Den lange vinter, de indre kampe, genfødslen & SAVNET

Processed with VSCO with t1 preset

Hej I kære læservenner,

Glædelig bagpåske.

Alle taler om, at vinteren er lang, foråret er kun proforma på kalenderen, det er koldt og vi savner solen. Egentlig har jeg haft så meget andet at kæmpe imod, så denne vejrsnak har virket så evigt latterlig. Men jeg tror, at foråret, at solens helende kræfter ville hjælpe mange af os, der har det svært lige nu. At blive varmet igennem fra tå til top, lade de kuldeskuttende skuldre falde ned og mundvigende hejse op i et solskinssmil. Alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag. Det virkede i hvert fald i går. Solskinspause med is fra et af Københavns bedste issteder. Var i Roma et kort gelatoøjeblik 🍦🌞🇮🇹. Skimmelsvampesaneringen står stadig på, og vi er så heldige at bo i gade med en isbutik. Prøver VIRKELIG at se på det gode, opturssiderne, af at være uden hjem på tredje måned (i løbet af maj kan vi forhåbentlig flytte hjem til Frederiksberg). Det er så helt utroligt hårdt. Jeg har svært ved at finde ro. Grundroen. Går og savner hver dag. Savner et hjem. Savner et køkken. Savner ikke at skulle bekymre mig om at tage tøj på, når jeg skal tisse i de tidlige morgentimer (jojo, alderen haler ind på mig). At bo selv. Vande planter. Bare at ha’ nogle planter. At stå i mit eget køkken (ok, ja vores) og braisere, bage eller bare lave en kop te 🍵. Savner sofaen, surdejen og mit tøj. Måske kan tøjet reddes, men surdej, sofa og alle planterne skal nok lade livet. Ok, jeg ved godt at det bare er ting. Men for pokker, hvor ting virkelig kan betyde uendeligt. Jeg ved godt, jeg ikke er ægte på flugt, men sådan føles det. Flugten fra svampesporerne. De er overalt. I bøger, tøj, computersleeves, rygsække, toiletsager.

Skimmelsvampene, og sikkert også stress, har fjernet min livsfortrolighed. Det jeg bare kunne spise uden at tænke mig om, kan jeg nu ikke længere tåle. Er blevet allergiker, sensibiliseret til ikke længere at tåle hvede, sojabønner og jordnødder. Selvom det måske ikke lyder særlig slemt, så prøv at forestille dig at stå i en chokoladeforretning, med lækre, håndlavede øko-chokolader og få livstidsdommen: “Der er soja i al vores chokolade.” Ud på gaden igen, en anelse nedtrykt. Heldigvis findes der chokolade med solsikkelecitin i stedet for sojaemulgator, har jeg opdaget 🌻🍫🌻.

Og kaffen. Den tør jeg nærmest ikke drikke. Heller ikke alkoholen. Jeg tør ikke. For det at være uden hjem og at ha’ svært ved at få kroppen til at falde til ro, gør at jeg tit falder ned i en æske af panikangst. Heldigvis kommer jeg ud af den igen, men mens jeg er i æsken, er alt sort, hårdt og forfærdenligt. Den kan komme af jobnetbøvl, indkøbstursforvirring og -larm, at gå på gaden, eller bare det ikke at kunne være alene hjemme. Lige nu cykler jeg faktisk ikke, da det er alt for voldsomt. På mange måder har jeg det som dengang, jeg var stresssygemeldt. Dog uden den tordenhovedpine, der nok var skimmelsvampenes skyld. I, der følger med på Instagram ved nok allerede, at det ikke er helt nemt at være Linnea lige nu. Det er ingen hemmelighed. Og som jeg har gjort før, så skriver jeg om kriserne i livet. Det hjælper nemlig. Både at sige det højt på internettet, men også at få sat ord på det kæmpestore savn, der gnaver i min mave som en evig sult. Hjemsulten. Hjemsavnet. Tingsavnet. Tøjsavnet. Har fire kjoler og to kimonoer, der ikke er skimmelforpestede. At være både uden hjem og tøj, uden mulighed for at indrette, hyggefikse eller klæde sig på efter dagens humør er hårdt. Enten er jeg grå eller sort. På en god dag er der farver på. Men de gode dage, er der langt i mellem. Det er hårdt. Særligt det ikke at ha’ en base, et sted, hvor hælene kan stå fast, hvor livet kan bygges ud fra. Jeg bliver så lille af det. Både psykisk og fysisk. Måske er det meget sundt, at jeg er ved at ha’ sluppet de 15 kg jeg tog på under specialehelvederne. Men det føles også lidt som om, jeg er ved at forsvinde fra verden.

Men, venner, jeg har mit internethjem! Selvom jeg ikke har vist mig så meget på skærmen, så er jeg virkelig glad for at jeg ikke slettede bloggen, da jeg klippede mit hår af. Dengang stod jeg også i en svær tid, men det endte godt, og ud af kaoset blev Kærligheden og jeg kun knyttet stærkere sammen. Og ud af det, er der faktisk vokset et vi. Så nu vil jeg skrive mig tilbage i verden, bruge krisens poesi, hægte mig fast i bogstaverne her på domænet, for har på ingen måde lyst til at forsvinde herfra.

I forgårs var den første søndag i april, vi kan høre Anne Linnet og drikke varm kakao, bage blinis og spise dem med friske fiskeæg, maj er på vej og foråret må være derude. Det det være! 🔆🌷🌱

Jeg havde lovet, i overskriften, at skrive om genfødslen, men det må blive næste gang vi skriveses. For selvfølgelig skal I høre alt om min stilhedsflugt til Vipasana-retrætet i Sverige. Jeg lover, det bliver sjovt, og I får lyst til selv at tage toget ud i skoven og tie stille 🤫🚂🌲.

Stay open 💜✨🌈

Linnea

Advertisements