Hvad er trivsel, og hvor kommer den fra når man er ung?

Vesterhavet_journalinnea_sandcastle.JPG

Egentlig har dette indlæg ligget hengemt, som en kladde, i et hjørne af internettet siden juni, men i anledningen af at jeg er sygemeldt og altså derfor bruger en del energi på at trives bedre, tænkte jeg at mit skriv faktisk har sin relevans. Har nemlig lavet en to-do-liste for min trivsel og velvære i hverdagen. Måske den kan inspirere dig? Læs med her:

···

Igen i år blev jeg inviteret med som paneldebatdeltager på Folkemødet. Sidste år var jeg på scenen i Ungdomsbureauets telt for at komme med mine ord på et generationsportræt af unge anno 2016. Generation Likeable fik jeg kaldt os. I år var jeg så heldig at Komiteen for Sundhedsoplysning og Sund By Netværket, også gennem Ungdomsbureauet, inviterede mig med til debatten Hvad er trivsel, og hvor kommer den fra når man er ung?.

De andre debatdeltagere og jeg blev bedt om at skrive en lille introduktion af os selv + svare på spørgsmål om bekymringer og om trivsel. Jeg tænker, at det kunne være interessant at læse for jer, og måske sætte nogle tanker i gang om, hvornår I selv trives bedst?

Jeg synes også, at det er svært at vi selv skal stå til ansvar for at vi trives, for meget af det, der skaber mistrivsel er fx det tempo, den hastighed det hele går med. Fuck omstillingsparathed. Snup en pause. Hvorfor skal alting absolut gå så hurtigt? Og hvordan ændrer vi strukturer i samfundet, der tydeligvis skader rigtig mange af os – og særligt os unge, der ikke har oplevet en krise endnu. Hvorfor er der ingen, der har fortalt os, at det med kriser er en del af livet, ligesåvel som det at lære at snøre snørebånd, spare op, bruge tandtråd. Vi vælter jo også, når vi lærer at cykle. Hvorfor er det blevet helt forbudt at fejle? For det er jo der, vi virkelig lærer.

Tilbage på sporet. Her er min intro + svarene på nogle af livets store spørgsmål:

“Jeg hedder Linnea og er 28 år. Det meste af mit liv har jeg gået i skole. Jeg har aldrig fået 12 i noget, jeg har dumpet et speciale og har meldt mig ud af en kandidatuddannelse. Jeg har været ét point fra at ha’ en depression og været på kontanthjælp i 13 måneder. Jeg har haft livet galt i halsen og befundet mig mere i en tilstand af personlig afvikling end udvikling. Lige nu har jeg det rigtig godt. Jeg stortrives. Jeg bruger rigtig meget af min tid på drømmejobbet og på at pille farligheden ud af at ha’ det svært. For det er faktisk meget normalt.”

Hvad er de tre største problemer for dig og din generation af unge i 2017?

  1. “Et hastigt tempo og pres fra samfundet rundt om os, fx i form af fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og de sociale medier.”
  2. “At vi lever som om vi har premiere hver dag.”
  3. “Økonomisk sikkerhed. Dyre studieboliger, dyre priser på boliger i de store byer. Arbejdsløshed.” 

“Generelt er jeg bekymret for at vi kæmper kampene alene og ikke står sammen.” 

Hvad gør du selv for at løse problemerne? (Så du grundlæggende kan have det godt)

“At tale højt med nogen, når jeg har det svært og om at ha’ det svært. Det er vigtigt at være ærlig om, hvordan livet føles. Og så tager jeg pauser. De er ret vigtige for min helt personlige trivsel. Jeg tager hjem til Thy eller bader i havet, bruger min meditations-app eller snupper en yogatime. Hvis der er noget, jeg ikke kan håndtere selv, så opsøger jeg en psykolog. Men som regel hjælper det bare at læne mig ind i et fællesskab – mine venner, kolleger, søskende, forældre eller dem jeg bor i kollektiv med.

Det der gør, at jeg trives er at jeg bruger min tid på noget, der giver mening. Jeg henter meget mening i stærke fællesskaber. Da jeg var lille, var jeg spejder og spillede rollespil. Jeg har været elevrådsformand og med i elevforeninger på gymnasiet og universitetet. På et tidspunkt, hvor jeg ikke havde et job, arbejdede jeg frivilligt for en sag, der betyder noget for mig. Det gør jeg stadigvæk. Jeg trives allerbedst ved at være en del af nogle meningsfulde fællesskaber.”

Hvad drømmer du om/ønsker at samfundet gør for at du og din generation lever et godt liv?

“Jeg drømmer om, at vi faktisk tør at gøre det vi allerinderst gerne vil. At det, der har værdi, det der bliver prist ikke er = økonomisk velstand. For jeg tror ikke, at det er der lykken bor.

Jeg drømmer om at vi er mere nysgerrige på hinanden. At vi siger mere hej og møder hinanden som mennesker. Jeg ved ikke, hvordan vi skal gøre det, men håber virkelig at nogen punkterer den hastighed vi lever i. For jeg tror slet ikke det er sundt at alting går så hurtigt. Måske glemmer vi, hvad meningen med det hele er, når det går for stærkt.”

···

Det var altså, hvad jeg skrev i starten af juni. Siden da har jeg faktisk skruet mere og mere ned, for hvad jeg laver. Måske fordi jeg endelig havde landet fuldtidsdrømmejobbet og kunne slappe af. Jeg behøvede ikke at gøre mig til for en kommende arbejdsgiver. Måske fordi at jeg var ved at blive stresset. Heldigvis har jeg nogle stærke fællesskaber, der ikke sådan lige forsvinder. Det svære er bare nogen gange at sige, hvordan du faktisk har det.

En genlæsning af mine svar fik mig til at lave denne trivsels-to-do-liste:

🌊 Kom ud i naturen. Helst ved vandet et sted. Ugentligt.
🙏 Mediter. Hver dag.
🤸‍♀️ Yoga. Ugentligt.
🐳 Bad i havet. Mindst en gang om måneden.
🗣 Vær ærlig om, hvordan du har det. Både når du har det godt og skidt.

Hvordan trives du allerbedst? Jeg vil rigtig gerne høre, hvad der er must-dos for dig, for at ha’ det bedst. 

❤️ Linnea

 

Advertisements

“Man får aldrig skrevet”

Hej

Det trænger sig på. Ordene har banket på længe. Hver morgen har jeg kigget på min Macbook og tænkt ”Du er så tung, jeg gider ikke slæbe dig med” og fornægtet mig selv. Har heller ikke taget en notesbog med, selvom den også har fristet mig om morgenen. Fordi: Når jeg har fri, skal jeg jo holde FRI. Kigge ud ad vinduet.

Jeg har i flere uger fornægtet at stille min skrivesult. Nægtet mig det, som der faktisk gør mig godt. Det, som er livsnødvendigt (for mig). Og som altid gør mig godt tilpas. Noget af det bedste jeg ved, er at ha’ skrevet.

Måske fordi det er en slags indre rengøring? Tømning af de fyldte tankekamre. Mental oprydning. Rivning af de indre tennisbaner.

Ud og nyd sommeren, se vennerne. Se serierne. Læse bøgerne. Magasinerne. Alle de undvigelsesmanøvrer.

Hvis din krop markerer at den er træt, så giver du den søvn. Knurrer din mave, så stiller du sulten. Er du tørstig, så løfter du et glas vand til læberne. Mine tanker har bedt mig skrive, men jeg har mast bønnerne og moslet videre. Forsømt at give mig den pause, det at skrive er.

Hvorfor?

Måske har jeg haft svært ved helt at bygge den bro mellem det brændende liv, der mest af alt føltes som evig kørsel i nødssporet og det liv jeg har nu, hvor ca. alt er love. På en eller anden måde har jeg skullet lande i en ny måde at fortælle jer historier på. Og hvad vil jeg dele? Hvorfor deler jeg?

I takt med at vi starter en Ungeredaktion op på mit arbejde, og jeg selv facilliterer kurset FORTÆL SELV, så har jeg funderet en del over, hvorfor vi skriver. For mig er det en måde at bearbejde livet på. En slags finsorteringsmekanisme, der fordeler det levede liv på plads. Nogle gange har jeg oplevet noget, jeg bare dele. En sang, der er så god at jeg ikke alene kan gå og nynne den (fx den her). Eller en film, I alle må se. Eller en oplevelse, der var så skør at forargelsen måtte deles. En trang til at bevæge andre. Og simpelthen at træne skrivemusklerne. Jeg har også skrevet og delt ud af eget levet liv, fordi nogen måske kunne spejle sig deri og føle sig mindre alene. Og fordi, at vi nogen gange er nødt til at skrive det, vi gerne vil læse, fordi det endnu ikke er skrevet.

Så hej 👋 Jeg er tilbage.

Hvad har I lyst til at læse om?

💖 Linnea

Om at være tilbage, om skærme & om at bygge broer mellem mennesker

Hej  👋

Er der mon stadig nogen her? Det håber jeg.

Noget har spiret i mig. Tanker om at skrive. Ikke bare hvor som helst. Men her. Igen.

Jeg har tøvet. Skrevet indlæg i tankerne. Tøvet igen.

Nu vover jeg.

For der trænger til indlæg, der er til at spejle sig i. Mange etablerede blogs er blevet rene glittermagasiner og højt belagt pr-fis. I gamle dage så jeg op til den slags. Det ved jeg ærligt ikke, om jeg gør længere. For der mangler spejle, som viser virkeligheden mange af os render rundt i. En virkelighed, der spejler vores søgen på det meningsfulde (ungdoms)liv. Hvor finder vi det? Sig endelig til, hvis du har et tip. Indtil videre tager jeg sagen i eget tastatur.

Okay, det passer ikke helt. Både Nerdy by Nature, Mit Uperfekte År og Bøger På Stribe er skrevet af søde og seje damer.

Faktisk har jeg det meget ambivalent med at skrive det, du læser lige nu. For egentlig synes jeg vi bør løfte blikket mere op fra skærmene. Løfte øjnene fra vores nyhedsfeeds og kigge på dem, der går rundt omkring os i verden. Især dem, der ikke lige ligner dig.

Hvornår har du sidst snakket med en, der mente noget helt andet end dig selv?

Jeg kender mange, der sletter de Facebook-venner, der har anderledes holdninger end de selv har. Er det ikke lidt at leve i en falsk verden? Eller i hvert fald en virtuel verden, hvor vi undgår at udsætte os selv for mødet med helt andre verdensopfattelser.

Jeg er ikke frelst, overhovedet. Jeg øver mig selv i det. Måske kan vi øve os sammen, hvis du har lyst?

For nylig har jeg læst en lettere bedaget, men dog særdeles aktuel bog. Hal Kochs Om demokrati beskriver så smukt demokratiet som en samtale. Den samtale tror jeg, vi skal ha’ gang i. Derfor har jeg startet Hej-bevægelsen. For hvis demokratiet er en samtale, så starter de fleste samtaler jo med et Hej. Hej-bevægelsen er mit afgangsprojekt fra Projektakademiet, men jeg håber virkelig at Hejet lever meget længere end bare til maj, hvor jeg er færdigbagt projektleder. Bevægelsen er i sin spæde start, men du kan bare starte nu. Det kræver ikke særlig meget. Det koster slet ikke noget. Du skal ikke engang ha’ Dankortet op af lommen. Du skal faktisk bare kigge op fra skærmen og sige ét ord på tre bogstaver: “Hej.”

Det virker selvfølgelig bedst, hvis der er nogen at sige det til.

Prøv det. De fleste bliver ret glade over at få et hej fra en fremmed 🤗

Du kan følge med i, hvordan det hele går, lige her.

journalinnea

// Der er sket meget siden sidst. Bl.a. har jeg klippet hele min manke af og vokser den nu ud igen.

Ha’ det rart til vi ses igen.

💛

Linnea

Sig det med sang og dans

Ih, hvor er det bare rart at være glad jo. Jeg har flere gange taget mig selv i at lave hoppebolden og glædeshoppe op og ned på stedet – man er vel hoptimist. Både i går, da jeg børstede tænder og i dag, mens jeg ventede på stempelkandekaffen. Er glad helt ud i det tykkeste af mine kinder. Endelig!

Ikke nok med, at der sker gode ting i mit liv, så har jeg i disse dage min Norgessøster boende. Hun udstiller nemlig weekenden over på Q i Peder Skrams Gade. I er velkomne! Der er fernisering i morgen kl. 17-20. Og i den forbindelse kommer der Fonfaraer helt fra Nordjylland. Glæder mig vildt. Også til at se min kunstnersøsters fine værker. Det handler nemlig om min søsters forhold til Grønland. Deroppe mødte mine forældre hinanden, boede et lille årti og fik tre af mine søskende.

Hvis Ingenting er en del af Alting.JPGKunstneren med videoinstallation.

Faktisk er det svært sådan putte glædesfølelserne ind i ord. Det er meget nemmere at synge og danse dem ud. Så det gør jeg. Og I skal naturligvis ikke snydes for glædesdanselyden. Den kommer her:

Er I også typerne, der danser i cykelsædet? Ligner helt sikkert en ogginok, men det er jo svært at la’ vær for tiden. Man kan faktisk også danse i en kontorstol … Opfordringen er hermed givet videre.

God torsdag til jer! 

Linnea

🚀

Om en mørk fugl, livskriser & selverkendelse

Glædelig pinse, allerkæreste læservenner. Er så glad for, at I snager med herinde i Linnealand. For at gå igennem en slags livskrise kan være ensomt, men man behøver heldigvis ikke gå de svære skridt alene. Og I har været med mig. Så tak. Tak for jer.

doitwithothers-journalinnea

Jeg har før skrevet et par linjer om Pernille Rosendahl, og nu hiver jeg hende frem igen. For har netop tilbragt min søndagsmandag i selskab med Pernille, norsk yndlingsslik og te. Et af mine danske favoritmagasiner, Ud&Se, har nemlig et portrætinterview med Pernille Rosendahl i deres majnummer. Og selvom jeg desværre ikke har været på togtur til Thy i pinsen, så har nogen taget magasinet med hjem til villakollektivet.

Ida Rud og Jasper Carlberg har fanget Pernille Rosendahl i ord og billeder. Portrættet handler en stor del om solodebuten Dark Bird, der bliver spillet på repeat hos mig (sammen med det nyeste fra Beyoncé, Veronica Maggio og James Blake, hvis I mangler musikinspiration). Jeg citerer lige lidt fra interviewet:

Albummet er lavet efter, hun og kæresten, musikeren Johan Wohlert, gik fra hinanden og flyttede fra rækkehuset i Hellerup. Pernille til en lille lejlighed i indre København. Og det føles intimt og sårbart at lytte til.

– Men det er jo ikke mere sårbart for mig, end det er for alle andre. Det er da helt klart det mest personlige projekt, jeg nogensinde har haft, men det er ikke privat. Jeg leverer ikke noget af mig selv, som jeg ikke har lyst til. Min vision med albummet er et ønske om at røre noget i dem, der lytter til det. For jeg blev simpelthen så træt af overflade. Det er der fandeme nok af, lyder det fra Pernille.

Det er lige vand til mit kor. Og får mig til at finde de tanker frem, der i sin tid fik mig til at springe ud i de personlige skriverier her på mit digitale domicil. For der er altså ikke plads til sjælen eller dens kvaler i candyflossland. Som I ved, så går jeg jo ind for, at vi alle skal være her.

Hvis der ikke er plads, så laver vi plads.

Så det har jeg gjort.

Lige her.

Med jeres hjælp.

Der har også været nætter med abrupt søvn, hvor jeg er vågnet op, forvirret, tankefortumlet og i tvivl om, om det jeg gør, nu også er det rigtige? Om der er retning i mit projekt, eller om du synes, det (jeg) bare virker ynkelig, fordi jeg deler ud af mine sjælekvaler?

Gang på gang er jeg blevet sikker. Sikker på, at det er det. Det er det rigtige og der er retning. Mening. Værdi for andre end mig selv.

Hvordan blev jeg sikker?

I gjorde mig sikker. Med alle jeres kommentarer her, på Facebook eller i emails, sms’er og private beskeder til mig. Som fx for et par uger siden, hvor denne besked, fra en, der gik en klasse under mig på Bedsted Centralskole, tikkede ind i min blåhvide postkasse:

journalinneaTAK

Jeg får stadig våde øjne af at læse det her.

Tænk at sætte små, skrøbelige og protesterende både ud i verden, og se dem få vind og sejl og vokse sig store og stærke, og til sidst blive helt stolt og rørt over dem?

Jeg synes stadig, det er vildt, at de ting jeg skriver, bliver taget så godt imod. Og at selv min far, synes jeg er sej.

Tilbage til i dag og Pernille, for min tvivl er væk nu. Pga jer. Jeg har nok godt vidst det lidt, men ikke sådan vidst-vidst det, på den måde, hvor jeg nikker med et indforstået smil, før nu her i dag, hvor jeg læste produceren Jeff Ellis ord om Pernille Rosendahls album. Han siger:

– Pernille har sådan en menneskelig lyd. Hun er et sårbart, ærligt menneske. Det kan man ikke fake. Hun lyder så tryg i sig selv. For mig er det allermest selvsikre, når man tør være sårbar og åben.

Amen! Det kræver også mod. Og det var absolut ikke med selvsikkerhed, at jeg gik ind i mit projekt. Den, og en ny selverkendelse, er kommet sidenhen. Af og til skal man bare pille lidt navle, før man finder dynamit. Jeg begyndte de blåsorte blogindlæg i ren, personlig protest mod de lyserøde. Livet er mere end nye badeværelser, keramikkøb og designertasker. Og det er altså ikke fordi, andres succes tager noget fra mig, tværtimod. Jeg glæder mig på deres/jeres vegne. Vi skal bare allesammen være her.

Derfor vil jeg faktisk også gerne invitere jer til at blive gæstebloggere her. Hvis du sidder med noget, du gerne vil ha’ ud. En protest, frustration eller bare tankeskrivning, som du føler, der ikke er plads til andre steder, så vil jeg gerne lægge blog og læsere til. Fordi, jeg ved, du bliver taget rigtig, rigtig godt imod. Skriv til mig på Facebook eller på journalinnea@gmail.com, så finder vi ud af noget.

Fortsat dejlig 2. pinsedag til jer. Læs det nyeste nummer af Ud&Se og køb/stream Dark Bird af Pernille Rosendahl. Det er godt. 

Taknemmelige tanker til jer ❤️

Linnea

 

 

Et skrøbeligt og protesterende indlæg

Det kan man nemlig sagtens skrive. Intet er blot enfacetteret.

Jeg har jo været væk her fra mit digitale Linnealand i noget tid. Har bl.a. skrevet et ungdomsmanifest, som jeg virkelig synes I bør læse, for det er ret så godt. Det er både meget ærligt og ligetil – som I kender mig. Klik på billedet, så ryger I over til Ungdommens Folkemøde og kan læse lidt om noget, jeg aldrig har fortalt om herinde.UFM.png

Fik du læst? Ellers så gør det lige, ikk. Manifestet er skrevet på en time en mandag efter tvangsyoga (det kalder jeg nemlig min mindfulness-aktivering). Men det tog nu en del energi alligevel. For det føles lidt som at gå upåklædt rundt på internettet. Alle jer, der læser med på min blog, ved jo nærmest alt om mig. Nærmest. Jeg tror bare stadig på, vi får det bedre af at vende ting udad i stedet for at inderliggøre det, vi går og bøvler med. Og når så det samtidig hjælper andre, lægger jeg gerne mit glatte pandehår til.

Hvad har jeg ellers lavet siden sidst?

Jeg har holdt påskeferie. Ikke sådan som jeg havde tænkt mig med påskedukkert(er), Vesterhavs-niceness og generel Thy-lækkerhed, men det blev til en påske på langs. I selskab med en lungebetændelse. Det har gjort, jeg har været lidt væk fra min hverdag. Jeg var både i Thy og fri, grundet helligdage og sygdom, fra de aktiveringstilbud, jeg ellers passer ugentligt. Har læst bl.a. Mette Fugls erindringer og set et par film. Kan virkelig anbefale The Secret Life of Bees og Network, der begge ligger på Netflix. Og særligt HBO-dokumentaren Everything is Copy om Norah Ephron. Titlen alluderer til Ephrons bonmot / livsindstilling: Alt er materiale. Alt det, du oplever kan nemlig omsættes. Hjertebrud, skilsmisse, sorg, depression, racisme. Hvad end du går imod eller i møde, så kan det bruges. Der er kreativt potentiale. Pernille Rosendahl har lige begået det smukkeste skilsmissealbum. Det er netop skrøbeligt og protesterende. Glæder mig til at lytte meget mere til det. Første single er jeg helt skudt i. Med William Blake-reference og det hele. Hør den her ↘️



 Netop fordi jeg var væk fra min hverdag, så glemte jeg lykkeligt, hvordan det faktisk er at være arbejdsløs i min butik. I går var jeg tilbage på yogamåtten, og selvom jeg yoga er noget af det bedste, jeg ved, så bli’r jeg ikke just opløftet af at gøre det i Systemet. Trods det at jeg egentlig synes, jeg er kommet godt af med den der jeg-er-droppet-ud-af-mit-studie-ham, så bliver jeg virkelig ked af at være arbejdsløs.  At blive omtalt som borgeren. I tredjeperson. Til mit ansigt. At gå ind i et rum, hvor alle undtagen yogalæreren er sygemeldte er altså ikke noget, du kommer i smittende højt humør af. Nærmere modsat, faktisk. Er vi nået dertil, hvor jeg skal tage et ufaglært arbejde for at blive rask, fordi jeg forbliver depressiv af at være en hoppebold i det offentlige?

Det finder vi nok snart ud af …

Håber, I har det godt. Og tak fordi, I følger med i eventyret.

✌️, ✨ & ❤️

Meningskrisen

Forårsjævndøgn.JPG

Hejsan allihopa 👋

Det er søndag, palmesøndag, påskeferie (for nogle), forårsjævndøgn, min mors fødselsdag, World Happiness Day OG min 27½ års fødselsdag på een og samme dag! Vildt nok.

Jeg har påsejlet en meningskrise. Ramte den i fredags, foranlediget af en aften ude med drengene (som er de sødeste mænd, jeg ikke deler hus eller efternavn med). Vi kom bl.a. ind på, at jeg godt kunne tænke mig at holde foredrag. At lære at tale foran andre, så de lytter med, helt fremme på stolekanten. Motivational speaker, TED-talker, I ved. Og så blev der sagt, at det jo er vigtigt at ha’ nogle succeshistorier. Ahem … Ja. Jeg synes jo faktisk ikke, jeg har andet, men det er sikkert sundt med et blik udefra. Blev lidt provokeret. Og på min cykeltur hjem gennem den natsorte by tænkte jeg over, om jeg mon skulle lukke bloggen her. Om det er tid. I går spurgte jeg to nære veninder. “NEJ!” sagde en. “Hvorfor?” spurgte en anden.

Kan jo godt se at det er dumt at lukke sit udstillingsvindue, når jeg jo er en af dem, der lever af at skrive. Men jeg er også god til at gå med det, jeg føler for, selvom det ikke umiddelbart giver mening (for andre). Og selvom det er helt vildt frisættende at dele ud af mine livserfaringer, så tærer det også. Det er stærke sager, og efter jeg har skrevet et ærligt/nært indlæg, kan jeg ha’ svært ved at sove og vågner forskrækket i løbet af nattetimerne. “Var det nu en god idé?”, “Var jeg for ærlig?” og “Synes folk lige, jeg skal til at stoppe det her selvudleveringscirkus?” er nogle af de tanker, der vækker mig.

Omvendt så synes jeg, det er vigtigt, det jeg skriver om. At vi er nogle, der taler om andet end nyeste taskeindkøb, lækre ferier eller lyserøde frierier.

Faktisk kan jeg af og til også føle mig halvpinlig over mig selv. At jeg er alt for meget på. Deler alt for meget. Ingen har jo lyst til at blive valgt fra pga. den, de er. Måske skal jeg bare affinde mig mere med mig selv? Når jeg deler ud, er det jo ikke fordi, jeg er like-slutty eller higer efter andres anderkendelse eller digitale sympati. Det kommer et andet sted fra. Det føles lidt som en vulkan, der går i udbrud. Dog ikke med så meget røg og aske, men mere med lava og ild. At brænde for noget, er efterhånden et ret så udpint udtryk. Men når min lava bliver hældt ud over internettet, er det altså fordi, jeg når selvantændelsespunktet for det, jeg skriver om. Jeg synes vi skal være mere frigjorte. At vi skal turde mere. Og helt sikkert tale højt om de ting, vi tit internaliserer i stedet for. Alt det, der går galt.

Ja, jeg kan godt mærke, hvor det her bærer hen. Jeg slukker ikke for det digitale Linnealand. Men det er sundt at være i tvivl. Jeg interviewede forleden en, der talte om at bruge tvivlen som redskab. Bruge tvivlen i hverdagen til at tage en føler på det, vi går og laver. Hermed gjort. Måske du skal bruge påsken på at tage temperaturen på noget i dit liv?

God søndag, søde folk.