There’s a Giant Leading Me to God Knows Where

12. januar. Girls er tilbage i mit liv. Har læst Dunhams “Not That Kind of Girl” i efteråret, mens jeg ventede på yndlingspigerne kom tilbage på min skærm. Der var smukke episoder, men gårsdagens afsnit rammer mig på en måde, som bogen aldrig gjorde. På den der maveknugende, tarmkrummende, stirren-ud-i-luften og fugtige øjenhjørner-måde. Måske er Dunham en bedre instruktør og screenwriter end bogforfatter? I hvert fald ligger jeg med mandagstømmermænd og glæder mig over, at der ovre på den anden side af Atlanten, er en 28-årig kvinde, som forstår mig.

1. episode minder mig om den dag, jeg steg grædende på et tog, på vej mod Hamborg, og lod min daværende kæreste blive i Aarhus. Om et par uger, hopper jeg på en flyver og begynder på et nyt liv. Jeg ved ikke helt, hvad der venter mig. Working 9-5 i en by med høje mænd, masser af oste og belgiske øl. Jeg kan jo ikke se fremtidens røde tråd – den kan kun ses agterude. Stoler blindt på, at der faktisk er en rød tråd. Som Blixen sagde: “Det er først ved livets afslutning, du kan se at du har tegnet en stork.” Det store billede. Dét er godt at varme sig på. Troen på at alt nok skal gå. Den har jeg ikke altid haft. Men jo længere ude, jeg har været og jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg læne mig ind i den tro. Jeg er ikke så bekymret som jeg engang var. Derfor er jeg stadig angstprovokeret over at tage afsked med noget, som egentlig var meget godt. For jeg har jo ingen garantier for, at det, der venter mig er endnu bedre.

kollektivliv_Vanløse_JournalinneaDet hygge-trygge køkken i mit snart eks-kollektiv. >>*emoji med tårer*<<

Jeg håber bare på det.

Hører derfor slutsangen fra Girls-afsnittet på repeat, og lever mig helt ind i Hannah i dag. Vi sidder der på bagsædet, og efterlader en kæreste og det trygge liv bag os. Uvidende og forhåbningsfulde om fremtiden. Hvis vi var med i Harry Potter, så var vi helt sikkert i House Gryffindor. For vi er ret modige.

Mandagsmod og -kærlighed til jer.

Advertisements

2 thoughts on “There’s a Giant Leading Me to God Knows Where”

  1. Brikkerne falder på plads, det kan tage tid, men de vil falde på plads. Glæder mig til at følge med i dit nye liv. 😍 Kram til dig

    1. Åhr tak for dine opmuntrende ord, Maria. De gør godt på en ellers lidt rådden dag i dag ❤ Jeg glæder mig saftsuseme egentlig også til der kommer gang i det der nye liv. Lige nu er der en masse i det gamle, der skal afsluttes. Stoooor krammer til dig ❤ ❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s