Den lange vinter, de indre kampe, genfødslen & SAVNET

Processed with VSCO with t1 preset

Hej I kære læservenner,

Glædelig bagpåske.

Alle taler om, at vinteren er lang, foråret er kun proforma på kalenderen, det er koldt og vi savner solen. Egentlig har jeg haft så meget andet at kæmpe imod, så denne vejrsnak har virket så evigt latterlig. Men jeg tror, at foråret, at solens helende kræfter ville hjælpe mange af os, der har det svært lige nu. At blive varmet igennem fra tå til top, lade de kuldeskuttende skuldre falde ned og mundvigende hejse op i et solskinssmil. Alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag. Det virkede i hvert fald i går. Solskinspause med is fra et af Københavns bedste issteder. Var i Roma et kort gelatoøjeblik 🍦🌞🇮🇹. Skimmelsvampesaneringen står stadig på, og vi er så heldige at bo i gade med en isbutik. Prøver VIRKELIG at se på det gode, opturssiderne, af at være uden hjem på tredje måned (i løbet af maj kan vi forhåbentlig flytte hjem til Frederiksberg). Det er så helt utroligt hårdt. Jeg har svært ved at finde ro. Grundroen. Går og savner hver dag. Savner et hjem. Savner et køkken. Savner ikke at skulle bekymre mig om at tage tøj på, når jeg skal tisse i de tidlige morgentimer (jojo, alderen haler ind på mig). At bo selv. Vande planter. Bare at ha’ nogle planter. At stå i mit eget køkken (ok, ja vores) og braisere, bage eller bare lave en kop te 🍵. Savner sofaen, surdejen og mit tøj. Måske kan tøjet reddes, men surdej, sofa og alle planterne skal nok lade livet. Ok, jeg ved godt at det bare er ting. Men for pokker, hvor ting virkelig kan betyde uendeligt. Jeg ved godt, jeg ikke er ægte på flugt, men sådan føles det. Flugten fra svampesporerne. De er overalt. I bøger, tøj, computersleeves, rygsække, toiletsager.

Skimmelsvampene, og sikkert også stress, har fjernet min livsfortrolighed. Det jeg bare kunne spise uden at tænke mig om, kan jeg nu ikke længere tåle. Er blevet allergiker, sensibiliseret til ikke længere at tåle hvede, sojabønner og jordnødder. Selvom det måske ikke lyder særlig slemt, så prøv at forestille dig at stå i en chokoladeforretning, med lækre, håndlavede øko-chokolader og få livstidsdommen: “Der er soja i al vores chokolade.” Ud på gaden igen, en anelse nedtrykt. Heldigvis findes der chokolade med solsikkelecitin i stedet for sojaemulgator, har jeg opdaget 🌻🍫🌻.

Og kaffen. Den tør jeg nærmest ikke drikke. Heller ikke alkoholen. Jeg tør ikke. For det at være uden hjem og at ha’ svært ved at få kroppen til at falde til ro, gør at jeg tit falder ned i en æske af panikangst. Heldigvis kommer jeg ud af den igen, men mens jeg er i æsken, er alt sort, hårdt og forfærdenligt. Den kan komme af jobnetbøvl, indkøbstursforvirring og -larm, at gå på gaden, eller bare det ikke at kunne være alene hjemme. Lige nu cykler jeg faktisk ikke, da det er alt for voldsomt. På mange måder har jeg det som dengang, jeg var stresssygemeldt. Dog uden den tordenhovedpine, der nok var skimmelsvampenes skyld. I, der følger med på Instagram ved nok allerede, at det ikke er helt nemt at være Linnea lige nu. Det er ingen hemmelighed. Og som jeg har gjort før, så skriver jeg om kriserne i livet. Det hjælper nemlig. Både at sige det højt på internettet, men også at få sat ord på det kæmpestore savn, der gnaver i min mave som en evig sult. Hjemsulten. Hjemsavnet. Tingsavnet. Tøjsavnet. Har fire kjoler og to kimonoer, der ikke er skimmelforpestede. At være både uden hjem og tøj, uden mulighed for at indrette, hyggefikse eller klæde sig på efter dagens humør er hårdt. Enten er jeg grå eller sort. På en god dag er der farver på. Men de gode dage, er der langt i mellem. Det er hårdt. Særligt det ikke at ha’ en base, et sted, hvor hælene kan stå fast, hvor livet kan bygges ud fra. Jeg bliver så lille af det. Både psykisk og fysisk. Måske er det meget sundt, at jeg er ved at ha’ sluppet de 15 kg jeg tog på under specialehelvederne. Men det føles også lidt som om, jeg er ved at forsvinde fra verden.

Men, venner, jeg har mit internethjem! Selvom jeg ikke har vist mig så meget på skærmen, så er jeg virkelig glad for at jeg ikke slettede bloggen, da jeg klippede mit hår af. Dengang stod jeg også i en svær tid, men det endte godt, og ud af kaoset blev Kærligheden og jeg kun knyttet stærkere sammen. Og ud af det, er der faktisk vokset et vi. Så nu vil jeg skrive mig tilbage i verden, bruge krisens poesi, hægte mig fast i bogstaverne her på domænet, for har på ingen måde lyst til at forsvinde herfra.

I forgårs var den første søndag i april, vi kan høre Anne Linnet og drikke varm kakao, bage blinis og spise dem med friske fiskeæg, maj er på vej og foråret må være derude. Det det være! 🔆🌷🌱

Jeg havde lovet, i overskriften, at skrive om genfødslen, men det må blive næste gang vi skriveses. For selvfølgelig skal I høre alt om min stilhedsflugt til Vipasana-retrætet i Sverige. Jeg lover, det bliver sjovt, og I får lyst til selv at tage toget ud i skoven og tie stille 🤫🚂🌲.

Stay open 💜✨🌈

Linnea

Advertisements

Stressføljeton: Omfavn din indre Maude

Linneablomst

Det er altid svært at vende tilbage til noget, du har vendt ryggen efter en tid, hvor det har fyldt meget, hjulpet en, gjort en stærkere og været en ledsager gennem let og svært i mange år. Og særligt i de svære år. Dette det er for mig at skrive, at blogge. Nedfælde bidder af livet og dele dem med andre end en notesbog. At skrive, at tage mig tid til at fundere over og formulere tanker om livet har jeg nærmest slet ikke gjort i år. Faktisk ikke i et helt år.

Der er flere grunde til at jeg blev væk fra ordene. Sidste år dansede jeg ind i Kærligheden i nabokollektivet. Livet kom på fineste vis i vejen, og jeg valgte ikke at dele noget om det, fordi det var så svært og heller slet ikke kun mit at dele. Jeg har ikke tænkt at fortælle en masse her. Der skete bare noget i mit liv, som var svært at dele. Både her og med venner, familie. Men heldigvis, med tiden, så faldt der ro på også den del af mit liv.

I januar begyndte jeg at arbejde på drømmejobbet, der virkelig var drømmejobbet, indtil den dag, det slet ikke var det længere. Jeg er stadig sygemeldt fra det. Akut belastningsreaktion hedder det på fagsprog. Jeg har det bedre, men stadig svært. Eller måske bare svært ved at give mig selv helt lov til at slappe af. Jeg er bange for at gå i et med sofaen. Som et led i at få det helt bedre, har jeg altså tænkt mig at vende tilbage her til mit internethjem. For jeg savner at skrive! Faktisk har jeg, inden jeg blev sygemeldt, aftalt med en autoriseret voksen at jeg skulle begynde at skrive igen. Hver onsdag aftalte vi. Men det blev der ikke så meget af.

Skrivning, og særligt af den kreative slags er ca. det bedste jeg ved. Noget jeg får det godt af. Ligesom efter yoga eller meditation. Eller at ae en kat, hoppe i bølgerne, læse en god bog. Jeg har tænkt over, om jeg mon har lyst til at blotte mig selv igen. For det er rigtig hårdt at dele sit inderste – du sidder og tænker om det mon er for meget, om folk bliver sure – og samtidig er det vigtigt at gøre plads til hele, ægte mennesker og livet som det er. I sidste måned blev arrangementet “Hvad vil du med dit online-liv?” afholdt. Og samtidig udkommer der bøger om fake news og informationsforurening. Er det bedre at tie?

Det tror jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at fremstå som den sidste cowboy, all romance and failure. Jeg har egentlig bare lyst til at være ærlig, dele og give plads. Og jeg ved at I sidder nogle derude, der savner ægte mennesker, der tør stå på mål for livet. Det allermest befriende er jo folk, der omfavner det som er. Som tør stå ved, at lige nu er jeg flad og brugt, men også dét tæller og gælder som ægte liv. Også selvom det er ikke høster likes på Instagram. Men ved I hvad? Det gør ærlighed. Inderlighed. Ståen ved sine sårbarheder. Det, der er svært. Jeg tror at jo mere vi taler, skriver, udtrykker det svære, jo nemmere er det at slippe og komme videre.

🐢

Forleden var jeg med min kæreste til juleklip hos familien. Der blev jeg spurgt: “Hvad laver du egentlig? Hvad får du tiden til at gå med, når du er sygemeldt?”. Jeg tror slet ikke, det blev spurgt om i nogen ond mening, men mere bare en nysgerrighed og en slags jeg-skal-lige-være-sikker-på-at-du-passer-på-dig-selv-spørgen. Selvom det er nogle dage siden, så sidder spørgsmålet i mig endnu. For hvad laver jeg egentlig? Øhm, så lidt som muligt. Tøffer rundt i silkekimono og Mao-sko. Prøver at få roen til at manifestere sig i mig. Jeg kigger meget ud i luften. Bare sidder og glor. Jeg sover meget. Det hjælper på den voldsomme hovedpine jeg har og selvfølgelig på udmattetheden. Jeg holder pauser. En stor pause. Nyder november. Det milde grå vejr. Og det dejlige blæsevejr, der giver mig Vesterhavshjemve. Jeg læser bøger. Det foregår ret langsomt. Jeg øver mig i at singletaske, fordi jeg kun kan én ting ad gangen. Og så græder jeg virkelig, virkelig meget. Fordi det er svært, at min hjerne ikke virker som den plejer. Fordi jeg er sur over, at jeg har det sådan her. Fordi jeg slipper en masse. Fordi jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan overskue at lave mad, fordi jeg mister overblikket. Fordi jeg har svært ved at slappe af. Fordi stress sidder i kroppen. Jeg prøver at lade være med at tænke på alt det, der har givet mig stress – af hensyn til min arbejdsplads og fordi jeg ikke (endnu) har lyst til at fortælle om det – så tænker jeg mest på, hvordan jeg sørger for i dag bliver god.

Ligesom jeg er vendt tilbage til skrivningen, så er jeg vendt tilbage til min yogapraksis. Og i starten af 2018 så skal jeg på et 10-dages silent meditation retreat. Og ja, så har jeg selvfølgelig også brugt tiden på at tale med min fagforening, min læge og dem, jeg arbejder for.

Langsom LivsstilEn bog + dame jeg godt kan anbefale 

Jeg har også isoleret mig. Både fra Facebook, Messenger, telefonopkald, SMS’er og vennerne i det virkelige liv. Det er svært at slippe dem omkring mig. Det smerter. Det er også svært at overskue at cykle alene eller møde nogen på café eller andre steder. Det er ikke særlig trygt. Har derfor lagt en del af mit liv under en sten og lader nu havet bruse og ruske omkring den. Håber, at når jeg en dag er klar til at løfte stenen, så er mine venner der stadig. Så myldrer de rundt ligesom bænkebidere under barken og jeg kravler med ind og bliver en del af flokken igen. Det er ikke fordi, jeg ikke vil dem. Men det er blot svært at rumme og være til stede i samtaler, der forgrener sig, kompleksiteter, fester, alkohol, høje lyde eller andre forstyrrelser. Og det er svært at sige: “Jeg ligger mig lige ned, lukker øjnene og holder mig for ørene, indtil jeg kan overskue verden igen.” På den måde lever jeg lidt en skildpaddetilværelse, hvor alting foregår ekstremt langsomt og jeg trækker mig ind i skjoldet, når verden bliver for barsk.

Jeg prøver at gøre mig umage for at være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Fx var jeg hos tandlægen, der spurgte hvordan det går. Fordi tandsundhed hænger sammen med den generelle sundhedstilstand. Stress = ømt tandkød. Nå, men hun fortalte at hun selv havde været sygemeldt med stress og paradoksalt (og nok meget normalt) havde haft travlt med at komme tilbage på arbejdet igen. Hun gav mig det tip virkelig at sørge for at tage pauser. Mange af dem. At der ingen skam er i at have brug for at trække sig. Selvom jeg bliver rædselsslagen ved tanken om at ende ligesom Maude fra Matador. Efter tandrensning og -pudsning blev vi enige om, at jeg skulle omfavne min indre Maude og så skulle det hele nok gå.

Maude_Matador_DRBilledet er lånt her

Jeg har det bare ret vildt over, hvor svært det kan være at slippe. At slappe af. At lave ingenting. Se serier. Gå ture. Glo. Fordi det på ingen måde er produktivt eller det, samfundet råber os i ørene, at vi skal. Det er jo direkte reaktionært. Jeg har lånt bogen Stop op – Fjumreår for voksne på biblioteket. Mest fordi, titlen virkelig pisser mig af og vækker mig. Hvorfor skal dannelse reduceres til fjumreår? Og hvorfor er det først, når du er 55 og har gjort karriere, du må tage dig tid til at gøre det, der gør dig glad? Men med kapiteltitler som “Lediggang er roden til alt godt” og citatet “Et menneske skal stoppe op, for ikke at gå i stå” så prøver jeg at embrace, at jeg lige nu er ved at gøre noget virkelig godt og vigtigt for mig selv.

🐢

Ih! Det jeg ville sige var faktisk bare, at jeg skriver igen. Og at jeg vil prøve at skrive en stressføljeton til jer. Så både I og jeg kan følge med i, hvordan det går, og hvad der virker (for mig).

Ha’ en rar tirsdag 👋

♥️ Linnea