Om at være tilbage, om skærme & om at bygge broer mellem mennesker

Hej  👋

Er der mon stadig nogen her? Det håber jeg.

Noget har spiret i mig. Tanker om at skrive. Ikke bare hvor som helst. Men her. Igen.

Jeg har tøvet. Skrevet indlæg i tankerne. Tøvet igen.

Nu vover jeg.

For der trænger til indlæg, der er til at spejle sig i. Mange etablerede blogs er blevet rene glittermagasiner og højt belagt pr-fis. I gamle dage så jeg op til den slags. Det ved jeg ærligt ikke, om jeg gør længere. For der mangler spejle, som viser virkeligheden mange af os render rundt i. En virkelighed, der spejler vores søgen på det meningsfulde (ungdoms)liv. Hvor finder vi det? Sig endelig til, hvis du har et tip. Indtil videre tager jeg sagen i eget tastatur.

Okay, det passer ikke helt. Både Nerdy by Nature, Mit Uperfekte År og Bøger På Stribe er skrevet af søde og seje damer.

Faktisk har jeg det meget ambivalent med at skrive det, du læser lige nu. For egentlig synes jeg vi bør løfte blikket mere op fra skærmene. Løfte øjnene fra vores nyhedsfeeds og kigge på dem, der går rundt omkring os i verden. Især dem, der ikke lige ligner dig.

Hvornår har du sidst snakket med en, der mente noget helt andet end dig selv?

Jeg kender mange, der sletter de Facebook-venner, der har anderledes holdninger end de selv har. Er det ikke lidt at leve i en falsk verden? Eller i hvert fald en virtuel verden, hvor vi undgår at udsætte os selv for mødet med helt andre verdensopfattelser.

Jeg er ikke frelst, overhovedet. Jeg øver mig selv i det. Måske kan vi øve os sammen, hvis du har lyst?

For nylig har jeg læst en lettere bedaget, men dog særdeles aktuel bog. Hal Kochs Om demokrati beskriver så smukt demokratiet som en samtale. Den samtale tror jeg, vi skal ha’ gang i. Derfor har jeg startet Hej-bevægelsen. For hvis demokratiet er en samtale, så starter de fleste samtaler jo med et Hej. Hej-bevægelsen er mit afgangsprojekt fra Projektakademiet, men jeg håber virkelig at Hejet lever meget længere end bare til maj, hvor jeg er færdigbagt projektleder. Bevægelsen er i sin spæde start, men du kan bare starte nu. Det kræver ikke særlig meget. Det koster slet ikke noget. Du skal ikke engang ha’ Dankortet op af lommen. Du skal faktisk bare kigge op fra skærmen og sige ét ord på tre bogstaver: “Hej.”

Det virker selvfølgelig bedst, hvis der er nogen at sige det til.

Prøv det. De fleste bliver ret glade over at få et hej fra en fremmed 🤗

Du kan følge med i, hvordan det hele går, lige her.

journalinnea

// Der er sket meget siden sidst. Bl.a. har jeg klippet hele min manke af og vokser den nu ud igen.

Ha’ det rart til vi ses igen.

💛

Linnea

Advertisements

Om at rive lortet ned og bygge det op med laks. Eller bare at finde hjem til sig selv

Jeg har tit browset nettet rundt, udefinerbart ulykkelig indeni, og søgt efter noget, jeg slet ikke kunne finde. Jeg vidste heller ikke, hvad det var, jeg ledte efter. Adspredelse? Måske noget dybere. Noget, jeg ikke orkede at åbne en bog for at finde. Men noget, der virkelig talte til mig. Noget ægte. En, der satte noget på spil. Et spejl. En, der var oppe at toppes med vindmøller, drager eller måske bare sig selv. Jeg fandt det aldrig. Derimod læste jeg et sted, at hvis du ikke kan finde det, du gerne vil læse, må du skrive det selv. Så det gør jeg.

Dannelsesfortællinger har, så længe jeg husker, tiltalt mig uendeligt. Både dem, du finder på papir og dem på film. Opskriften på at finde hjem til sig selv, har i virkelig mange år været det, der stod allerøverst på min ønskeliste. At finde ro. Ro i den jeg var, og der, hvor jeg var. Jeg har følt mig helt forkert. Kastet mig frem i verden i forsøget på at bryde den mur ned, der var mellem mig og den, jeg gerne vil være. Jeg har virkelig følt mig helt forkert.

Men det gør jeg faktisk slet, slet ikke i dag. Overhovedet. Det er ret utroligt og helt fantastisk. Og hvordan kan det så være?

Jeg har accepteret mig selv. Som jeg er. 100 P. Det tog lige 27 år.

Jeg har, som overskriften siger, revet hele lortet ned. Lagt mit liv i ruiner. Og er ved at bygge det op igen. Om ikke med laks, så ved at tegne en streg mellem verden og jeg. Jeg har skulle finde mig selv, og det jeg navigerer efter igen. Jeg har set den hos andre, misundt den. Ledt efter den, og troet at andre kunne give mig den, den der I-know-it-in-my-guts-jeg-er-sej-følelse.

Jeg har brugt megen energi på at navigere i et familiært minefelt (flere af dem, faktisk) og på at gøre alle andre glade. Brugt energi på at passe ind og være usynlig, pæn, sød og dygtig. Selvom jeg jo egentlig hellere ville vælte bordet og sige: “Her er jeg! Må jeg ikke godt bare lige få lov til at være her?!”. Der er jo ingen, der skal give mig plads – eller gør mig fuldendt i mine egne øjne. Dét skal jo komme fra dig selv. Lige meget, hvor søde andre er, preller det jo af på dig, hvis du ikke selv ser det. At det tog mig 27 år at forstå, er der sikkert nogle, der ikke forstår (fred være med jer – I behøver ikke læse med). Jeg lover jer, der har været bunker af lort inde i mit hovede, der har forplumret mit klarsyn.

Terapi

Siden september har jeg hver uge troligt siddet her, i Marlenes sofa, og sorteret lortet i bunker, siet dem, og sluppet det, der ikke behøver tåge mine tanker. Det har kostet tusindvis af penge og tårer, men været helt, helt uvurderligt.

Af egen fri vilje, og nok mest fordi, jeg slet ikke kunne la’ vær’, har jeg også skrevet om det på bloggen her. Jeg har skrevet mig selv fri. I november var jeg bange for at møde folk, jeg kender på gaden. Hvad skulle jeg sige til dem? Jeg følte, jeg havde et stort forklaringsproblem. Nok mest fordi, jeg ikke turde sige det, som det var. For hvor sejt er det lige at være ledig og sygemeldt? Og tror folk, jeg er lavet af glas? En forstuvet hjerne er svær at se, men et ben i gips ved alle, hvad er.

Jeg turde ikke stå ved mig selv, men det gør jeg heldigvis nu. Det er ok, der hvor jeg er. Og den jeg er. Selvom jeg sådan set stadig er sygemeldt og ledig, så er jeg ikke bange for at møde bekendte på gaden. Jeg behøver ikke lade som om, jeg ikke har set dem, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Der er nemlig intet at skamme sig over. Det er ikke et tabu, at være ked af det, vel?

Og jeg mener det, altså sådan helt seriøst og med store armbevægelser, skal vi ikke være enige om, at det bare er en god idé at få hjælp af nogen?

Psykolog eller psykiater – hvad end, du har brug for. At det ikke skal være noget at skamme sig over. At dit mentale velbefindende er lige så vigtigt som dit fysiske. Er I med mig?

Det håber jeg. For jeg udstiller gerne mig selv, hvis det kan hjælpe bare én. Jeg er ret glad for at jeg ikke svømmede ud i noget, der gjorde mig lykkelig, mens jeg sad fast i noget, der gjorde mig dybt ulykkelig og depressiv.

Linnea er gladLinnea er glad i dag. Det er såmænd bare derfor, jeg hænger ud i min altandør og smiler lumsk.

Tak fordi I læser med.