“Man får aldrig skrevet”

Hej

Det trænger sig på. Ordene har banket på længe. Hver morgen har jeg kigget på min Macbook og tænkt ”Du er så tung, jeg gider ikke slæbe dig med” og fornægtet mig selv. Har heller ikke taget en notesbog med, selvom den også har fristet mig om morgenen. Fordi: Når jeg har fri, skal jeg jo holde FRI. Kigge ud ad vinduet.

Jeg har i flere uger fornægtet at stille min skrivesult. Nægtet mig det, som der faktisk gør mig godt. Det, som er livsnødvendigt (for mig). Og som altid gør mig godt tilpas. Noget af det bedste jeg ved, er at ha’ skrevet.

Måske fordi det er en slags indre rengøring? Tømning af de fyldte tankekamre. Mental oprydning. Rivning af de indre tennisbaner.

Ud og nyd sommeren, se vennerne. Se serierne. Læse bøgerne. Magasinerne. Alle de undvigelsesmanøvrer.

Hvis din krop markerer at den er træt, så giver du den søvn. Knurrer din mave, så stiller du sulten. Er du tørstig, så løfter du et glas vand til læberne. Mine tanker har bedt mig skrive, men jeg har mast bønnerne og moslet videre. Forsømt at give mig den pause, det at skrive er.

Hvorfor?

Måske har jeg haft svært ved helt at bygge den bro mellem det brændende liv, der mest af alt føltes som evig kørsel i nødssporet og det liv jeg har nu, hvor ca. alt er love. På en eller anden måde har jeg skullet lande i en ny måde at fortælle jer historier på. Og hvad vil jeg dele? Hvorfor deler jeg?

I takt med at vi starter en Ungeredaktion op på mit arbejde, og jeg selv facilliterer kurset FORTÆL SELV, så har jeg funderet en del over, hvorfor vi skriver. For mig er det en måde at bearbejde livet på. En slags finsorteringsmekanisme, der fordeler det levede liv på plads. Nogle gange har jeg oplevet noget, jeg bare dele. En sang, der er så god at jeg ikke alene kan gå og nynne den (fx den her). Eller en film, I alle må se. Eller en oplevelse, der var så skør at forargelsen måtte deles. En trang til at bevæge andre. Og simpelthen at træne skrivemusklerne. Jeg har også skrevet og delt ud af eget levet liv, fordi nogen måske kunne spejle sig deri og føle sig mindre alene. Og fordi, at vi nogen gange er nødt til at skrive det, vi gerne vil læse, fordi det endnu ikke er skrevet.

Så hej 👋 Jeg er tilbage.

Hvad har I lyst til at læse om?

💖 Linnea

Advertisements

På sporet af den tabte tid

IMG_5420.JPGEn af de sidste efterårsroser ved Vesterhavet

Det er altid forunderligt, det med efteråret. Og bare tiden i det hele taget. Hvor blev den af?  Sommeren er forbi, selvom den genbesøgte os i september. Det har slet ikke været nogen begivenhedsløs sommer. Alt det jeg glippede sidste sommer, har jeg været til i år. Og det kan mærkes. Især lige nu, hvor efteråret rusker sig fast i os. Egentlig elsker jeg efteråret og særligt fødselsdagsmåneden oktober 🍂🍃🍁. Men kan godt mærke sommersavnet. At blive slikket af en solstråle og varmet helt igennem er ægte sommerzen. Og nu er det lige pludselig efterår!

Det sidste havehindbær er spist. Jeg er færdig med at sæle den på stranden for i år. Min glød falmer og håret bliver kun mørkere nu. Ligesom aftenerne. I går måtte jeg tage strømpebukser på. Den storetånegl, jeg flækkede i et danseorgie på Roskilde, er vokset ud for længst. Sildebensparket og egen altan er skiftet ud med koldt kældergulv og hulestemning i kollektivet (vi bytter værelser en gang om året). Og vi har fået høns 🐓🐓🐓. I stedet for iskaffe drikker jeg nu frisk myntete med honning. Har endda taget hul på hue- og halstørklædetiden og fået mig en vejrskifteforkølelse. Der er en rastløshed i mig. Har lyst til at ryge bøllehø, droppe festvitaminer og danse natten væk eller måske bare kaste med doruller. Det er som om sindet ikke helt har sluppet sommerens 1000 ting, og leder efter noget at kaste sig over. For der er jo helt roligt nu. Så måske er det derfor, jeg blafrer lidt. Og måske fordi at jeg har haft en mindre hjernerystelse og har holdt mig meget i ro de sidste tre uger. Fordi jeg vil igang med alt muligt igen. Og helst NU.

Sommerens mange engagementer er nærmest ovre, har dog ikke sluppet Ungdommens Folkemøde helt. Jeg er begyndt på aftenskole. Eller. Er i hvert fald ved at uddanne mig til kreativ projektleder. Og det ved at lave projekter, naturligvis! Har lavet rulleskøjtedisko på Den Røde Plads og nu skal jeg til at lave begrønning på Bispebjerg 🌱 for Københavns Kommune. Pludselig skal jeg til at finde ud af, hvordan vi laver borgerinddragelse.

Faktisk er der en ting til, jeg skal, som jeg glæder mig helt vildt til at dele med jer! Og ved I, hvad det er? Jeg kan snart skrive foredragsholder på CV’et. Er nemlig blevet optaget i Ventilen Fortæller-korpset og skal ud på højskoler i Danmark og oplyse om, hvad ungdomsensomhed er, hvordan vi forebygger ensomhed blandt unge og hvad vi kan gøre, for at afhjælpe de unge, der er ensomme. Det er så vigtigt! Jeg er vildt beæret og glæder mig til at komme i gang. Skal på kursusweekend lige om snart og er edderspændt!

For en af de mest vigtige ting, du kan gøre her på jorden, er at lade andre vide, de ikke er alene.

Kan mærke, det bliver stort. Voksede et par stolthedscentimeter i fredags, da jeg fik beskeden. Kunne skrive et helt blogindlæg om, hvorfor jeg bare måtte være med. Så det kan I godt glæde jer til.

···

Nu vil jeg hoppe ud i fredagen. Min weekend står på veninder, Projektakademiet og pebermyntedråber til næsen. Og Skam på søndag. Dét bliver drittkul!

Her er et par fredagsørehængere til jer. To af mine #yndlings lige for tiden.

God weekend, fine læsere.

💞

Linnea

Hvis tårer kunne tale, hvad ville de sige?

tears.png

I mange år har jeg været bange for de blanke, små perler, der af og til triller ned af mine kinder. Jeg har ligesom ikke rigtig turde give dem den plads, de kræver. Det var farligt at græde, men det skete så tit.

💧💧💧

Når jeg var til eksamen (efter folkeskolen har jeg ikke haft én eneste mundtlig eksamen uden tårer, på nær en gruppeeksamen på litteraturhistorie). De kom tit på besøg, tårerne. Engang foran hele min gymnasieklasse, da jeg holdte oplæg, engang foran hele gymnasiets lærerstab, da jeg holdt tale (var elevrådsforkvinde back in the day).

De er kommet, når jeg har skændtes med en kæreste eller når nogen har slået op med mig. Pga noget min søster, mor eller far har sagt til (eller råbt af) mig. Jeg har kørt i tog på tværs af landet med et opløst ansigt (det er hverken rart på strækningen fra Aarhus til Thy, eller fra Thy til København i et propfyldt hjem-fra-jul-tog).

Jeg får tit fugtige øjne. Af alle mulige grunde. Fx bare når jeg er ude i den kolde vind. Eller en aften, da jeg fik en sms fra en veninde om, hvor stolt hun er over mig.

Når jeg er til koncert. Til Teitur, The National, Sturgill Simpson, Mumford and Sons. Jonah Blacksmith.

Når jeg cykler igennem København, kan der komme striber på kinderne over, hvor glad jeg er for at kalde byen min. I Amsterdam blev jeg tit rørt over, hvor fine kanalerne er – særligt om aftenen, når der er lys over broernes buer. Når jeg tænker på min lillebror og på, hvor meget jeg savner den nuttede, lille rødbede. Eller når jeg tænker på, at mine forældre en dag skal til de evige jazzmarker.

💧💧💧

Efter jeg så Inside Out (og min psykolog) har jeg fået et nyt blik på de små, lunkne saltvandsperler.

De har nemlig sjældent kun én farve. Mine øjne svømmer over, når mine tanker ikke kan rumme mine følelser. Tårerne er en energiudladning. Og måske også mit kompas. For når de kommer, så er der noget på spil. Lige nu, mens jeg skriver det her, så kommer de faktisk og siger hej til mine øjenkroge.

Tårerne kan også komme på besøg på yogamåtten. Yoga forløser på en måde og jeg har dryppet på mange måtter rundt omkring i ind- og udland.

En gang kom de også på besøg på en magisk første date, hvor jeg lå på et surfbræt af en mandekrop og fortalte min livshistorie til en, jeg engang kendte.

De kom også, dengang jeg fik en glad besked om, at jeg var optaget på Projektakademiet.

De kan komme, når jeg er alene. Når jeg er sammen med andre. Når jeg hellere vil være alene. Eller når jeg savner selskab. De kommer tit. Nogle gange smager de af smækkede døre og hårde tramp. Andre gange af smil. Nogle gange er de blå. Andre gange er de varme.

💧💧💧

Jeg har tænkt meget over tårer.

En aften over maden i mit kollektiv, snakkede vi om tårer. Hvor utilpas ens egen gråd kan gøre andre. Og hvad man skal gøre, når nogen er ked af det. Om at det altid er OK, at give Kleenex til en, der græder.

💧💧💧

I torsdags, efter første dag (nogensinde !) af Ungdommens Folkemøde var ovre, blev jeg overvældet af en hel hær af små saltvandsbanditter, der gerne ville ud på mine kinder og fortælle, hvor stort og vildt det var at være med til at afvikle noget så vigtigt! Heldigvis var der en rar ungdomsfar, så vi var to om at ha’ et tudeprinsesse-moment.

I fredags, da jeg hørte Poul Nyrup Rasmussen fortælle om unge med psykiske sårbarheder, blev mine øjne til to små vandfald. Fordi hans ord åbnede en skuffe i mig. En skuffe med minder om, hvordan jeg selv har haft det svært. Og om hvordan det er, når folk siger: “Tag dig sammen,” i troen på, at det bare er det, der er galt. Tak til de søde damer, der stod klar med knus.

I lørdags, da jeg cyklede hjem fra Søndermarken med Halo i ørerne. Det var et helt magisk #ufm16 moment, da vi sluttede “45 minutter om Beyoncé” med klaverakkompagneret fællessang.

I søndags, da jeg var helt udmattet efter mange dage med Ungdommens Folkemøde. Både med opbygning, afvikling og nedpakning. Kulminationen af det, jeg har arbejdet (frivilligt) på siden januar, hvor jeg slet ikke havde det særlig rart.

Og i går. På en kirkegård, over et bæger Ben & Jerry’s med to skeer i og med kærlighed tilsat kaos on the side.

Da jeg gik hjem på et solbeskinnet fortov og Bob Dylan sang:

I long to see you in the morning light. I long to reach for you in the night.

i mine ører. Nashville Skyline er en god septemberplade 🍂🍃🍁. All hail his Bobness 🙌.

💧💧💧

For at svare på mit eget spørgsmål:

Så siger tårerne altid noget forskelligt. De er saltvandsvidner om, at det, der sker er betydningsfuldt. Faktisk kommer de tit, når der sker store og vigtige hændelser i livet. Og de er slet ikke begrænset til kun at være et udtryk for kedafdethed. Der er en hel regnbuepalet af følelsesnuancer gemt i tårerne.

Hvornår har du sidst haft besøg af tårer? Og hvad ville de mon sige til dig?

💧❤️💧

Linnea

En millennia taler ud

Jeg ved ikke helt, om det her er et forsvar for selfiegenerationen eller blot en slags forstå-os-nu-indlæg. For i ugen, der gak, så har jeg følt mig helt misforstået. Af en af mine bedste venner og af et familiemedlem – og begge skam nogle, der er med på internetmedierne. I virkeligheden er det vel, basalt set, det vi alle drømmer om? Altså at blive forstået.

Jeg er vild med internettet og har det med internetland som nybyggerne havde det med Det Vilde Vesten: Alt er tilladt, det er en stor legeplads og du gør bare lige, hvad du vil. Op på enhjørningen, på med cowboyhatten og deruda’!

Uden selvfølgelig at gøre nogen kede af det. Men her er frit og det er fedt. Det er både et stort eksperimentarium, men også et sted at udstille meninger, tanker og holdninger. At lave om på noget. Råbe op. Tage stilling. Ommøblere dine forestillinger om, hvad en universitetsafhopper er for en fx.

Jeg startede helt sikkert journalinnea ud tøvende og prøvende, men det er altså ingen claim to fame, og det er ikke “min ting” at skrive om, jeg har haft det svært (som en, jeg kender ret godt, fik sagt til mig). Der var noget svært, klart ja. Og midt i det mærkede jeg altså bare et behov for, at vi også deler ud af de ikke så særligt likeable ting i livet. For mange af de sociale medier er jo baseret på en opadvendt tommeldut eller en hjertemarkør. Jeg mener, der skal være plads til det hele, og at vi bliver skøre af ikke at dele. Så det gjorde jeg. Og jeg gør det igen. Selvfølgelig kunne jeg se, at læsertallene sprang mine blogrekorder, når jeg skrev om det der gjorde av. Men det var på ingen måde derfor, jeg skrev. Nu hvor jeg selv var startet med de mørkere og modige indlæg, så ville det også være forkert ikke at beskrive udviklingen – eller afviklingen. Heldigvis så går det jo meget godt i dag, og jeg er vildt glad for, at I har været med hele vejen. Og det har på mange måder både udviklet min skrivestil og mit mod. For når jeg møder folk i virkeligheden, så er jeg faktisk ligeså ærlig, som jeg er herinde. Det har kun ført godt med sig. Del, del, del! Jeg har selv, i mange år, abonneret på at de vigtigste skridt, dem går vi alene. Men det er altså vigtigt at ha’ nogen med langs livet, som ved, hvad der sker. Eller bare at sige de farlige tanker til, for når de er sagt, så er de slet ikke særlig slemme – det er mere det, at gå rundt med dem selv, der er farligt.

Der er så mange, som får stress, angst eller bliver kede af det, mig selv inklusive. Og vi hjælper kun dem, hvad end det er dig, mig eller naboen, hvis vi er mere åbne og tolerante, forstående – og måske endda nysgerrige – på det, der ikke er så rart. Lad være med at gemme det svære væk! Det bliver det ikke nemmere af. For nogen. Overhovedet. Det mener jeg. Og hvis det er min ting, at være kendt for, så er jeg edderstolt.

En anden måde, jeg har følt mig helt misforstået på handler nok lidt om netsynlighed og selfies. For jeg er afgjort ikke bange for at tage et billede af mig selv. Hvad internettet jo virkelig har fået os med på, er jo netop at dele. Dele alt muligt – fra samkørsel til babybilleder. Internettet er genialt. For os, der er vokset op med internettet og brugte frikvartererne i folkeren på at chatte, så er det jo bare en helt naturlig del af hverdagen nu. Jeg husker tiden uden, men størstedelen af mit liv har været med modemer, internetstik eller WiFi. Og jeg kan vist godt sige, jeg har taget meget tillidsfuldt imod de mange sjove påfund, der følger med vores tid. (Bonusinfo: Jeg er faktisk blevet slået op med på Facebook. Vild ungdom!) Jeg ser virkelig internetkanalerne som en kreativ legeplads, hvor jeg prøver ting af. Skriver noget sjovt eller mærkeligt, jeg har oplevet, smider en selfie ud eller undres offentligt. For et par søndage siden blev jeg tagget i et billede, jeg ikke selv ville lægge ud på Facebook, så jeg skrev straks til vedkommende som havde delt det, at jeg gerne ville ha’, han slettede det. Det afstedkom en undren fra ham, for han troede da, at det, for mig, gælder om at blive set så meget som muligt. Dele alt. Være på hele tiden.

Øh, hvad?

Ja, sådan kan jeg af og til blive rystet over andres opfattelse af en selv vs. min egen selvopfattelse. Selvom selfieaftrækkeren sidder løst på mig, så der det jo mere bare fordi jeg er gavmild med mit smil og mine tanker. Det er skægt, jeg har det sjovt og er nysgerrig på medier. Jeg ser So(ciale)Me(dier) som en stor kreativitetslegeplads. Men er jo også alvorlig, når jeg har noget at være alvorlig over. Og så tror jeg på at det skaber en bedre relation at se ansigtet på den, der skriver. For hvis du nu ikke sidder overfor mig, så kan du stadig se mig i øjenene. Og dét tror jeg, skaber relationer.

Måske er det også, fordi jeg faktisk har ting at smile over? En af mine venner sagde i hvert fald til mig i går, at jeg er i forrygende selfieform.

selfie–journalinnea

Det var alt. Tak for jeres tid.

💘

Linnea

Beat the system før det spiser dig

Zen i VanløseØnsketilstand mere end realtilstand

Det krydser vi lige fingre for at jeg har gjort, slået Systemet altså. I hvert fald har jeg sendt et partshøringssvar til højere kommunale magter. Og jeg er i live! Jeg er lidt mast, men ellers langt lysere i sindet end hint øjebliksbillede fra en søvnløs morgen for en uge siden. Jeg havde nærmest bare accepteret at sådan var det og var på nippet til at opgive ævred, men heldigvis for internettet. Jeg fik råbt op og en masse søde & dejlige mennesker med meget mere overblik og -skud, end jeg har lige nu, fik mig til at se, at der altså var noget at gøre. Hurra for jer! TAK ❤️ I fortjener en fest.

Intet er afgjort endnu, og jeg er helt vildt udsplattet efter en vild og inspirerende weekend med optagelsesworkshop på Projektakademiet (please luk mig ind!) og svarskrivning. Hurra for at alt jo kan findes frem i disse elektroniske tider! Men pyh, at dokumentere mit ophold i Danmark og argumentere for at jeg opfylder lovkrav, har altså taget mere energi fra mig end nogen jobansøgningsskrivning.

Suger bl.a. ny energi til mig med Veronica Maggios nyeste lækkerbid. Dog er jeg alt for træt til at danse, desværre. Så snup lige en svingom for mig!

Solskin og kærlighed til jer

✌️

Linnea

Forankring fryder

Det at være en del af arbejdsløshedscirkusset er heldigvis ikke alt, jeg er. Men nogle dage fylder det ret så meget. Som i forgårs fx. Mærker på jeres reaktioner, jeg desværre ikke er den eneste, der har oplevet noget sådant. Heldigvis hører jeg, man kommer over det. Det glæder jeg mig til! For var egentlig, i søndags, på nippet til at skrive et indlæg om, hvor dejlig roligt mit liv faktisk er. At der er en vidunderlig ro i mine relationer. På en måde, jeg vist aldrig har været vidne til før. Tror nærmest, jeg både kan se og høre en knappenål falde gennem en høstak. Jeg bor også et sted, som er lige det, jeg har ønsket mig i mange år. Da jeg var 22 (måske endda lidt før) og begyndte at frekventere kollektivmiljøet i Aarhus, drømte jeg om selv at bo sådan et magisk fællesskabsfunderet sted. Og det gør jeg jo! Så på nogle af de vigtigste hylder i mit liv, er alt ferskener og fløde.

Den der ro, som kommer op gennem uldsokkerne og breder sig ud i arme og tarme, når du finder et sted, ikke bare at kalde hjem, men som virkelig er h j e m , er helt uvurderlig. Jeg er kæmpe fan. For bor nemlig i den dejligste villa med søde, kloge og seje folk. Vi er inde i et ret godt kageflow for tiden. Og fik jeg sagt, vi skal ha’ høns i forhaven?  Alt er godt jo.

Så heldigvis hæfter jeg mig ikke, hele tiden, ved arbejdsløshedsidentiteten, for jeg er både kollektivist, moster, søster, blogger, PR-medarbejder, frivillig ved UFM, fra Thy, glad for katte og planter. Jeg har mange hatte, jeg kan gå ind under. Kan dog godt mærke en sitrende bitterhed omkring mundvigende. For Systemet er not for fun. Egentlig er jeg jo virkelig et positivt, hyggeligt og opbyggeligt menneske. Men nogen gange altså … Så får jeg altså mere resting bitch face end det ellers altid smilende standardudtryk, jeg har. Og det er jeg altså ikke fan af. Ingen skal få mig ned med mundvigene! Heller ikke Inger. Så nu siger jeg det lige højt, til jer og mig selv:

Keep your head up. Keep your heart strong.

Har tænkt mig at meditere mig ud af de tunge tanker. For jeg tror ikke på, der kommer noget godt ud af at rende rundt med en sur sky under armen. Og jeg hverken bærer eller bager nag.

En af mine kære medkollektivister har været lidt kunstnerisk i vores gang. Er det ikke fint? Jeg smiler i hvert fald op hver gang, jeg går forbi.

Basho

Det er jo fredag, så vi kan godt lige klare en sang også. Jeg bruger tit musik som hævemiddel til humøret. Og de her er evigt gode:

Rigtig skøn fredag og weekend, dit dejlige menneskedyr derude bag skærmen. 

✌️& 💚

Linnea