Du er ikke alene

Jeg tror så uendeligt meget på at dele. Dele historier og fortælle om det, der gør ondt – eller har gjort ondt. Jeg tror det er terapeutisk at dele. At skrive. At tale. Dele.

Vi er mange, der har oplevet ubehageligheder på egen krop og sind. Jeg har slet ikke tal på alle de gange, jeg har søgt et spejl, der kan fortælle mig, at det nok skal gå. At der er andre, der har været igennem noget lignende. Et knus af genkendelse fra en, der selv har været der, og står frem og taler helt åbent og ærligt om at livet bider en. At det kan være svært at få fat i livet. Ups and downs. Vi ved det jo godt. Men der er så megen glædesjagt og jeg har tit følt mig forkert, når jeg er gået rundt i kedafdethedens kåbe. Min psykolog har anbefalet mig animationsfilmen Inside Out, der handler om følelser. Jeg græd den torsdag formiddag, hvor jeg sad i min seng og så den, for sikke dog Sadness ligner mig. Jeg er ikke længere bange for at være ked af det, men har accepteret at jeg af og til er trist, ligesom jeg af og til er glad eller bange. Jeg er nysgerrig på og øver mig i at være vred, for det er en følelse, jeg har svært ved at finde.

Fyren jeg var på date med engang i starten af november, kom ikke kun med et guldkompliment, men også en anbefaling. Han havde læst om min studieudmelding og synes jeg skulle tjekke UngdomsBureauet ud. Det gjorde jeg, og jøsses, hvor jeg synes de er seje! Fandt tekstsamlingen De Frafaldne, hvor 20 unge fortæller om at droppe ud af ungdomsuddannelser. Jeg kunne kramme hver og en af dem! For selvom der er forskel på en ungdomsuddannelse og en universitetsuddannelse, så rammer de virkelig noget i mig. Især hende, der skriver sådan her:

Jeg vil gerne have, at folk forstår, at selv om man er dygtig og høflig og velfungerende i skolen såvel som privat, så er det ikke ensbetydende med, at man kan gennemføre en uddannelse på samme vilkår som alle andre. Der er så meget andet der ligger bag, end hvilken karakter, der står på papiret. Det er i orden at tvivle. Der er en vej. Også selv om den kan være svær at finde, så er der altid en vej.

Citatet er sakset fra De Frafaldne. Læs (om) bogprojektet her hos UngdomsBureauet.

Jeg er virkelig glad for alle sociale medier, men når Facebook spørger, hvad jeg har på hjerte, så er det jo mere socialt accepteret at dele glæder end sorger. Et par mænd (og ikke fordi, der ligger noget kønnet i den opfattelse) jeg har drukket øl med, bliver irriterede når der dukker historier fra livets minusside op i deres nyhedsfeeds. Måske de opfatter det som klynkerisme? Jeg må spørge dem. Synes dog at det også har sin berettigelse. Måske er de bare mediemænd, der profilerer sig professionelt på deres sociale kanaler, og derfor aldrig kunne drømme om at fortælle om knubs eller dødsfald på Facebook. Og jeg mærker da selv at hver gang jeg tager tastaturet helt tæt på, og fortæller ærligt om de svære steder, jeg har været, så går der megen tankeovervejelse forud for et klik på Publish-knappen. Er der nogen, som vil se mig som svag eller en tabernar, fordi jeg skriver det, jeg gør? Gør jeg det sværere for mig selv at få et bureaujob, fordi jeg er ærlig om mit liv på internettet?

Måske.

Måske ikke.

Men hvis jeg bare kan hjælpe blot én, der sidder et sted, hvor livet deler slag ud, så er det altså det hele værd.

Jeg har haft angstanfald over at skulle være sammen med min familie, afbrudt kontakten til mine forældre i en periode, haft en sommer med selvmordstanker om at svømme alt for langt ud i mit elskede Vesterhav, og er stadig sygemeldt, fordi jeg i september var ét point fra et blive diagnosticeret med det, der starter på depre og ender på ssion. Jeg har siden september haft opkastepisoder, der ifølge min læge er fysiske stresssymptomer. Og jeg har haft virkelig travlt med at lade som om alting er A-ok (eller sagt på emojisk: 👌). Det er det ikke, og det er ok. For jeg ved at det heldigvis ikke er resten af mit liv, vi taler om. Men kors, hvor er det en verbal mavepuster, når lægen giver håndtryk og et “God bedring” til det jeg fejler, som altså ikke er en fysisk sygdom. Pyh!

Så ja, der har I det. Sort på hvidt.

vemodigmandag

Og hvis du læste med helt hertil, så vil jeg bare sige tak. Helt ærlig og fra der, hvor blodet pumpes rundt. Mandagsvemodig, let grumset og i det blå skær fra min MacBook. 

Advertisements

7 thoughts on “Du er ikke alene”

  1. Du får et kæmpe virtuelt kram herfra. Hvor er du sej og modig. Det bedste ved at være i et lavpunkt i livet er, at det kun kan gå opad. De steder du har været/er, har jeg også været. Jeg forstår, hvor svært det er. Det et bare med at holde på håbet og holde modet oppe! Jeg ved du kan!

  2. Et kæmpe virtuelt kram herfra. Hvor er du modig og sej. Det bedste ved at være i et lavpunkt i livet er, at det kun kan gå opad. Jeg har været der – netop lige dér også. Det er bare med at holde modet oppe. Jeg hepper på dig fra sidelinjen og sender så meget positiv energi, som jeg kan presse ud af mig! Kan du mærke det? 🙂

  3. Søde Linnea!
    Du er ikke alene – og det er jeg heller ikk…. Idag er jeg blevet sygemeldt med stress. Ikke mange ved det endnu, synes det er svært at få sagt… Men at du (og jeg) siger det højt, tror jeg er et stort skridt på vej i den rigtige retning 😍Sender dig et stort kram!

    1. Hej Linnea
      Jeg synes du er så sej og du er bestemt ikke alene om de tanker.
      Det er så befriende at læse, da der netop ellers kun er glædeshistoerier.
      Tror folk har svært ved at håndtere det svære, da det minder dem om det svære hos dem selv og som de måske ikke vil kendes ved. Men bare fordi man helst ikke ved bekende sig det svære forsvinder det ikke, tvært imod så banker det bare endnu hårdere på døren.
      Jeg ved at jeg selv har haft svært ved det, måske fordi jeg ikke ville bekymre andre eller at jeg tænkte at det var for privat eller netop fordi jeg har mødt nogen der ikke bryder sig om at dele dødsfald osv på nettet. Jeg ved det faktisk ikke helt.
      Jeg tror tit jeg tænker på hvilken følelse jeg vil give videre til dem der læser/ser billeder og det er nok de smukke og dejlige ting i livet der skaber glæde og appetit på livet.
      Men hvis det er med til at forstærke det tabubelagte som sorg, sygdom og mistrivsel er. Ja så ville jeg faktisk ønske at jeg havde haft modet til at dele lidt af mine modbølger og hvordan det føles.
      Jeg har selv lige været i virksomhedspraktik og været ramt af fysiske stresssymptomer.
      Er nu blevet fastansat det sted jeg har været. Selvom jeg i starten kun kunne være der ganske få timer.

  4. ❤ Flot at du får det ud ❤ Rigtig godt skrevet. Dejlig læsning, trods temaet. Og kæft mand hvor kommer du til at få optur når det går den rigtige vej igen. Jo værre man har haft det, jo bedre får man det på den anden side, føler jeg. Men vigtigst er at være hvor du er, og ikke stresse efter at opnå andet. Opnå din dag. Og den næste.
    Lots of love herfra – og tanker om at man jo næsten burde tage en tur til Norge igen sammen engang – det var livet – i højder, og vand. Mærke, føle, være.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s