journalinnea i Korea: K-pop 101

Jeg har teaset for det. Og NU er det tid til en gæsteblogger her i min internetverden. I får fornøjelsen af min kloge(ste) og knusdejlige ven, der engang sendte mig et (selvlavet) slideshow over Matthew McConaugheys karriere. Han er en keeper. Og en ægte kulturel firstmover. Take it away for allerbedste Mads! 

“Jeg kan ikke tale om mine følelser lige så pænt eller ufiltreret som Linnea. De er der stadig, følelserne, med min karakter tillader mig ikke dele dem lige så frit.

Men, som Linnea ved, så er jeg slet ikke så svær at læse. Man behøver hverken drømme eller en underlig sofa for as se ’ind’ i Mads. Min emotionelle tilstand afspejles ret direkte i mine popkulturelle vaner.

Når det går godt med kærligheden nyder jeg romantiske komedier, og når jeg brænder mig på damerne nørder jeg løs, primært i cykelsporten.

Som ung dreng i Herning var cykelsporten det sted, hvor min udlængsel blev mættet via skønne tv-billeder af Europa i al sin pragt. Cykelsporten er, som jeg engang skrev, et spejl af verden, og derfor også et spejl af mit liv.

De seneste par år har jeg arbejdet på et multikulturelt kontor, hvor jeg bl.a. er omringet af masse sydkoreanske kolleger. Resultatet er, at jeg nu er blevet besat af koreansk popmusik, der bedst er kendt under banneret ’k-pop’.

Hvorfor bør du begive dig ud i k-poppens univers?

Min entusiasme for k-pop kan forklares kort og kedeligt. K-pop er for det meste let fordøjeligt og bliver sunget på et sprog, der ikke er engelsk, hvilket er en stor fordel, når man lever af at skrive og tænke på engelsk.

Består dit arbejde i at skrive, men hader du jazz og klassisk? Giv k-pop en chance.

Den lange forklaring er, at Korea producerer noget sindssygt interessant popmusik. Ser man bort fra Taylor Swift og det amerikanske popmonarki, er det kun i Sydkorea, at der stadig produceres store, flotte musikvideoer. K-pop forfører både øjnene og ørene.

Samtidig er der er klare signaler på, at k-poppen bevæger sig mod et vestligt gennembrud. Fordi Psy. Fordi verdens hippeste menneske, Grimes, taler ganske ofte om sin kærlighed til k-pop. Fordi selveste Pitchfork er begyndt at anmelde og rose k-pop. Fordi Diplo har udset den koreanske superstjerne, CL, som sin nye muse. Fordi Coachella har indset, at k-poppen hører til på et anstændigt festivalprogram.

Med andre ord: Hop med på bølgen før det er for mainstream. Du er bedre end Roskilde Festival eller Gaffa, der stadig er for fine til rigtigt at tage ”præfabrikeret” k-pop seriøst.

Når man siger k-pop vil de flestes tanker ledes til Psy. Selvom ’Gangnam Style’ uden tvivl har pustet til ilden, så ville det være misvisende at starte historien der, for k-poppen var allerede brandvarm, inden Psy blev verdenskendt i 2012.

Den moderne k-pop har rod i et bestemt nummer, nemlig ’Gee’ (2009) af Girls’ Generation. Der er blevet skrevet utroligt meget klogt om ’Gee’, men det er også et nummer, hvis magi er svær at besynge; ’Gee’ er umiddelbart for banal, men deri ligger også sangens universelle appel.

’Gee’ er det nummer, hvor k-poppen både begyndte at se fremad og tilbage. Det er sukkerpop, på en måde, som Vesten ikke har produceret siden sluthalvfemserne, men sangen udgør også et klart nybrud. De ni piger, der udgjorde bandet i denne periode, differentieres ikke. De er klædt ens og den store horde af dansende piger angriber med candyfloss. Modsat Spice Girls er Girls’ Generation ikke en gruppe af personligheder, men udgør i stedet et samlet angreb på dine sanser. Se den nu. Du vil nynne sangen resten af dagen.

’Gee’ blev et gigantisk hit i hele Asien og Girls’ Generation stadig blandt de største navne i Sydkorea. Hvor Girls’ Generation i starten fremstod som et kollektiv, er bandet de senere par år begyndt at udvikle pigernes personlighed. Det afspejler sig i gigantiske videoer som ’I Got A Boy’ (2012), der er nogenlunde seks sange i én.

I deres nyeste sange er Girls’ Generation atter begyndt at fremhæve kollektivet, hvilket formentlig afspejler, at bandet nu er nede på syv medlemmer, ligesom enkelte har haft hæld med soloprojekter. Girls’ Generation understreger individet mens det går godt, og kollektivet når fundamentet er usikkert.

Maskinen, der laver ☆’r til k-poppens pastelfarvede sukkerhimmel

Her er det nødvendigt at tage et skridt tilbage til k-poppen som produkt. Bag langt det meste k-pop er der et gigantisk selskab, der på en og samme tid er pladeselskab, hitcentral, produktionsselskab, talentbureau og filmstudie. Der er en række enorme korporationer som producerer det hele. Firmaerne har navne som 1theK, JP Entertainment og SM Town. Langt de fleste popstjerner opdages i en ung alder, hvorefter de kommer i stalden som ’lærlinge’. Firmaerne investerer således store summer i at udvikle talenter, hvis evner de søger at forme, og hvis karriere de styrer med hård hånd med henblik på senere afkast. Mange klarer det ikke, men enkelte bliver det, som man i Sydkorea kalder for ’idols’ – stjerner, der typisk både er skuespillere, tv-personligheder og sangere. K-poppen er en del af en enorm stor popkulturel fabrik. K-pop er en stor Maskine, som styrer de særligt udplukkede mod stjernestatus.

Derfor kan grupper som Girls’ Generation ikke altid bestå. Folk brænder ud og trættes af det topstyrede liv som de begynder at drømme om et liv hinsides Maskinens bundlinje. Kollektivet krakelerer ganske enkelt. Det er ingenlunde let at være idol, men kræver derimod, at man indstiller sig på, at følge de mekaniske rytmer.

K-poppens store pigegrupper: Dem du skal kende

I kølvandet på Girls’ Generation har Maskinen produceret en horde af pigegrupper. De fleste er pinlige imitationer. Et af de nyere eksempler, Oh My Girl, kom således for nyligt i problemer da de rejste mod USA for at spille en koncert. I lufthavnen blev de simpelthen forment adgang til landet, da myndighederne mistænkte set-uppet for at være transport af sexslaver. Sådan kan Maskinen altså let tolkes af outsidere: slimede mænd i jakkesæt og unge piger uden skyggen af fri vilje.

Andre pigegrupper overgår Girls’ Generation på alle parametre. Er man til attitude og girlpower skal man vende blikket mod 4Minute og 2NE, der danser sig til frihed. Andre kæmper mod overherrerne på mere diskrete måder.

Den pigegruppe, der velsagtens har høstet mest anerkendelse, er f(x). Gruppen har altid været kendt som det seje, eksperimenterede gruppe, bedst repræsenteret ved den korthårede rapper, Amber, der udfordrer k-poppens meget konservative kvindesyn med sit skønne androgyne look. Gruppens seneste mesterværk, ’4 Walls’, fortæller en tvetydig historie om frihed og magtesløshed. Musikalsk er sangen et underskønt eksempel på en fusion af k-pop og UK garage. Videoen er tyk på metaforik og, ja, voldsmuk.

På overfladen handler ’4 Walls’ om det trygge ved Parforholdet Som Konstruktion. Tallet fire signalerer sikkerhed, struktur, balance, akkurat som et hus. Titlen er samtidigt et ordspil på, at gruppens mest kendte medlem, Sulli, måtte forlade bandet med stress, hvorfor gruppen gik fra fem til fire medlemmer. Den latente melankoli ligger i uvisheden om, hvor længe den nuværende bygningskonstruktion kan holde – er fire vægge nok? Er livet bedre udenfor huset – udenfor Maskinen?

Min personlige favorit blandt pigegrupperne er Red Velvet, den yngre, mere legesyge pendant til f(x). Navnet Red Velvet henviser til gruppens to sider. Det røde (’The Red’) er bandets sjove, flabede gemyt, hvorimod fløjlen (The Velvet) repræsenterer det sexede. Disse to sider har hvert sit musikalske udtryk. De røde sange er legende, mens fløjlen manifesterer sig i sexede R&B-sange der leder tankerne hen på Janet Jackson anno The Velvet Rope. Red Velvets første album blev kaldt The Red og viser altså pigerne udelukkende fra deres flabede side, hvilket ikke mindst er tydeligt i åbningsnummeret ’Dumb dumb’.

Red Velvet har vundet flere ’best of’-lister og ’Dumb dumb’ er simpelthen et skørt og sjovt nummer. ’Dumb dumb’ bringer minderne tilbage til 90’erne, men peger også fremad. Det gør sangen ikke mindst visuelt, hvor videoen henviser meget til den franske fotograf Guy Bourdins kunst, bl.a. via billeder af indfiltrede buske af ben. Det er både fjollet og avantgarde og helt igennem mesterligt.

K-poppen har længe har været meget bidt af 90’erne. Følgende nummer låner frit fra Spice Girls, men det gør intet; sangen er stadig helt sin egen. Det er 100% male gaze, hvor smukke Jun Hyo Seong spiller rollen som den opnåelige gudinde. Hun er der for dig, og du er for dejlig, hvisker hun.

Efter længe at have gravet i 1990erne for inspiration er k-poppen nu begyndt at se til 1980erne, hvor gruppen Wonder Girls har vist sig banebrydende med deres smækre album, Reboot, hvor ’I Feel You’ er et fremragende eksempel på retrolækker-men-moderne k-pop.

K-poppens boy bands: De vigtige

Selvom undertegnede så klart foretrækker kvindelige kunstnere indenfor k-poppen, så er der også utroligt meget guf at hente blandt diverse boy bands. Et af de bedste er SHINee, der i sangen ’View’ fusionerer UK garage med tropiske rytmer. Men SHINee gør det på en blødere, facon end f(x). Og drengene danser skønt. Resultatet er en lyd, der minder meget om den, som Justin Bieber senere har haft stor succes med.

Når snakken går på sydkoreanske boy bands kommer man ikke uden om Big Bang, k-poppens velsagtens største navn. Med fabelagtige videoer, masser er personlighed og en række bangers har disse drenge formået at skabe sig noget unikt i k-poppen: frihed. Big Bang laver ikke bare hits, men blockbusters; lige dele Michael Bay og David Lynch. Big Bangs største hit hedder ’Fanstastic Baby’, der er Grimes’ favorit, ikke mindst fordi musikvideoen drager på et væld af vestlige troper på en herlig misinformeret facon. Sagen er dog, at det ikke bliver større eller mere skørt end Big Bang. Case in point: ’Bae bae’.

Hvad sker der her? Som beskrevet af Jakob Dorof kan man i ‘Bae bae’ spore trap perkussion, Jamrock-inspireret rap samt moderne country. Videoen er noget af det mest vilde og psykedeliske, du kommer til at se i år. Og, ja, dette er stadig en banger udgivet af k-poppens største navn.

Sydkoreas Taylor Swift + k-poppens andre solister

IUIU i videoen til ’23’

Selvom de største navne i k-poppen er grupper, så findes der succesfulde solister. IU er Sydkoreas svar på Taylor Swift – på flere måder. IUs privatliv får megen opmærksomhed – og IU spiller på det i hendes musik, akkurat som Taytay.

Dels er der titlen, der henviser til IUs alder. Samtidig spiller videoen og teksterne på IUs offentlige persona – ’23’ er IUs ’Shake It Off’. Teksterne alluderer til hendes formodede kæreste; hendes ry som værende ’two faced’, hvilket udtrykkes i ulvemetaforen; og så tager IU pis på nogle rygter om, at hun ryger cigaretter. IU ryster kritikken af sig og spørger hendes kritikere, om livet nu er så simpelt. IU er både bjørn og ræv, kvinde og pige, ambitiøs og usikker, akkurat som de fleste er i tyvene. Det er et vindende og ørehængende nummer med en skøn video. Faktisk ville man ønske, at Swiften ville lave et cover, for ’23’ peger ikke kun fremad for k-poppen, men popmusikken generelt.

Andre interessante solister tæller Lim Kim, Jonghyon, Minah og BoA, men her vil jeg fokusere på Gain, der som Big Bang har skabt sig frihed til at lave noget af det mest avancerede popmusik i nogen verdensdel. 2014s ’Fxxx you’ er den skøreste lille popsang, hvor Gain over et jazzet beat beskriver et forhold præget af hustruvold (omkvædet lyder ”fuck you, I don’t want it now”). Hendes seneste album kommenterer gennemgående på Bibelen, og hvor hittet ’Paradise Lost’ fortæller historien om Adam og Eva, men fra slangens perspektiv, hvilket er nådesløst sejt. ’Paradise Lost’ er vildere end vildest og røber hvor innovativt k-pop kan være.

Indie-k-pop og hiphop: Lyt til dem her

Ikke alt k-pop produceres af Maskinen, og visse indiekunstenere skal nævnes. Jeg holder meget af Clazziquai Project, men skønnest er NeonBunny, der laver de dejligste, mest følte sange, øjensynligt i hendes sovekammer. ’It’s you’ markerer inspirationskilden i den franske house-musik, mens NeonBunny i de nyere arrangementer er begyndt at søge tilbage i den koreanske musikhistorie.

Hvis der er en genre, som har infiltreret k-poppen, er det hiphoppen. Den hiphopfunderede k-pop er muligvis den del af k-poppen, som dårligst lader sig oversætte til et internationalt publikum. Det kan være selve genren; hiphop er mere end de fleste genrer tekstbaseret, men problemet ligger nok også på produktionssiden, for jeg har dags dato endnu ikke hørt noget særligt sygt beat fra Korea.

Derfor er sydkoreansk hiphop også bedst, når den læner sig utroligt tæt op ad popmusikken. Det bedste eksempel herpå er High4 og IUs underskønne duet ’Not Spring, Love, or Cherry Blossoms’, der en sang, som konstant balancerer på grænsen til de for søde, for så til sidst at overtale dig til, at tage endnu en bid.

Når koreansk rap ikke rigtig overbeviser handler det mindre om musikken og mere om selve attituden. De fleste mandlige rappere er, som Psy, meget lidt gangsta; det er ofte for blidt eller fjollet eller bare en smule falsk [PS: jeg har det også svært med dansk rap]. Et eksempel er Crush, der mest af alt pylrer. Eller komikeren Gary, hvis fusion af ikoniske europæiske motiver fra EDM-videoer og amerikansk rapikonografi ikke er for heldig. Faktisk bliver det hele bare en smule pinligt:

Og her, hos Gary, har vi indkapslingen af, hvordan k-poppens både er tiltrækkende og fremmedgørende. At k-pop læner sig op af vestlige genrer gør den vedkommende – det gør afstanden mindre. Men k-poppen bliver til tider fremmedgørende, når Vesten træder helt ind på scenen.

Hos Gary er det hele så karikeret, at det ikke kan tages seriøst, men ’Shower later’ røber en usagt sexisme: mandlige stjerner sulter konstant efter vestlige kvinder.

Gary 1Still fra Garys ‘Shower later’

Gary 2Still fra Garys ‘Shower later’

Plastikpoppens dobbeltstandarder, Vesten og vandpistoler

Det ville være uærligt for mig at tolke for meget i det, men her lidt kontekst. Sydkorea er det land i verden, der gennemføres flest plastikoperationer. De udføres ofte med henblik på, at skabe et mere vestligt udtryk, om det så betyder mere åbne øjne eller større bryster. Sydkorea er et kompliceret, tætbefolket land, hvor alt er gennemsyret af konkurrence. Det er plastikoperationerne et udtryk for. Et andet er, at det ikke er unormalt at finde vægte på skolernes pigetoiletter.

Selvom sydkoreanske mænd også får gennemført et uhørt højt antal plastikoperationer, så finder man en klar dobbeltstandard i k-poppens musikvideoer, ikke mindst hos Big Bang.

Big Bang 1.pngStill fra Big Bangs ‘Bae Bae’

Big Bang 2.pngStill fra Big Bangs ‘Bae Bae’

I den store dionysiske sexfantasi, som ’Bae bae’ reelt er, er det således slående, at samtlige sexobjekter er af vestlig oprindelse. Der er utallige eksempler hos mandlige kunstnere fra den mandlige k-pop. Det er konstant; vestlige træk glorificeres, men kun de mandlige stjerner får lov til at udleve disse fantasier. Hvis vestlige mænd optræder, er det ofte i en position som karikerede skurke.

Således glorificeres vestlige former i sydkoreansk musik, men kvindelige kunstnere tillades ikke at efterleve den vestlige længsel. Her er det svært ikke at skyde skylden på Maskinen, hvor man forstiller sig jakkesættene bestemmer, at sådanne billeder er dårlige for bundlinjen. Det er så småt begyndt at ændre sig, og der er nu kommet det første (uskyldige) modeksempel på vestlige mænd brugt som objekter. Det er således dobbeltstandarden der efterlader en dårlig smag i munden, ikke selve seksualiseringen af Vesten.

Sådan er det altså med k-poppen: man ved, at der en Ond Maskine bag. Men fortvivlelsen forpasser hurtigt, og man begiver sig videre mod det næste sukkerfix.

Hvilket leder os til legetøjspistolen som gennemgående motiv i k-poppens musikvideoer. Vandpistoler spiller fx en prominent rolle hos Dalshabet, hvor pigegruppen i sangen ’Someone like you’ overfalder en utro playboy med geværer, der naturligvis kun skyder med glimmer.

Dalshabet samletDalshabets glimmerguns 

Kisum.pngKisum i vandpistols-hold-up

Et andet eksempel finder man i Kisums bedrøvede, vidende blik når hun overfaldes af vandpistoler. Kisum, som lytteren, ved, at det hele bare er for sjov og en smule åndsvagt. K-poppen skyder ikke med skarpt. Heldigvis. K-poppens stærkeste våben er ikke dens voldsomhed, men dens effektive blødhed.

Det er derfor den bedste metafor for k-poppens tiltrækningskraft er vandpistolen.

K-pop angriber dig med mest med eskapisme og glimmer, ikke kugler og budskaber. Man overgiver sig let.

Um Oh Ah Yeh!

Som en stædig jysk mand er jeg stor tilhænger af selvmedicinering. Det kan tage mange former, lige fra rødvin til Excel. På det seneste har k-pop altså vist sig som et glimrende emotionelt værktøj. Fordi det er så opkvikkende, er det et yderst nyttigt supplement til kaffe, når man kæmper mod det tomme Word-dokument. Når jeg som udenlandsdansker har følt mig ensom har k-poppen været der for mig med et stort knus.

Mange af disse sange har jeg sendt til Linnea i tide og utide. K-pop gør mig så lykkelig, og man vil gerne, at ens venner kan lide de samme ting, som én selv. Desværre lader alle problemer sig ikke løse ved elektropop og farverige musikvideoer. Men måske det hjælper, bare en smule. I værste fald kan vi snakke om min dårlige smag. Og det er fint. Det er noget vi gør sammen, selv om jeg er langt væk. Så jeg bliver ved med at dele, Linnea, om du vil eller ej. Jeg har hørt, at NeonBunny er på vej med ny musik, så du kan godt begynde at glæde dig.”

Tak til Mads for at gøre os meget klogere på k-pop! Og fordi du bliver ved med at sende mig musik, jeg aldrig, af mig selv, finder på at lytte til. BFF!

🇰🇷 ♥ 🇰🇷

PS: Glæder mig til du kommer hjem til DK igen.

Advertisements

1 thought on “journalinnea i Korea: K-pop 101”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s