Kvartvejskrisen. Det gode. Og hvad så nu?

Hej vennerne 👋

                                 🥒🥒🥒
Henne i verden er det officielt agurketid. Ikke at der ikke sker masser af ting, men de siver ikke rigtig gennem. Måske fordi regeringen og journalisterne er gået på ferie? Måske fordi vi er? Det skal jeg ikke kloge mig på. Men. Altså.

Jeg har også forsømt min selvdocerede skrivetid herinde. Har det været agurketid i mit liv? Er jeg gået på ferie? Absolut ikke. Tværtimod. Så er der sket så meget, at jeg knap selv har haft tid – eller taget mig den – til at reflektere og evaluere med jer. Lige nu sidder jeg med en bid Roskilde-blues. Savner mine forældre, men de er vist gået i seng, så nu skriver jeg til jer i stedet. Håber, I er vågne derude i natten 🌜

                                   💼
I morgen er faktisk en stor dag. For siden sidst, så er jeg nemlig blevet tilbudt en ægte fuldtidsstilling på drømmejobbet, hvor jeg ellers bare var halvtidshyret. Så første dag som fuldtidsansat er i morgen. Glæder mig helt vildt! Og ved I hvad?

Der er faktisk kun gode ting i mit liv lige nu. Det er helt skørt. Og dejligt!

Men måske er det faktisk også derfor, der er udsving i mine skriverier. På den netop overståede Roskilde Festival mødte jeg en af dem, der var der for mig, dengang mit liv mere føltes som et evigt ræs i nødsporet, end som en midsommervals i juniregn. Hende, der inviterede mig på brunch, og over kaffen, øllebrød og tårer, fortalte mig at alt nok skulle blive godt igen en dag. Jeg kunne se at hun var en ægte erfaringsekspert – for efter en sort periode, sad hun nu der, et rart sted i livet og alt gik bare. Hun spurgte, hvordan det gik? “Godt”, svarede jeg. Hun svarede, at sådan så det også ud på Instagram. Måske er det nemmere at tage øjebliksbilleder, når jeg er glad end at skrive dem? For det er jo ikke sjælevridere og sort galde, jeg ligger inde med. Og når det nu var det, der tit provokerede ordene frem i mig, ja hvad så? Hvordan og hvorfor skal jeg så skrive?

Der er stadig tonsvis af uretfærdigheder ude i verden. Men lige nu er de langt fra mig. Skal jeg så stoppe med at skrive?

Nej.

Fordi, vi skylder dem derude – dem, der var os selv – vi skylder dem, at fortælle at alt går nok. At der er en vej ud af kvartvejskrisen. Men når TV-værten på Aftenshowet spørger mig efter ét råd, til en, der er i krise, så er det altså svært at svare. For der var ikke én ting, der fik alt det svære til at forsvinde. Du kan ikke bare sætte Beyoncé på og danse alt det svære væk. Hvis du kunne det, var det ikke en krise. Det tager tid (år), terapi, verdens bedste venner & familie, fællesskaber (skud ud til Lyngfryd, Ungdommens Folkemøde. KBH+ og AskovFonden), men mest af alt er det, der får dig igennem det, de folk, der ud af det blå siger til dig, at det nok skal gå. Tag i mod de velmenende kopper kaffe, øl og varm kakao, universet inviterer dig på.

Midt i alt ræset. Midt i det her liv, der på mange måder føles som at ha’ premiere hver dag. Om at få flest likes, de sejeste venner, de nyeste sneaks, det bedste job. Så er vi altså nødt til at passe på hinanden. Og fortælle, hvordan livet også er. Det nytter ikke, at vi bare deler glansbillederne. Vi er nødt til at ha’ nogle knuste spejle at se os selv i. Så frem med dem.

broken

Jeg var af og til ved at bide hovedet af de møgpander søde væsner, der bildte sig ind at sige, at det nok skulle gå. Måske de ikke lagde mærke til det, fordi jeg henkogte vreden indeni. Selvom det var en pestilens, så var det virkelig også godt at der var nogen, der gik rundt og bar på det håb, den lille ild, der tit blæste ud hos mig.

En dag har du nærmest glemt, hvor svært livet var. Tro på det. Det er rigtigt. Selv når du tror, det ikke er.

En dag er ALT godt, du står i søndagsbadet, helt uden at være blå i hjertet og sjælen, helt uden alt det tunge og du synger med på sangen her:

Sov dejligt, kæreste internetven 💞

 

Vi skrives snart ved igen 💌

Advertisements