Tak for nu.

Hej allerdejligste internetvenner 👋

Det er tid. Tid til noget, der har rumsteret i mig længe. Livet leves cyklisk, og nu er det tid til at journalinnea binder en sløjfe på sig selv og forsvinder. Jeg lukker bloggen ned og opsiger mit digitale internethjem ved årsskiftet. 2011-2017 blev det til. Bloggen blev født ud af en skrivedrøm og begyndelsen på et journalistikstudie, et eksperiment og internetnysgerrighed. Vi har været rundt omkring. Aarhus, Hamborg, Læsø, Kbh, Amsterdam, Thy og Kbh igen, for bare at nævne de fysiske steder, vi har besøgt sammen.

Lige nu er jeg ret tom for ord. Der er sket så meget siden vi begyndte det her digitale fællesskab. Jeg stopper ikke med at skrive, men det bliver ikke herinde. Jeg ved ikke, hvor jeg udkommer endnu – måske bare i mine notesbøger. For mærker en trang og en tid til at vende mig indad. Savner nok en tryghed og en ro. Skammer mig ikke over det, jeg har delt herinde, for det har været modigt og ærligt og givet både jer og mig en masse at tænke over. Men en æra er forbi. Det er slut.

Der sker ret så meget i mit liv. 2016 har været et vildhedsår. På alle planer og i alle følelser. Jeg har brændt mig på nogle mænd, skuffet nogle andre, og har haft alt mit fokus på at finde mit ståsted og skabe tryghed omkring mig – fx i form af et job. Jeg har været superfrivillig og brugt meget tid på at skabe mig, og ja, mistet nogle venner på farten. Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. Måske for stærkt? Lige nu har jeg i hvert fald for meget om ørene. Som vi siger i Jylland, så har jeg brændt nallerne.

Derfor er det tid. Tid til at lave om. Stoppe op. Skrue lidt her og der. Og måske også leve et liv, der er lidt længere væk fra likes end det, jeg lever nu. Bare være uden at tænke i #, filtre og den helt rette emoji-kombi. Slibe øksen. Holde pauser. Og måske klippe alt mit hår af? Coco Chanel siger i hvert fald:

“A woman who cuts her hair, is about to change her life.”

Tror, jeg vil invitere nogle ændringer ind i mit liv. Lukke en dør og se, hvad der åbner sig i 2017. Frisætte noget energi. Kigge op fra skærmen og se nogle venner dybt i øjnene. Jeg tror det bliver godt.

Af hjertet tak for jer! For al jeres støtte, likes, delinger, kommentarer, digitale kærlighed og lyst til at følge med på min dannelsesrejse. Når jeg tænker på de fælleskaber, vi har skabt – og den ærlighed og støtte, jeg har oplevet fra jer, så får I altså de der små saltvandsbanditter frem i mine øjne.

T A K.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

I er de bedste!

Hvis I savner mig, så find mig på Facebook eller Instagram. Jeg skal nok holde jer opdateret om, hvor jeg kan finde på at udkomme. Måske jeg alligevel skal søge ind på Politikens Kritikerskole (det siger Bo jo) eller gøre noget seriøst ved digtsamlingen Centerpoesi, der handler om at hoppe af uddannelsesræset, at være bange for barnevogne, nedslag i en kvartlivskrise og at arbejde fuld tid i et shoppingcenter indtil drømmejobbet og året går i gang … Det kunne også være kronikken Generation Likeable.

Nu slipper jeg i hvert fald mit hjørne af internettet her. Tak fordi I var med på rejsen.

linnea.JPG

Evig kærlighed og julekram til jer.

❤️ Linnea

Husk: You can’t start a fire without a spark 🔥

Advertisements