“Man får aldrig skrevet”

Hej

Det trænger sig på. Ordene har banket på længe. Hver morgen har jeg kigget på min Macbook og tænkt ”Du er så tung, jeg gider ikke slæbe dig med” og fornægtet mig selv. Har heller ikke taget en notesbog med, selvom den også har fristet mig om morgenen. Fordi: Når jeg har fri, skal jeg jo holde FRI. Kigge ud ad vinduet.

Jeg har i flere uger fornægtet at stille min skrivesult. Nægtet mig det, som der faktisk gør mig godt. Det, som er livsnødvendigt (for mig). Og som altid gør mig godt tilpas. Noget af det bedste jeg ved, er at ha’ skrevet.

Måske fordi det er en slags indre rengøring? Tømning af de fyldte tankekamre. Mental oprydning. Rivning af de indre tennisbaner.

Ud og nyd sommeren, se vennerne. Se serierne. Læse bøgerne. Magasinerne. Alle de undvigelsesmanøvrer.

Hvis din krop markerer at den er træt, så giver du den søvn. Knurrer din mave, så stiller du sulten. Er du tørstig, så løfter du et glas vand til læberne. Mine tanker har bedt mig skrive, men jeg har mast bønnerne og moslet videre. Forsømt at give mig den pause, det at skrive er.

Hvorfor?

Måske har jeg haft svært ved helt at bygge den bro mellem det brændende liv, der mest af alt føltes som evig kørsel i nødssporet og det liv jeg har nu, hvor ca. alt er love. På en eller anden måde har jeg skullet lande i en ny måde at fortælle jer historier på. Og hvad vil jeg dele? Hvorfor deler jeg?

I takt med at vi starter en Ungeredaktion op på mit arbejde, og jeg selv facilliterer kurset FORTÆL SELV, så har jeg funderet en del over, hvorfor vi skriver. For mig er det en måde at bearbejde livet på. En slags finsorteringsmekanisme, der fordeler det levede liv på plads. Nogle gange har jeg oplevet noget, jeg bare dele. En sang, der er så god at jeg ikke alene kan gå og nynne den (fx den her). Eller en film, I alle må se. Eller en oplevelse, der var så skør at forargelsen måtte deles. En trang til at bevæge andre. Og simpelthen at træne skrivemusklerne. Jeg har også skrevet og delt ud af eget levet liv, fordi nogen måske kunne spejle sig deri og føle sig mindre alene. Og fordi, at vi nogen gange er nødt til at skrive det, vi gerne vil læse, fordi det endnu ikke er skrevet.

Så hej 👋 Jeg er tilbage.

Hvad har I lyst til at læse om?

💖 Linnea

Advertisements

3 thoughts on ““Man får aldrig skrevet””

  1. Dejligt at have dig tilbage ❤ Jeg vil gerne høre om noget så kedeligt som dit semi-nye arbejde 🙂

    1. Altså ikke fordi jeg tror dit arbejde er kedeligt…bare et ordinært emne, ik? Du forstår 😉

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s