Lidt mere om at være Homecoming Queen i eget liv

Hej med jer 👋

Sådan en stille snedæmpet januaraften er perfekt at skrive i jo. Herhjemme i kollektivet er her helt tyst. Folk er gået til ro. Eller i hvert fald fundet væk fra langbordet, havestuen og sofaerne, og ind på deres egne værelser. Jeg sidder også på mit. I sengen med en krammevarm kopfuld te (og umanerligt flotte leggins, jeg fandt på en søndagsudflugt til Teaterøen. Hjerterdameben gør hver hverdag til en fest. Se selv ⬇️ ).

aliceinwonderland-journalinnea.JPG

Har netop set Patch Adams (den har jeg haft tilgode indtil nu). Og wow. Sikken film. Og så er det endda en rigtig ægte historie, og han lever endnu, ham Patch! Hulkegræd altså lidt over den. Jeg er lavet af vitawrap for tiden, så har direkte forbindelse til mine følelser og en lynhurtig opkobling til tårekanaljerne. Den sidder i mig stadig, filmen. Særligt åbningsscenen med Robin Williams fine monolog. Tjek den lige ud:

All of life is a coming home. Salesmen, secretaries, coalminers, bee keepers, sword swallowers. All of us. All the restless hearts of the world. All trying to find a way home. It’s hard to describe what I felt like then. Picture yourself walking for days in a driving snow. You don’t even know you’re walking in circles. The heaviness of your legs in the drifts. Your shouts disappearing into the wind. How small you can feel. How far away home can be.

Home.

The dictionary defines it as both a place of origin and a goal, a destination. And the storm? The storm was all in my mind. Or as the poet Dante put it: “In the middle of the journey of my life I found myself in the dark wood. For I had lost the right path.” Eventually I would find the right path. But in the most unlikely place.

Ih det er fine, levende ord, hva’?

Inden jeg flyttede til Amsterdam for næsten præcist et år siden, så var jeg overbevist om at jeg skulle finde mig selv i mødet med verden. Slet ikke i en forstadsby til København. Overhovedet og på slet, slet ingen måde på Rødovresiden af Damhussøen en gråtåget novemberdag. Men akkurat det var faktisk, hvad der skete. Jeg husker dage i Amsterdam, hvor jeg, selvom vejret var forårslunt og byen smuk, gik rundt med et lydløst skrig indeni mig. Jeg kunne åbne munden, midt i en tulipanflot park, men der kom ingen lyd ud. Jeg ved ikke, hvordan mit skrig ville ha’ lydt, men jeg vidste bare at det var et råb om hjælp, jeg var nødt til at lytte til. For det var kun mig selv, der kunne høre skriget uden lyd. Det gjorde jeg heldigvis, og fik arrangeret at jeg kunne flytte hjem til mine forældre for en tid. Jeg fik et værelse i kollektivet igen, og i august vendte jeg hjem til det eneste andet sted, der føles lige så meget som hjem, som mine forældres hus gør.

Og endelig, endelig har jeg også en fornemmelse af at være hjemme i mig selv. Jeg behøver ikke at være en person, når jeg er sammen med mange mennesker, og en anden, når jeg er på tomandshånd med en nær ven. I 27 år har der været to Linneaer, men nu er der kun én. Mig. Hurra!

Som Tina Dickow synger: “I’ve been leaving, believing I could find a better place. And all this time you were right here”. Hun forsætter (og jeg stemmer i): “Copenhagen, I’ve never felt your grip so tight. That care is taken. You’ll catch me. If I slip I’ll be alright. Ah this wondrous feeling to be walking your empty streets. I’ve been leaving, believing I’d find better streets than these. But all this time you were right here. Outside my window. At my feet. In my heart. In the air I breathe”.

Hvis jeg havde vidst, nøglen til tilværelseskampen lå inde i mig, havde jeg nok ledt her noget tidligere. Troede at jeg skulle langt, langt væk for at finde fred. Men langt, langt væk var faktisk bare et sted i mig.

Lyder jeg frelst? Well, det er jeg måske også. Men selvom der er meget, der er på plads, så gør det altså stadig ondt indeni af og til. I mandags tog jeg fat på noget af det, der virkelig gør av-av-av. Mest af alt sammenligner jeg det med dengang, jeg trådte en stor fiskekrog op i foden. Jeg så den ikke, for den lå lige der i vandkanten, hvor sommersolen ramte Vesterhavet, som jeg løb ud i. På skadestuen fik jeg en stivkrampe og en lokalbedøvelse. Krogen havde nemlig en hamber modhage. Derfor måtte den hele vej gennem min fod – det kunne jeg ikke mærke, heldigvis, men jeg kunne høre og se, hvor voldsomt det rykkede i min fod. Da krogen var igennem, klippede vagtlægen modhagen af og trak den tilbage ud gennem min fod. Så kom der plaster på og såret skulle nu bare hele. Præcis sådan er det faktisk at hænge ud hos Marlene for tiden. Men jeg tror på at det hele bliver meget, meget godt. Det har I nemlig lovet mig.

Kwamie Liv synger så roligt og smukt: “‘Cause behind every heart of sadness, I know, there’s a fire burning bright.” Det lyder rigtigt. Jeg skal bare lige ha’ renset helt ud, så ilden får ordentligt fat, ikk’.

🔥

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s