Hjemme?

LodbjergHjemme / Thy

Er netop kørt over Storebæltsbroen og er nu på Sjælland igen. Siden jeg var 17, har jeg drømt om at bo i København. Det er dog kun tre år siden, min altidhjælpende bror, kørte sin kørekortsløse søster inkl. bohave over bæltet og til mit nye hjem, kollektivet i Vanløse.

🏡

Jeg ved ikke, hvad det er med broer, men der er altså stadig smølfer i min mave, der danser hoplabegejstret hver gang jeg krydser Storebæltsbroen eller Oddesundbroen. Jeg har to hjem, et nord for Limfjorden, tæt på Vesterhavet og et andet, nærmest helt ovre ved Øresund. Og på turen mellem Thy og København, passerer jeg mit første andet hjem, Struer Kostskole. Lige nu er vi ved at flytte værelser i mit kollektiv, så jeg har faktisk pakket mit værelse næsten ned og må sove på sofaen i nat. Det klarer jeg nok.

🏡

Men hvad jeg egentlig gerne ville, det var at finde ud af at finde mig en skrivepraksis igen. Det er meget længe siden, jeg dagligt bloggede. Og jeg savner det. Savner at filtrere verdensomvæltningerne eller blot hverdagens oplevelser og de indre aftegninger. Snart begynder jeg på Kritikerskolen hos Politiken og der kommer jeg til at skrive. Men jeg savner altså at være meget mere hjemme her i mit internethjem. Faktisk kan jeg ret godt li’ selv at forme ordene, vælge billederne, musikken og dele det, jeg går og fumler med.

🏡

Hvordan kommer man bedst på plads i sit eget hjem? Jeg skal i hvert fald indrette mig, sørge for at der er rart, pænt og et sted, hvor jeg har lyst til at være.

Vil I med hjem til mig igen? Jeg tror nemlig, jeg er nødt til at skrive om helt bitte små almindeligheder igen. Tilbageerobre domænet efter en vild tid, hvor jeg svang mig rundt i livets lianer. For jeg startede jo egentlig bloggen, fordi jeg gerne ville ha’ mit helt eget sted at skrive. Og jeg kan godt li’ at dele mine ord. Af og til er der jo faktisk nogle, der kan bruge dem til noget.

Håber I er med på at flytte tilbage eller ind igen på ny. Så lover jeg at fortælle mere om, hvad der sker i Linnealand. Fx om mit arbejde, hvorfor jeg er glad for glimmer, om Kritikerskolen er en dukseklub, hvorfor jeg egentlig klippede mit hår af, eller fx bare (endnu) en homage til hjemstavnen.

Linnea_2017
Hjemme / Vanløse

Et af mine indretningstips er altid at starte med et stykke musik, du både kan danse og flytte møbler til. Som fx det her: 

 

Det var alt for nu 🏡
❤️ Linnea

Advertisements

“Man får aldrig skrevet”

Hej

Det trænger sig på. Ordene har banket på længe. Hver morgen har jeg kigget på min Macbook og tænkt ”Du er så tung, jeg gider ikke slæbe dig med” og fornægtet mig selv. Har heller ikke taget en notesbog med, selvom den også har fristet mig om morgenen. Fordi: Når jeg har fri, skal jeg jo holde FRI. Kigge ud ad vinduet.

Jeg har i flere uger fornægtet at stille min skrivesult. Nægtet mig det, som der faktisk gør mig godt. Det, som er livsnødvendigt (for mig). Og som altid gør mig godt tilpas. Noget af det bedste jeg ved, er at ha’ skrevet.

Måske fordi det er en slags indre rengøring? Tømning af de fyldte tankekamre. Mental oprydning. Rivning af de indre tennisbaner.

Ud og nyd sommeren, se vennerne. Se serierne. Læse bøgerne. Magasinerne. Alle de undvigelsesmanøvrer.

Hvis din krop markerer at den er træt, så giver du den søvn. Knurrer din mave, så stiller du sulten. Er du tørstig, så løfter du et glas vand til læberne. Mine tanker har bedt mig skrive, men jeg har mast bønnerne og moslet videre. Forsømt at give mig den pause, det at skrive er.

Hvorfor?

Måske har jeg haft svært ved helt at bygge den bro mellem det brændende liv, der mest af alt føltes som evig kørsel i nødssporet og det liv jeg har nu, hvor ca. alt er love. På en eller anden måde har jeg skullet lande i en ny måde at fortælle jer historier på. Og hvad vil jeg dele? Hvorfor deler jeg?

I takt med at vi starter en Ungeredaktion op på mit arbejde, og jeg selv facilliterer kurset FORTÆL SELV, så har jeg funderet en del over, hvorfor vi skriver. For mig er det en måde at bearbejde livet på. En slags finsorteringsmekanisme, der fordeler det levede liv på plads. Nogle gange har jeg oplevet noget, jeg bare dele. En sang, der er så god at jeg ikke alene kan gå og nynne den (fx den her). Eller en film, I alle må se. Eller en oplevelse, der var så skør at forargelsen måtte deles. En trang til at bevæge andre. Og simpelthen at træne skrivemusklerne. Jeg har også skrevet og delt ud af eget levet liv, fordi nogen måske kunne spejle sig deri og føle sig mindre alene. Og fordi, at vi nogen gange er nødt til at skrive det, vi gerne vil læse, fordi det endnu ikke er skrevet.

Så hej 👋 Jeg er tilbage.

Hvad har I lyst til at læse om?

💖 Linnea

Kvartvejskrisen. Det gode. Og hvad så nu?

Hej vennerne 👋

                                 🥒🥒🥒
Henne i verden er det officielt agurketid. Ikke at der ikke sker masser af ting, men de siver ikke rigtig gennem. Måske fordi regeringen og journalisterne er gået på ferie? Måske fordi vi er? Det skal jeg ikke kloge mig på. Men. Altså.

Jeg har også forsømt min selvdocerede skrivetid herinde. Har det været agurketid i mit liv? Er jeg gået på ferie? Absolut ikke. Tværtimod. Så er der sket så meget, at jeg knap selv har haft tid – eller taget mig den – til at reflektere og evaluere med jer. Lige nu sidder jeg med en bid Roskilde-blues. Savner mine forældre, men de er vist gået i seng, så nu skriver jeg til jer i stedet. Håber, I er vågne derude i natten 🌜

                                   💼
I morgen er faktisk en stor dag. For siden sidst, så er jeg nemlig blevet tilbudt en ægte fuldtidsstilling på drømmejobbet, hvor jeg ellers bare var halvtidshyret. Så første dag som fuldtidsansat er i morgen. Glæder mig helt vildt! Og ved I hvad?

Der er faktisk kun gode ting i mit liv lige nu. Det er helt skørt. Og dejligt!

Men måske er det faktisk også derfor, der er udsving i mine skriverier. På den netop overståede Roskilde Festival mødte jeg en af dem, der var der for mig, dengang mit liv mere føltes som et evigt ræs i nødsporet, end som en midsommervals i juniregn. Hende, der inviterede mig på brunch, og over kaffen, øllebrød og tårer, fortalte mig at alt nok skulle blive godt igen en dag. Jeg kunne se at hun var en ægte erfaringsekspert – for efter en sort periode, sad hun nu der, et rart sted i livet og alt gik bare. Hun spurgte, hvordan det gik? “Godt”, svarede jeg. Hun svarede, at sådan så det også ud på Instagram. Måske er det nemmere at tage øjebliksbilleder, når jeg er glad end at skrive dem? For det er jo ikke sjælevridere og sort galde, jeg ligger inde med. Og når det nu var det, der tit provokerede ordene frem i mig, ja hvad så? Hvordan og hvorfor skal jeg så skrive?

Der er stadig tonsvis af uretfærdigheder ude i verden. Men lige nu er de langt fra mig. Skal jeg så stoppe med at skrive?

Nej.

Fordi, vi skylder dem derude – dem, der var os selv – vi skylder dem, at fortælle at alt går nok. At der er en vej ud af kvartvejskrisen. Men når TV-værten på Aftenshowet spørger mig efter ét råd, til en, der er i krise, så er det altså svært at svare. For der var ikke én ting, der fik alt det svære til at forsvinde. Du kan ikke bare sætte Beyoncé på og danse alt det svære væk. Hvis du kunne det, var det ikke en krise. Det tager tid (år), terapi, verdens bedste venner & familie, fællesskaber (skud ud til Lyngfryd, Ungdommens Folkemøde. KBH+ og AskovFonden), men mest af alt er det, der får dig igennem det, de folk, der ud af det blå siger til dig, at det nok skal gå. Tag i mod de velmenende kopper kaffe, øl og varm kakao, universet inviterer dig på.

Midt i alt ræset. Midt i det her liv, der på mange måder føles som at ha’ premiere hver dag. Om at få flest likes, de sejeste venner, de nyeste sneaks, det bedste job. Så er vi altså nødt til at passe på hinanden. Og fortælle, hvordan livet også er. Det nytter ikke, at vi bare deler glansbillederne. Vi er nødt til at ha’ nogle knuste spejle at se os selv i. Så frem med dem.

broken

Jeg var af og til ved at bide hovedet af de møgpander søde væsner, der bildte sig ind at sige, at det nok skulle gå. Måske de ikke lagde mærke til det, fordi jeg henkogte vreden indeni. Selvom det var en pestilens, så var det virkelig også godt at der var nogen, der gik rundt og bar på det håb, den lille ild, der tit blæste ud hos mig.

En dag har du nærmest glemt, hvor svært livet var. Tro på det. Det er rigtigt. Selv når du tror, det ikke er.

En dag er ALT godt, du står i søndagsbadet, helt uden at være blå i hjertet og sjælen, helt uden alt det tunge og du synger med på sangen her:

Sov dejligt, kæreste internetven 💞

 

Vi skrives snart ved igen 💌

Gør din svaghed til din styrke

Det har Edith Piaff vist sagt engang. Det var der i hvert fald lige en, der fortalte mig lige før, da jeg stod for foden af Søren K ude i Bibliotekshaven. I dag er nemlig en ret særlig dag.

Rigsarkivet_journalinnea.JPGRigsarkivartype, der vogtede over dagens podcastoptagelse.

Kan I huske dengang, jeg var ret ked af det? Det er lang tid siden, men alligevel ikke. Folk spørger mig stadig, når jeg fortæller om at melde mig ud af universitetet, “Hvad var det, der gik galt?”. Øhm altså, jeg blev rigtig ked af det. Men jeg havde ikke en depression. Måske var det en kvartlivskrise? Jeg ved det ikke. Jeg er stadig i tvivl. Der er flere episoder, der nok har hobet sig op, og som fik lov at fylde mellem mig og tastaturet. Jeg kan ikke sige: “Den der ting + den der ting + det hun gjorde = jeg meldte mig ud”. Der er ligesom mere i det. Og der er sidenhen nogen, der har sagt mig, at det nok var en fejl, at lægen ikke diagnosticerede mig med en depression. Der er også nogen, der har sagt, at der slet intet er galt med mig.

Kan vi ikke bare lade det ligge?

Jo.

Men nej.

Fordi nogle gange, så sker det pudsige her i livet, at vi en dag bliver tilbudt at være den ene hovedperson i en podcastrække om depression. Om at være lige på grænsen. Og i dag, så var det altså første dag på den opdagelsesrejse.

I får altså ikke så meget mere at vide lige nu, fordi det er jo i produktion og der går tid, før vi kan få ørene i det.

Kierkegaard_journalinnea.JPGSøren K. Med en mørk stribe over ansigtet.

Vi var på Rigsarkivet og optage i dag, fordi herfra er der nemlig kig til statuen af Søren Kierkegaard i Bibliotekshaven. Og han led gennem hele sit liv af depression. (Vidste I det? Det gjorde jeg ikke. Måske har jeg ikke spidset ører nok til forelæsningerne på litteraturhistorie.)

📖

Da jeg skrev på mit andet speciale, havde jeg byttet Hamborg og Aarhus ud med København, og yndede at sætte mig i de sorte lædersæder på Det Kgl. Biblioteks gamle læsesal. Det er svært ikke at blive duperet af omgivelserne.

Se selv:

Læsesalen_journalinneaEr her ikke smukt? Tror kun det er biblioteket i Fiolstræde, der måler sig med dette.

Det er virkelig sjældent, at jeg tænker på, jeg ikke fik min kandidatgrad. Men det sker. Fx i tirsdags, hvor jeg så en virkelig formfuldendt invitation til en kandidatfest. Tårerne brød frem i mine øjne, fordi lige dér, der slog det mig, at jeg det kommer jeg aldrig til.

Akkurat så finurlig og fortællende, på tykt papir og med segl, ville jeg gerne ha’ inviteret alle mine søde venner og familien til fejring. Til fest for kulminationen af mine skoleår. For alt det jeg har lært. For alle de opgaver, eksamener og afleveringer, jeg har skrevet gennem tiden.

Jeg har før haft lysten til at holde en fest og fejre at det hele gik. Men måske er det fordi, det vil føles lidt som en art erstatningsfest for den kandidatfest, jeg aldrig gjorde mig fortjent til, at jeg ikke har holdt den? Måske har jeg haft for travlt med at kaste mig over arbejde og gøre mig nyttig, så jeg ikke følte mig ubrugelig.

Heldigvis er jeg langt fra det fumlegængeri jeg befandt mig i, lige efter jeg blev universitetsløs. Dengang var jeg forvirret, grædende og med plaster på tøjet. Jeg har fundet mine lykkebyggesten: Fællesskaberne. For hvad er mennesket uden de andre?

Jeg har fundet frem til en slags mening med det hele. Til de fantastiske (arbejds)fælleskaber, jeg er en del af (frivilligt eller betalt), vennerne og Projektakademiet. Og nu tjener jeg faktisk penge på den tid, der var allermest svær.

Dét kalder da om noget på en fest, gør det ikke?

🎉

Linnea

Hvad så nu?

søndag_journalinnea

Min gode ven, Mads (ham der engang gæstebloggede), spurgte mig til en fest i fredags: “Hvad så nu?”Dét spørgsmål har spøgt i mig hele weekenden. For hvad så nu? Hvad skal der ske?

🔮

Efterhånden er jeg ved at ha’ glattet mit liv ud efter alt det, der har krøllet mig sammen. Den sidste rest af en svær tid har snart sluppet. Et langt og sejt træk er overstået. Sover bedre om natten. Mine tanker er ret rolige. Jeg sender flere mails fra en arbejdsmail end fra min egen gmail nu. Og der er slet ikke så mange bekymringer. Stormen er stilnet af. Jeg er fri.

🌱

Det har ved Gud ikke været helt nemt. Jeg beundrer virkelig træerne for deres tålmodighed. Tænk, de bare står og venter på, det bliver forår igen? På at solen smelter en vinterlang bekymringsklump væk. På at de gror blade ud igen. Blomstrer op og står i fuldt flor. Glæder mig virkelig til at mærke sommersolen på huden, og til at mit hår vokser ud igen. Bare så jeg kan lave en lille bitte hestehale.

📝

Måske kan jeg det, når det er Roskilde-tid igen? Er nemlig så heldig at drømmejobbet tager mig med til både Folkemødet, Roskilde Festival og Ungdommens Folkemøde i år. Udover alle de seje ting, der bare sker på jobbet til hverdag. I skal nok høre mere om det hele. For det har været lidt svært at finde tilbage til min blog her igen. Selvom I er derude og venter på nye skriv. Nu skriver jeg på en anden måde. Det er ikke så råt og afmægtigt længere. Heldigvis jo! Jeg har været væk længe. Og hvis det at skrive er en muskel, så er min lidt slap. Bare det at nå frem til en weekend, hvor jeg har fri, er noget der er sket for 3. gang i mit 2017 i denne weekend. Men det er altså den helt rigtige beslutning at åbne op for ordene igen. For de trænger sig på her hos mig.

🎨

I dag har jeg malet på mit værelse, noget jeg har villet gøre siden august sidste år, hvor jeg flyttede til nyt værelse i vores kære kollektiv. Først i dag er det sket. Endelig har jeg overskud. Har helt glemt at stoppe op og nyde roen. Fejre den. At alt ER godt. Har så meget at være taknemlig for at mine øjne svømmer til. Det er vist ægte først nu at det hele er landet så fint et sted.

🎪

Projektakademiet, Ungdommens Folkemøde, Ventilen og en højskole hjemme i Thy er blot noget er det, der skal ske. Podcastkursus, ungeredaktion og medieskoleforløb hos Information noget andet.

Hvad skal der så ske?

Hmm … Måske skal jeg bare leve det rolige liv, med dansk normal hverdag (DNH), som jeg altid har drømt om. Endelig er den her, den DNH! Konstant og tryg. Hurra! Jeg skal bare arbejde og være engageret i seje fællesskaber. Nyde at jeg bor i kollektiv og lade det fylde mere i mit liv. Få mig et medlemsskab til Helgoland. Læse flere bøger. Måske begynde at løbe? Eller skrive på det, jeg skal udgive en dag? Se mine venner og familie meget mere. Alle dem, der er vigtige i (min) verden. Mine fremtidsudsigter er ret så gode at begive sig ind i søvnen med – og ud i livet med i morgen.

🎶

Har hørt den her sang igen. Føler den og videoen ret meget. Stødte på “Song for Zula” i den helt vidunderlige coming-of-age-film The Spectacular Now. Se den! Og græd lidt. Det gjorde jeg i hvert fald (ikke at det er noget nyt). 

Vi ses snart igen 😘

KH Linnea

💜

Om at være tilbage, om skærme & om at bygge broer mellem mennesker

Hej  👋

Er der mon stadig nogen her? Det håber jeg.

Noget har spiret i mig. Tanker om at skrive. Ikke bare hvor som helst. Men her. Igen.

Jeg har tøvet. Skrevet indlæg i tankerne. Tøvet igen.

Nu vover jeg.

For der trænger til indlæg, der er til at spejle sig i. Mange etablerede blogs er blevet rene glittermagasiner og højt belagt pr-fis. I gamle dage så jeg op til den slags. Det ved jeg ærligt ikke, om jeg gør længere. For der mangler spejle, som viser virkeligheden mange af os render rundt i. En virkelighed, der spejler vores søgen på det meningsfulde (ungdoms)liv. Hvor finder vi det? Sig endelig til, hvis du har et tip. Indtil videre tager jeg sagen i eget tastatur.

Okay, det passer ikke helt. Både Nerdy by Nature, Mit Uperfekte År og Bøger På Stribe er skrevet af søde og seje damer.

Faktisk har jeg det meget ambivalent med at skrive det, du læser lige nu. For egentlig synes jeg vi bør løfte blikket mere op fra skærmene. Løfte øjnene fra vores nyhedsfeeds og kigge på dem, der går rundt omkring os i verden. Især dem, der ikke lige ligner dig.

Hvornår har du sidst snakket med en, der mente noget helt andet end dig selv?

Jeg kender mange, der sletter de Facebook-venner, der har anderledes holdninger end de selv har. Er det ikke lidt at leve i en falsk verden? Eller i hvert fald en virtuel verden, hvor vi undgår at udsætte os selv for mødet med helt andre verdensopfattelser.

Jeg er ikke frelst, overhovedet. Jeg øver mig selv i det. Måske kan vi øve os sammen, hvis du har lyst?

For nylig har jeg læst en lettere bedaget, men dog særdeles aktuel bog. Hal Kochs Om demokrati beskriver så smukt demokratiet som en samtale. Den samtale tror jeg, vi skal ha’ gang i. Derfor har jeg startet Hej-bevægelsen. For hvis demokratiet er en samtale, så starter de fleste samtaler jo med et Hej. Hej-bevægelsen er mit afgangsprojekt fra Projektakademiet, men jeg håber virkelig at Hejet lever meget længere end bare til maj, hvor jeg er færdigbagt projektleder. Bevægelsen er i sin spæde start, men du kan bare starte nu. Det kræver ikke særlig meget. Det koster slet ikke noget. Du skal ikke engang ha’ Dankortet op af lommen. Du skal faktisk bare kigge op fra skærmen og sige ét ord på tre bogstaver: “Hej.”

Det virker selvfølgelig bedst, hvis der er nogen at sige det til.

Prøv det. De fleste bliver ret glade over at få et hej fra en fremmed 🤗

Du kan følge med i, hvordan det hele går, lige her.

journalinnea

// Der er sket meget siden sidst. Bl.a. har jeg klippet hele min manke af og vokser den nu ud igen.

Ha’ det rart til vi ses igen.

💛

Linnea

Tak for nu.

Hej allerdejligste internetvenner 👋

Det er tid. Tid til noget, der har rumsteret i mig længe. Livet leves cyklisk, og nu er det tid til at journalinnea binder en sløjfe på sig selv og forsvinder. Jeg lukker bloggen ned og opsiger mit digitale internethjem ved årsskiftet. 2011-2017 blev det til. Bloggen blev født ud af en skrivedrøm og begyndelsen på et journalistikstudie, et eksperiment og internetnysgerrighed. Vi har været rundt omkring. Aarhus, Hamborg, Læsø, Kbh, Amsterdam, Thy og Kbh igen, for bare at nævne de fysiske steder, vi har besøgt sammen.

Lige nu er jeg ret tom for ord. Der er sket så meget siden vi begyndte det her digitale fællesskab. Jeg stopper ikke med at skrive, men det bliver ikke herinde. Jeg ved ikke, hvor jeg udkommer endnu – måske bare i mine notesbøger. For mærker en trang og en tid til at vende mig indad. Savner nok en tryghed og en ro. Skammer mig ikke over det, jeg har delt herinde, for det har været modigt og ærligt og givet både jer og mig en masse at tænke over. Men en æra er forbi. Det er slut.

Der sker ret så meget i mit liv. 2016 har været et vildhedsår. På alle planer og i alle følelser. Jeg har brændt mig på nogle mænd, skuffet nogle andre, og har haft alt mit fokus på at finde mit ståsted og skabe tryghed omkring mig – fx i form af et job. Jeg har været superfrivillig og brugt meget tid på at skabe mig, og ja, mistet nogle venner på farten. Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. Måske for stærkt? Lige nu har jeg i hvert fald for meget om ørene. Som vi siger i Jylland, så har jeg brændt nallerne.

Derfor er det tid. Tid til at lave om. Stoppe op. Skrue lidt her og der. Og måske også leve et liv, der er lidt længere væk fra likes end det, jeg lever nu. Bare være uden at tænke i #, filtre og den helt rette emoji-kombi. Slibe øksen. Holde pauser. Og måske klippe alt mit hår af? Coco Chanel siger i hvert fald:

“A woman who cuts her hair, is about to change her life.”

Tror, jeg vil invitere nogle ændringer ind i mit liv. Lukke en dør og se, hvad der åbner sig i 2017. Frisætte noget energi. Kigge op fra skærmen og se nogle venner dybt i øjnene. Jeg tror det bliver godt.

Af hjertet tak for jer! For al jeres støtte, likes, delinger, kommentarer, digitale kærlighed og lyst til at følge med på min dannelsesrejse. Når jeg tænker på de fælleskaber, vi har skabt – og den ærlighed og støtte, jeg har oplevet fra jer, så får I altså de der små saltvandsbanditter frem i mine øjne.

T A K.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

I er de bedste!

Hvis I savner mig, så find mig på Facebook eller Instagram. Jeg skal nok holde jer opdateret om, hvor jeg kan finde på at udkomme. Måske jeg alligevel skal søge ind på Politikens Kritikerskole (det siger Bo jo) eller gøre noget seriøst ved digtsamlingen Centerpoesi, der handler om at hoppe af uddannelsesræset, at være bange for barnevogne, nedslag i en kvartlivskrise og at arbejde fuld tid i et shoppingcenter indtil drømmejobbet og året går i gang … Det kunne også være kronikken Generation Likeable.

Nu slipper jeg i hvert fald mit hjørne af internettet her. Tak fordi I var med på rejsen.

linnea.JPG

Evig kærlighed og julekram til jer.

❤️ Linnea

Husk: You can’t start a fire without a spark 🔥