Gør din svaghed til din styrke

Det har Edith Piaff vist sagt engang. Det var der i hvert fald lige en, der fortalte mig lige før, da jeg stod for foden af Søren K ude i Bibliotekshaven. I dag er nemlig en ret særlig dag.

Rigsarkivet_journalinnea.JPGRigsarkivartype, der vogtede over dagens podcastoptagelse.

Kan I huske dengang, jeg var ret ked af det? Det er lang tid siden, men alligevel ikke. Folk spørger mig stadig, når jeg fortæller om at melde mig ud af universitetet, “Hvad var det, der gik galt?”. Øhm altså, jeg blev rigtig ked af det. Men jeg havde ikke en depression. Måske var det en kvartlivskrise? Jeg ved det ikke. Jeg er stadig i tvivl. Der er flere episoder, der nok har hobet sig op, og som fik lov at fylde mellem mig og tastaturet. Jeg kan ikke sige: “Den der ting + den der ting + det hun gjorde = jeg meldte mig ud”. Der er ligesom mere i det. Og der er sidenhen nogen, der har sagt mig, at det nok var en fejl, at lægen ikke diagnosticerede mig med en depression. Der er også nogen, der har sagt, at der slet intet er galt med mig.

Kan vi ikke bare lade det ligge?

Jo.

Men nej.

Fordi nogle gange, så sker det pudsige her i livet, at vi en dag bliver tilbudt at være den ene hovedperson i en podcastrække om depression. Om at være lige på grænsen. Og i dag, så var det altså første dag på den opdagelsesrejse.

I får altså ikke så meget mere at vide lige nu, fordi det er jo i produktion og der går tid, før vi kan få ørene i det.

Kierkegaard_journalinnea.JPGSøren K. Med en mørk stribe over ansigtet.

Vi var på Rigsarkivet og optage i dag, fordi herfra er der nemlig kig til statuen af Søren Kierkegaard i Bibliotekshaven. Og han led gennem hele sit liv af depression. (Vidste I det? Det gjorde jeg ikke. Måske har jeg ikke spidset ører nok til forelæsningerne på litteraturhistorie.)

📖

Da jeg skrev på mit andet speciale, havde jeg byttet Hamborg og Aarhus ud med København, og yndede at sætte mig i de sorte lædersæder på Det Kgl. Biblioteks gamle læsesal. Det er svært ikke at blive duperet af omgivelserne.

Se selv:

Læsesalen_journalinneaEr her ikke smukt? Tror kun det er biblioteket i Fiolstræde, der måler sig med dette.

Det er virkelig sjældent, at jeg tænker på, jeg ikke fik min kandidatgrad. Men det sker. Fx i tirsdags, hvor jeg så en virkelig formfuldendt invitation til en kandidatfest. Tårerne brød frem i mine øjne, fordi lige dér, der slog det mig, at jeg det kommer jeg aldrig til.

Akkurat så finurlig og fortællende, på tykt papir og med segl, ville jeg gerne ha’ inviteret alle mine søde venner og familien til fejring. Til fest for kulminationen af mine skoleår. For alt det jeg har lært. For alle de opgaver, eksamener og afleveringer, jeg har skrevet gennem tiden.

Jeg har før haft lysten til at holde en fest og fejre at det hele gik. Men måske er det fordi, det vil føles lidt som en art erstatningsfest for den kandidatfest, jeg aldrig gjorde mig fortjent til, at jeg ikke har holdt den? Måske har jeg haft for travlt med at kaste mig over arbejde og gøre mig nyttig, så jeg ikke følte mig ubrugelig.

Heldigvis er jeg langt fra det fumlegængeri jeg befandt mig i, lige efter jeg blev universitetsløs. Dengang var jeg forvirret, grædende og med plaster på tøjet. Jeg har fundet mine lykkebyggesten: Fællesskaberne. For hvad er mennesket uden de andre?

Jeg har fundet frem til en slags mening med det hele. Til de fantastiske (arbejds)fælleskaber, jeg er en del af (frivilligt eller betalt), vennerne og Projektakademiet. Og nu tjener jeg faktisk penge på den tid, der var allermest svær.

Dét kalder da om noget på en fest, gør det ikke?

🎉

Linnea

Advertisements

Et skrøbeligt og protesterende indlæg

Det kan man nemlig sagtens skrive. Intet er blot enfacetteret.

Jeg har jo været væk her fra mit digitale Linnealand i noget tid. Har bl.a. skrevet et ungdomsmanifest, som jeg virkelig synes I bør læse, for det er ret så godt. Det er både meget ærligt og ligetil – som I kender mig. Klik på billedet, så ryger I over til Ungdommens Folkemøde og kan læse lidt om noget, jeg aldrig har fortalt om herinde.UFM.png

Fik du læst? Ellers så gør det lige, ikk. Manifestet er skrevet på en time en mandag efter tvangsyoga (det kalder jeg nemlig min mindfulness-aktivering). Men det tog nu en del energi alligevel. For det føles lidt som at gå upåklædt rundt på internettet. Alle jer, der læser med på min blog, ved jo nærmest alt om mig. Nærmest. Jeg tror bare stadig på, vi får det bedre af at vende ting udad i stedet for at inderliggøre det, vi går og bøvler med. Og når så det samtidig hjælper andre, lægger jeg gerne mit glatte pandehår til.

Hvad har jeg ellers lavet siden sidst?

Jeg har holdt påskeferie. Ikke sådan som jeg havde tænkt mig med påskedukkert(er), Vesterhavs-niceness og generel Thy-lækkerhed, men det blev til en påske på langs. I selskab med en lungebetændelse. Det har gjort, jeg har været lidt væk fra min hverdag. Jeg var både i Thy og fri, grundet helligdage og sygdom, fra de aktiveringstilbud, jeg ellers passer ugentligt. Har læst bl.a. Mette Fugls erindringer og set et par film. Kan virkelig anbefale The Secret Life of Bees og Network, der begge ligger på Netflix. Og særligt HBO-dokumentaren Everything is Copy om Norah Ephron. Titlen alluderer til Ephrons bonmot / livsindstilling: Alt er materiale. Alt det, du oplever kan nemlig omsættes. Hjertebrud, skilsmisse, sorg, depression, racisme. Hvad end du går imod eller i møde, så kan det bruges. Der er kreativt potentiale. Pernille Rosendahl har lige begået det smukkeste skilsmissealbum. Det er netop skrøbeligt og protesterende. Glæder mig til at lytte meget mere til det. Første single er jeg helt skudt i. Med William Blake-reference og det hele. Hør den her ↘️



 Netop fordi jeg var væk fra min hverdag, så glemte jeg lykkeligt, hvordan det faktisk er at være arbejdsløs i min butik. I går var jeg tilbage på yogamåtten, og selvom jeg yoga er noget af det bedste, jeg ved, så bli’r jeg ikke just opløftet af at gøre det i Systemet. Trods det at jeg egentlig synes, jeg er kommet godt af med den der jeg-er-droppet-ud-af-mit-studie-ham, så bliver jeg virkelig ked af at være arbejdsløs.  At blive omtalt som borgeren. I tredjeperson. Til mit ansigt. At gå ind i et rum, hvor alle undtagen yogalæreren er sygemeldte er altså ikke noget, du kommer i smittende højt humør af. Nærmere modsat, faktisk. Er vi nået dertil, hvor jeg skal tage et ufaglært arbejde for at blive rask, fordi jeg forbliver depressiv af at være en hoppebold i det offentlige?

Det finder vi nok snart ud af …

Håber, I har det godt. Og tak fordi, I følger med i eventyret.

✌️, ✨ & ❤️

Black Dog Days?

Yesterday, I thought about exams, exam anxiety and stress. And I decided that I would write a post about it. How I, found myself breaking down at work two years ago, because I was afraid I was going to fail my exams. I was unsure about how Christmas with my family would turn out and I couldn’t sleep at night because of all this. And how I sought help.

This morning I saw this video via a friend on Facebook. And I felt like sharing it with you guys, instead of writing a long post about my own exam anxiety mini-meltdown.

Perhaps depression is not what you are experiencing. But I think the message of this video is absolutely right:

Seek help, if you are troubled. There’s no shame in that. 

Let your friends and/or roomies know that you are stressed out. Do sports. Or maybe just take a walk. Be kind to yourself (light some candles while you study, or make hot chocolate instead of plain black coffee), and know that everything will be ok. Keep repeating that to yourself. Believe it. And learn to breathe in, and be in the things that are hard (this mantra is stolen from my yoga practice, but I think it can be applied to every situation and not only a hand-stand). You can weather a storm. Because you are not made out of sugar candy. You are pretty strong and awesome.

Lotus Light

Good luck with your exams.