, det er jeg allerede lidt. Det eneste frivillige arbejde og engagement i det hele taget, jeg har tilbage er, at jeg sidder i bestyrelsen for Thy Højskole. Men jeg vil ikke bare nøjes med det. Vil gerne undervise i Struktureret Kedsomhed. Mit. Helt. Eget. Fag. Det er tænkt som en pause på skoleskemaet, et værensrum, hvor du bare er. Et sted, hvor du lærer at trække vejret, at meditere. Du lærer at kede dig. Og du lærer, hvor vigtigt det er at passe på dig selv. Og ja, det er absolut inspireret af, hvad jeg selv har haft brug for de sidste 14½ år af mit liv.

Til efteråret begynder jeg prøver på det, der skal blive til et teaterstykke på Det Kgl. Teater, hvor jeg skal spille mig selv. Det er også ret sejt og ja, endnu lidt uvirkeligt.

Yoga er blevet endnu vigtigere. Ikke bare et nice to do, men need to do. Glæder mig helt vildt til næste weekends workshop med skønne Cille Veje.

Så selvom der er en masse rod, så er der også en masse ro. Kan I fornemme det? Det er både dejligt og skørt.

〰️

Agger_Darling_Nephew.png

Et lille tip, hvis I er på de Thyske kanter: Tag et smut forbi Agger Darling. Min mor og jeg var der i et par timer i fredags. På terrassen med latte, virgin drinks, bog og strikketøj 🍍👵🍹🐚  Så hyggeligt og ægte #betteMallorca-stemning (udtales på thybomål: “bædde Majorka”). Min mor fik endda hilst på Nephew, der gav intimkoncert i De Sorte Huse i weekenden. Glæder mig til at komme tilbage og tylle hvidvin og danse tango til sommer. Here’s to hoping 🤞

Ok, et lige et Thytip mere: Hvis I aldrig har set Heavy Agger, så gør lige det. Genialt ungdomstv fra der, hvor jeg kommer fra. Eller i hvert fald 5 km derfra 😉 Skal ha’ købt mig en fangirl T-shirt næste gang, jeg er hjemme.

〰️

Jeg vil køre videre ud i søndagen. Vi skriveses snart igen. Take care! 🌊❤️⚓️

Advertisements

Søndagstanker

Lysimørket

I morgen er det den allerførste hverdag i 2016, og jeg glæder mig. Selvom søndag er en lækker-langsom dag, så er den også lidt svær. I mange år var jeg ikke så gode venner med søndag, men det er jeg blevet.

Søndag er en rigtig fin skrivedag. Jeg har dyrket den som anonym melankoliker med Det Elektriske Barometer som lydlandskab og sindspalet. I dag har været ret underlig. Jeg har panikket over alt det, jeg slet ikke nåede i juleferien, fx de bøger og magasiner jeg ville ha’ hygget mig med. Været ked af det, ryddet op (hvilket rigtignok hjælper på humøret, som Emily skriver). Julen er pakket væk og jeg har taget opvasken efter teselskabet lillenytårsaften. Følt mig ensom, dagdrømt om eget køkken og tænkt ret meget på det år, der nu ligger bag os, men stadig er ret tæt på indeni mig.

Jeg tænker lige højt, og I er inviteret med.

2015 var året, hvor jeg:

· Legede Frodo og flyttede til Amsterdam og retur.

· Bloggede mindst, men min blog alligevel var mest læst (siden jeg udgav første indlæg her på domænet i 2011).

· Lod bloggen komme helt tæt på – både hvad angår indhold, men også det at promovere min skrivning på egne sociale medier (tak til en flink kommunikationsfidus for at gi’ mig det sidste puf). Har da fået en kommentar om oversharing med på vejen, men de fleste synes vist, det er sejt. Og som jeg skrev i en Facebook-chat i går: “Jeg mener bare at de skal ta’ at få sig et liv, der er værd at skrive om 💁”.

· Lærte denne labre sanglærke her at kende. Tak Mads!

· Fik både splinternye drøndejlige venner (vinke-vinke til Amsterdam ) og genfandt en god gammel gulddame (hej i Valby 👋).

Psykologerne· Begyndte at ringe på dørklokken, I ser ovenfor, og begyndte at bruge referencen “Min psykolog siger”. Og det er jeg ikke ene om. Flere af mine venner tilbringer nemlig også timer hos sådan en. Engang var jeg pinlig over at gå til psykolog (har af flere omgange besøgt Studenterrådgivningen både i Aarhus og her i København), men det er altså intet tabu for mig længere – og det bør det heller ikke være for dig (!). Som en af mine søde tyske studieveninder siger, så er der nogle, der har skrøbelige tænder og går meget til tandlæge, og andre er porøse i knolden, og derfor har brug for at gå i terapi hos en psykolog. Intet hokus pokus der. PS: Hvis du leder efter en god psykolog i hovedstaden, så hiv lige fat i Marlene.

· 2015 var også året, hvor jeg for første gang tog to forskellige strømper på, og gik ud af døren uden at være bange for det retslige efterspil.

· Havde en jul i Thy uden råb og skrig, uden nogen gik sin vej, eller afbrød kontakten. Er begyndt at tro på julen igen. Men tro mig, jeg ved at jul kan være enten fest eller pest, og tit lidt af begge.

· Var helt uden filter og udgav et emotionelt nøgenbillede. I tog så fantastisk imod det, og i dagene efter gik der ikke én dag uden jeg trillede tårer i selskab med helt vildt vidunderlige venner, jeg stadig er rørt over, jeg har. TAK for jeres respons, om det så var en virtuel opadvendt tommeldut, en kommentar på de forskellige Facebook-sider indlægget blev delt på, eller her på siden. Tak. TAK. Tak.

· Faktisk begyndte jeg i 2015 en mission. Første led var indlægget om, jeg meldte mig ud af mit studie, andet led var indlægget beskrevet ovenfor. Og jeg har held med missionen. Ikke alene har jeg søde læsere (og venner), men I gi’r også udtryk for, hvor vigtigt det er, at der er plads til at tale om ting. At dele. At vi godt må være kede af det og fylde. Jeg fik inspireret min psykolog og mit mission statement kom langt omkring på internettet. Og det er en hjertenær sag, jeg tager med mig ind i 2016.

Missionen.png

· Holdte sommer i Thy og spiste ret mange solnedgangsvafler ved Vesterhavet. Ku’ godt igen.

Vesterhavshytten.JPG

· Fandt på livsmottoet:

Vi må jo tage de is, der kommer til os i livet.

· Og:

Der går mange 🐴🐴🐴 til èn (enhjørning, hvis din internetmaskine ikke viser dig det)🦄.

· Havde en lang og sjov Snap-flirt, der blev virkelig hen over sommeren, og så fadede ud som det begyndte at blive efterår. You win some, you loose some 💁. Og da november var allermest mørk, fik jeg den tanke at date vinteren væk. Det er ret skægt, og jeg lover jer at mit alterego Tinderella snart begynder at publicere sine Tinder-elegier her på bloggen. Man må godt kaste med glassko, når man fortæller eventyr, ikk’? 👑

· Blev opfordret til at udgive noget. Sådan rigtigt. På papir, I ved.

Sikke en omgang, hva? Der er meget mere at fortælle, men i dag stopper vi her. Ha’ en rar aften.

Ingen er døde

Lad mig blot slå det fast. Er kun kryptisk, fordi balancegangen mellem udstilling af det private og det at skrive personligt og nært, er svær. Nogle gange er det nødvendigt med afstand i relationer, der gør mere ondt end godt. Heldigvis har jeg et håndplukket hold af verdens bedste venner. De hjælper, varmer, lytter og Skyper gerne.

venner

Fødselsdagsfejring på Frederiksberg, bogshopperi & juleskum i snevejret spreder glæde indeni. Nu vil jeg se en (forhåbentlig) god, gammel film.

Håber I nyder mellemdagene derude.

 

Regndråbepræludiet

eller blot: søndagssangen. 

De håndholdte selvudstillingsmontrer svømmer over med kaffekopper, magasiner og #søndag i dag. Søndag er nok min yndlingsdag, trods dens påtrængende sjæletortur. Vejret i dag indbyder til hjemmesysler, tunge romaner og varme drikke. Til stilhed. Til at kigge indad og mærke efter. Om det så er en forladthedsfølelse, der gnaver på hjerteroden eller det er plain old tømmermænd. Jeg er ikke ramt af nogle af delene, men føler mig underligt blottet. Svært at forklare egentlig. Men søndag er bare en rar dag at få en dybfølt krammer på. Så hvis I trænger til en, er den hermed serveret.

God søndag.

Søndagsstrømmen

Som den trofaste læser sikkert har bemærket, har der været store udslag i live-dækningen af en vis Linneas liv siden slut-februar.
Jeg arbejder stadig på at kommunikere, hvordan jeg egentlig har det. Og på at slippe overfladen. For tror sådan set det både er mere givende for jer og mig at være ærlig. Også om at jeg ikke er perfekt.

I har fulgt mig gennem en omgang hjertesmerte og samtidig et halvt års specialeskrivning, der også krævede en del tårer og trøstespisning. Midt i alt det, stod jeg også og skulle finde ud af, hvad jeg ville være og hvor jeg ville være det. Klassisk ung-og-i-20’erne-scenarie. Jeg har fundet hjem til København og er havnet i det skønneste kollektiv, der giver mig smilehuller i hjertet, når jeg tænker på det (er i Thy p.t.). Og har i praktikken fundet ud af, noget af det, jeg kan. Så selvom jeg følte mig som en stor fiasko og verdens dummeste hin fredag for et par uger siden, så kan jeg også se, at jeg måske ikke havde de bedste omstændigheder og forudsætninger for at ace specialet. Og det uden at lyde som en stor undskyldning for mig selv.

Vidste godt, at det jeg afleverede ikke ville gå igennem med flying colours. Jeg gjorde det, jeg var i stand til. Og det var åbenbart ikke godt nok. Har læst et sted, at der ikke er noget, der forsvinder ud af vores liv, før vi har lært det vi skal af det. Så hej Speciale 2.0.

(Ja, det bliver lidt langt, men har lige brug for at lidt gennemtræk i hjernen.) Har haft svært ved at få vejret de sidste par uger. Og var nok lidt for hurtigt ude med “alt er godt”-udmeldingen. Men det bliver det, er jeg sikker på.

20140623-014450-6290593.jpg

20140623-014512-6312026.jpg

En tur til Thy, kornmarker, Vesterhavsfrisk blæst, kattecutelinger og en omgang forældreforkælelse gavner. I morgen (mandag) har jeg æren af at sætte hue på min lillebror og derefter sommerfestivitas med gamle gangbuddies i Aarhus. Sidste uge i praktik og så til Ønskeøen og lege ødarling (og lade kontoen op). Håber på det giver ro på åndedrættet og sommer i sindet.

 til jer

På sporet af den tabte tid

Det er faktisk allerede mandag, og en helt ny uge. Men jeg er stadig i søndagens vold. Det er tid til ugerevyen. Tid til, at jeg tager mig tid til at skrive. For jeg har slet ikke skrevet andet end i praktik, her den sidste uge. Måske er det derfor, jeg føler mig helt ved siden af mig selv. Måske er det fordi, jeg har haft en(dnu) en umådelig travl uge, og slet ikke er klar til mandagen endnu. Måske fordi jeg endnu ikke har hørt noget til mit speciale, og frygter det værste. Måske fordi, jeg ikke har lavet yoga siden januar. Hvor blev tiden af? I februar, havde jeg stadig ikke fattet at vi skriver 2014. Nu er det allerede juni. D. 2. juni faktisk. Og Cover skriver ikke om andet end sommerferieplaner.

Jeg har udlængsel. Nej, egentlig udpinsel. Jeg længes efter noget, jeg ikke kan formulere klart. Længes efter at høre til et sted. Jeg så Lovebirds i torsdags, og blev helt venindevemodig. En fra mit kollektiv tog sig tid til at spørge: “Har du det godt?”. Jeg bobler på mange områder over af lykke, og kan slet ikke få mine kagebuttede arme ned over København og mit nye liv. Men jeg mærker også, at jeg er flyttet fra to tætte veninder + 1 stk bror i Aarhus. Så på nogle punkter vakler jeg usikkert fremad, fordi jeg har forladt noget trygt. Samtidig er det lågsus at være så fri. Dét bør jeg se at fokusere på.

Hvad der egentlig piner mig, er at jeg ikke bruger tiden fornuftigt nok. Der er så meget jeg gerne vil nå. Så mange bøger, der skal læses. Ord, der skal skrives. Planer, der skal fuldføres. Hvordan når jeg det hele? Ved at stoppe her, og sove, velsagtens.

Hvis I møder mig i det virkelige liv, må I virkelig gerne gi’ mig en krammer. Eller en lammer.

Sov skønt og kom dejligt ind i mandagen, søde internetvenner.

Live fra sofaen

Så blev det søndag. Har I også tømmermænd?

LimfjordsporterDet må være den ultimative selviscenesættelse – at liveblogge om tømmermænd. Husker dengang på Kasernen (Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet), hvor jeg havde semesterprojekt om performativitet (skrev om Ninka Bernadettes Dagbog over mine deller). Tænker, der må være MANGE opgaver skrevet om bloggeri og selvfremstilling. Men hvis jeg bruger alt for meget tankeenergi på det, så bremser jeg vist mit eget bloggeri.

Til sagen:

Jeg har faktisk tit overvejet at droppe alkoholen helt (ligesom ordfeen Linda). Og det er bestemt ikke fordi, jeg lever for festen. I Danmark er det bare ofte i forbindelse med den, at du ser vennerne eller dine søskende. Og det kan virke så tomt. Jeg får det meget sjældent rigtig skidt af alkoholrusen, men dagen efter ligger der en tåge i min hjerne. Jeg er slet ikke skarp nok, og det bryder jeg mig ikke om. Omvendt kan jeg godt li’ vildskaben, eventyret og uforudsigelighederne, der følger med en ordentligt tur på galej. Og de skøre samtaler, man har. Men pyh, hvor jeg er uoplagt i og tankemagien er sat på lavt blus dagen efter. Et langt bad og en pakke cheese dippers senere, venter jeg stadig på at skysløret i hjernen bliver brændt igennem.  Vandmandshjernen er her dog endnu.

Oreos Grissini Coca Cola

Det er jo virkelig spild af søndagsmagi sådan at være smålam i hjernen. Efter jeg er begyndt i praktik og bruger hverdagene på et kontor, så har weekenderne fået en anden status. Jeg lever på ingen måde for weekenden. Men det er de eneste to dage, jeg har til at gøre lige, hvad jeg vil. Planlægge snarlig overtagelse af verdensherredømmet fx. Og dét skal man altså ha’ skarpladte tanker til.

SofaSolen skinner, og jeg kan høre en forstadsfar slå græs i det fjerne. Ville ønske, jeg kunne lave et Harry Potter-trick og fordrive alko-tågen med en tryllestav mod tindingen. Men for nu er der dømt betinget sofasøndag til mig.

Mage til tømmermændsromantisering! Ja, jeg ved det godt.

Som de søde jyderockere spørger: “Vil du ændre dit liv?”

Vi får se.

Håber I stornyder søndagen, forkæler jeres mor & ellers har det bedre end mig.

Søndagskram