En millennia taler ud

Jeg ved ikke helt, om det her er et forsvar for selfiegenerationen eller blot en slags forstå-os-nu-indlæg. For i ugen, der gak, så har jeg følt mig helt misforstået. Af en af mine bedste venner og af et familiemedlem – og begge skam nogle, der er med på internetmedierne. I virkeligheden er det vel, basalt set, det vi alle drømmer om? Altså at blive forstået.

Jeg er vild med internettet og har det med internetland som nybyggerne havde det med Det Vilde Vesten: Alt er tilladt, det er en stor legeplads og du gør bare lige, hvad du vil. Op på enhjørningen, på med cowboyhatten og deruda’!

Uden selvfølgelig at gøre nogen kede af det. Men her er frit og det er fedt. Det er både et stort eksperimentarium, men også et sted at udstille meninger, tanker og holdninger. At lave om på noget. Råbe op. Tage stilling. Ommøblere dine forestillinger om, hvad en universitetsafhopper er for en fx.

Jeg startede helt sikkert journalinnea ud tøvende og prøvende, men det er altså ingen claim to fame, og det er ikke “min ting” at skrive om, jeg har haft det svært (som en, jeg kender ret godt, fik sagt til mig). Der var noget svært, klart ja. Og midt i det mærkede jeg altså bare et behov for, at vi også deler ud af de ikke så særligt likeable ting i livet. For mange af de sociale medier er jo baseret på en opadvendt tommeldut eller en hjertemarkør. Jeg mener, der skal være plads til det hele, og at vi bliver skøre af ikke at dele. Så det gjorde jeg. Og jeg gør det igen. Selvfølgelig kunne jeg se, at læsertallene sprang mine blogrekorder, når jeg skrev om det der gjorde av. Men det var på ingen måde derfor, jeg skrev. Nu hvor jeg selv var startet med de mørkere og modige indlæg, så ville det også være forkert ikke at beskrive udviklingen – eller afviklingen. Heldigvis så går det jo meget godt i dag, og jeg er vildt glad for, at I har været med hele vejen. Og det har på mange måder både udviklet min skrivestil og mit mod. For når jeg møder folk i virkeligheden, så er jeg faktisk ligeså ærlig, som jeg er herinde. Det har kun ført godt med sig. Del, del, del! Jeg har selv, i mange år, abonneret på at de vigtigste skridt, dem går vi alene. Men det er altså vigtigt at ha’ nogen med langs livet, som ved, hvad der sker. Eller bare at sige de farlige tanker til, for når de er sagt, så er de slet ikke særlig slemme – det er mere det, at gå rundt med dem selv, der er farligt.

Der er så mange, som får stress, angst eller bliver kede af det, mig selv inklusive. Og vi hjælper kun dem, hvad end det er dig, mig eller naboen, hvis vi er mere åbne og tolerante, forstående – og måske endda nysgerrige – på det, der ikke er så rart. Lad være med at gemme det svære væk! Det bliver det ikke nemmere af. For nogen. Overhovedet. Det mener jeg. Og hvis det er min ting, at være kendt for, så er jeg edderstolt.

En anden måde, jeg har følt mig helt misforstået på handler nok lidt om netsynlighed og selfies. For jeg er afgjort ikke bange for at tage et billede af mig selv. Hvad internettet jo virkelig har fået os med på, er jo netop at dele. Dele alt muligt – fra samkørsel til babybilleder. Internettet er genialt. For os, der er vokset op med internettet og brugte frikvartererne i folkeren på at chatte, så er det jo bare en helt naturlig del af hverdagen nu. Jeg husker tiden uden, men størstedelen af mit liv har været med modemer, internetstik eller WiFi. Og jeg kan vist godt sige, jeg har taget meget tillidsfuldt imod de mange sjove påfund, der følger med vores tid. (Bonusinfo: Jeg er faktisk blevet slået op med på Facebook. Vild ungdom!) Jeg ser virkelig internetkanalerne som en kreativ legeplads, hvor jeg prøver ting af. Skriver noget sjovt eller mærkeligt, jeg har oplevet, smider en selfie ud eller undres offentligt. For et par søndage siden blev jeg tagget i et billede, jeg ikke selv ville lægge ud på Facebook, så jeg skrev straks til vedkommende som havde delt det, at jeg gerne ville ha’, han slettede det. Det afstedkom en undren fra ham, for han troede da, at det, for mig, gælder om at blive set så meget som muligt. Dele alt. Være på hele tiden.

Øh, hvad?

Ja, sådan kan jeg af og til blive rystet over andres opfattelse af en selv vs. min egen selvopfattelse. Selvom selfieaftrækkeren sidder løst på mig, så der det jo mere bare fordi jeg er gavmild med mit smil og mine tanker. Det er skægt, jeg har det sjovt og er nysgerrig på medier. Jeg ser So(ciale)Me(dier) som en stor kreativitetslegeplads. Men er jo også alvorlig, når jeg har noget at være alvorlig over. Og så tror jeg på at det skaber en bedre relation at se ansigtet på den, der skriver. For hvis du nu ikke sidder overfor mig, så kan du stadig se mig i øjenene. Og dét tror jeg, skaber relationer.

Måske er det også, fordi jeg faktisk har ting at smile over? En af mine venner sagde i hvert fald til mig i går, at jeg er i forrygende selfieform.

selfie–journalinnea

Det var alt. Tak for jeres tid.

💘

Linnea

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s