Hjemme?

LodbjergHjemme / Thy

Er netop kørt over Storebæltsbroen og er nu på Sjælland igen. Siden jeg var 17, har jeg drømt om at bo i København. Det er dog kun tre år siden, min altidhjælpende bror, kørte sin kørekortsløse søster inkl. bohave over bæltet og til mit nye hjem, kollektivet i Vanløse.

🏡

Jeg ved ikke, hvad det er med broer, men der er altså stadig smølfer i min mave, der danser hoplabegejstret hver gang jeg krydser Storebæltsbroen eller Oddesundbroen. Jeg har to hjem, et nord for Limfjorden, tæt på Vesterhavet og et andet, nærmest helt ovre ved Øresund. Og på turen mellem Thy og København, passerer jeg mit første andet hjem, Struer Kostskole. Lige nu er vi ved at flytte værelser i mit kollektiv, så jeg har faktisk pakket mit værelse næsten ned og må sove på sofaen i nat. Det klarer jeg nok.

🏡

Men hvad jeg egentlig gerne ville, det var at finde ud af at finde mig en skrivepraksis igen. Det er meget længe siden, jeg dagligt bloggede. Og jeg savner det. Savner at filtrere verdensomvæltningerne eller blot hverdagens oplevelser og de indre aftegninger. Snart begynder jeg på Kritikerskolen hos Politiken og der kommer jeg til at skrive. Men jeg savner altså at være meget mere hjemme her i mit internethjem. Faktisk kan jeg ret godt li’ selv at forme ordene, vælge billederne, musikken og dele det, jeg går og fumler med.

🏡

Hvordan kommer man bedst på plads i sit eget hjem? Jeg skal i hvert fald indrette mig, sørge for at der er rart, pænt og et sted, hvor jeg har lyst til at være.

Vil I med hjem til mig igen? Jeg tror nemlig, jeg er nødt til at skrive om helt bitte små almindeligheder igen. Tilbageerobre domænet efter en vild tid, hvor jeg svang mig rundt i livets lianer. For jeg startede jo egentlig bloggen, fordi jeg gerne ville ha’ mit helt eget sted at skrive. Og jeg kan godt li’ at dele mine ord. Af og til er der jo faktisk nogle, der kan bruge dem til noget.

Håber I er med på at flytte tilbage eller ind igen på ny. Så lover jeg at fortælle mere om, hvad der sker i Linnealand. Fx om mit arbejde, hvorfor jeg er glad for glimmer, om Kritikerskolen er en dukseklub, hvorfor jeg egentlig klippede mit hår af, eller fx bare (endnu) en homage til hjemstavnen.

Linnea_2017
Hjemme / Vanløse

Et af mine indretningstips er altid at starte med et stykke musik, du både kan danse og flytte møbler til. Som fx det her: 

 

Det var alt for nu 🏡
❤️ Linnea

Advertisements

Forankring fryder

Det at være en del af arbejdsløshedscirkusset er heldigvis ikke alt, jeg er. Men nogle dage fylder det ret så meget. Som i forgårs fx. Mærker på jeres reaktioner, jeg desværre ikke er den eneste, der har oplevet noget sådant. Heldigvis hører jeg, man kommer over det. Det glæder jeg mig til! For var egentlig, i søndags, på nippet til at skrive et indlæg om, hvor dejlig roligt mit liv faktisk er. At der er en vidunderlig ro i mine relationer. På en måde, jeg vist aldrig har været vidne til før. Tror nærmest, jeg både kan se og høre en knappenål falde gennem en høstak. Jeg bor også et sted, som er lige det, jeg har ønsket mig i mange år. Da jeg var 22 (måske endda lidt før) og begyndte at frekventere kollektivmiljøet i Aarhus, drømte jeg om selv at bo sådan et magisk fællesskabsfunderet sted. Og det gør jeg jo! Så på nogle af de vigtigste hylder i mit liv, er alt ferskener og fløde.

Den der ro, som kommer op gennem uldsokkerne og breder sig ud i arme og tarme, når du finder et sted, ikke bare at kalde hjem, men som virkelig er h j e m , er helt uvurderlig. Jeg er kæmpe fan. For bor nemlig i den dejligste villa med søde, kloge og seje folk. Vi er inde i et ret godt kageflow for tiden. Og fik jeg sagt, vi skal ha’ høns i forhaven?  Alt er godt jo.

Så heldigvis hæfter jeg mig ikke, hele tiden, ved arbejdsløshedsidentiteten, for jeg er både kollektivist, moster, søster, blogger, PR-medarbejder, frivillig ved UFM, fra Thy, glad for katte og planter. Jeg har mange hatte, jeg kan gå ind under. Kan dog godt mærke en sitrende bitterhed omkring mundvigende. For Systemet er not for fun. Egentlig er jeg jo virkelig et positivt, hyggeligt og opbyggeligt menneske. Men nogen gange altså … Så får jeg altså mere resting bitch face end det ellers altid smilende standardudtryk, jeg har. Og det er jeg altså ikke fan af. Ingen skal få mig ned med mundvigene! Heller ikke Inger. Så nu siger jeg det lige højt, til jer og mig selv:

Keep your head up. Keep your heart strong.

Har tænkt mig at meditere mig ud af de tunge tanker. For jeg tror ikke på, der kommer noget godt ud af at rende rundt med en sur sky under armen. Og jeg hverken bærer eller bager nag.

En af mine kære medkollektivister har været lidt kunstnerisk i vores gang. Er det ikke fint? Jeg smiler i hvert fald op hver gang, jeg går forbi.

Basho

Det er jo fredag, så vi kan godt lige klare en sang også. Jeg bruger tit musik som hævemiddel til humøret. Og de her er evigt gode:

Rigtig skøn fredag og weekend, dit dejlige menneskedyr derude bag skærmen. 

✌️& 💚

Linnea