Om en mørk fugl, livskriser & selverkendelse

Glædelig pinse, allerkæreste læservenner. Er så glad for, at I snager med herinde i Linnealand. For at gå igennem en slags livskrise kan være ensomt, men man behøver heldigvis ikke gå de svære skridt alene. Og I har været med mig. Så tak. Tak for jer.

doitwithothers-journalinnea

Jeg har før skrevet et par linjer om Pernille Rosendahl, og nu hiver jeg hende frem igen. For har netop tilbragt min søndagsmandag i selskab med Pernille, norsk yndlingsslik og te. Et af mine danske favoritmagasiner, Ud&Se, har nemlig et portrætinterview med Pernille Rosendahl i deres majnummer. Og selvom jeg desværre ikke har været på togtur til Thy i pinsen, så har nogen taget magasinet med hjem til villakollektivet.

Ida Rud og Jasper Carlberg har fanget Pernille Rosendahl i ord og billeder. Portrættet handler en stor del om solodebuten Dark Bird, der bliver spillet på repeat hos mig (sammen med det nyeste fra Beyoncé, Veronica Maggio og James Blake, hvis I mangler musikinspiration). Jeg citerer lige lidt fra interviewet:

Albummet er lavet efter, hun og kæresten, musikeren Johan Wohlert, gik fra hinanden og flyttede fra rækkehuset i Hellerup. Pernille til en lille lejlighed i indre København. Og det føles intimt og sårbart at lytte til.

– Men det er jo ikke mere sårbart for mig, end det er for alle andre. Det er da helt klart det mest personlige projekt, jeg nogensinde har haft, men det er ikke privat. Jeg leverer ikke noget af mig selv, som jeg ikke har lyst til. Min vision med albummet er et ønske om at røre noget i dem, der lytter til det. For jeg blev simpelthen så træt af overflade. Det er der fandeme nok af, lyder det fra Pernille.

Det er lige vand til mit kor. Og får mig til at finde de tanker frem, der i sin tid fik mig til at springe ud i de personlige skriverier her på mit digitale domicil. For der er altså ikke plads til sjælen eller dens kvaler i candyflossland. Som I ved, så går jeg jo ind for, at vi alle skal være her.

Hvis der ikke er plads, så laver vi plads.

Så det har jeg gjort.

Lige her.

Med jeres hjælp.

Der har også været nætter med abrupt søvn, hvor jeg er vågnet op, forvirret, tankefortumlet og i tvivl om, om det jeg gør, nu også er det rigtige? Om der er retning i mit projekt, eller om du synes, det (jeg) bare virker ynkelig, fordi jeg deler ud af mine sjælekvaler?

Gang på gang er jeg blevet sikker. Sikker på, at det er det. Det er det rigtige og der er retning. Mening. Værdi for andre end mig selv.

Hvordan blev jeg sikker?

I gjorde mig sikker. Med alle jeres kommentarer her, på Facebook eller i emails, sms’er og private beskeder til mig. Som fx for et par uger siden, hvor denne besked, fra en, der gik en klasse under mig på Bedsted Centralskole, tikkede ind i min blåhvide postkasse:

journalinneaTAK

Jeg får stadig våde øjne af at læse det her.

Tænk at sætte små, skrøbelige og protesterende både ud i verden, og se dem få vind og sejl og vokse sig store og stærke, og til sidst blive helt stolt og rørt over dem?

Jeg synes stadig, det er vildt, at de ting jeg skriver, bliver taget så godt imod. Og at selv min far, synes jeg er sej.

Tilbage til i dag og Pernille, for min tvivl er væk nu. Pga jer. Jeg har nok godt vidst det lidt, men ikke sådan vidst-vidst det, på den måde, hvor jeg nikker med et indforstået smil, før nu her i dag, hvor jeg læste produceren Jeff Ellis ord om Pernille Rosendahls album. Han siger:

– Pernille har sådan en menneskelig lyd. Hun er et sårbart, ærligt menneske. Det kan man ikke fake. Hun lyder så tryg i sig selv. For mig er det allermest selvsikre, når man tør være sårbar og åben.

Amen! Det kræver også mod. Og det var absolut ikke med selvsikkerhed, at jeg gik ind i mit projekt. Den, og en ny selverkendelse, er kommet sidenhen. Af og til skal man bare pille lidt navle, før man finder dynamit. Jeg begyndte de blåsorte blogindlæg i ren, personlig protest mod de lyserøde. Livet er mere end nye badeværelser, keramikkøb og designertasker. Og det er altså ikke fordi, andres succes tager noget fra mig, tværtimod. Jeg glæder mig på deres/jeres vegne. Vi skal bare allesammen være her.

Derfor vil jeg faktisk også gerne invitere jer til at blive gæstebloggere her. Hvis du sidder med noget, du gerne vil ha’ ud. En protest, frustration eller bare tankeskrivning, som du føler, der ikke er plads til andre steder, så vil jeg gerne lægge blog og læsere til. Fordi, jeg ved, du bliver taget rigtig, rigtig godt imod. Skriv til mig på Facebook eller på journalinnea@gmail.com, så finder vi ud af noget.

Fortsat dejlig 2. pinsedag til jer. Læs det nyeste nummer af Ud&Se og køb/stream Dark Bird af Pernille Rosendahl. Det er godt. 

Taknemmelige tanker til jer ❤️

Linnea

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s