“Man får aldrig skrevet”

Hej

Det trænger sig på. Ordene har banket på længe. Hver morgen har jeg kigget på min Macbook og tænkt ”Du er så tung, jeg gider ikke slæbe dig med” og fornægtet mig selv. Har heller ikke taget en notesbog med, selvom den også har fristet mig om morgenen. Fordi: Når jeg har fri, skal jeg jo holde FRI. Kigge ud ad vinduet.

Jeg har i flere uger fornægtet at stille min skrivesult. Nægtet mig det, som der faktisk gør mig godt. Det, som er livsnødvendigt (for mig). Og som altid gør mig godt tilpas. Noget af det bedste jeg ved, er at ha’ skrevet.

Måske fordi det er en slags indre rengøring? Tømning af de fyldte tankekamre. Mental oprydning. Rivning af de indre tennisbaner.

Ud og nyd sommeren, se vennerne. Se serierne. Læse bøgerne. Magasinerne. Alle de undvigelsesmanøvrer.

Hvis din krop markerer at den er træt, så giver du den søvn. Knurrer din mave, så stiller du sulten. Er du tørstig, så løfter du et glas vand til læberne. Mine tanker har bedt mig skrive, men jeg har mast bønnerne og moslet videre. Forsømt at give mig den pause, det at skrive er.

Hvorfor?

Måske har jeg haft svært ved helt at bygge den bro mellem det brændende liv, der mest af alt føltes som evig kørsel i nødssporet og det liv jeg har nu, hvor ca. alt er love. På en eller anden måde har jeg skullet lande i en ny måde at fortælle jer historier på. Og hvad vil jeg dele? Hvorfor deler jeg?

I takt med at vi starter en Ungeredaktion op på mit arbejde, og jeg selv facilliterer kurset FORTÆL SELV, så har jeg funderet en del over, hvorfor vi skriver. For mig er det en måde at bearbejde livet på. En slags finsorteringsmekanisme, der fordeler det levede liv på plads. Nogle gange har jeg oplevet noget, jeg bare dele. En sang, der er så god at jeg ikke alene kan gå og nynne den (fx den her). Eller en film, I alle må se. Eller en oplevelse, der var så skør at forargelsen måtte deles. En trang til at bevæge andre. Og simpelthen at træne skrivemusklerne. Jeg har også skrevet og delt ud af eget levet liv, fordi nogen måske kunne spejle sig deri og føle sig mindre alene. Og fordi, at vi nogen gange er nødt til at skrive det, vi gerne vil læse, fordi det endnu ikke er skrevet.

Så hej 👋 Jeg er tilbage.

Hvad har I lyst til at læse om?

💖 Linnea

Advertisements

Om at være tilbage, om skærme & om at bygge broer mellem mennesker

Hej  👋

Er der mon stadig nogen her? Det håber jeg.

Noget har spiret i mig. Tanker om at skrive. Ikke bare hvor som helst. Men her. Igen.

Jeg har tøvet. Skrevet indlæg i tankerne. Tøvet igen.

Nu vover jeg.

For der trænger til indlæg, der er til at spejle sig i. Mange etablerede blogs er blevet rene glittermagasiner og højt belagt pr-fis. I gamle dage så jeg op til den slags. Det ved jeg ærligt ikke, om jeg gør længere. For der mangler spejle, som viser virkeligheden mange af os render rundt i. En virkelighed, der spejler vores søgen på det meningsfulde (ungdoms)liv. Hvor finder vi det? Sig endelig til, hvis du har et tip. Indtil videre tager jeg sagen i eget tastatur.

Okay, det passer ikke helt. Både Nerdy by Nature, Mit Uperfekte År og Bøger På Stribe er skrevet af søde og seje damer.

Faktisk har jeg det meget ambivalent med at skrive det, du læser lige nu. For egentlig synes jeg vi bør løfte blikket mere op fra skærmene. Løfte øjnene fra vores nyhedsfeeds og kigge på dem, der går rundt omkring os i verden. Især dem, der ikke lige ligner dig.

Hvornår har du sidst snakket med en, der mente noget helt andet end dig selv?

Jeg kender mange, der sletter de Facebook-venner, der har anderledes holdninger end de selv har. Er det ikke lidt at leve i en falsk verden? Eller i hvert fald en virtuel verden, hvor vi undgår at udsætte os selv for mødet med helt andre verdensopfattelser.

Jeg er ikke frelst, overhovedet. Jeg øver mig selv i det. Måske kan vi øve os sammen, hvis du har lyst?

For nylig har jeg læst en lettere bedaget, men dog særdeles aktuel bog. Hal Kochs Om demokrati beskriver så smukt demokratiet som en samtale. Den samtale tror jeg, vi skal ha’ gang i. Derfor har jeg startet Hej-bevægelsen. For hvis demokratiet er en samtale, så starter de fleste samtaler jo med et Hej. Hej-bevægelsen er mit afgangsprojekt fra Projektakademiet, men jeg håber virkelig at Hejet lever meget længere end bare til maj, hvor jeg er færdigbagt projektleder. Bevægelsen er i sin spæde start, men du kan bare starte nu. Det kræver ikke særlig meget. Det koster slet ikke noget. Du skal ikke engang ha’ Dankortet op af lommen. Du skal faktisk bare kigge op fra skærmen og sige ét ord på tre bogstaver: “Hej.”

Det virker selvfølgelig bedst, hvis der er nogen at sige det til.

Prøv det. De fleste bliver ret glade over at få et hej fra en fremmed 🤗

Du kan følge med i, hvordan det hele går, lige her.

journalinnea

// Der er sket meget siden sidst. Bl.a. har jeg klippet hele min manke af og vokser den nu ud igen.

Ha’ det rart til vi ses igen.

💛

Linnea

Sig det med sang og dans

Ih, hvor er det bare rart at være glad jo. Jeg har flere gange taget mig selv i at lave hoppebolden og glædeshoppe op og ned på stedet – man er vel hoptimist. Både i går, da jeg børstede tænder og i dag, mens jeg ventede på stempelkandekaffen. Er glad helt ud i det tykkeste af mine kinder. Endelig!

Ikke nok med, at der sker gode ting i mit liv, så har jeg i disse dage min Norgessøster boende. Hun udstiller nemlig weekenden over på Q i Peder Skrams Gade. I er velkomne! Der er fernisering i morgen kl. 17-20. Og i den forbindelse kommer der Fonfaraer helt fra Nordjylland. Glæder mig vildt. Også til at se min kunstnersøsters fine værker. Det handler nemlig om min søsters forhold til Grønland. Deroppe mødte mine forældre hinanden, boede et lille årti og fik tre af mine søskende.

Hvis Ingenting er en del af Alting.JPGKunstneren med videoinstallation.

Faktisk er det svært sådan putte glædesfølelserne ind i ord. Det er meget nemmere at synge og danse dem ud. Så det gør jeg. Og I skal naturligvis ikke snydes for glædesdanselyden. Den kommer her:

Er I også typerne, der danser i cykelsædet? Ligner helt sikkert en ogginok, men det er jo svært at la’ vær for tiden. Man kan faktisk også danse i en kontorstol … Opfordringen er hermed givet videre.

God torsdag til jer! 

Linnea

🚀

Om en mørk fugl, livskriser & selverkendelse

Glædelig pinse, allerkæreste læservenner. Er så glad for, at I snager med herinde i Linnealand. For at gå igennem en slags livskrise kan være ensomt, men man behøver heldigvis ikke gå de svære skridt alene. Og I har været med mig. Så tak. Tak for jer.

doitwithothers-journalinnea

Jeg har før skrevet et par linjer om Pernille Rosendahl, og nu hiver jeg hende frem igen. For har netop tilbragt min søndagsmandag i selskab med Pernille, norsk yndlingsslik og te. Et af mine danske favoritmagasiner, Ud&Se, har nemlig et portrætinterview med Pernille Rosendahl i deres majnummer. Og selvom jeg desværre ikke har været på togtur til Thy i pinsen, så har nogen taget magasinet med hjem til villakollektivet.

Ida Rud og Jasper Carlberg har fanget Pernille Rosendahl i ord og billeder. Portrættet handler en stor del om solodebuten Dark Bird, der bliver spillet på repeat hos mig (sammen med det nyeste fra Beyoncé, Veronica Maggio og James Blake, hvis I mangler musikinspiration). Jeg citerer lige lidt fra interviewet:

Albummet er lavet efter, hun og kæresten, musikeren Johan Wohlert, gik fra hinanden og flyttede fra rækkehuset i Hellerup. Pernille til en lille lejlighed i indre København. Og det føles intimt og sårbart at lytte til.

– Men det er jo ikke mere sårbart for mig, end det er for alle andre. Det er da helt klart det mest personlige projekt, jeg nogensinde har haft, men det er ikke privat. Jeg leverer ikke noget af mig selv, som jeg ikke har lyst til. Min vision med albummet er et ønske om at røre noget i dem, der lytter til det. For jeg blev simpelthen så træt af overflade. Det er der fandeme nok af, lyder det fra Pernille.

Det er lige vand til mit kor. Og får mig til at finde de tanker frem, der i sin tid fik mig til at springe ud i de personlige skriverier her på mit digitale domicil. For der er altså ikke plads til sjælen eller dens kvaler i candyflossland. Som I ved, så går jeg jo ind for, at vi alle skal være her.

Hvis der ikke er plads, så laver vi plads.

Så det har jeg gjort.

Lige her.

Med jeres hjælp.

Der har også været nætter med abrupt søvn, hvor jeg er vågnet op, forvirret, tankefortumlet og i tvivl om, om det jeg gør, nu også er det rigtige? Om der er retning i mit projekt, eller om du synes, det (jeg) bare virker ynkelig, fordi jeg deler ud af mine sjælekvaler?

Gang på gang er jeg blevet sikker. Sikker på, at det er det. Det er det rigtige og der er retning. Mening. Værdi for andre end mig selv.

Hvordan blev jeg sikker?

I gjorde mig sikker. Med alle jeres kommentarer her, på Facebook eller i emails, sms’er og private beskeder til mig. Som fx for et par uger siden, hvor denne besked, fra en, der gik en klasse under mig på Bedsted Centralskole, tikkede ind i min blåhvide postkasse:

journalinneaTAK

Jeg får stadig våde øjne af at læse det her.

Tænk at sætte små, skrøbelige og protesterende både ud i verden, og se dem få vind og sejl og vokse sig store og stærke, og til sidst blive helt stolt og rørt over dem?

Jeg synes stadig, det er vildt, at de ting jeg skriver, bliver taget så godt imod. Og at selv min far, synes jeg er sej.

Tilbage til i dag og Pernille, for min tvivl er væk nu. Pga jer. Jeg har nok godt vidst det lidt, men ikke sådan vidst-vidst det, på den måde, hvor jeg nikker med et indforstået smil, før nu her i dag, hvor jeg læste produceren Jeff Ellis ord om Pernille Rosendahls album. Han siger:

– Pernille har sådan en menneskelig lyd. Hun er et sårbart, ærligt menneske. Det kan man ikke fake. Hun lyder så tryg i sig selv. For mig er det allermest selvsikre, når man tør være sårbar og åben.

Amen! Det kræver også mod. Og det var absolut ikke med selvsikkerhed, at jeg gik ind i mit projekt. Den, og en ny selverkendelse, er kommet sidenhen. Af og til skal man bare pille lidt navle, før man finder dynamit. Jeg begyndte de blåsorte blogindlæg i ren, personlig protest mod de lyserøde. Livet er mere end nye badeværelser, keramikkøb og designertasker. Og det er altså ikke fordi, andres succes tager noget fra mig, tværtimod. Jeg glæder mig på deres/jeres vegne. Vi skal bare allesammen være her.

Derfor vil jeg faktisk også gerne invitere jer til at blive gæstebloggere her. Hvis du sidder med noget, du gerne vil ha’ ud. En protest, frustration eller bare tankeskrivning, som du føler, der ikke er plads til andre steder, så vil jeg gerne lægge blog og læsere til. Fordi, jeg ved, du bliver taget rigtig, rigtig godt imod. Skriv til mig på Facebook eller på journalinnea@gmail.com, så finder vi ud af noget.

Fortsat dejlig 2. pinsedag til jer. Læs det nyeste nummer af Ud&Se og køb/stream Dark Bird af Pernille Rosendahl. Det er godt. 

Taknemmelige tanker til jer ❤️

Linnea

 

 

Et skrøbeligt og protesterende indlæg

Det kan man nemlig sagtens skrive. Intet er blot enfacetteret.

Jeg har jo været væk her fra mit digitale Linnealand i noget tid. Har bl.a. skrevet et ungdomsmanifest, som jeg virkelig synes I bør læse, for det er ret så godt. Det er både meget ærligt og ligetil – som I kender mig. Klik på billedet, så ryger I over til Ungdommens Folkemøde og kan læse lidt om noget, jeg aldrig har fortalt om herinde.UFM.png

Fik du læst? Ellers så gør det lige, ikk. Manifestet er skrevet på en time en mandag efter tvangsyoga (det kalder jeg nemlig min mindfulness-aktivering). Men det tog nu en del energi alligevel. For det føles lidt som at gå upåklædt rundt på internettet. Alle jer, der læser med på min blog, ved jo nærmest alt om mig. Nærmest. Jeg tror bare stadig på, vi får det bedre af at vende ting udad i stedet for at inderliggøre det, vi går og bøvler med. Og når så det samtidig hjælper andre, lægger jeg gerne mit glatte pandehår til.

Hvad har jeg ellers lavet siden sidst?

Jeg har holdt påskeferie. Ikke sådan som jeg havde tænkt mig med påskedukkert(er), Vesterhavs-niceness og generel Thy-lækkerhed, men det blev til en påske på langs. I selskab med en lungebetændelse. Det har gjort, jeg har været lidt væk fra min hverdag. Jeg var både i Thy og fri, grundet helligdage og sygdom, fra de aktiveringstilbud, jeg ellers passer ugentligt. Har læst bl.a. Mette Fugls erindringer og set et par film. Kan virkelig anbefale The Secret Life of Bees og Network, der begge ligger på Netflix. Og særligt HBO-dokumentaren Everything is Copy om Norah Ephron. Titlen alluderer til Ephrons bonmot / livsindstilling: Alt er materiale. Alt det, du oplever kan nemlig omsættes. Hjertebrud, skilsmisse, sorg, depression, racisme. Hvad end du går imod eller i møde, så kan det bruges. Der er kreativt potentiale. Pernille Rosendahl har lige begået det smukkeste skilsmissealbum. Det er netop skrøbeligt og protesterende. Glæder mig til at lytte meget mere til det. Første single er jeg helt skudt i. Med William Blake-reference og det hele. Hør den her ↘️



 Netop fordi jeg var væk fra min hverdag, så glemte jeg lykkeligt, hvordan det faktisk er at være arbejdsløs i min butik. I går var jeg tilbage på yogamåtten, og selvom jeg yoga er noget af det bedste, jeg ved, så bli’r jeg ikke just opløftet af at gøre det i Systemet. Trods det at jeg egentlig synes, jeg er kommet godt af med den der jeg-er-droppet-ud-af-mit-studie-ham, så bliver jeg virkelig ked af at være arbejdsløs.  At blive omtalt som borgeren. I tredjeperson. Til mit ansigt. At gå ind i et rum, hvor alle undtagen yogalæreren er sygemeldte er altså ikke noget, du kommer i smittende højt humør af. Nærmere modsat, faktisk. Er vi nået dertil, hvor jeg skal tage et ufaglært arbejde for at blive rask, fordi jeg forbliver depressiv af at være en hoppebold i det offentlige?

Det finder vi nok snart ud af …

Håber, I har det godt. Og tak fordi, I følger med i eventyret.

✌️, ✨ & ❤️

Meningskrisen

Forårsjævndøgn.JPG

Hejsan allihopa 👋

Det er søndag, palmesøndag, påskeferie (for nogle), forårsjævndøgn, min mors fødselsdag, World Happiness Day OG min 27½ års fødselsdag på een og samme dag! Vildt nok.

Jeg har påsejlet en meningskrise. Ramte den i fredags, foranlediget af en aften ude med drengene (som er de sødeste mænd, jeg ikke deler hus eller efternavn med). Vi kom bl.a. ind på, at jeg godt kunne tænke mig at holde foredrag. At lære at tale foran andre, så de lytter med, helt fremme på stolekanten. Motivational speaker, TED-talker, I ved. Og så blev der sagt, at det jo er vigtigt at ha’ nogle succeshistorier. Ahem … Ja. Jeg synes jo faktisk ikke, jeg har andet, men det er sikkert sundt med et blik udefra. Blev lidt provokeret. Og på min cykeltur hjem gennem den natsorte by tænkte jeg over, om jeg mon skulle lukke bloggen her. Om det er tid. I går spurgte jeg to nære veninder. “NEJ!” sagde en. “Hvorfor?” spurgte en anden.

Kan jo godt se at det er dumt at lukke sit udstillingsvindue, når jeg jo er en af dem, der lever af at skrive. Men jeg er også god til at gå med det, jeg føler for, selvom det ikke umiddelbart giver mening (for andre). Og selvom det er helt vildt frisættende at dele ud af mine livserfaringer, så tærer det også. Det er stærke sager, og efter jeg har skrevet et ærligt/nært indlæg, kan jeg ha’ svært ved at sove og vågner forskrækket i løbet af nattetimerne. “Var det nu en god idé?”, “Var jeg for ærlig?” og “Synes folk lige, jeg skal til at stoppe det her selvudleveringscirkus?” er nogle af de tanker, der vækker mig.

Omvendt så synes jeg, det er vigtigt, det jeg skriver om. At vi er nogle, der taler om andet end nyeste taskeindkøb, lækre ferier eller lyserøde frierier.

Faktisk kan jeg af og til også føle mig halvpinlig over mig selv. At jeg er alt for meget på. Deler alt for meget. Ingen har jo lyst til at blive valgt fra pga. den, de er. Måske skal jeg bare affinde mig mere med mig selv? Når jeg deler ud, er det jo ikke fordi, jeg er like-slutty eller higer efter andres anderkendelse eller digitale sympati. Det kommer et andet sted fra. Det føles lidt som en vulkan, der går i udbrud. Dog ikke med så meget røg og aske, men mere med lava og ild. At brænde for noget, er efterhånden et ret så udpint udtryk. Men når min lava bliver hældt ud over internettet, er det altså fordi, jeg når selvantændelsespunktet for det, jeg skriver om. Jeg synes vi skal være mere frigjorte. At vi skal turde mere. Og helt sikkert tale højt om de ting, vi tit internaliserer i stedet for. Alt det, der går galt.

Ja, jeg kan godt mærke, hvor det her bærer hen. Jeg slukker ikke for det digitale Linnealand. Men det er sundt at være i tvivl. Jeg interviewede forleden en, der talte om at bruge tvivlen som redskab. Bruge tvivlen i hverdagen til at tage en føler på det, vi går og laver. Hermed gjort. Måske du skal bruge påsken på at tage temperaturen på noget i dit liv?

God søndag, søde folk. 

Oprør fra briksen

Hej venner 👋

Wow, der er sket en del siden jeg sidst logrede med ord herinde. Og jeg kan jo slet ikke være jer bekendt at lade jer hænge. Så her kommer næste kapitel i min livsføljeton. Tag det eller la’ vær.

Efter en helt forrygende start på 2016, hvor jeg var i solrigt sommerhumør mere end i det vinterhumør andre bekæmper januar med, så gik der pludselig flere kilometer mellem smilene. I tirsdags i sidste uge, hvor jeg fandt vej til en eftermiddagsforestilling af The Revenant, blev jeg optaget af Glass’ vilje. Den mand har jo virkelig noget at kæmpe for. Jeg spurgte mig selv: “Hvad kæmper jeg for?” efterfulgt af et: “Hvorfor er jeg her?” Og svaret? Ja, det faldt ikke prompte. Jeg måtte lede efter det. Længe. Kunne det egentlig ikke være ligemeget, hvis ikke jeg er her? Blev ret forskrækket og ramt af en kraftig eksistentiel meningsløshed som jeg tror, andre (enlige og) ledige af og til render ind i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor render jeg rundt i en virksomhedspraktik og gør gratis, hvad der egentlig er mange, mange penge værd? Er der nogen mening med det (hele)?

Heldigvis kom jeg i tanke om min lillebror, og at jeg ikke kunne bære at han skulle leve med sorgen over at ha’ en søster mindre. Jeg tilføjer lige, at jeg altså på ingen måde overvejede at gøre noget ved mig selv. Det gør jeg stadig ikke. Jeg havde bare svært ved at finde meningen med det hele. Og jeg blev bange. Cyklede hjem fra biografen og tænkte til jeg fik helt ondt i hovedet. Det var som om en massiv tåge trængte ind i hjernen, der for i øvrigt føltes som om, den var af massiv beton. Jeg var ked af det og meget træt. Næste morgen skrev jeg en sms til min psykolog og fik rykket min næste konsultation nogle dage tættere på. Jeg ringede også til min læge. Det gik ca. sådan her:

Mig: “Hej, det er Linnea. Jeg har det ikke så godt.”

Læge: “Er det akut?”

Mig: “Nej, det var bare at i går, såeh kunne jeg ikke lige huske, hvorfor det er, jeg er i live.”

Læge: “De tanker skal du glemme. Jeg har lidt travlt, min kollega er syg. Jeg har først en tid d. 3., i næste uge. Har vi snakket om medicin, eller hvordan er det nu?”

Jeg skal altså til min læge i morgen. Som måske, måske ikke vil medicinere mig. Og lige netop det, er der vildt mange holdninger til jo. Eller, der er vel i virkeligheden kun to – en for og en imod. Måske er det lige lovlig nemt nok at høvle en recept af og tro, piller løser alt? Depression er en ubalance og derfor får man antidepressive piller, jeg ved det godt. Og jeg er ikke partout i mod piller (bare fordi jeg bor i kollektiv og er glad for bio/øko-sager). Men sidst jeg var til læge, var jeg jo netop ikke højt nok oppe på point-skalaen til at få den titel. Jeg tror måske faktisk bare, jeg er ret så træt af at lave noget, for mig, meningsløst og vil hellere ha’ et job end piller.

Jeg har jo selv valgt at fedte rundt på en lille rodet sti i stedet for at marchere udad den store lige landevej. Måske er det slet ikke underligt at jeg bliver bange for, om det mon går, det hele? Og funderer lidt rigeligt over, om der er en mening. Det tror jeg nu, der er. Selvom det ville være meget nemmere at fortælle jer om dette, let mørke kapitel, når det hele går godt, så synes jeg, det er vigtigt med nogle rollemodeller, der ligger på briksen og går ud og kæmper på samme tid. En garde!

NB: Det er vigtigt for mig at sige, jeg har det godt i dag. Jeg har søde folk om mig. De ved, hvordan jeg har det. Jeg skriver ikke det her for at få hjælp – det får jeg. Det er heller ikke synd for mig. Jeg er intet offer. Der er ikke sket mig noget forfærdenligt. Der er ikke noget, der er nogens skyld. Det er bare sådan her, det er. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der oplever de her ting (eller det ved jeg, jeg ikke er). Men vi er ikke så mange, som taler om det. Og det synes jeg vi skal. Bare sådan helt stille og roligt.

Pas på jer selv.