Kvartvejskrisen. Det gode. Og hvad så nu?

Hej vennerne 👋

                                 🥒🥒🥒
Henne i verden er det officielt agurketid. Ikke at der ikke sker masser af ting, men de siver ikke rigtig gennem. Måske fordi regeringen og journalisterne er gået på ferie? Måske fordi vi er? Det skal jeg ikke kloge mig på. Men. Altså.

Jeg har også forsømt min selvdocerede skrivetid herinde. Har det været agurketid i mit liv? Er jeg gået på ferie? Absolut ikke. Tværtimod. Så er der sket så meget, at jeg knap selv har haft tid – eller taget mig den – til at reflektere og evaluere med jer. Lige nu sidder jeg med en bid Roskilde-blues. Savner mine forældre, men de er vist gået i seng, så nu skriver jeg til jer i stedet. Håber, I er vågne derude i natten 🌜

                                   💼
I morgen er faktisk en stor dag. For siden sidst, så er jeg nemlig blevet tilbudt en ægte fuldtidsstilling på drømmejobbet, hvor jeg ellers bare var halvtidshyret. Så første dag som fuldtidsansat er i morgen. Glæder mig helt vildt! Og ved I hvad?

Der er faktisk kun gode ting i mit liv lige nu. Det er helt skørt. Og dejligt!

Men måske er det faktisk også derfor, der er udsving i mine skriverier. På den netop overståede Roskilde Festival mødte jeg en af dem, der var der for mig, dengang mit liv mere føltes som et evigt ræs i nødsporet, end som en midsommervals i juniregn. Hende, der inviterede mig på brunch, og over kaffen, øllebrød og tårer, fortalte mig at alt nok skulle blive godt igen en dag. Jeg kunne se at hun var en ægte erfaringsekspert – for efter en sort periode, sad hun nu der, et rart sted i livet og alt gik bare. Hun spurgte, hvordan det gik? “Godt”, svarede jeg. Hun svarede, at sådan så det også ud på Instagram. Måske er det nemmere at tage øjebliksbilleder, når jeg er glad end at skrive dem? For det er jo ikke sjælevridere og sort galde, jeg ligger inde med. Og når det nu var det, der tit provokerede ordene frem i mig, ja hvad så? Hvordan og hvorfor skal jeg så skrive?

Der er stadig tonsvis af uretfærdigheder ude i verden. Men lige nu er de langt fra mig. Skal jeg så stoppe med at skrive?

Nej.

Fordi, vi skylder dem derude – dem, der var os selv – vi skylder dem, at fortælle at alt går nok. At der er en vej ud af kvartvejskrisen. Men når TV-værten på Aftenshowet spørger mig efter ét råd, til en, der er i krise, så er det altså svært at svare. For der var ikke én ting, der fik alt det svære til at forsvinde. Du kan ikke bare sætte Beyoncé på og danse alt det svære væk. Hvis du kunne det, var det ikke en krise. Det tager tid (år), terapi, verdens bedste venner & familie, fællesskaber (skud ud til Lyngfryd, Ungdommens Folkemøde. KBH+ og AskovFonden), men mest af alt er det, der får dig igennem det, de folk, der ud af det blå siger til dig, at det nok skal gå. Tag i mod de velmenende kopper kaffe, øl og varm kakao, universet inviterer dig på.

Midt i alt ræset. Midt i det her liv, der på mange måder føles som at ha’ premiere hver dag. Om at få flest likes, de sejeste venner, de nyeste sneaks, det bedste job. Så er vi altså nødt til at passe på hinanden. Og fortælle, hvordan livet også er. Det nytter ikke, at vi bare deler glansbillederne. Vi er nødt til at ha’ nogle knuste spejle at se os selv i. Så frem med dem.

broken

Jeg var af og til ved at bide hovedet af de møgpander søde væsner, der bildte sig ind at sige, at det nok skulle gå. Måske de ikke lagde mærke til det, fordi jeg henkogte vreden indeni. Selvom det var en pestilens, så var det virkelig også godt at der var nogen, der gik rundt og bar på det håb, den lille ild, der tit blæste ud hos mig.

En dag har du nærmest glemt, hvor svært livet var. Tro på det. Det er rigtigt. Selv når du tror, det ikke er.

En dag er ALT godt, du står i søndagsbadet, helt uden at være blå i hjertet og sjælen, helt uden alt det tunge og du synger med på sangen her:

Sov dejligt, kæreste internetven 💞

 

Vi skrives snart ved igen 💌

Advertisements

Hvad så nu?

søndag_journalinnea

Min gode ven, Mads (ham der engang gæstebloggede), spurgte mig til en fest i fredags: “Hvad så nu?”Dét spørgsmål har spøgt i mig hele weekenden. For hvad så nu? Hvad skal der ske?

🔮

Efterhånden er jeg ved at ha’ glattet mit liv ud efter alt det, der har krøllet mig sammen. Den sidste rest af en svær tid har snart sluppet. Et langt og sejt træk er overstået. Sover bedre om natten. Mine tanker er ret rolige. Jeg sender flere mails fra en arbejdsmail end fra min egen gmail nu. Og der er slet ikke så mange bekymringer. Stormen er stilnet af. Jeg er fri.

🌱

Det har ved Gud ikke været helt nemt. Jeg beundrer virkelig træerne for deres tålmodighed. Tænk, de bare står og venter på, det bliver forår igen? På at solen smelter en vinterlang bekymringsklump væk. På at de gror blade ud igen. Blomstrer op og står i fuldt flor. Glæder mig virkelig til at mærke sommersolen på huden, og til at mit hår vokser ud igen. Bare så jeg kan lave en lille bitte hestehale.

📝

Måske kan jeg det, når det er Roskilde-tid igen? Er nemlig så heldig at drømmejobbet tager mig med til både Folkemødet, Roskilde Festival og Ungdommens Folkemøde i år. Udover alle de seje ting, der bare sker på jobbet til hverdag. I skal nok høre mere om det hele. For det har været lidt svært at finde tilbage til min blog her igen. Selvom I er derude og venter på nye skriv. Nu skriver jeg på en anden måde. Det er ikke så råt og afmægtigt længere. Heldigvis jo! Jeg har været væk længe. Og hvis det at skrive er en muskel, så er min lidt slap. Bare det at nå frem til en weekend, hvor jeg har fri, er noget der er sket for 3. gang i mit 2017 i denne weekend. Men det er altså den helt rigtige beslutning at åbne op for ordene igen. For de trænger sig på her hos mig.

🎨

I dag har jeg malet på mit værelse, noget jeg har villet gøre siden august sidste år, hvor jeg flyttede til nyt værelse i vores kære kollektiv. Først i dag er det sket. Endelig har jeg overskud. Har helt glemt at stoppe op og nyde roen. Fejre den. At alt ER godt. Har så meget at være taknemlig for at mine øjne svømmer til. Det er vist ægte først nu at det hele er landet så fint et sted.

🎪

Projektakademiet, Ungdommens Folkemøde, Ventilen og en højskole hjemme i Thy er blot noget er det, der skal ske. Podcastkursus, ungeredaktion og medieskoleforløb hos Information noget andet.

Hvad skal der så ske?

Hmm … Måske skal jeg bare leve det rolige liv, med dansk normal hverdag (DNH), som jeg altid har drømt om. Endelig er den her, den DNH! Konstant og tryg. Hurra! Jeg skal bare arbejde og være engageret i seje fællesskaber. Nyde at jeg bor i kollektiv og lade det fylde mere i mit liv. Få mig et medlemsskab til Helgoland. Læse flere bøger. Måske begynde at løbe? Eller skrive på det, jeg skal udgive en dag? Se mine venner og familie meget mere. Alle dem, der er vigtige i (min) verden. Mine fremtidsudsigter er ret så gode at begive sig ind i søvnen med – og ud i livet med i morgen.

🎶

Har hørt den her sang igen. Føler den og videoen ret meget. Stødte på “Song for Zula” i den helt vidunderlige coming-of-age-film The Spectacular Now. Se den! Og græd lidt. Det gjorde jeg i hvert fald (ikke at det er noget nyt). 

Vi ses snart igen 😘

KH Linnea

💜

Tak for nu.

Hej allerdejligste internetvenner 👋

Det er tid. Tid til noget, der har rumsteret i mig længe. Livet leves cyklisk, og nu er det tid til at journalinnea binder en sløjfe på sig selv og forsvinder. Jeg lukker bloggen ned og opsiger mit digitale internethjem ved årsskiftet. 2011-2017 blev det til. Bloggen blev født ud af en skrivedrøm og begyndelsen på et journalistikstudie, et eksperiment og internetnysgerrighed. Vi har været rundt omkring. Aarhus, Hamborg, Læsø, Kbh, Amsterdam, Thy og Kbh igen, for bare at nævne de fysiske steder, vi har besøgt sammen.

Lige nu er jeg ret tom for ord. Der er sket så meget siden vi begyndte det her digitale fællesskab. Jeg stopper ikke med at skrive, men det bliver ikke herinde. Jeg ved ikke, hvor jeg udkommer endnu – måske bare i mine notesbøger. For mærker en trang og en tid til at vende mig indad. Savner nok en tryghed og en ro. Skammer mig ikke over det, jeg har delt herinde, for det har været modigt og ærligt og givet både jer og mig en masse at tænke over. Men en æra er forbi. Det er slut.

Der sker ret så meget i mit liv. 2016 har været et vildhedsår. På alle planer og i alle følelser. Jeg har brændt mig på nogle mænd, skuffet nogle andre, og har haft alt mit fokus på at finde mit ståsted og skabe tryghed omkring mig – fx i form af et job. Jeg har været superfrivillig og brugt meget tid på at skabe mig, og ja, mistet nogle venner på farten. Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. Måske for stærkt? Lige nu har jeg i hvert fald for meget om ørene. Som vi siger i Jylland, så har jeg brændt nallerne.

Derfor er det tid. Tid til at lave om. Stoppe op. Skrue lidt her og der. Og måske også leve et liv, der er lidt længere væk fra likes end det, jeg lever nu. Bare være uden at tænke i #, filtre og den helt rette emoji-kombi. Slibe øksen. Holde pauser. Og måske klippe alt mit hår af? Coco Chanel siger i hvert fald:

“A woman who cuts her hair, is about to change her life.”

Tror, jeg vil invitere nogle ændringer ind i mit liv. Lukke en dør og se, hvad der åbner sig i 2017. Frisætte noget energi. Kigge op fra skærmen og se nogle venner dybt i øjnene. Jeg tror det bliver godt.

Af hjertet tak for jer! For al jeres støtte, likes, delinger, kommentarer, digitale kærlighed og lyst til at følge med på min dannelsesrejse. Når jeg tænker på de fælleskaber, vi har skabt – og den ærlighed og støtte, jeg har oplevet fra jer, så får I altså de der små saltvandsbanditter frem i mine øjne.

T A K.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

I er de bedste!

Hvis I savner mig, så find mig på Facebook eller Instagram. Jeg skal nok holde jer opdateret om, hvor jeg kan finde på at udkomme. Måske jeg alligevel skal søge ind på Politikens Kritikerskole (det siger Bo jo) eller gøre noget seriøst ved digtsamlingen Centerpoesi, der handler om at hoppe af uddannelsesræset, at være bange for barnevogne, nedslag i en kvartlivskrise og at arbejde fuld tid i et shoppingcenter indtil drømmejobbet og året går i gang … Det kunne også være kronikken Generation Likeable.

Nu slipper jeg i hvert fald mit hjørne af internettet her. Tak fordi I var med på rejsen.

linnea.JPG

Evig kærlighed og julekram til jer.

❤️ Linnea

Husk: You can’t start a fire without a spark 🔥

Postkort fra Roskilde + lidt om, hvad jeg laver

Hej I kære svesker, der læser med her i mit digitale Linnealand 👋

Jeg har givet den max damphammer i juni og har nærmest ikke haft tid til at vande mine 11 potteplanter, fordi jeg har sust rundt og omkring. Thy, Borup, Bornholm, Roskilde, Aarhus og Roskilde igen blev det til. Huhej, hvor det bare går! Der sker så meget godt lige nu, at mit liv føles akkurat som om jeg løber rundt om et bord, og prøver at fange al den honning, der løber ud over bordpladen. Mine kinder hopper mere opad end nedad og det kan vi li’ 🌞

Askovfonden tog mig med på Roskilde Festival, og det var den mest perfekte måde at slutte juni af / skyde sommeren i gang med. Selvom mine sneaks er tryllet hvide igen af vaskemaskinen, armbåndet er klippet over og RoFH-tatoveringen er skrubbet af, så er orangemagien heldigvis stadig overalt. Det runger ikke i mine ører mere, men jeg er ganske ør af, hvor sjovt festivallivet jo er! Har mødt så mange dejlige nye og gamle venner, danset solen op og ned og bare nydt-nydt-nydt. Tak til alle jer, der gav kram, shots, (kind)kys, drinks, dans, bajere, musiktips, smil, gode råd, veganske burgere, tatoveringer og highfives ❤️❤️❤️ Lad os gøre det igen til næste år! Eller til Alive Festival

dværgitelt_journalinnea.JPGBegejstret teltfie-stemning: Kan stå op med hat inde i min roséfarvede villa! ✌️✌️✌️

SmatpytRoskilde2016.JPGGensyn med smatten og Orange Press = ren ❤️

RoskildeFestivalHøjskole.JPGMødte forstanderen fra Roskilde Festival Højskole. Det glædelige gensyn blev fejret med en tat, og nu er jeg snart skolekredsmedlem🤘Fik også headbanget ret så meget med min høje hestehale. Og det helt uden at få smadret nakken! Tak til mine brøde for at lære mig sådanne uundværlige partytricks.

CourtneyBarnett.JPGDer var absurd mange gode koncerter. Her er det slackerstjernen Courtney Barnett. Hørte koncerten med en ny australsk ven, der kommer fra Preston, hvor Depreston foregår. Skægt! 

NewOrderDet er obligatorisk at ha’ hænderne i vejret til koncerter. Alle ved det. Her er vi vist til New Order.

Roskildecap.JPG     Der var ikke mange dage, hvor jeg var uden hat. Jeg cykler til alt i København, så der blæser hattene jo af. Nød virkelig bare at slentre rundt med hat og ha’ det nice. Også godt til festivalfrisuren – eller manglen derpå.

RoskildeMØ-koncerten var, trods min fuldskab, et af højdepunkterne. Bisse var også sindssyg. Peaches, PJ Harvey og Sturgill Simpson glemmer jeg heller ikke lige sådan.

Linnea_journalinnea Havde det helt boho 💫 Næsepynten fik jeg faktisk til Folkemødet. Syntes den var perfekt modspil til alle djøfferne. Den bliver hængende i lidt endnu.

Ringhjem.JPGFandt denne spejl-sticker og fik straks lyst til at ringe hjem. Dog var kl. 01.30 og jeg var aldeles ikke appelsinfri. Så det må blive i dag, jeg får snakket med alle jer, der ikke har hørt så meget fra mig i juni. 

Roskilde over and out.

···

KBHplus.JPGI dag startede jeg dagen med at snooze – føltes som om, jeg ikke havde sovet i et år. For jeg sidder nemlig lige hos KBH+ og Askovfonden her over sommeren. Godt at ha’ noget, at stå op til.

Håber I har det dejligt, hvad end den står på feriefri eller I pukler løs.

 KH’er og kram til jer 

 ✌️& ❤️

Linnea

En millennia taler ud

Jeg ved ikke helt, om det her er et forsvar for selfiegenerationen eller blot en slags forstå-os-nu-indlæg. For i ugen, der gak, så har jeg følt mig helt misforstået. Af en af mine bedste venner og af et familiemedlem – og begge skam nogle, der er med på internetmedierne. I virkeligheden er det vel, basalt set, det vi alle drømmer om? Altså at blive forstået.

Jeg er vild med internettet og har det med internetland som nybyggerne havde det med Det Vilde Vesten: Alt er tilladt, det er en stor legeplads og du gør bare lige, hvad du vil. Op på enhjørningen, på med cowboyhatten og deruda’!

Uden selvfølgelig at gøre nogen kede af det. Men her er frit og det er fedt. Det er både et stort eksperimentarium, men også et sted at udstille meninger, tanker og holdninger. At lave om på noget. Råbe op. Tage stilling. Ommøblere dine forestillinger om, hvad en universitetsafhopper er for en fx.

Jeg startede helt sikkert journalinnea ud tøvende og prøvende, men det er altså ingen claim to fame, og det er ikke “min ting” at skrive om, jeg har haft det svært (som en, jeg kender ret godt, fik sagt til mig). Der var noget svært, klart ja. Og midt i det mærkede jeg altså bare et behov for, at vi også deler ud af de ikke så særligt likeable ting i livet. For mange af de sociale medier er jo baseret på en opadvendt tommeldut eller en hjertemarkør. Jeg mener, der skal være plads til det hele, og at vi bliver skøre af ikke at dele. Så det gjorde jeg. Og jeg gør det igen. Selvfølgelig kunne jeg se, at læsertallene sprang mine blogrekorder, når jeg skrev om det der gjorde av. Men det var på ingen måde derfor, jeg skrev. Nu hvor jeg selv var startet med de mørkere og modige indlæg, så ville det også være forkert ikke at beskrive udviklingen – eller afviklingen. Heldigvis så går det jo meget godt i dag, og jeg er vildt glad for, at I har været med hele vejen. Og det har på mange måder både udviklet min skrivestil og mit mod. For når jeg møder folk i virkeligheden, så er jeg faktisk ligeså ærlig, som jeg er herinde. Det har kun ført godt med sig. Del, del, del! Jeg har selv, i mange år, abonneret på at de vigtigste skridt, dem går vi alene. Men det er altså vigtigt at ha’ nogen med langs livet, som ved, hvad der sker. Eller bare at sige de farlige tanker til, for når de er sagt, så er de slet ikke særlig slemme – det er mere det, at gå rundt med dem selv, der er farligt.

Der er så mange, som får stress, angst eller bliver kede af det, mig selv inklusive. Og vi hjælper kun dem, hvad end det er dig, mig eller naboen, hvis vi er mere åbne og tolerante, forstående – og måske endda nysgerrige – på det, der ikke er så rart. Lad være med at gemme det svære væk! Det bliver det ikke nemmere af. For nogen. Overhovedet. Det mener jeg. Og hvis det er min ting, at være kendt for, så er jeg edderstolt.

En anden måde, jeg har følt mig helt misforstået på handler nok lidt om netsynlighed og selfies. For jeg er afgjort ikke bange for at tage et billede af mig selv. Hvad internettet jo virkelig har fået os med på, er jo netop at dele. Dele alt muligt – fra samkørsel til babybilleder. Internettet er genialt. For os, der er vokset op med internettet og brugte frikvartererne i folkeren på at chatte, så er det jo bare en helt naturlig del af hverdagen nu. Jeg husker tiden uden, men størstedelen af mit liv har været med modemer, internetstik eller WiFi. Og jeg kan vist godt sige, jeg har taget meget tillidsfuldt imod de mange sjove påfund, der følger med vores tid. (Bonusinfo: Jeg er faktisk blevet slået op med på Facebook. Vild ungdom!) Jeg ser virkelig internetkanalerne som en kreativ legeplads, hvor jeg prøver ting af. Skriver noget sjovt eller mærkeligt, jeg har oplevet, smider en selfie ud eller undres offentligt. For et par søndage siden blev jeg tagget i et billede, jeg ikke selv ville lægge ud på Facebook, så jeg skrev straks til vedkommende som havde delt det, at jeg gerne ville ha’, han slettede det. Det afstedkom en undren fra ham, for han troede da, at det, for mig, gælder om at blive set så meget som muligt. Dele alt. Være på hele tiden.

Øh, hvad?

Ja, sådan kan jeg af og til blive rystet over andres opfattelse af en selv vs. min egen selvopfattelse. Selvom selfieaftrækkeren sidder løst på mig, så der det jo mere bare fordi jeg er gavmild med mit smil og mine tanker. Det er skægt, jeg har det sjovt og er nysgerrig på medier. Jeg ser So(ciale)Me(dier) som en stor kreativitetslegeplads. Men er jo også alvorlig, når jeg har noget at være alvorlig over. Og så tror jeg på at det skaber en bedre relation at se ansigtet på den, der skriver. For hvis du nu ikke sidder overfor mig, så kan du stadig se mig i øjenene. Og dét tror jeg, skaber relationer.

Måske er det også, fordi jeg faktisk har ting at smile over? En af mine venner sagde i hvert fald til mig i går, at jeg er i forrygende selfieform.

selfie–journalinnea

Det var alt. Tak for jeres tid.

💘

Linnea

Om at ha’ solskin på lommen

journalinneaSelvcentrerede solskinsfornemmelser på cykelstien

Hej sødeste læservenner 👋

Længe siden, men jeg har haft travlt med at leve livet i stedet for at skrive om det levede liv. Måske lidt for travlt, jeg ved det ikke helt. Det er i hvert fald en god tidsbid siden, jeg har haft ro til at sætte mig ned bag skærmens klare lys og skrive noget (klogt). Jeg har skrevet masser af ord og tankebilleder – bare på papir og ikke her. Og heldigvis sker der rigtig, rigtig mange gode ting for tiden. Ikke alene er hyldeblomsterne sprunget ud, og jeg har snart sparet op til fregner, men jeg har faktisk også lidt solskin på lommen igen. Jeg passer godt på lyset, for hvornår mon det bliver mørkt igen?

Noget andet, der også har holdt mig fra skriverierne er bl.a. Vincent F. Hendricks og hans Spræng boblender er en nyudgivelse fra Center for Information og Boblestudier. For hvad er meningen med at give sin mening til kende? Jeg har, lykkeligvis, ikke haft nogle oplevelser, der har givet mig akut publiceringstrang her på domænet. Og det er jo en rigtig, rigtig god ting. Men os, der er vokset op med internettet og føler sig helt hjemme her, kan jo hurtigt dele en helt masse om noget, der faktisk ikke er så særligt interessant. Hvordan formidler jeg på en klog måde, at der faktisk slet ikke er sket noget sindsoprivende? (OK, det passer ikke, der er faktisk nogle vilde nyheder (GODE og seje!), men det bliver et indlæg for sig selv. Jeg går ikke ind i en længere debat om det postfaktuelle samfund – synes bare lige, jeg vil invitere jer med ind i mine overvejelser. For det bare at skrive et indlæg på min blog, fordi det er længe siden, jeg har skrevet noget til jer, og jeg derfor gerne vil skrive noget til jer, men ikke helt ved hvad, er jo potentielt spild af jeres tid og mine ord.

I al beskedenhed vil jeg faktisk bare gerne fejre, at jeg er glad. Det kan gøres med en selvglad selfie, et blogindlæg, en sang eller en dans. Måske lidt af det hele?

Der er stadig udfordringer, absolut. Fx blev jeg her i weekenden helt sur med tårer i øjnene (lover snarest et indlæg om at ha’ løse tårekanaler) over at nogle kan se mig som autodidakt journalist – jeg er ikke uddannet, men jeg har altså gået på en uddannelse. Men hvad, jeg vil hellere være nogen end noget. Og jeg er vist i sandhed helt mig selv. College dropout og boho knockout som jeg skrev på Instagram tidligere.

✌️ & ❤️ til jer

Linnea

 

 

En helt ualmindelig tirsdag

Venner! Det stikker helt af med gode ting i min verden. I dag tog jeg denne selfie:

Linnea_projektakademiet.JPG

Hvis vi er Facebook-venner, så ved du godt, hvorfor. For jeg er nemlig kommet ind på den kreative projektlederuddannelse Projektakademiet hos KBH+ Askovfonden. Så fra august knokler jeg på hver tirsdag og torsdag aften i Ragnhildgade. Glæder mig helt vildt jo!

For næsten et år siden (20. maj, var det) delte jeg dette vindueskig, fra et fly over Holland, på min Instagram-profil (hvor du i øvrigt gerne må følge med):

Amsterdam–journalinnea–fly.png

Som I gamle læsere godt ved, så sagde jeg mit job hos TravelBird i Amsterdam op, fordi det ikke lige var mig. Jeg ville noget mere kreativt. Og gerne noget med værdi. Noget meningsfyldt. Gøre en forskel. Sidenhen har jeg haft gang i nogle julelege og bl.a. jo lige haft et opgør med uddannelsessystemet. Droppet ud lyder så tamt. Det var ingen tam eller nem beslutning. Jeg er ikke faldet fra. Jeg har taget et meget aktivt valg om at den vej, den var ikke min. Sat ild til mit liv. Rykket gulvtæppet væk under mig selv. Revet lortet ned. Jeg fik nok. Trængte til noget nyt. Jeg anede ikke, hvad det skulle være. Jeg havde ingen plan. Men ud af kaos vokser en dansende stjerne, ikke?

···

Forresten, så gav det også pote at give Ydelsesservice max damphammer. For her til aften loggede jeg ind og fik svar fra dem. #Ydelsesgate er afblæst for mig. Ingen integrationsydelse her. Tak til internettet og de folk, der fik mig til at se, det var en fejlfortolkning, og hjalp mig med et svar til de højere offentlige magter.

God tirsdagsenergi til jer, folkens.

Linnea 

🚀