Kvartvejskrisen. Det gode. Og hvad så nu?

Hej vennerne 👋

                                 🥒🥒🥒
Henne i verden er det officielt agurketid. Ikke at der ikke sker masser af ting, men de siver ikke rigtig gennem. Måske fordi regeringen og journalisterne er gået på ferie? Måske fordi vi er? Det skal jeg ikke kloge mig på. Men. Altså.

Jeg har også forsømt min selvdocerede skrivetid herinde. Har det været agurketid i mit liv? Er jeg gået på ferie? Absolut ikke. Tværtimod. Så er der sket så meget, at jeg knap selv har haft tid – eller taget mig den – til at reflektere og evaluere med jer. Lige nu sidder jeg med en bid Roskilde-blues. Savner mine forældre, men de er vist gået i seng, så nu skriver jeg til jer i stedet. Håber, I er vågne derude i natten 🌜

                                   💼
I morgen er faktisk en stor dag. For siden sidst, så er jeg nemlig blevet tilbudt en ægte fuldtidsstilling på drømmejobbet, hvor jeg ellers bare var halvtidshyret. Så første dag som fuldtidsansat er i morgen. Glæder mig helt vildt! Og ved I hvad?

Der er faktisk kun gode ting i mit liv lige nu. Det er helt skørt. Og dejligt!

Men måske er det faktisk også derfor, der er udsving i mine skriverier. På den netop overståede Roskilde Festival mødte jeg en af dem, der var der for mig, dengang mit liv mere føltes som et evigt ræs i nødsporet, end som en midsommervals i juniregn. Hende, der inviterede mig på brunch, og over kaffen, øllebrød og tårer, fortalte mig at alt nok skulle blive godt igen en dag. Jeg kunne se at hun var en ægte erfaringsekspert – for efter en sort periode, sad hun nu der, et rart sted i livet og alt gik bare. Hun spurgte, hvordan det gik? “Godt”, svarede jeg. Hun svarede, at sådan så det også ud på Instagram. Måske er det nemmere at tage øjebliksbilleder, når jeg er glad end at skrive dem? For det er jo ikke sjælevridere og sort galde, jeg ligger inde med. Og når det nu var det, der tit provokerede ordene frem i mig, ja hvad så? Hvordan og hvorfor skal jeg så skrive?

Der er stadig tonsvis af uretfærdigheder ude i verden. Men lige nu er de langt fra mig. Skal jeg så stoppe med at skrive?

Nej.

Fordi, vi skylder dem derude – dem, der var os selv – vi skylder dem, at fortælle at alt går nok. At der er en vej ud af kvartvejskrisen. Men når TV-værten på Aftenshowet spørger mig efter ét råd, til en, der er i krise, så er det altså svært at svare. For der var ikke én ting, der fik alt det svære til at forsvinde. Du kan ikke bare sætte Beyoncé på og danse alt det svære væk. Hvis du kunne det, var det ikke en krise. Det tager tid (år), terapi, verdens bedste venner & familie, fællesskaber (skud ud til Lyngfryd, Ungdommens Folkemøde. KBH+ og AskovFonden), men mest af alt er det, der får dig igennem det, de folk, der ud af det blå siger til dig, at det nok skal gå. Tag i mod de velmenende kopper kaffe, øl og varm kakao, universet inviterer dig på.

Midt i alt ræset. Midt i det her liv, der på mange måder føles som at ha’ premiere hver dag. Om at få flest likes, de sejeste venner, de nyeste sneaks, det bedste job. Så er vi altså nødt til at passe på hinanden. Og fortælle, hvordan livet også er. Det nytter ikke, at vi bare deler glansbillederne. Vi er nødt til at ha’ nogle knuste spejle at se os selv i. Så frem med dem.

broken

Jeg var af og til ved at bide hovedet af de møgpander søde væsner, der bildte sig ind at sige, at det nok skulle gå. Måske de ikke lagde mærke til det, fordi jeg henkogte vreden indeni. Selvom det var en pestilens, så var det virkelig også godt at der var nogen, der gik rundt og bar på det håb, den lille ild, der tit blæste ud hos mig.

En dag har du nærmest glemt, hvor svært livet var. Tro på det. Det er rigtigt. Selv når du tror, det ikke er.

En dag er ALT godt, du står i søndagsbadet, helt uden at være blå i hjertet og sjælen, helt uden alt det tunge og du synger med på sangen her:

Sov dejligt, kæreste internetven 💞

 

Vi skrives snart ved igen 💌

Gør din svaghed til din styrke

Det har Edith Piaff vist sagt engang. Det var der i hvert fald lige en, der fortalte mig lige før, da jeg stod for foden af Søren K ude i Bibliotekshaven. I dag er nemlig en ret særlig dag.

Rigsarkivet_journalinnea.JPGRigsarkivartype, der vogtede over dagens podcastoptagelse.

Kan I huske dengang, jeg var ret ked af det? Det er lang tid siden, men alligevel ikke. Folk spørger mig stadig, når jeg fortæller om at melde mig ud af universitetet, “Hvad var det, der gik galt?”. Øhm altså, jeg blev rigtig ked af det. Men jeg havde ikke en depression. Måske var det en kvartlivskrise? Jeg ved det ikke. Jeg er stadig i tvivl. Der er flere episoder, der nok har hobet sig op, og som fik lov at fylde mellem mig og tastaturet. Jeg kan ikke sige: “Den der ting + den der ting + det hun gjorde = jeg meldte mig ud”. Der er ligesom mere i det. Og der er sidenhen nogen, der har sagt mig, at det nok var en fejl, at lægen ikke diagnosticerede mig med en depression. Der er også nogen, der har sagt, at der slet intet er galt med mig.

Kan vi ikke bare lade det ligge?

Jo.

Men nej.

Fordi nogle gange, så sker det pudsige her i livet, at vi en dag bliver tilbudt at være den ene hovedperson i en podcastrække om depression. Om at være lige på grænsen. Og i dag, så var det altså første dag på den opdagelsesrejse.

I får altså ikke så meget mere at vide lige nu, fordi det er jo i produktion og der går tid, før vi kan få ørene i det.

Kierkegaard_journalinnea.JPGSøren K. Med en mørk stribe over ansigtet.

Vi var på Rigsarkivet og optage i dag, fordi herfra er der nemlig kig til statuen af Søren Kierkegaard i Bibliotekshaven. Og han led gennem hele sit liv af depression. (Vidste I det? Det gjorde jeg ikke. Måske har jeg ikke spidset ører nok til forelæsningerne på litteraturhistorie.)

📖

Da jeg skrev på mit andet speciale, havde jeg byttet Hamborg og Aarhus ud med København, og yndede at sætte mig i de sorte lædersæder på Det Kgl. Biblioteks gamle læsesal. Det er svært ikke at blive duperet af omgivelserne.

Se selv:

Læsesalen_journalinneaEr her ikke smukt? Tror kun det er biblioteket i Fiolstræde, der måler sig med dette.

Det er virkelig sjældent, at jeg tænker på, jeg ikke fik min kandidatgrad. Men det sker. Fx i tirsdags, hvor jeg så en virkelig formfuldendt invitation til en kandidatfest. Tårerne brød frem i mine øjne, fordi lige dér, der slog det mig, at jeg det kommer jeg aldrig til.

Akkurat så finurlig og fortællende, på tykt papir og med segl, ville jeg gerne ha’ inviteret alle mine søde venner og familien til fejring. Til fest for kulminationen af mine skoleår. For alt det jeg har lært. For alle de opgaver, eksamener og afleveringer, jeg har skrevet gennem tiden.

Jeg har før haft lysten til at holde en fest og fejre at det hele gik. Men måske er det fordi, det vil føles lidt som en art erstatningsfest for den kandidatfest, jeg aldrig gjorde mig fortjent til, at jeg ikke har holdt den? Måske har jeg haft for travlt med at kaste mig over arbejde og gøre mig nyttig, så jeg ikke følte mig ubrugelig.

Heldigvis er jeg langt fra det fumlegængeri jeg befandt mig i, lige efter jeg blev universitetsløs. Dengang var jeg forvirret, grædende og med plaster på tøjet. Jeg har fundet mine lykkebyggesten: Fællesskaberne. For hvad er mennesket uden de andre?

Jeg har fundet frem til en slags mening med det hele. Til de fantastiske (arbejds)fælleskaber, jeg er en del af (frivilligt eller betalt), vennerne og Projektakademiet. Og nu tjener jeg faktisk penge på den tid, der var allermest svær.

Dét kalder da om noget på en fest, gør det ikke?

🎉

Linnea

Hvad så nu?

søndag_journalinnea

Min gode ven, Mads (ham der engang gæstebloggede), spurgte mig til en fest i fredags: “Hvad så nu?”Dét spørgsmål har spøgt i mig hele weekenden. For hvad så nu? Hvad skal der ske?

🔮

Efterhånden er jeg ved at ha’ glattet mit liv ud efter alt det, der har krøllet mig sammen. Den sidste rest af en svær tid har snart sluppet. Et langt og sejt træk er overstået. Sover bedre om natten. Mine tanker er ret rolige. Jeg sender flere mails fra en arbejdsmail end fra min egen gmail nu. Og der er slet ikke så mange bekymringer. Stormen er stilnet af. Jeg er fri.

🌱

Det har ved Gud ikke været helt nemt. Jeg beundrer virkelig træerne for deres tålmodighed. Tænk, de bare står og venter på, det bliver forår igen? På at solen smelter en vinterlang bekymringsklump væk. På at de gror blade ud igen. Blomstrer op og står i fuldt flor. Glæder mig virkelig til at mærke sommersolen på huden, og til at mit hår vokser ud igen. Bare så jeg kan lave en lille bitte hestehale.

📝

Måske kan jeg det, når det er Roskilde-tid igen? Er nemlig så heldig at drømmejobbet tager mig med til både Folkemødet, Roskilde Festival og Ungdommens Folkemøde i år. Udover alle de seje ting, der bare sker på jobbet til hverdag. I skal nok høre mere om det hele. For det har været lidt svært at finde tilbage til min blog her igen. Selvom I er derude og venter på nye skriv. Nu skriver jeg på en anden måde. Det er ikke så råt og afmægtigt længere. Heldigvis jo! Jeg har været væk længe. Og hvis det at skrive er en muskel, så er min lidt slap. Bare det at nå frem til en weekend, hvor jeg har fri, er noget der er sket for 3. gang i mit 2017 i denne weekend. Men det er altså den helt rigtige beslutning at åbne op for ordene igen. For de trænger sig på her hos mig.

🎨

I dag har jeg malet på mit værelse, noget jeg har villet gøre siden august sidste år, hvor jeg flyttede til nyt værelse i vores kære kollektiv. Først i dag er det sket. Endelig har jeg overskud. Har helt glemt at stoppe op og nyde roen. Fejre den. At alt ER godt. Har så meget at være taknemlig for at mine øjne svømmer til. Det er vist ægte først nu at det hele er landet så fint et sted.

🎪

Projektakademiet, Ungdommens Folkemøde, Ventilen og en højskole hjemme i Thy er blot noget er det, der skal ske. Podcastkursus, ungeredaktion og medieskoleforløb hos Information noget andet.

Hvad skal der så ske?

Hmm … Måske skal jeg bare leve det rolige liv, med dansk normal hverdag (DNH), som jeg altid har drømt om. Endelig er den her, den DNH! Konstant og tryg. Hurra! Jeg skal bare arbejde og være engageret i seje fællesskaber. Nyde at jeg bor i kollektiv og lade det fylde mere i mit liv. Få mig et medlemsskab til Helgoland. Læse flere bøger. Måske begynde at løbe? Eller skrive på det, jeg skal udgive en dag? Se mine venner og familie meget mere. Alle dem, der er vigtige i (min) verden. Mine fremtidsudsigter er ret så gode at begive sig ind i søvnen med – og ud i livet med i morgen.

🎶

Har hørt den her sang igen. Føler den og videoen ret meget. Stødte på “Song for Zula” i den helt vidunderlige coming-of-age-film The Spectacular Now. Se den! Og græd lidt. Det gjorde jeg i hvert fald (ikke at det er noget nyt). 

Vi ses snart igen 😘

KH Linnea

💜

“Livet er ikke en lang og stille flod”

Hej med jer 👋

Dejligt at I er her endnu. Det er jeg også, selvom det efterhånden er længe siden, I har kunnet lappe min ordhonning i jer.

2016 er ikke slut endnu, men sådan en søndag, hvor vi nisser os tættere på julen og et splinternyt år, virker som en god dag at gøre året op på. (Ikke fordi, jeg overhovedet aner, hvordan jeg skal fejre nytårets komme, udover champagnen og det der med at bage min selvperfektede verdens-bedste-kransekage-med-appelsin.)

Linneasjul.JPGMit helt eget juletræ!

I dag er den slags lidt sjældne søndag, hvor jeg har absolut ro indeni, jazz på lydtapetet og mit allerførste juletræ 🎄 skinner i stearinlysets skær. Jasminte i koppen, glögg i kinderne og vanillekranse i maven. Jeg har lige læst i det allersidste nummer af Cover. Det har lukket op for nostalgikammeret. Jeg har gjort status over 11 år med Cover: Magasinet har fulgt mig fra Kvickly i Struer til Aarhus, hjemme i Thy, Læsø, sågar i Hamborg og nu København. Fra jeg var 16 til 28 har det magasin været en del af min mediebevidsthed. Der er sket meget fra den Linnea jeg var, til hende jeg er i dag.

🎅🏻

Jeg tænker over, hvor stærkt 2016 er gået. Har det lidt som om jeg bare har gjort og gjort og gjort, og slet ikke taget mig tiden til at tankefordøje det hele. Eller skrive om det. Fx min medvirken i Ungdomsbureauets paneldebat UNGE 2016 på Folkemødet.

Folkemødet.jpg   Blev bedt om at sætte ét ord på min generation: Generation Likeable kalder jeg os.

Det har jeg slet ikke udfoldet med jer her på bloggen. Det vil jeg gerne. Det kommer.

I har også tilgode at høre om Ventilen Fortæller, og hvorfor, jeg er engageret der.

Jeg vil også gerne fortælle jer om Ungdommens Folkemøde, og det ungdomsfællesskab, jeg oplever der.

Og KBH+, mit job der, Projektakademiet og hele projektverdenen kalder på blogindlæg.

🎅🏻

I 2016 gik jeg fra at være i tvivl til at blive sikker. Jeg kan ikke sige, at jeg gik fra at være deprimeret til at være engageret. Selvom det rimer, så fejlede jeg ikke andet end kedafdethed, tvivl og kvartlivskrise. Forleden morgen vågnede jeg op, og tænkte sådan helt klart, at det der med at melde mig ud af universitetet, det var jo hele tiden meningen. Et led i en større plan. Og sådan har jeg det faktisk også. Helt zen. 

Arbejdsløshedsparantesen er lukket, og jeg har nu mere betalt arbejde, end jeg har tid til. Nu handler det om at prioritere min tid, så jeg når det hele. Når mig selv. Når mine venner, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Når jer. Når dét, der virkelig betyder noget. Og hvad er det egentlig, når regningerne er betalt?

🎅🏻

Kærlighed og bøger.

Familie og venner.

Fællesskaber.

Mod.

At gå efter det, der får dine øjne til at skinne.

Venlighed.

At gøre en forskel, og prøve at fikse bare en lille del af verden.

I år gør jeg noget nyt. Jeg har haft min del af idylliske og helvedesjule. Så i år holder jeg jul på jobbet. KBH+ og Ungdommens Røde Kors hjælper unge hjemløse i julen. Så jeg holder jul sammen med andre unge, der ved, hvordan det er at ha’ livet galt i halsen. Og jeg ved, hvad der hjalp mig: Andre menneskers varme. Nu er det min tur til at dele ud.

❤️

 Tak for nu. Jeg gør mere status på det hele i morgen. Her i december kommer det til at drysse med betragtninger fra højdepunkterne i mit 2016. Og så vil jeg gerne starte en læseklub med jer. Er I med? 

KH Linnea

Anekdotisk evidens: Mit ungdomsoprør

img_3628Fra dengang jeg var arbejdsløs og ventede i 3 timer på næsten gratis pizza med Amalie 🍕

Hej venner 👋

Jeg har længe haft lyst til at fortælle jer om, hvordan det egentlig føles at stikke middle fingers in the air til universitetet, ha’ en kvartlivskrise, opleve Systemet som under-30-årig med alt hvad det bringer med sig af sagsbehandlere, anden aktører, socialrådgivere, kindkys og kontanthjælpsreformer.

I har før fået ganske åbenhjertige fortællinger fra mit tastatur, men de har også været skrevet i afmagt. Jeg har længtes efter den dag, hvor der er groet lidt mos på det hele. Hvor jeg står på den anden side af en svær og sygt spændende tid i mit liv. Hvor jeg, helt stille og roligt, kan åbne op for mit lille oprør.

Velkommen til i dag!

🌟

Min på-den-anden-side-historie begynder med at jeg fik tilbudt et job lige inden efterårsferien. Ud af det blå. Og så kom der et andet til. Og nu er jeg snart ikke arbejdsløs længere. Det hele gik. Så nu kan jeg faktisk godt fortælle om dengang, jeg hev gulvtæppet væk under mit liv.

Jeg husker en regnvejrsdag sidste sommer, hvor jeg sad foran brændeovnskomfuret i mine forældres køkken. Jeg så en dokumentarfilm og det der med at melde mig ud af uddannelsesræset spøgte i bagtankerne. Jeg blev bange, for hvad skulle der stå efter mit navn, hvis jeg nogen sinde skulle interviewes til en dokumentar? Der står jo altid navn, TITEL. Hvis jeg droppede ud, så kunne der jo ikke stå: Linnea, kandidat i journalistik. Men … Måske kunne der stå: Linnea, menneske? Er det ikke lige meget hvem vi er? Og vigtigere at vi bare ER?

🐓

I sidste uge var Olav Hesseldahl i Debatten på DR2. Han er en klog mand, der siger mange vigtige ting – og GØR. Han sagde bl.a.:

“Unge, de er burhøns, som bliver proppet ind i nogle kasser. Jeg kunne godt tænke mig, de at unge blev fritgående høns, som har muligheder og frihed til at gøre, hvad de vil. Det gør de ikke lige nu.”

Det tror jeg heller ikke, at vi sådan altid bare lige har gjort, os unge mennesker. Jeg læste for nyligt denne bemærkning i en romanen Jørgen Stein fra 1930’erne:

Hvad skulde han stille op med et Menneske, som ikke bevidst stilede mod en Plads i Samfundets blaa Bog?

Det ramte mig. For behøver vi at stile mod noget som helst andet end at være søde medmennesker og leve det liv, vi allerhelst vil?

🏆

Jeg siger ikke, at det er let. At det er nemt. At det er ligetil og du sover trygt om natten hele tiden. At du vågner op om morgenen og føler dig som en vinder, eller at det er fryd på dåse fra dag 1. At smagen af frihed er letkøbt. At det er nemt at bryde ud af buret.

Jeg lover dig at du er fortumlet, at det kan koste dig et verdenshav af tårer og 15 klik hos en dygtig psykolog. At du nok starter ud som ked af det, men måske ender op som lykkelig, fri, vred, stædig og ungdomsoprørsk. Som en der kender sit NOK-punkt og er DØDStræt af hensynsbetændelse.

En dag fik jeg altså nok af at sidde med en arbejdsbøjet og bedrøvet nakke. Blev lidt verdensforundret, og tænkte: “Mon ikke det alt sammen går alligevel … ?”

⛵️

Jeg greb med en fast beslutning i min skæbnes ror. Jeg ved ikke, hvad det var, jeg styrede hen mod, men jeg var helt klar over, hvad jeg styrede væk fra. Buret. Presset. Det tonstunge tryk fra tankerne. Som måske ikke kom fra mig selv, men tankerne om at man jo skal gøre sin uddannelse færdig. Og at man kan jo ikke droppe ud så tæt på målet. Tænk på alle de penge, din uddannelse har kostet. Kostet hvem? Jeg har da betalt skat af mine studiejobs og har da tænkt mig at arbejde til jeg bliver 70. Og det er jo heller ikke fordi min viden suser ud af hovedet på mig, fordi jeg ikke gør min uddannelse færdig.

📚

Det evindelige spørgsmål:

“Har du tænkt dig at gøre din uddannelse færdig / vende tilbage til studierne?”

Svaret, der altid har stået skarpt i mig:

“Nej.”

 

👊

Jeg har læst et sted og noteret mig dette:

Husk at slå nogle ruder ind, mens du er ung. Det er mest det, man har undladt, der nager.

Amen.

Smut ud og lav nogle buler i universet. Sæt dig selv fri. Det skal nok gå altsammen. Det ved jeg.

IMG_3418.PNG

❤️💥💫

Linnea, MENNESKE, journalist, projektleder, blogger, foredragsholder, katteglad og college dropout

Noget om specialer og saltvand

Hej venner. Har I det rart? Det håber jeg.

Sidder på Helgoland og skriver. At blogge med bølgebrus i baggrunden, kig til Øresund og med mursejlere om ørene er noget nær perfekt. Føler mig ret lykkelig og priviligeret. For et år siden, så var jeg ved et andet hav. Vesterhavet. Det eneste rigtige hav. Mit hav. Og der var jeg ret ulykkelig. Anspændt, ensom og med noget tungt i tankerne. Et speciale. Om to uger er det præcis et år siden at jeg sagde FARVEL til det.

I juni, på Folkemødet, ovre på den fine klippeø, var jeg til Ungdomsbureauets Specialesalonen Classic. Vincent Hendricks og Martin Præstegaard, departementschef i finansministeriet, fortalte om deres specialer. Hvad de skrev om, hvordan det var og hvor længe det tog dem. At det næstebedste er godt nok. Det nev lidt i hjertet. At sidde der på en plasticstol med et bæger rosé og mindes min egne specialer. Det jeg dumpede og det jeg aldrig skrev færdigt, selvom der vel var 60 ud af de 80 sider, jeg som minimum skulle aflevere. Mine øjne kom lidt ud at svømme og jeg følte, hvad der vel egentlig mest minder om, når man ser sin eks lige efter et brud. Alle drømmene, planerne. Knust. Og følelser, der ikke længere har en person at rette sig mod. Et virvar af tanker og et følelseskaos. Jeg blev meget bevidst om mit valg. Om at jeg aldrig kommer til at stå og tale om mit speciale til en Specialesalon.

I dag griner jeg lidt af det. Ryster på hovedet af mig selv. For ja, jeg går da glip af et løntrin. Det var på ingen måder en klog beslutning. Men det var den sundeste og bedste, sværeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Da jeg fik brevet om at jeg var kommet ud, brevet fra Aarhus Universitet om at jeg d. 17.08 2015 har meldt mig ud af min kandidat i Journalism, Media and Globalization var jeg akkurat lige så topglad som dengang, jeg for 8 år siden fik brev fra AU om at jeg skulle begynde på litteraturhistorie. Jeg dansede faktisk rundt med mit udmeldelsesbrev, så glad var jeg 💃💃💃 Og jeg har gemt det, og tænker at det skal op og hænge på væggen bag mit skrivebord. Papiret på det, jeg ikke blev. I glas og ramme.

Sidste sommer var jeg så bange. Bange for, hvad andre folk ville tænke om mig. Mest af alt gik jeg nok op i, hvad den mand, jeg datede ville sige til det. Og selvfølgelig var han jo bare rigtig sød (ellers datede jeg ham vel ikke 💁). For det vigtigste er jo at jeg er glad. Og i live!

Selvmordstanker lyder så voldsomt. Jeg ville bare gerne blive i havet. For der er rart. Lækkert. Det dufter så godt og elsker når bølgerne rusker i mig. Når jeg dykker og kan høre sandet og småstenene, der skraber mod bunden. Når saltvandet kaster solstrålerne i mit ansigt. Vægtløsheden.

Jeg var ved at få spat af at sidde bag skærmen og skrive. Det var så ørkesløst og interesserede mig i virkeligheden overhovedet ikke. Jeg var virkelig dødtræt af det pis. Og slet ikke motiveret. Det hjalp heller ikke at min vejleders autoreply fortalte mig, at han var taget på ferie og først var tilbage i slutningen af august, efter min afleveringsfrist. Burde jo nok ha’ valgt en anden vejleder end ham, der hjalp mig med at dumpe det første speciale.

Så havet lokkede 🌊

Heldigvis, og hurra for det!, kunne jeg godt tænke mig til at det nok ikke var så sundt at tænke på understrøm. At det nok ikke var meningen at man skulle ha’ det sådan, når man skrev speciale.

Jeg tog en snak med mig selv. Og vi blev enige om, at jeg skulle væk fra det speciale.

Vi blev også enige om at livet er for kort til at spilde på fortrydelser. Så det lovede jeg at la’ vær’ med.

Heldigvis har jeg nogle helt fantastiske hippieforældre. Da jeg fortalte dem om min beslutning, blev de bare så glade. Min søde far sagde: “Det er så vigtigt at lære at gå sin egen vej her i livet.” Jeg tror faktisk de begge var ret stolte over mig. Fluks hoppede vi i bilen og tog ud at spise for at fejre, at jeg var færdig med universitetet. Det var fredag eftermiddag, så vi kørte til Hanstholm og spiste fiskemad og drak Thy-pilsnere. Den sidder stadig i mig i dag, den eftermiddag. Den var god ❤️

I går var jeg til specialereception. Den første siden jeg stoppede med at studere. Solen skinnede, der var rosé og pagne. Alle var glade. Jeg havde købt en lille gave til de to dimittender, bevidst om, hvor fedt det er at blive specialefri. Og fordi jeg virkelig ved, hvor hårdt det er at skrive speciale.

Jeg stod i en flok og snakkede. Snakken gik på, hvornår de to specialemakkere får svar og karakter. Og om om nogen nogensinde har dumpet et speciale? Jeg var helt østerstavs. For jeg gad ikke at få ynkeøjne og blive kigget på som om, jeg er dum. Jeg gad ikke være aben. Jeg gad ikke opmærksomheden. Jeg ville bare gerne hygge mig.

Egentlig synes jeg, det var fejt. At jeg var ret kujonagtig. Og ikke solidarisk med os, der faktisk har dumpet et speciale. Og måske hoppet af uddannelsesekspressen.

Men jeg sagde det til ham, der havde afleveret. Han vidste det slet ikke. Han kendte ikke den historie om mig. For jeg fortæller ikke den til alle.

Nogle gange er det nemlig bare rart være fri for at hælde sine historier ud over andre. At forholde sig til andet end sig selv.

Han spurgte betænksomt om jeg var okay. Det er jeg. Det niver ikke i hjertet. Jeg er hverken bange, ked af det eller bekymret. I’m over it. Og nu har jeg noget til fælles med Kanye! Yeezus og jeg er nemlig begge college dropouts.

Sommerselfie.PNG   Helt okay og glad til specialereception i den fine gårdhave på det gamle kommunehospital.

 

Alt godt til jer ✌️

💚

Linnea

Sommerhusabstinenser & lidt om at ha’ tændt for drømmene igen

København er dejlig sommersløv i disse dage. Der er hverken trængsel på cykelstier eller veje. Lige i dag har vi faktisk solskin, men ellers byder sommervejret jo på noget, der rimer mest på et skovsommerhus med brændeovn og svampejagt. Det drømmer jeg i hvert fald om. Derfor prøver jeg at sommerhusificere mit liv. Og pønser på at dyrke svampe i kaffegrums. Heldigvis er min indretningsstil ret så sommerhusagtig – pasteller, kurvemøbler og strandfund, I ved. Noget af det allerbedste jeg kan finde på om sommeren (udover at sæle den i Vesterhavet), er at gå en tur og plukke vildblomstbuketter fra grøftekantens skatkammer. Det er faktisk ladsiggørligt selv i byen, for i går komponerede jeg denne buket fra rabatten på Sallingvej. Med fine vaser og matchende (genbrugs)stearinlys er det da helt sommerhusagtigt, ikke?

sommerivinduet.JPGDe gule rejnfan er  yndlings 💛💛💛

Sommer er måske også den tid, hvor jeg læser mere end jeg skriver. Den bedste måde at bruge sin sommer på, er ved havet med en bog. Men der er ikke særlig meget vand i Vanløse, så slænger mig i haven, på sofaen eller altanen i stedet. Lige nu er jeg i gang med en god dannelsesroman og har linet mange læseoplevelser op. NU skal jeg ha’ læst alle de bøger, jeg har skubbet foran mig i flere måneder, ja endda måske et helt halvt år.

sommerlæsning.JPGFår vist travlt, hvis jeg skal nå hele denne sommerstak. Er evig læseoptimist 🤓

sommerbøger.JPGHar også nogle mere kuriøse indslag klar, hvis jeg får bykuller.

SuzanneBrøgger.JPGDenne sommer skal jeg blive færdig med Brøggers trilogi. Tror det var i 2009, jeg læste Creme Fraiche. Og Ja sidste år.

drinkssmagningSommer betyder også godter fra haven. I går fik vi både kartofler og salat med havedyrkede lækkerier. Sliktomater ❣️ Vi eksperimenterer også med drinks. Mynte, rabarber, lime og vodka hitter i kollektivets ganer. 

sommerhus.JPGKaffe og solskin i sengen er ret så sommerferielækkert. Selvom jeg bare har weekend, så lader jeg som om det er ferie. 

Det der med sommertræt stilhed trænger jeg vist til. For mærker godt, det sidste år har været ret så tumultarisk, vanvidsagtigt og på nogle tidspunkter ligefrem håbløst. Og der sker voldsomme verdensbegivenheder. Ro er rart og vigtigt. Og noget, jeg er hjertedybt taknemmelig for. Roen er simpelthen en nødvendighed. Den er et aktivt valg. For uden den, så finder jeg ikke vej herind og skriver. Jeg glemmer at drømme.

Apropos drømme, så har jeg faktisk haft helt slukket for dem. For hvorfor drømme om at rejse steder hen, når du intet arbejde har, og derfor ingen penge at rejse for? Og når du faktisk har det så skidt, at du overhovedet ikke overvejer at rejse andre steder hen end væk fra livet. Og hvorfor tænke på fremtiden, når du vandrer håbløs rundt i nutiden og måske hænger lidt i fortiden? Heldigvis har jeg arbejdet mig hen et sted, hvor livet er lækkert, og det betyder, at lyset er tændt i drømmefabrikken igen. Måske er det også derfor, søde folk siger til mig, at jeg skinner? Jeg tror det 💫

Selvom videoen herunder starter dystert ud, så se den lige til ende. For den er fin og minder mig om mit eget liv. Sturgill Simpson var en af dem, jeg så meget frem til at nyde på Roskilde. Og han var helt god. Især dette Nirvana-cover.

Til jer, der har en helvedssommer og dør lidt af fomo over, hvor optursagtigt andre går og har det: HOLD UD. Intet varer ved. Heller ikke det grumme og tunge. I know. ❤️ til jer.

Sommerhilsner fra Vanløse til alle jer søde hoveder derude bag skærmene

🌞