Meningskrisen

Forårsjævndøgn.JPG

Hejsan allihopa 👋

Det er søndag, palmesøndag, påskeferie (for nogle), forårsjævndøgn, min mors fødselsdag, World Happiness Day OG min 27½ års fødselsdag på een og samme dag! Vildt nok.

Jeg har påsejlet en meningskrise. Ramte den i fredags, foranlediget af en aften ude med drengene (som er de sødeste mænd, jeg ikke deler hus eller efternavn med). Vi kom bl.a. ind på, at jeg godt kunne tænke mig at holde foredrag. At lære at tale foran andre, så de lytter med, helt fremme på stolekanten. Motivational speaker, TED-talker, I ved. Og så blev der sagt, at det jo er vigtigt at ha’ nogle succeshistorier. Ahem … Ja. Jeg synes jo faktisk ikke, jeg har andet, men det er sikkert sundt med et blik udefra. Blev lidt provokeret. Og på min cykeltur hjem gennem den natsorte by tænkte jeg over, om jeg mon skulle lukke bloggen her. Om det er tid. I går spurgte jeg to nære veninder. “NEJ!” sagde en. “Hvorfor?” spurgte en anden.

Kan jo godt se at det er dumt at lukke sit udstillingsvindue, når jeg jo er en af dem, der lever af at skrive. Men jeg er også god til at gå med det, jeg føler for, selvom det ikke umiddelbart giver mening (for andre). Og selvom det er helt vildt frisættende at dele ud af mine livserfaringer, så tærer det også. Det er stærke sager, og efter jeg har skrevet et ærligt/nært indlæg, kan jeg ha’ svært ved at sove og vågner forskrækket i løbet af nattetimerne. “Var det nu en god idé?”, “Var jeg for ærlig?” og “Synes folk lige, jeg skal til at stoppe det her selvudleveringscirkus?” er nogle af de tanker, der vækker mig.

Omvendt så synes jeg, det er vigtigt, det jeg skriver om. At vi er nogle, der taler om andet end nyeste taskeindkøb, lækre ferier eller lyserøde frierier.

Faktisk kan jeg af og til også føle mig halvpinlig over mig selv. At jeg er alt for meget på. Deler alt for meget. Ingen har jo lyst til at blive valgt fra pga. den, de er. Måske skal jeg bare affinde mig mere med mig selv? Når jeg deler ud, er det jo ikke fordi, jeg er like-slutty eller higer efter andres anderkendelse eller digitale sympati. Det kommer et andet sted fra. Det føles lidt som en vulkan, der går i udbrud. Dog ikke med så meget røg og aske, men mere med lava og ild. At brænde for noget, er efterhånden et ret så udpint udtryk. Men når min lava bliver hældt ud over internettet, er det altså fordi, jeg når selvantændelsespunktet for det, jeg skriver om. Jeg synes vi skal være mere frigjorte. At vi skal turde mere. Og helt sikkert tale højt om de ting, vi tit internaliserer i stedet for. Alt det, der går galt.

Ja, jeg kan godt mærke, hvor det her bærer hen. Jeg slukker ikke for det digitale Linnealand. Men det er sundt at være i tvivl. Jeg interviewede forleden en, der talte om at bruge tvivlen som redskab. Bruge tvivlen i hverdagen til at tage en føler på det, vi går og laver. Hermed gjort. Måske du skal bruge påsken på at tage temperaturen på noget i dit liv?

God søndag, søde folk. 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s