Den lange vinter, de indre kampe, genfødslen & SAVNET

Processed with VSCO with t1 preset

Hej I kære læservenner,

Glædelig bagpåske.

Alle taler om, at vinteren er lang, foråret er kun proforma på kalenderen, det er koldt og vi savner solen. Egentlig har jeg haft så meget andet at kæmpe imod, så denne vejrsnak har virket så evigt latterlig. Men jeg tror, at foråret, at solens helende kræfter ville hjælpe mange af os, der har det svært lige nu. At blive varmet igennem fra tå til top, lade de kuldeskuttende skuldre falde ned og mundvigende hejse op i et solskinssmil. Alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag. Det virkede i hvert fald i går. Solskinspause med is fra et af Københavns bedste issteder. Var i Roma et kort gelatoøjeblik 🍦🌞🇮🇹. Skimmelsvampesaneringen står stadig på, og vi er så heldige at bo i gade med en isbutik. Prøver VIRKELIG at se på det gode, opturssiderne, af at være uden hjem på tredje måned (i løbet af maj kan vi forhåbentlig flytte hjem til Frederiksberg). Det er så helt utroligt hårdt. Jeg har svært ved at finde ro. Grundroen. Går og savner hver dag. Savner et hjem. Savner et køkken. Savner ikke at skulle bekymre mig om at tage tøj på, når jeg skal tisse i de tidlige morgentimer (jojo, alderen haler ind på mig). At bo selv. Vande planter. Bare at ha’ nogle planter. At stå i mit eget køkken (ok, ja vores) og braisere, bage eller bare lave en kop te 🍵. Savner sofaen, surdejen og mit tøj. Måske kan tøjet reddes, men surdej, sofa og alle planterne skal nok lade livet. Ok, jeg ved godt at det bare er ting. Men for pokker, hvor ting virkelig kan betyde uendeligt. Jeg ved godt, jeg ikke er ægte på flugt, men sådan føles det. Flugten fra svampesporerne. De er overalt. I bøger, tøj, computersleeves, rygsække, toiletsager.

Skimmelsvampene, og sikkert også stress, har fjernet min livsfortrolighed. Det jeg bare kunne spise uden at tænke mig om, kan jeg nu ikke længere tåle. Er blevet allergiker, sensibiliseret til ikke længere at tåle hvede, sojabønner og jordnødder. Selvom det måske ikke lyder særlig slemt, så prøv at forestille dig at stå i en chokoladeforretning, med lækre, håndlavede øko-chokolader og få livstidsdommen: “Der er soja i al vores chokolade.” Ud på gaden igen, en anelse nedtrykt. Heldigvis findes der chokolade med solsikkelecitin i stedet for sojaemulgator, har jeg opdaget 🌻🍫🌻.

Og kaffen. Den tør jeg nærmest ikke drikke. Heller ikke alkoholen. Jeg tør ikke. For det at være uden hjem og at ha’ svært ved at få kroppen til at falde til ro, gør at jeg tit falder ned i en æske af panikangst. Heldigvis kommer jeg ud af den igen, men mens jeg er i æsken, er alt sort, hårdt og forfærdenligt. Den kan komme af jobnetbøvl, indkøbstursforvirring og -larm, at gå på gaden, eller bare det ikke at kunne være alene hjemme. Lige nu cykler jeg faktisk ikke, da det er alt for voldsomt. På mange måder har jeg det som dengang, jeg var stresssygemeldt. Dog uden den tordenhovedpine, der nok var skimmelsvampenes skyld. I, der følger med på Instagram ved nok allerede, at det ikke er helt nemt at være Linnea lige nu. Det er ingen hemmelighed. Og som jeg har gjort før, så skriver jeg om kriserne i livet. Det hjælper nemlig. Både at sige det højt på internettet, men også at få sat ord på det kæmpestore savn, der gnaver i min mave som en evig sult. Hjemsulten. Hjemsavnet. Tingsavnet. Tøjsavnet. Har fire kjoler og to kimonoer, der ikke er skimmelforpestede. At være både uden hjem og tøj, uden mulighed for at indrette, hyggefikse eller klæde sig på efter dagens humør er hårdt. Enten er jeg grå eller sort. På en god dag er der farver på. Men de gode dage, er der langt i mellem. Det er hårdt. Særligt det ikke at ha’ en base, et sted, hvor hælene kan stå fast, hvor livet kan bygges ud fra. Jeg bliver så lille af det. Både psykisk og fysisk. Måske er det meget sundt, at jeg er ved at ha’ sluppet de 15 kg jeg tog på under specialehelvederne. Men det føles også lidt som om, jeg er ved at forsvinde fra verden.

Men, venner, jeg har mit internethjem! Selvom jeg ikke har vist mig så meget på skærmen, så er jeg virkelig glad for at jeg ikke slettede bloggen, da jeg klippede mit hår af. Dengang stod jeg også i en svær tid, men det endte godt, og ud af kaoset blev Kærligheden og jeg kun knyttet stærkere sammen. Og ud af det, er der faktisk vokset et vi. Så nu vil jeg skrive mig tilbage i verden, bruge krisens poesi, hægte mig fast i bogstaverne her på domænet, for har på ingen måde lyst til at forsvinde herfra.

I forgårs var den første søndag i april, vi kan høre Anne Linnet og drikke varm kakao, bage blinis og spise dem med friske fiskeæg, maj er på vej og foråret må være derude. Det det være! 🔆🌷🌱

Jeg havde lovet, i overskriften, at skrive om genfødslen, men det må blive næste gang vi skriveses. For selvfølgelig skal I høre alt om min stilhedsflugt til Vipasana-retrætet i Sverige. Jeg lover, det bliver sjovt, og I får lyst til selv at tage toget ud i skoven og tie stille 🤫🚂🌲.

Stay open 💜✨🌈

Linnea

Advertisements

Stressføljeton: Omfavn din indre Maude

Linneablomst

Det er altid svært at vende tilbage til noget, du har vendt ryggen efter en tid, hvor det har fyldt meget, hjulpet en, gjort en stærkere og været en ledsager gennem let og svært i mange år. Og særligt i de svære år. Dette det er for mig at skrive, at blogge. Nedfælde bidder af livet og dele dem med andre end en notesbog. At skrive, at tage mig tid til at fundere over og formulere tanker om livet har jeg nærmest slet ikke gjort i år. Faktisk ikke i et helt år.

Der er flere grunde til at jeg blev væk fra ordene. Sidste år dansede jeg ind i Kærligheden i nabokollektivet. Livet kom på fineste vis i vejen, og jeg valgte ikke at dele noget om det, fordi det var så svært og heller slet ikke kun mit at dele. Jeg har ikke tænkt at fortælle en masse her. Der skete bare noget i mit liv, som var svært at dele. Både her og med venner, familie. Men heldigvis, med tiden, så faldt der ro på også den del af mit liv.

I januar begyndte jeg at arbejde på drømmejobbet, der virkelig var drømmejobbet, indtil den dag, det slet ikke var det længere. Jeg er stadig sygemeldt fra det. Akut belastningsreaktion hedder det på fagsprog. Jeg har det bedre, men stadig svært. Eller måske bare svært ved at give mig selv helt lov til at slappe af. Jeg er bange for at gå i et med sofaen. Som et led i at få det helt bedre, har jeg altså tænkt mig at vende tilbage her til mit internethjem. For jeg savner at skrive! Faktisk har jeg, inden jeg blev sygemeldt, aftalt med en autoriseret voksen at jeg skulle begynde at skrive igen. Hver onsdag aftalte vi. Men det blev der ikke så meget af.

Skrivning, og særligt af den kreative slags er ca. det bedste jeg ved. Noget jeg får det godt af. Ligesom efter yoga eller meditation. Eller at ae en kat, hoppe i bølgerne, læse en god bog. Jeg har tænkt over, om jeg mon har lyst til at blotte mig selv igen. For det er rigtig hårdt at dele sit inderste – du sidder og tænker om det mon er for meget, om folk bliver sure – og samtidig er det vigtigt at gøre plads til hele, ægte mennesker og livet som det er. I sidste måned blev arrangementet “Hvad vil du med dit online-liv?” afholdt. Og samtidig udkommer der bøger om fake news og informationsforurening. Er det bedre at tie?

Det tror jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at fremstå som den sidste cowboy, all romance and failure. Jeg har egentlig bare lyst til at være ærlig, dele og give plads. Og jeg ved at I sidder nogle derude, der savner ægte mennesker, der tør stå på mål for livet. Det allermest befriende er jo folk, der omfavner det som er. Som tør stå ved, at lige nu er jeg flad og brugt, men også dét tæller og gælder som ægte liv. Også selvom det er ikke høster likes på Instagram. Men ved I hvad? Det gør ærlighed. Inderlighed. Ståen ved sine sårbarheder. Det, der er svært. Jeg tror at jo mere vi taler, skriver, udtrykker det svære, jo nemmere er det at slippe og komme videre.

🐢

Forleden var jeg med min kæreste til juleklip hos familien. Der blev jeg spurgt: “Hvad laver du egentlig? Hvad får du tiden til at gå med, når du er sygemeldt?”. Jeg tror slet ikke, det blev spurgt om i nogen ond mening, men mere bare en nysgerrighed og en slags jeg-skal-lige-være-sikker-på-at-du-passer-på-dig-selv-spørgen. Selvom det er nogle dage siden, så sidder spørgsmålet i mig endnu. For hvad laver jeg egentlig? Øhm, så lidt som muligt. Tøffer rundt i silkekimono og Mao-sko. Prøver at få roen til at manifestere sig i mig. Jeg kigger meget ud i luften. Bare sidder og glor. Jeg sover meget. Det hjælper på den voldsomme hovedpine jeg har og selvfølgelig på udmattetheden. Jeg holder pauser. En stor pause. Nyder november. Det milde grå vejr. Og det dejlige blæsevejr, der giver mig Vesterhavshjemve. Jeg læser bøger. Det foregår ret langsomt. Jeg øver mig i at singletaske, fordi jeg kun kan én ting ad gangen. Og så græder jeg virkelig, virkelig meget. Fordi det er svært, at min hjerne ikke virker som den plejer. Fordi jeg er sur over, at jeg har det sådan her. Fordi jeg slipper en masse. Fordi jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan overskue at lave mad, fordi jeg mister overblikket. Fordi jeg har svært ved at slappe af. Fordi stress sidder i kroppen. Jeg prøver at lade være med at tænke på alt det, der har givet mig stress – af hensyn til min arbejdsplads og fordi jeg ikke (endnu) har lyst til at fortælle om det – så tænker jeg mest på, hvordan jeg sørger for i dag bliver god.

Ligesom jeg er vendt tilbage til skrivningen, så er jeg vendt tilbage til min yogapraksis. Og i starten af 2018 så skal jeg på et 10-dages silent meditation retreat. Og ja, så har jeg selvfølgelig også brugt tiden på at tale med min fagforening, min læge og dem, jeg arbejder for.

Langsom LivsstilEn bog + dame jeg godt kan anbefale 

Jeg har også isoleret mig. Både fra Facebook, Messenger, telefonopkald, SMS’er og vennerne i det virkelige liv. Det er svært at slippe dem omkring mig. Det smerter. Det er også svært at overskue at cykle alene eller møde nogen på café eller andre steder. Det er ikke særlig trygt. Har derfor lagt en del af mit liv under en sten og lader nu havet bruse og ruske omkring den. Håber, at når jeg en dag er klar til at løfte stenen, så er mine venner der stadig. Så myldrer de rundt ligesom bænkebidere under barken og jeg kravler med ind og bliver en del af flokken igen. Det er ikke fordi, jeg ikke vil dem. Men det er blot svært at rumme og være til stede i samtaler, der forgrener sig, kompleksiteter, fester, alkohol, høje lyde eller andre forstyrrelser. Og det er svært at sige: “Jeg ligger mig lige ned, lukker øjnene og holder mig for ørene, indtil jeg kan overskue verden igen.” På den måde lever jeg lidt en skildpaddetilværelse, hvor alting foregår ekstremt langsomt og jeg trækker mig ind i skjoldet, når verden bliver for barsk.

Jeg prøver at gøre mig umage for at være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Fx var jeg hos tandlægen, der spurgte hvordan det går. Fordi tandsundhed hænger sammen med den generelle sundhedstilstand. Stress = ømt tandkød. Nå, men hun fortalte at hun selv havde været sygemeldt med stress og paradoksalt (og nok meget normalt) havde haft travlt med at komme tilbage på arbejdet igen. Hun gav mig det tip virkelig at sørge for at tage pauser. Mange af dem. At der ingen skam er i at have brug for at trække sig. Selvom jeg bliver rædselsslagen ved tanken om at ende ligesom Maude fra Matador. Efter tandrensning og -pudsning blev vi enige om, at jeg skulle omfavne min indre Maude og så skulle det hele nok gå.

Maude_Matador_DRBilledet er lånt her

Jeg har det bare ret vildt over, hvor svært det kan være at slippe. At slappe af. At lave ingenting. Se serier. Gå ture. Glo. Fordi det på ingen måde er produktivt eller det, samfundet råber os i ørene, at vi skal. Det er jo direkte reaktionært. Jeg har lånt bogen Stop op – Fjumreår for voksne på biblioteket. Mest fordi, titlen virkelig pisser mig af og vækker mig. Hvorfor skal dannelse reduceres til fjumreår? Og hvorfor er det først, når du er 55 og har gjort karriere, du må tage dig tid til at gøre det, der gør dig glad? Men med kapiteltitler som “Lediggang er roden til alt godt” og citatet “Et menneske skal stoppe op, for ikke at gå i stå” så prøver jeg at embrace, at jeg lige nu er ved at gøre noget virkelig godt og vigtigt for mig selv.

🐢

Ih! Det jeg ville sige var faktisk bare, at jeg skriver igen. Og at jeg vil prøve at skrive en stressføljeton til jer. Så både I og jeg kan følge med i, hvordan det går, og hvad der virker (for mig).

Ha’ en rar tirsdag 👋

♥️ Linnea 

Hvad er trivsel, og hvor kommer den fra når man er ung?

Vesterhavet_journalinnea_sandcastle.JPG

Egentlig har dette indlæg ligget hengemt, som en kladde, i et hjørne af internettet siden juni, men i anledningen af at jeg er sygemeldt og altså derfor bruger en del energi på at trives bedre, tænkte jeg at mit skriv faktisk har sin relevans. Har nemlig lavet en to-do-liste for min trivsel og velvære i hverdagen. Måske den kan inspirere dig? Læs med her:

···

Igen i år blev jeg inviteret med som paneldebatdeltager på Folkemødet. Sidste år var jeg på scenen i Ungdomsbureauets telt for at komme med mine ord på et generationsportræt af unge anno 2016. Generation Likeable fik jeg kaldt os. I år var jeg så heldig at Komiteen for Sundhedsoplysning og Sund By Netværket, også gennem Ungdomsbureauet, inviterede mig med til debatten Hvad er trivsel, og hvor kommer den fra når man er ung?.

De andre debatdeltagere og jeg blev bedt om at skrive en lille introduktion af os selv + svare på spørgsmål om bekymringer og om trivsel. Jeg tænker, at det kunne være interessant at læse for jer, og måske sætte nogle tanker i gang om, hvornår I selv trives bedst?

Jeg synes også, at det er svært at vi selv skal stå til ansvar for at vi trives, for meget af det, der skaber mistrivsel er fx det tempo, den hastighed det hele går med. Fuck omstillingsparathed. Snup en pause. Hvorfor skal alting absolut gå så hurtigt? Og hvordan ændrer vi strukturer i samfundet, der tydeligvis skader rigtig mange af os – og særligt os unge, der ikke har oplevet en krise endnu. Hvorfor er der ingen, der har fortalt os, at det med kriser er en del af livet, ligesåvel som det at lære at snøre snørebånd, spare op, bruge tandtråd. Vi vælter jo også, når vi lærer at cykle. Hvorfor er det blevet helt forbudt at fejle? For det er jo der, vi virkelig lærer.

Tilbage på sporet. Her er min intro + svarene på nogle af livets store spørgsmål:

“Jeg hedder Linnea og er 28 år. Det meste af mit liv har jeg gået i skole. Jeg har aldrig fået 12 i noget, jeg har dumpet et speciale og har meldt mig ud af en kandidatuddannelse. Jeg har været ét point fra at ha’ en depression og været på kontanthjælp i 13 måneder. Jeg har haft livet galt i halsen og befundet mig mere i en tilstand af personlig afvikling end udvikling. Lige nu har jeg det rigtig godt. Jeg stortrives. Jeg bruger rigtig meget af min tid på drømmejobbet og på at pille farligheden ud af at ha’ det svært. For det er faktisk meget normalt.”

Hvad er de tre største problemer for dig og din generation af unge i 2017?

  1. “Et hastigt tempo og pres fra samfundet rundt om os, fx i form af fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og de sociale medier.”
  2. “At vi lever som om vi har premiere hver dag.”
  3. “Økonomisk sikkerhed. Dyre studieboliger, dyre priser på boliger i de store byer. Arbejdsløshed.” 

“Generelt er jeg bekymret for at vi kæmper kampene alene og ikke står sammen.” 

Hvad gør du selv for at løse problemerne? (Så du grundlæggende kan have det godt)

“At tale højt med nogen, når jeg har det svært og om at ha’ det svært. Det er vigtigt at være ærlig om, hvordan livet føles. Og så tager jeg pauser. De er ret vigtige for min helt personlige trivsel. Jeg tager hjem til Thy eller bader i havet, bruger min meditations-app eller snupper en yogatime. Hvis der er noget, jeg ikke kan håndtere selv, så opsøger jeg en psykolog. Men som regel hjælper det bare at læne mig ind i et fællesskab – mine venner, kolleger, søskende, forældre eller dem jeg bor i kollektiv med.

Det der gør, at jeg trives er at jeg bruger min tid på noget, der giver mening. Jeg henter meget mening i stærke fællesskaber. Da jeg var lille, var jeg spejder og spillede rollespil. Jeg har været elevrådsformand og med i elevforeninger på gymnasiet og universitetet. På et tidspunkt, hvor jeg ikke havde et job, arbejdede jeg frivilligt for en sag, der betyder noget for mig. Det gør jeg stadigvæk. Jeg trives allerbedst ved at være en del af nogle meningsfulde fællesskaber.”

Hvad drømmer du om/ønsker at samfundet gør for at du og din generation lever et godt liv?

“Jeg drømmer om, at vi faktisk tør at gøre det vi allerinderst gerne vil. At det, der har værdi, det der bliver prist ikke er = økonomisk velstand. For jeg tror ikke, at det er der lykken bor.

Jeg drømmer om at vi er mere nysgerrige på hinanden. At vi siger mere hej og møder hinanden som mennesker. Jeg ved ikke, hvordan vi skal gøre det, men håber virkelig at nogen punkterer den hastighed vi lever i. For jeg tror slet ikke det er sundt at alting går så hurtigt. Måske glemmer vi, hvad meningen med det hele er, når det går for stærkt.”

···

Det var altså, hvad jeg skrev i starten af juni. Siden da har jeg faktisk skruet mere og mere ned, for hvad jeg laver. Måske fordi jeg endelig havde landet fuldtidsdrømmejobbet og kunne slappe af. Jeg behøvede ikke at gøre mig til for en kommende arbejdsgiver. Måske fordi at jeg var ved at blive stresset. Heldigvis har jeg nogle stærke fællesskaber, der ikke sådan lige forsvinder. Det svære er bare nogen gange at sige, hvordan du faktisk har det.

En genlæsning af mine svar fik mig til at lave denne trivsels-to-do-liste:

🌊 Kom ud i naturen. Helst ved vandet et sted. Ugentligt.
🙏 Mediter. Hver dag.
🤸‍♀️ Yoga. Ugentligt.
🐳 Bad i havet. Mindst en gang om måneden.
🗣 Vær ærlig om, hvordan du har det. Både når du har det godt og skidt.

Hvordan trives du allerbedst? Jeg vil rigtig gerne høre, hvad der er must-dos for dig, for at ha’ det bedst. 

❤️ Linnea

 

Hvad jeg ved om stress (og om at være 29)

journalinnea_stressFor at starte med det sidste, så har jeg endnu en del at lære; har nemlig kun været 29 i to døgn. Men efter mængden af indpakket afstressning at dømme af, så ved jeg en del om det første. Et par dage inden jeg fyldte 29 fik jeg en autoriseret voksens ord på, at jeg ikke kan arbejde i øjeblikket pga en akut belastningsreaktion. Altså stress, med ikke-lægeord. Faktisk har jeg siden foråret været ret skrøbelig. Som om at alt omkring mig var godt, men jeg slet ikke selv var ankommet i godheden. Men faktisk blev det slet ikke bedre, jeg blev kun mere porøs, og siden midt-august har jeg haft det skidt, men endelig fundet ud af årsagen: Stress.

Stress opleves helt sikkert meget forskelligt. For mig har det resulteret i en evindelig strøm af Askepotdage. Altså dage, hvor jeg har følt mig som lavet af det samme materiale som Askepots sko er lavet af. Af glas. Der skal ikke så meget til, før jeg går i stykker. Og trods rolige dage, rekonvalescens ved Vesterhavet, koffein-, alkohol- & sukkerstop, går jeg jævnligt i opløsning. I dag fx, da mine søde medkollektivister havde glemt mig til aftensmaden. For et par uger siden, da jeg pga en ufokuseret stresshjerne glemte at checke ind i metroen og fik en bøde. Da jeg havde taget fejl af hønseboullion og æblegrød og fik spoleret kantarelrisottoen. Faktisk kan jeg ikke huske mere end to sammenhængende dage uden gråd i løbet af det sidste halve år. Og det er altså ikke fordi, jeg er ked af det eller deprimeret. Men selv de mindste forskydninger eller uforudsigeligheder bringer tårerne frem. Og oveni det har jeg voldsom hovedpine, kvalme og nedsat appetit.

Det er spild af energi at ærgre sig over at livet ikke er, sådan som jeg gerne vil ha’ at det skal være. Der findes intet quick fix, men kun slow fixes. Nedsat skærmtid, naturterapi og en generel dæmpning af livet, så mine sanser kan køle af og ikke være på overarbejde 24/7 alle ugens dage. Accept af, hvordan livet ser ud lige nu. Og en tro på, at selvom jeg har slået alle notifikationer fra, glemt aftaler og lige nu ikke arbejder, og endda skriver offentligt om at være stressramt, så går det hele nok. Det er det nødt til. Og det ved jeg godt. Men jeg savner også at arbejde. At gøre noget. Måske for at bevise mit værd. Men som jeg før har skrevet om, så er vi mennesker jo noget værd, bare fordi vi går og trækker vejret.

Jeg er udmærket godt klar over, at vi ikke kan danse vores problemer væk. Eller læse, surfe, like, date eller streame dem væk. Men et øjebliks pause, hvor jeg helt glemmer at jeg faktisk er stresssygemeldt, er den virkeligshedflugt, jeg dyrker lige nu. Det kan fx være en tur til hjemstavnen med alt, hvad det indebærer af bærplukning, Vesterhavsblæst, oktoberdukkerter, genbrugstogter eller bare en musikvideo, der kræver  fuldskærm og akkompagnerende akavede danse-moves. Favoritten lige nu er australieren her:

Hvis I har nogle dyrekøbte stresserfaringer, gode råd eller generelle tips til livet, så er de evigt velkomne i kommentarfeltet.

God aften til jer.

❤️ Linnea

♫ All I Want For Christmas Is ♫

Youuu baby.. ♫♫

Christmas Blues

What I want most of all is for my family to all be together and celebrate Christmas. But as families are dysfunctional, mine is no perfect picture either. So … To materialism!

Wait. No. I don’t want to come off as this superficial blogger who just briefly touches upon the hardships and storms I weather in life. But some things are just. Personal.

I believe that women (and men) can be strong and vulnerable at the same time. I’m pretty good at letting only the people very, very close to me know about what really is cooking up in my head. And I’ve struggled with that. Because I’ve felt like I’ve put more than what is handleable on another person. So, why don’t we just open a bit more up and be honest about how we feel to the people around us? The trick is just to find a balance between sharing just about enough and over-sharing.

What I’m trying to say is that if you are out there and feeling blue about Christmas, just know that you are not alone in this. My little pink heart at the end of this post goes out to you.

I Need to Know How to Live My Life as It’s Meant to Be

Inevitably at some point(s) in your life, the shit will hit the fan.

Without sounding to hippie-y or devoted-disciple-of-The-Secret-y, I think that we grow as individuals, and whatever happened, it will help to define who we are – well, who I am. I’ve been on my own for little over a month. And do I love the freedom? YES. But intimacy can sure be a bitch.

It feels wonderful and frightening at the same time – to be so free. I am the protagonist in my own life. But what do I wanna do? And where do I wanna work? Live? I’m bubbling with open questions – and bubbling because it is quite fun. Most of the time (as Dylan sings). I feel kinda like Liz in Eat, Pray, Love (read it if you haven’t!) who travels to Italy, India and Indonesia looking for E.V.E.R.Y.T.H.I.N.G.

future.me.

ah! it felt a bit scary to write something that personal