The Only Way Out is Through

Hej søde mennesker i vinterland,

Idag er det d. 31. januar. Havde forestillet (fantaseret?) om at jeg idag skulle ha’ været meget træt, men alligevel hoppet i fin kjole og lagt den lyserøde champagne på køl, mens specialet blev printet. I stedet sidder jeg i lange Helly Hansen-skiunderhylere (og fine striber fra Ganni), på min lillebrors gamle værelse, og slås forsat med specialet. Jeg har allernådigst fået lidt flere dage til at skrive i. Og dem er jeg mægtig taknemmelig for. For jeg har faktisk frygtet specialet siden min første dag på uni. Selvom jeg elsker at lære, er meget videbegærlig og fryder mig over at grave mig langt ned i et emne, så føler jeg virkelig at eksamen er at gøre vold på mig selv. Det påhit er helt sikkert noget, der på forunderlig vis har sat sig fast i min hjerne. Måske er jeg bare ikke så akademisk som jeg troede, jeg var. For jeg kan sagtens skrive, det er ikke det. Jeg er ret så vild med det jo. Bare ikke på akademisk maner. Så derfor er det jo godt at det er min sidste uni-opgave ever.

Og siden det jo er fredag, hvorfor så ikke shake de sorte underhylere lidt til de damer her, og nyde at det er sidste dag i januar?

Tænk at det bliver sommer igen engang. Det kan man godt glemme af og til. Men alting ordner sig (på en eller anden måde). Og det bliver altid sommer igen. Dét kan man regne med.

Ha’ en dejlig weekend, svesker.

Og husk at forkæl din mor. Hun har holdt dig ud som teenager. 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s