Om at cykle i en ny by

Hej derude,

Så kunne jeg være her igen. Hvis I følger med på Instagram @journalinnea, så har I måske opdaget at jeg har haft Fritzl på hjernen (det eneste, jeg kan tænke på, når jeg hører ordet ‘kælder’. Ikke så smart når man skal sælge restaurantoplevelser), og at jeg nu rødvinshygger med blogs. Lige præcis nu ser jeg “Undskyld vi er her også!” og smiler stort over de dejlige mennesker. Har i hvert fald ikke selv altid tænkt på, at der gemmer sig en personlighed bag diagnosen Downs syndrom. Tit stirrer man sig jo blind på diagnosen, og glemmer helt individdets unikke herlighed. Bare lige en kærlig opsang fra mig.

Jeg lever det syge børnefamilie-/nyt-teammedlem-i en-lille-iværksættervirksomhed-liv. Det er virkelig fabelagtigt. Starter min dag med børnerier, fælles morgenmadsspisning og idag cyklede jeg så på arbejde (jaja, jeg er i praktik, I know). For første gang i København. Jeg kunne finde vej(!). Det er stort for en eksiljyde, der var her første gang i 6. klasse, i forbindelse med lejrskole på Bornholm.

Cykel KøbenhavnGlimmerstrømpebukser og fiiin, rød søstercykel. Ikke et øje tørt, arltså.

Cykel fortov KøbenhavnFesten var imidlertid kort for jubeloptimisten. Følte mig så sej, da jeg fandt vej til kontoret idag. Dog skulle vi på udflugt til et stort, startup-kontorfællesskab, og jeg måtte ihærdigt følge efter chef1 og chef2, mens jeg samtidig smalltalkede. Ih, hvor jeg følte mig ny og dum, og som om jeg aldrig nogensinde havde cyklet før. Shit, nogle gange glemmer jeg helt, at jeg er blevet hyret, fordi jeg faktisk kan noget. Føler mig bare ungdum. Meeen altså, når man er til møde med en, der omtales på nettet som Google-guru, har arbejdet for dem i Irland (og derfor i ægte fanboy-stil har Google-kuglepen, -vandflaske, -krus, YouTube-blyant, og Google-Alumni-notesbog), så ved man godt at man ikke er helt tabt bag en bybus, omend man først kom ind med fir’-toget i forgårs.

Da jeg skulle finde hjem fra mødet til familien på Frederiksberg, måtte jeg pænt trække cyklen og finde gps’en på mobilen. Jeg fandt hjem, og cyklede endda det meste af vejen. Apropos cykler, så tjek lige den her ud:

DrømmecykelHvorfor findes den ikke i voksenstørrelse? Til mig. Så ville jeg altså være helt ligeglad med om jeg kunne finde vej eller ej. Men heldigvis, så er min standardreaktion et æblekindsfremkaldende storsmil. Så med det agter jeg at indtage hovedstaden. Og desuden er jeg nogens (cykelejerens faktisk) supermoster. Derfor glemmer jeg lykkeligt alt om mine mangler, når jeg kommer hjem til skovturshygge.

Skovtur Frederiksberg Aftensmad

Tak fordi I læser med.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s