Om at rive lortet ned og bygge det op med laks. Eller bare at finde hjem til sig selv

Jeg har tit browset nettet rundt, udefinerbart ulykkelig indeni, og søgt efter noget, jeg slet ikke kunne finde. Jeg vidste heller ikke, hvad det var, jeg ledte efter. Adspredelse? Måske noget dybere. Noget, jeg ikke orkede at åbne en bog for at finde. Men noget, der virkelig talte til mig. Noget ægte. En, der satte noget på spil. Et spejl. En, der var oppe at toppes med vindmøller, drager eller måske bare sig selv. Jeg fandt det aldrig. Derimod læste jeg et sted, at hvis du ikke kan finde det, du gerne vil læse, må du skrive det selv. Så det gør jeg.

Dannelsesfortællinger har, så længe jeg husker, tiltalt mig uendeligt. Både dem, du finder på papir og dem på film. Opskriften på at finde hjem til sig selv, har i virkelig mange år været det, der stod allerøverst på min ønskeliste. At finde ro. Ro i den jeg var, og der, hvor jeg var. Jeg har følt mig helt forkert. Kastet mig frem i verden i forsøget på at bryde den mur ned, der var mellem mig og den, jeg gerne vil være. Jeg har virkelig følt mig helt forkert.

Men det gør jeg faktisk slet, slet ikke i dag. Overhovedet. Det er ret utroligt og helt fantastisk. Og hvordan kan det så være?

Jeg har accepteret mig selv. Som jeg er. 100 P. Det tog lige 27 år.

Jeg har, som overskriften siger, revet hele lortet ned. Lagt mit liv i ruiner. Og er ved at bygge det op igen. Om ikke med laks, så ved at tegne en streg mellem verden og jeg. Jeg har skulle finde mig selv, og det jeg navigerer efter igen. Jeg har set den hos andre, misundt den. Ledt efter den, og troet at andre kunne give mig den, den der I-know-it-in-my-guts-jeg-er-sej-følelse.

Jeg har brugt megen energi på at navigere i et familiært minefelt (flere af dem, faktisk) og på at gøre alle andre glade. Brugt energi på at passe ind og være usynlig, pæn, sød og dygtig. Selvom jeg jo egentlig hellere ville vælte bordet og sige: “Her er jeg! Må jeg ikke godt bare lige få lov til at være her?!”. Der er jo ingen, der skal give mig plads – eller gør mig fuldendt i mine egne øjne. Dét skal jo komme fra dig selv. Lige meget, hvor søde andre er, preller det jo af på dig, hvis du ikke selv ser det. At det tog mig 27 år at forstå, er der sikkert nogle, der ikke forstår (fred være med jer – I behøver ikke læse med). Jeg lover jer, der har været bunker af lort inde i mit hovede, der har forplumret mit klarsyn.

Terapi

Siden september har jeg hver uge troligt siddet her, i Marlenes sofa, og sorteret lortet i bunker, siet dem, og sluppet det, der ikke behøver tåge mine tanker. Det har kostet tusindvis af penge og tårer, men været helt, helt uvurderligt.

Af egen fri vilje, og nok mest fordi, jeg slet ikke kunne la’ vær’, har jeg også skrevet om det på bloggen her. Jeg har skrevet mig selv fri. I november var jeg bange for at møde folk, jeg kender på gaden. Hvad skulle jeg sige til dem? Jeg følte, jeg havde et stort forklaringsproblem. Nok mest fordi, jeg ikke turde sige det, som det var. For hvor sejt er det lige at være ledig og sygemeldt? Og tror folk, jeg er lavet af glas? En forstuvet hjerne er svær at se, men et ben i gips ved alle, hvad er.

Jeg turde ikke stå ved mig selv, men det gør jeg heldigvis nu. Det er ok, der hvor jeg er. Og den jeg er. Selvom jeg sådan set stadig er sygemeldt og ledig, så er jeg ikke bange for at møde bekendte på gaden. Jeg behøver ikke lade som om, jeg ikke har set dem, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Der er nemlig intet at skamme sig over. Det er ikke et tabu, at være ked af det, vel?

Og jeg mener det, altså sådan helt seriøst og med store armbevægelser, skal vi ikke være enige om, at det bare er en god idé at få hjælp af nogen?

Psykolog eller psykiater – hvad end, du har brug for. At det ikke skal være noget at skamme sig over. At dit mentale velbefindende er lige så vigtigt som dit fysiske. Er I med mig?

Det håber jeg. For jeg udstiller gerne mig selv, hvis det kan hjælpe bare én. Jeg er ret glad for at jeg ikke svømmede ud i noget, der gjorde mig lykkelig, mens jeg sad fast i noget, der gjorde mig dybt ulykkelig og depressiv.

Linnea er gladLinnea er glad i dag. Det er såmænd bare derfor, jeg hænger ud i min altandør og smiler lumsk.

Tak fordi I læser med.

Advertisements

3 thoughts on “Om at rive lortet ned og bygge det op med laks. Eller bare at finde hjem til sig selv”

  1. Sikket dejligt indlæg at læse! Og fedt, at du tager bladet fra munden! ❤ Jeg har selv været igennem samme tur med at prøve at finde mig selv i alle verdens afkroge i mange år, hvor jeg til sidst fandt mig selv i psykologens sofa. Jeg plejer at sige, at dét reddede mit liv – ikke, at jeg gik med selvmord i tankerne på nogen måde, men fordi min livskvalitet steg helt vanvittigt bagefter! Når man har fået dét på plads, kan man meget bedre kæmpe med sine dæmoner. Tillykke med, at du har nået den anden side – og velkommen til. Her er rart!

    1. Tak skal du ha’, Mette! Både for dine varmende ord og roser, men også fordi du selv deler – og byder mig velkommen her på den anden side. Her er nemlig virkelig, virkelig rart.

      Er glad for at høre, det også lykkedes dig at finde hjem til dig selv. For pokker, hvor har det været frustrerende at føle sig 5 feet to the left af en selv (eller i hvert fald ikke hjemme). Jeg mærker virkelig en stor glæde. Og stolthed faktisk. Som om jeg er blevet rankere og et par centimeter højrere. Glæder mig til at leve livet herfra.
      ❤️- Linnea

  2. Søde Linnea – hvor ser du skøn ud! Dét smil der er ægte og varmt, det når helt op i dine dejlige øjne 😍

    Jeg er sådan CA samme sted i livet som dig, bare 10 år ældre… Jeg har taget skridtet og bestilt tid ved en psykolog. Egentlig burde jeg have været afsted for flere år siden, men har ikke følt mig klar. Har i flere år haft en masse dumme oplevelser, som jeg har troet på at jeg selv kunne klare mig ud af. Jeg har smidt dem op i min rygsæk og bare kørt på med livet, job, hus, familie osv.
    Men jeg er ikke superwoman, så stropperne i rygsækken brast forleden. De oplevelser jeg havde smidt derop, blev for tunge. Så nu, NU! er jeg klar til at få sorteret mit lort og få styr på tankerne.

    Jeg er også ledig og sygemeldt – og ja, folk kigger underligt på én, når man fortæller at man er sygemeldt med stress…. “Jamen, du har jo ikke noget job?” Nejdetharjegsguikke, men derfor kan man altså godt gå ned med stress! Tak for din ærlighed, tak for dig😍 Er glad for at høre du har ja-hatten på 😊😊
    Kram!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s