Hvor er tiden, der ta’r os?

3. november siger kalenderen. Vi er gået over til vintertid. Hvordan skete det?

Jeg har egentlig ikke lyst til at hele verden skal vide, jeg har dumpet mit speciale og nu er igang med mit andet. Jeg har jo før skrevet om det på bloggen (og det er ikke hele verden, der læser med). Men hvis nu en fremtidig arbejdsgiver engang googler mig, finder de så ud af at jeg ikke acede specialet i første hug? Og hvad, hvis de gør? Det er jo ikke fordi jeg er dum (har jeg fundet ud af). Ærlighed og ægthed betyder noget. Det er svært at komme tæt på andre uden ægthed. Og jeg har ikke lyst til at være langt fra jer. Det tog lidt tid at finde ud af. Og det har gjort at jeg ikke har blogget i lang tid. Ærligt så savner jeg mit (engang) daglige skrivefix. Det klarer hjernen og drejer tankerne på plads. Jeg har så meget, jeg gerne vil ud med. Tips jeg vil dele og emner, jeg undres over.

linnea

2014 er fløjet afsted. Først fattede jeg ikke at vi var i 2014. De første to måneder blev brugt på at kæmpe et produkt frem, der kunne ligne et speciale. Det foregik i Aarhus og hjemme i Thy. Sideløbende med det landede jeg en sej praktikplads i København. Så fra marts fik jeg en hverdag i vores smukke hovedstad (en drøm, jeg har gået med i mange år). Og sørme om jeg ikke fandt et kollektiv at bo i (drøm nr. 2 indkasseret). Sommermånederne gik med at servicere glade sommerfolk på Læsø. September gik med at tage tilløb til speciale 2.0. Det krævede en del tårer og indrømmelser (og hjælp udefra). Jeg fik et gig hos min praktikplads, nu bare med løn. Lækkert med et relevant studiejob efter så mange år som studerende. Faktisk er jeg blevet evighedsstuderende (det så jeg ikke lige komme). Det giver virkelig pluspoint på selvtillidskontoen at finde ud af, jeg er så god til noget at folk vil give mig penge for at gøre lige præcis dét.

Og nu? Ja nu skriver jeg speciale igen. Er så småt ved at få indarbejdet en specialehverdag og nå at blive den gode studerende, jeg altid gerne har villet være. Bedre sent end aldrig, ikke?

Modgang og knubs er vigtige. Ikke fordi jeg sværmer for mismodsskyer. Men åndeligt sprængstof og sjæletortur skaber dybde i blikket. Og jeg tror på, det er med til at blive sit eget selv fuldt og klart bevidst. Bare husk at tro på, at det hele nok skal gå. Jeg er evigheds(h)optimist, men ved også godt at håb ikke er en strategi. Nogen gange må man be’ om hjælp. Og det er helt ok.

Hvordan går det med jer?

Advertisements

2 thoughts on “Hvor er tiden, der ta’r os?”

  1. […] Vel har min krop været i ro de sidste dage, men har slet ikke givet min hjerne ro. Den kører turbo på tanketog (eller -tåger). Har ikke engang kunnet samle mig om at læse bøger, så forstyrret er den kære hjerne. Noget af det, jeg har tanketumlet med er at tænke tilbage på mit 2014. Jeg er en anden Linnea, end hende, der skrev det her i januar (og apropos det med mænd, så har jeg da mødt nogle stykker af dem siden januar, men jeg er ret så glad for at ha’ hele Linnealand (næsten) for mig selv). Jeg har også været i praktik, sæsonslavet for sommerfolket på Læsø, besøgt Studenterrådgivningen og indfriet to styks drømme. […]

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s