BRIGHTER DAYS 🔆 vol. III

summerdays_journalinnea.JPG

Lettere forsinket er det nu tid til denne uges lyse liste. Selvom der kun er 3 dage og en aften tilbage, så er der stadig meget at glæde sig til. Ugen startede med et sceneskift. Som jeg skrev sidst, så skulle jeg jo hjem til Thy! Og det er jeg kommet. Har haft travlt med at nyde solen og kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst var på Facebook. Det var egentlig ikke planen at trække stikket fra omverdenen, det kom helt af sig selv. Lige nu sidder jeg på mit (eget!) værelse, på gulvet ved altandøren. Regnen drypper, Tracy Chapman synger i højtalerne. Min mor laver maden. Regnen giver ro til at skrive, for det der med at spilde solstråler på skærmtid, det bruger vi ikke.

I det resterende af denne helligdagsuge glæder jeg mig til:

💠 At kigge. Ud ad vinduet. Bare stirre. På regnen, bølgerne på søen, der afslører vindretningen, på himlen, skyerne, havet, sandpumperen.

💠 Genbesøge Agger Darling. Og skaffe mig Heavy Agger-merch. Jeg er virkelig lokalpatriotisk, når det kommer til mit elskede Thy.

💠  Solnedgange 🌅 Om det så er ude ved havet, og den rødglødende hat forsvinder i det blå eller bare på altantaget med gyldent lys over skoven.

💠 Morgenerne ✨ Min mor og jeg vågner ca. samtidigt og har spist morgenmad ude, med katte under bordet, hver morgen i denne uge. Vi har et lille morgenritual med grøn te og ét kapitel i Tove Janssons Billedhuggerens datter 🍵📖🗣 Vi har begge læst og elsket Sommerbogen og så sammen Tove Jansson-udstillingen på Gl. Strand sidste sommer. Hvis I savner en god højtlæsningsbog, så er begge helt fortryllende. De transcenderer tiden og pludselig er du i et kunsteratelier i Helsingfors eller i en havvig et sted i den finske skærgård.

💠 Læsetid. På stranden. I solstolen, sofaen, sengen. Er lige nu i Alaska med The Great Alone, der på off-grid-prepper-måden (og ikke sammenligninger familierne i mellem ellers!) minder mig om Andrea Hjelskovs Og den store flugt, jeg begejstret læste tidligere på året.

💠 At bage! Jeg er blevet allergisk overfor hvede pga. skimmelsvamp, og har ikke evnet at kaste mig ud i køkkeneventyr virkelig, virkelig længe. Men i dag har jeg bagt! Banankage på bygmel til tordenkaffen og lynild. Mums, den smager godt 🍌 🍫 Next up er makroner til rabarbertrifli og honningmuffins med chokolade. Eftermiddagskaffe er et vigtigt måltid i Jylland!

💠 Søskendetid. En af mine brødre kommer hjem. Glæder mig til at se ham ❤️

💠 Sommerstrik. Min mor har strikket den smukkeste, luftige bløde stjernestrik til mig 🌟 Ih jeg glæder mig til ærmegabene er lukket og jeg kan vimse rundt i morstrikket uldkærlighed.

💠 Sytid. Har købt fine blomsterstoffer som jeg skal forvandle til scrunchies til veninder, min mor og jeg selv.

💠 Meditationspauser med Cille i ørene. Jeg skylder stadig at skrive om min Vipassanatur, men lige nu er det en anden slags meditation, jeg dyrker. “Ud med det gamle, ind med det nye” virker virkelig for mig. Prøv den! 🧘‍♀️

Rigtig god Jesus-til-vejrs-ferie, kære læsere 👼

Linnea

Advertisements