Hittebarnet under stjernerne

Hej

Egentlig ville jeg gerne bombardere jer med et stort lykkebrus, der vidner om at jeg ikke mangler så meget som en nuance i at være lykkelig, og at alt er gennemgodt. Men … Ja, I kan vel godt regne det ud, ikke? Amsterdam er flot, smuk endda. Men byen virker også underligt tom, fordi den er fuld af folk, jeg ikke aner hvem er. For mig er den åndløs. Omvendt er det også rart at være væk, og kun ha’ sin egen navle at pille i. Og når her dufter af nyudsprungne træer, så er det ikke så slemt. Jeg savner Danmark, København, Thy, Aarhus, Læsø – mine mennesker og steder. Da jeg sad i Parken og så fodbold sidste sommer, fik jeg akut udlængsels-sug i maven af at se flyene oppe i det blå. Når jeg ser fly i dag, tænker jeg på om de mon er på vej hjem til andedammen.

Sidst jeg skrev noget herinde lovede jeg at fortælle om mit arbejde. Og der er naturligvis en masse at berette. Jeg ville gerne fortælle et eventyr om det evigglade udenlandsdanskerliv, hvor begejstringsbarometeret altid er i top. Det eventyr ville dog være det pureste digteri. For det er altså ikke helt lige så fantastisk som jeg regnede med. Jeg fortryder intet. Lærer en masse – bl.a. om mig selv, og hvordan jeg reagerer på at arbejde i en stor virksomhed med 650+ ansatte. Lærer om åbne kontorlandskaber. Prøver hvordan det er at sidde i renoveringslarm aka støjhelvede, hvor decibelmåleren momentvis rammer de 101,8. Lærer om performance management, om OKR, om at sidde alt for stille ved en skærm, om at dæmpe mit ellers elskede smæk-på-sproget-skriveri og tilpasse mig en anden målgruppe end IBYEN-segmentet. Jeg er sådan en slags person, der stikker fingrene i ørene, når der kører udrykningskøretøjer forbi. Måske er jeg sart. Måske jeg er forkælet? Men lige pt bliver jeg ikke glad af mit arbejde. Jeg har ret mange off-dage. Jeg er virkelig et positivt og generelt kronisk begejstret væsen. Har dog ret svært ved at holde fast i min indre (h)optimist for tiden. Det gør mig stille, mut og indelukket. Har brug for at være helt alene om aftenen. Jeg kan ikke helt kende mig selv i spejlet. Måske fordi jeg ikke får sovet nok og har det lidt som om hver dag er en overlevelseskamp.

Kan man blive deprimeret af mangel på knus, og af at savne sine venner?

Det er en ny dag i morgen, og jeg nægter at give slip på troen om, at den (eller dagen efter den) bliver bedre end i dag. Der er kommet en ny Star-Wars trailer, jeg får snart en sending jydepesto (remoulade) fra en rar dame, og der er ingen som er døde. Og Amsterdam er altså virkelig pæn. Se selv:

JordaanHer cykler jeg forbi hver morgen. Fint, ikke?

Museumsplein

En ægte midterrabat har naturligvis tulipaner hertillands. 
Fint hus & forårTænk et kollektiv, der kunne være her i huset … 

PrinsengrachtGad stadig godt bo på en husbåd. 

Stadionweg

Aldrig gå ned på tulipaner! 

Håber at I vil bære over med mit surmuleri. Forhåbentlig er der lys for enden af tundellen (som en af mine Facebook-venner engang fik skrevet). 

til jer

as always

Advertisements

2 thoughts on “Hittebarnet under stjernerne”

  1. Du er modig og sej. Det er vigtigt at følge sin mavefornemmelse, både når den siger man skal tage ud og når den siger at man skal tage hjem igen. Stort kram

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s