Anekdotisk evidens: Mit ungdomsoprør

img_3628Fra dengang jeg var arbejdsløs og ventede i 3 timer på næsten gratis pizza med Amalie 🍕

Hej venner 👋

Jeg har længe haft lyst til at fortælle jer om, hvordan det egentlig føles at stikke middle fingers in the air til universitetet, ha’ en kvartlivskrise, opleve Systemet som under-30-årig med alt hvad det bringer med sig af sagsbehandlere, anden aktører, socialrådgivere, kindkys og kontanthjælpsreformer.

I har før fået ganske åbenhjertige fortællinger fra mit tastatur, men de har også været skrevet i afmagt. Jeg har længtes efter den dag, hvor der er groet lidt mos på det hele. Hvor jeg står på den anden side af en svær og sygt spændende tid i mit liv. Hvor jeg, helt stille og roligt, kan åbne op for mit lille oprør.

Velkommen til i dag!

🌟

Min på-den-anden-side-historie begynder med at jeg fik tilbudt et job lige inden efterårsferien. Ud af det blå. Og så kom der et andet til. Og nu er jeg snart ikke arbejdsløs længere. Det hele gik. Så nu kan jeg faktisk godt fortælle om dengang, jeg hev gulvtæppet væk under mit liv.

Jeg husker en regnvejrsdag sidste sommer, hvor jeg sad foran brændeovnskomfuret i mine forældres køkken. Jeg så en dokumentarfilm og det der med at melde mig ud af uddannelsesræset spøgte i bagtankerne. Jeg blev bange, for hvad skulle der stå efter mit navn, hvis jeg nogen sinde skulle interviewes til en dokumentar? Der står jo altid navn, TITEL. Hvis jeg droppede ud, så kunne der jo ikke stå: Linnea, kandidat i journalistik. Men … Måske kunne der stå: Linnea, menneske? Er det ikke lige meget hvem vi er? Og vigtigere at vi bare ER?

🐓

I sidste uge var Olav Hesseldahl i Debatten på DR2. Han er en klog mand, der siger mange vigtige ting – og GØR. Han sagde bl.a.:

“Unge, de er burhøns, som bliver proppet ind i nogle kasser. Jeg kunne godt tænke mig, de at unge blev fritgående høns, som har muligheder og frihed til at gøre, hvad de vil. Det gør de ikke lige nu.”

Det tror jeg heller ikke, at vi sådan altid bare lige har gjort, os unge mennesker. Jeg læste for nyligt denne bemærkning i en romanen Jørgen Stein fra 1930’erne:

Hvad skulde han stille op med et Menneske, som ikke bevidst stilede mod en Plads i Samfundets blaa Bog?

Det ramte mig. For behøver vi at stile mod noget som helst andet end at være søde medmennesker og leve det liv, vi allerhelst vil?

🏆

Jeg siger ikke, at det er let. At det er nemt. At det er ligetil og du sover trygt om natten hele tiden. At du vågner op om morgenen og føler dig som en vinder, eller at det er fryd på dåse fra dag 1. At smagen af frihed er letkøbt. At det er nemt at bryde ud af buret.

Jeg lover dig at du er fortumlet, at det kan koste dig et verdenshav af tårer og 15 klik hos en dygtig psykolog. At du nok starter ud som ked af det, men måske ender op som lykkelig, fri, vred, stædig og ungdomsoprørsk. Som en der kender sit NOK-punkt og er DØDStræt af hensynsbetændelse.

En dag fik jeg altså nok af at sidde med en arbejdsbøjet og bedrøvet nakke. Blev lidt verdensforundret, og tænkte: “Mon ikke det alt sammen går alligevel … ?”

⛵️

Jeg greb med en fast beslutning i min skæbnes ror. Jeg ved ikke, hvad det var, jeg styrede hen mod, men jeg var helt klar over, hvad jeg styrede væk fra. Buret. Presset. Det tonstunge tryk fra tankerne. Som måske ikke kom fra mig selv, men tankerne om at man jo skal gøre sin uddannelse færdig. Og at man kan jo ikke droppe ud så tæt på målet. Tænk på alle de penge, din uddannelse har kostet. Kostet hvem? Jeg har da betalt skat af mine studiejobs og har da tænkt mig at arbejde til jeg bliver 70. Og det er jo heller ikke fordi min viden suser ud af hovedet på mig, fordi jeg ikke gør min uddannelse færdig.

📚

Det evindelige spørgsmål:

“Har du tænkt dig at gøre din uddannelse færdig / vende tilbage til studierne?”

Svaret, der altid har stået skarpt i mig:

“Nej.”

 

👊

Jeg har læst et sted og noteret mig dette:

Husk at slå nogle ruder ind, mens du er ung. Det er mest det, man har undladt, der nager.

Amen.

Smut ud og lav nogle buler i universet. Sæt dig selv fri. Det skal nok gå altsammen. Det ved jeg.

IMG_3418.PNG

❤️💥💫

Linnea, MENNESKE, journalist, projektleder, blogger, foredragsholder, katteglad og college dropout

There’s a Giant Leading Me to God Knows Where

12. januar. Girls er tilbage i mit liv. Har læst Dunhams “Not That Kind of Girl” i efteråret, mens jeg ventede på yndlingspigerne kom tilbage på min skærm. Der var smukke episoder, men gårsdagens afsnit rammer mig på en måde, som bogen aldrig gjorde. På den der maveknugende, tarmkrummende, stirren-ud-i-luften og fugtige øjenhjørner-måde. Måske er Dunham en bedre instruktør og screenwriter end bogforfatter? I hvert fald ligger jeg med mandagstømmermænd og glæder mig over, at der ovre på den anden side af Atlanten, er en 28-årig kvinde, som forstår mig.

1. episode minder mig om den dag, jeg steg grædende på et tog, på vej mod Hamborg, og lod min daværende kæreste blive i Aarhus. Om et par uger, hopper jeg på en flyver og begynder på et nyt liv. Jeg ved ikke helt, hvad der venter mig. Working 9-5 i en by med høje mænd, masser af oste og belgiske øl. Jeg kan jo ikke se fremtidens røde tråd – den kan kun ses agterude. Stoler blindt på, at der faktisk er en rød tråd. Som Blixen sagde: “Det er først ved livets afslutning, du kan se at du har tegnet en stork.” Det store billede. Dét er godt at varme sig på. Troen på at alt nok skal gå. Den har jeg ikke altid haft. Men jo længere ude, jeg har været og jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg læne mig ind i den tro. Jeg er ikke så bekymret som jeg engang var. Derfor er jeg stadig angstprovokeret over at tage afsked med noget, som egentlig var meget godt. For jeg har jo ingen garantier for, at det, der venter mig er endnu bedre.

kollektivliv_Vanløse_JournalinneaDet hygge-trygge køkken i mit snart eks-kollektiv. >>*emoji med tårer*<<

Jeg håber bare på det.

Hører derfor slutsangen fra Girls-afsnittet på repeat, og lever mig helt ind i Hannah i dag. Vi sidder der på bagsædet, og efterlader en kæreste og det trygge liv bag os. Uvidende og forhåbningsfulde om fremtiden. Hvis vi var med i Harry Potter, så var vi helt sikkert i House Gryffindor. For vi er ret modige.

Mandagsmod og -kærlighed til jer.