Noget om specialer og saltvand

Hej venner. Har I det rart? Det håber jeg.

Sidder på Helgoland og skriver. At blogge med bølgebrus i baggrunden, kig til Øresund og med mursejlere om ørene er noget nær perfekt. Føler mig ret lykkelig og priviligeret. For et år siden, så var jeg ved et andet hav. Vesterhavet. Det eneste rigtige hav. Mit hav. Og der var jeg ret ulykkelig. Anspændt, ensom og med noget tungt i tankerne. Et speciale. Om to uger er det præcis et år siden at jeg sagde FARVEL til det.

I juni, på Folkemødet, ovre på den fine klippeø, var jeg til Ungdomsbureauets Specialesalonen Classic. Vincent Hendricks og Martin Præstegaard, departementschef i finansministeriet, fortalte om deres specialer. Hvad de skrev om, hvordan det var og hvor længe det tog dem. At det næstebedste er godt nok. Det nev lidt i hjertet. At sidde der på en plasticstol med et bæger rosé og mindes min egne specialer. Det jeg dumpede og det jeg aldrig skrev færdigt, selvom der vel var 60 ud af de 80 sider, jeg som minimum skulle aflevere. Mine øjne kom lidt ud at svømme og jeg følte, hvad der vel egentlig mest minder om, når man ser sin eks lige efter et brud. Alle drømmene, planerne. Knust. Og følelser, der ikke længere har en person at rette sig mod. Et virvar af tanker og et følelseskaos. Jeg blev meget bevidst om mit valg. Om at jeg aldrig kommer til at stå og tale om mit speciale til en Specialesalon.

I dag griner jeg lidt af det. Ryster på hovedet af mig selv. For ja, jeg går da glip af et løntrin. Det var på ingen måder en klog beslutning. Men det var den sundeste og bedste, sværeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Da jeg fik brevet om at jeg var kommet ud, brevet fra Aarhus Universitet om at jeg d. 17.08 2015 har meldt mig ud af min kandidat i Journalism, Media and Globalization var jeg akkurat lige så topglad som dengang, jeg for 8 år siden fik brev fra AU om at jeg skulle begynde på litteraturhistorie. Jeg dansede faktisk rundt med mit udmeldelsesbrev, så glad var jeg 💃💃💃 Og jeg har gemt det, og tænker at det skal op og hænge på væggen bag mit skrivebord. Papiret på det, jeg ikke blev. I glas og ramme.

Sidste sommer var jeg så bange. Bange for, hvad andre folk ville tænke om mig. Mest af alt gik jeg nok op i, hvad den mand, jeg datede ville sige til det. Og selvfølgelig var han jo bare rigtig sød (ellers datede jeg ham vel ikke 💁). For det vigtigste er jo at jeg er glad. Og i live!

Selvmordstanker lyder så voldsomt. Jeg ville bare gerne blive i havet. For der er rart. Lækkert. Det dufter så godt og elsker når bølgerne rusker i mig. Når jeg dykker og kan høre sandet og småstenene, der skraber mod bunden. Når saltvandet kaster solstrålerne i mit ansigt. Vægtløsheden.

Jeg var ved at få spat af at sidde bag skærmen og skrive. Det var så ørkesløst og interesserede mig i virkeligheden overhovedet ikke. Jeg var virkelig dødtræt af det pis. Og slet ikke motiveret. Det hjalp heller ikke at min vejleders autoreply fortalte mig, at han var taget på ferie og først var tilbage i slutningen af august, efter min afleveringsfrist. Burde jo nok ha’ valgt en anden vejleder end ham, der hjalp mig med at dumpe det første speciale.

Så havet lokkede 🌊

Heldigvis, og hurra for det!, kunne jeg godt tænke mig til at det nok ikke var så sundt at tænke på understrøm. At det nok ikke var meningen at man skulle ha’ det sådan, når man skrev speciale.

Jeg tog en snak med mig selv. Og vi blev enige om, at jeg skulle væk fra det speciale.

Vi blev også enige om at livet er for kort til at spilde på fortrydelser. Så det lovede jeg at la’ vær’ med.

Heldigvis har jeg nogle helt fantastiske hippieforældre. Da jeg fortalte dem om min beslutning, blev de bare så glade. Min søde far sagde: “Det er så vigtigt at lære at gå sin egen vej her i livet.” Jeg tror faktisk de begge var ret stolte over mig. Fluks hoppede vi i bilen og tog ud at spise for at fejre, at jeg var færdig med universitetet. Det var fredag eftermiddag, så vi kørte til Hanstholm og spiste fiskemad og drak Thy-pilsnere. Den sidder stadig i mig i dag, den eftermiddag. Den var god ❤️

I går var jeg til specialereception. Den første siden jeg stoppede med at studere. Solen skinnede, der var rosé og pagne. Alle var glade. Jeg havde købt en lille gave til de to dimittender, bevidst om, hvor fedt det er at blive specialefri. Og fordi jeg virkelig ved, hvor hårdt det er at skrive speciale.

Jeg stod i en flok og snakkede. Snakken gik på, hvornår de to specialemakkere får svar og karakter. Og om om nogen nogensinde har dumpet et speciale? Jeg var helt østerstavs. For jeg gad ikke at få ynkeøjne og blive kigget på som om, jeg er dum. Jeg gad ikke være aben. Jeg gad ikke opmærksomheden. Jeg ville bare gerne hygge mig.

Egentlig synes jeg, det var fejt. At jeg var ret kujonagtig. Og ikke solidarisk med os, der faktisk har dumpet et speciale. Og måske hoppet af uddannelsesekspressen.

Men jeg sagde det til ham, der havde afleveret. Han vidste det slet ikke. Han kendte ikke den historie om mig. For jeg fortæller ikke den til alle.

Nogle gange er det nemlig bare rart være fri for at hælde sine historier ud over andre. At forholde sig til andet end sig selv.

Han spurgte betænksomt om jeg var okay. Det er jeg. Det niver ikke i hjertet. Jeg er hverken bange, ked af det eller bekymret. I’m over it. Og nu har jeg noget til fælles med Kanye! Yeezus og jeg er nemlig begge college dropouts.

Sommerselfie.PNG   Helt okay og glad til specialereception i den fine gårdhave på det gamle kommunehospital.

 

Alt godt til jer ✌️

💚

Linnea

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s