Om at ha’ solskin på lommen

journalinneaSelvcentrerede solskinsfornemmelser på cykelstien

Hej sødeste læservenner 👋

Længe siden, men jeg har haft travlt med at leve livet i stedet for at skrive om det levede liv. Måske lidt for travlt, jeg ved det ikke helt. Det er i hvert fald en god tidsbid siden, jeg har haft ro til at sætte mig ned bag skærmens klare lys og skrive noget (klogt). Jeg har skrevet masser af ord og tankebilleder – bare på papir og ikke her. Og heldigvis sker der rigtig, rigtig mange gode ting for tiden. Ikke alene er hyldeblomsterne sprunget ud, og jeg har snart sparet op til fregner, men jeg har faktisk også lidt solskin på lommen igen. Jeg passer godt på lyset, for hvornår mon det bliver mørkt igen?

Noget andet, der også har holdt mig fra skriverierne er bl.a. Vincent F. Hendricks og hans Spræng boblender er en nyudgivelse fra Center for Information og Boblestudier. For hvad er meningen med at give sin mening til kende? Jeg har, lykkeligvis, ikke haft nogle oplevelser, der har givet mig akut publiceringstrang her på domænet. Og det er jo en rigtig, rigtig god ting. Men os, der er vokset op med internettet og føler sig helt hjemme her, kan jo hurtigt dele en helt masse om noget, der faktisk ikke er så særligt interessant. Hvordan formidler jeg på en klog måde, at der faktisk slet ikke er sket noget sindsoprivende? (OK, det passer ikke, der er faktisk nogle vilde nyheder (GODE og seje!), men det bliver et indlæg for sig selv. Jeg går ikke ind i en længere debat om det postfaktuelle samfund – synes bare lige, jeg vil invitere jer med ind i mine overvejelser. For det bare at skrive et indlæg på min blog, fordi det er længe siden, jeg har skrevet noget til jer, og jeg derfor gerne vil skrive noget til jer, men ikke helt ved hvad, er jo potentielt spild af jeres tid og mine ord.

I al beskedenhed vil jeg faktisk bare gerne fejre, at jeg er glad. Det kan gøres med en selvglad selfie, et blogindlæg, en sang eller en dans. Måske lidt af det hele?

Der er stadig udfordringer, absolut. Fx blev jeg her i weekenden helt sur med tårer i øjnene (lover snarest et indlæg om at ha’ løse tårekanaler) over at nogle kan se mig som autodidakt journalist – jeg er ikke uddannet, men jeg har altså gået på en uddannelse. Men hvad, jeg vil hellere være nogen end noget. Og jeg er vist i sandhed helt mig selv. College dropout og boho knockout som jeg skrev på Instagram tidligere.

✌️ & ❤️ til jer

Linnea

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s