Hvis tårer kunne tale, hvad ville de sige?

tears.png

I mange år har jeg været bange for de blanke, små perler, der af og til triller ned af mine kinder. Jeg har ligesom ikke rigtig turde give dem den plads, de kræver. Det var farligt at græde, men det skete så tit.

💧💧💧

Når jeg var til eksamen (efter folkeskolen har jeg ikke haft én eneste mundtlig eksamen uden tårer, på nær en gruppeeksamen på litteraturhistorie). De kom tit på besøg, tårerne. Engang foran hele min gymnasieklasse, da jeg holdte oplæg, engang foran hele gymnasiets lærerstab, da jeg holdt tale (var elevrådsforkvinde back in the day).

De er kommet, når jeg har skændtes med en kæreste eller når nogen har slået op med mig. Pga noget min søster, mor eller far har sagt til (eller råbt af) mig. Jeg har kørt i tog på tværs af landet med et opløst ansigt (det er hverken rart på strækningen fra Aarhus til Thy, eller fra Thy til København i et propfyldt hjem-fra-jul-tog).

Jeg får tit fugtige øjne. Af alle mulige grunde. Fx bare når jeg er ude i den kolde vind. Eller en aften, da jeg fik en sms fra en veninde om, hvor stolt hun er over mig.

Når jeg er til koncert. Til Teitur, The National, Sturgill Simpson, Mumford and Sons. Jonah Blacksmith.

Når jeg cykler igennem København, kan der komme striber på kinderne over, hvor glad jeg er for at kalde byen min. I Amsterdam blev jeg tit rørt over, hvor fine kanalerne er – særligt om aftenen, når der er lys over broernes buer. Når jeg tænker på min lillebror og på, hvor meget jeg savner den nuttede, lille rødbede. Eller når jeg tænker på, at mine forældre en dag skal til de evige jazzmarker.

💧💧💧

Efter jeg så Inside Out (og min psykolog) har jeg fået et nyt blik på de små, lunkne saltvandsperler.

De har nemlig sjældent kun én farve. Mine øjne svømmer over, når mine tanker ikke kan rumme mine følelser. Tårerne er en energiudladning. Og måske også mit kompas. For når de kommer, så er der noget på spil. Lige nu, mens jeg skriver det her, så kommer de faktisk og siger hej til mine øjenkroge.

Tårerne kan også komme på besøg på yogamåtten. Yoga forløser på en måde og jeg har dryppet på mange måtter rundt omkring i ind- og udland.

En gang kom de også på besøg på en magisk første date, hvor jeg lå på et surfbræt af en mandekrop og fortalte min livshistorie til en, jeg engang kendte.

De kom også, dengang jeg fik en glad besked om, at jeg var optaget på Projektakademiet.

De kan komme, når jeg er alene. Når jeg er sammen med andre. Når jeg hellere vil være alene. Eller når jeg savner selskab. De kommer tit. Nogle gange smager de af smækkede døre og hårde tramp. Andre gange af smil. Nogle gange er de blå. Andre gange er de varme.

💧💧💧

Jeg har tænkt meget over tårer.

En aften over maden i mit kollektiv, snakkede vi om tårer. Hvor utilpas ens egen gråd kan gøre andre. Og hvad man skal gøre, når nogen er ked af det. Om at det altid er OK, at give Kleenex til en, der græder.

💧💧💧

I torsdags, efter første dag (nogensinde !) af Ungdommens Folkemøde var ovre, blev jeg overvældet af en hel hær af små saltvandsbanditter, der gerne ville ud på mine kinder og fortælle, hvor stort og vildt det var at være med til at afvikle noget så vigtigt! Heldigvis var der en rar ungdomsfar, så vi var to om at ha’ et tudeprinsesse-moment.

I fredags, da jeg hørte Poul Nyrup Rasmussen fortælle om unge med psykiske sårbarheder, blev mine øjne til to små vandfald. Fordi hans ord åbnede en skuffe i mig. En skuffe med minder om, hvordan jeg selv har haft det svært. Og om hvordan det er, når folk siger: “Tag dig sammen,” i troen på, at det bare er det, der er galt. Tak til de søde damer, der stod klar med knus.

I lørdags, da jeg cyklede hjem fra Søndermarken med Halo i ørerne. Det var et helt magisk #ufm16 moment, da vi sluttede “45 minutter om Beyoncé” med klaverakkompagneret fællessang.

I søndags, da jeg var helt udmattet efter mange dage med Ungdommens Folkemøde. Både med opbygning, afvikling og nedpakning. Kulminationen af det, jeg har arbejdet (frivilligt) på siden januar, hvor jeg slet ikke havde det særlig rart.

Og i går. På en kirkegård, over et bæger Ben & Jerry’s med to skeer i og med kærlighed tilsat kaos on the side.

Da jeg gik hjem på et solbeskinnet fortov og Bob Dylan sang:

I long to see you in the morning light. I long to reach for you in the night.

i mine ører. Nashville Skyline er en god septemberplade 🍂🍃🍁. All hail his Bobness 🙌.

💧💧💧

For at svare på mit eget spørgsmål:

Så siger tårerne altid noget forskelligt. De er saltvandsvidner om, at det, der sker er betydningsfuldt. Faktisk kommer de tit, når der sker store og vigtige hændelser i livet. Og de er slet ikke begrænset til kun at være et udtryk for kedafdethed. Der er en hel regnbuepalet af følelsesnuancer gemt i tårerne.

Hvornår har du sidst haft besøg af tårer? Og hvad ville de mon sige til dig?

💧❤️💧

Linnea

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s