Hvad jeg ved om stress (og om at være 29)

journalinnea_stressFor at starte med det sidste, så har jeg endnu en del at lære; har nemlig kun været 29 i to døgn. Men efter mængden af indpakket afstressning at dømme af, så ved jeg en del om det første. Et par dage inden jeg fyldte 29 fik jeg en autoriseret voksens ord på, at jeg ikke kan arbejde i øjeblikket pga en akut belastningsreaktion. Altså stress, med ikke-lægeord. Faktisk har jeg siden foråret været ret skrøbelig. Som om at alt omkring mig var godt, men jeg slet ikke selv var ankommet i godheden. Men faktisk blev det slet ikke bedre, jeg blev kun mere porøs, og siden midt-august har jeg haft det skidt, men endelig fundet ud af årsagen: Stress.

Stress opleves helt sikkert meget forskelligt. For mig har det resulteret i en evindelig strøm af Askepotdage. Altså dage, hvor jeg har følt mig som lavet af det samme materiale som Askepots sko er lavet af. Af glas. Der skal ikke så meget til, før jeg går i stykker. Og trods rolige dage, rekonvalescens ved Vesterhavet, koffein-, alkohol- & sukkerstop, går jeg jævnligt i opløsning. I dag fx, da mine søde medkollektivister havde glemt mig til aftensmaden. For et par uger siden, da jeg pga en ufokuseret stresshjerne glemte at checke ind i metroen og fik en bøde. Da jeg havde taget fejl af hønseboullion og æblegrød og fik spoleret kantarelrisottoen. Faktisk kan jeg ikke huske mere end to sammenhængende dage uden gråd i løbet af det sidste halve år. Og det er altså ikke fordi, jeg er ked af det eller deprimeret. Men selv de mindste forskydninger eller uforudsigeligheder bringer tårerne frem. Og oveni det har jeg voldsom hovedpine, kvalme og nedsat appetit.

Det er spild af energi at ærgre sig over at livet ikke er, sådan som jeg gerne vil ha’ at det skal være. Der findes intet quick fix, men kun slow fixes. Nedsat skærmtid, naturterapi og en generel dæmpning af livet, så mine sanser kan køle af og ikke være på overarbejde 24/7 alle ugens dage. Accept af, hvordan livet ser ud lige nu. Og en tro på, at selvom jeg har slået alle notifikationer fra, glemt aftaler og lige nu ikke arbejder, og endda skriver offentligt om at være stressramt, så går det hele nok. Det er det nødt til. Og det ved jeg godt. Men jeg savner også at arbejde. At gøre noget. Måske for at bevise mit værd. Men som jeg før har skrevet om, så er vi mennesker jo noget værd, bare fordi vi går og trækker vejret.

Jeg er udmærket godt klar over, at vi ikke kan danse vores problemer væk. Eller læse, surfe, like, date eller streame dem væk. Men et øjebliks pause, hvor jeg helt glemmer at jeg faktisk er stresssygemeldt, er den virkeligshedflugt, jeg dyrker lige nu. Det kan fx være en tur til hjemstavnen med alt, hvad det indebærer af bærplukning, Vesterhavsblæst, oktoberdukkerter, genbrugstogter eller bare en musikvideo, der kræver  fuldskærm og akkompagnerende akavede danse-moves. Favoritten lige nu er australieren her:

Hvis I har nogle dyrekøbte stresserfaringer, gode råd eller generelle tips til livet, så er de evigt velkomne i kommentarfeltet.

God aften til jer.

❤️ Linnea

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s