Hvad så nu?

søndag_journalinnea

Min gode ven, Mads (ham der engang gæstebloggede), spurgte mig til en fest i fredags: “Hvad så nu?”Dét spørgsmål har spøgt i mig hele weekenden. For hvad så nu? Hvad skal der ske?

🔮

Efterhånden er jeg ved at ha’ glattet mit liv ud efter alt det, der har krøllet mig sammen. Den sidste rest af en svær tid har snart sluppet. Et langt og sejt træk er overstået. Sover bedre om natten. Mine tanker er ret rolige. Jeg sender flere mails fra en arbejdsmail end fra min egen gmail nu. Og der er slet ikke så mange bekymringer. Stormen er stilnet af. Jeg er fri.

🌱

Det har ved Gud ikke været helt nemt. Jeg beundrer virkelig træerne for deres tålmodighed. Tænk, de bare står og venter på, det bliver forår igen? På at solen smelter en vinterlang bekymringsklump væk. På at de gror blade ud igen. Blomstrer op og står i fuldt flor. Glæder mig virkelig til at mærke sommersolen på huden, og til at mit hår vokser ud igen. Bare så jeg kan lave en lille bitte hestehale.

📝

Måske kan jeg det, når det er Roskilde-tid igen? Er nemlig så heldig at drømmejobbet tager mig med til både Folkemødet, Roskilde Festival og Ungdommens Folkemøde i år. Udover alle de seje ting, der bare sker på jobbet til hverdag. I skal nok høre mere om det hele. For det har været lidt svært at finde tilbage til min blog her igen. Selvom I er derude og venter på nye skriv. Nu skriver jeg på en anden måde. Det er ikke så råt og afmægtigt længere. Heldigvis jo! Jeg har været væk længe. Og hvis det at skrive er en muskel, så er min lidt slap. Bare det at nå frem til en weekend, hvor jeg har fri, er noget der er sket for 3. gang i mit 2017 i denne weekend. Men det er altså den helt rigtige beslutning at åbne op for ordene igen. For de trænger sig på her hos mig.

🎨

I dag har jeg malet på mit værelse, noget jeg har villet gøre siden august sidste år, hvor jeg flyttede til nyt værelse i vores kære kollektiv. Først i dag er det sket. Endelig har jeg overskud. Har helt glemt at stoppe op og nyde roen. Fejre den. At alt ER godt. Har så meget at være taknemlig for at mine øjne svømmer til. Det er vist ægte først nu at det hele er landet så fint et sted.

🎪

Projektakademiet, Ungdommens Folkemøde, Ventilen og en højskole hjemme i Thy er blot noget er det, der skal ske. Podcastkursus, ungeredaktion og medieskoleforløb hos Information noget andet.

Hvad skal der så ske?

Hmm … Måske skal jeg bare leve det rolige liv, med dansk normal hverdag (DNH), som jeg altid har drømt om. Endelig er den her, den DNH! Konstant og tryg. Hurra! Jeg skal bare arbejde og være engageret i seje fællesskaber. Nyde at jeg bor i kollektiv og lade det fylde mere i mit liv. Få mig et medlemsskab til Helgoland. Læse flere bøger. Måske begynde at løbe? Eller skrive på det, jeg skal udgive en dag? Se mine venner og familie meget mere. Alle dem, der er vigtige i (min) verden. Mine fremtidsudsigter er ret så gode at begive sig ind i søvnen med – og ud i livet med i morgen.

🎶

Har hørt den her sang igen. Føler den og videoen ret meget. Stødte på “Song for Zula” i den helt vidunderlige coming-of-age-film The Spectacular Now. Se den! Og græd lidt. Det gjorde jeg i hvert fald (ikke at det er noget nyt). 

Vi ses snart igen 😘

KH Linnea

💜

Om at være tilbage, om skærme & om at bygge broer mellem mennesker

Hej  👋

Er der mon stadig nogen her? Det håber jeg.

Noget har spiret i mig. Tanker om at skrive. Ikke bare hvor som helst. Men her. Igen.

Jeg har tøvet. Skrevet indlæg i tankerne. Tøvet igen.

Nu vover jeg.

For der trænger til indlæg, der er til at spejle sig i. Mange etablerede blogs er blevet rene glittermagasiner og højt belagt pr-fis. I gamle dage så jeg op til den slags. Det ved jeg ærligt ikke, om jeg gør længere. For der mangler spejle, som viser virkeligheden mange af os render rundt i. En virkelighed, der spejler vores søgen på det meningsfulde (ungdoms)liv. Hvor finder vi det? Sig endelig til, hvis du har et tip. Indtil videre tager jeg sagen i eget tastatur.

Okay, det passer ikke helt. Både Nerdy by Nature, Mit Uperfekte År og Bøger På Stribe er skrevet af søde og seje damer.

Faktisk har jeg det meget ambivalent med at skrive det, du læser lige nu. For egentlig synes jeg vi bør løfte blikket mere op fra skærmene. Løfte øjnene fra vores nyhedsfeeds og kigge på dem, der går rundt omkring os i verden. Især dem, der ikke lige ligner dig.

Hvornår har du sidst snakket med en, der mente noget helt andet end dig selv?

Jeg kender mange, der sletter de Facebook-venner, der har anderledes holdninger end de selv har. Er det ikke lidt at leve i en falsk verden? Eller i hvert fald en virtuel verden, hvor vi undgår at udsætte os selv for mødet med helt andre verdensopfattelser.

Jeg er ikke frelst, overhovedet. Jeg øver mig selv i det. Måske kan vi øve os sammen, hvis du har lyst?

For nylig har jeg læst en lettere bedaget, men dog særdeles aktuel bog. Hal Kochs Om demokrati beskriver så smukt demokratiet som en samtale. Den samtale tror jeg, vi skal ha’ gang i. Derfor har jeg startet Hej-bevægelsen. For hvis demokratiet er en samtale, så starter de fleste samtaler jo med et Hej. Hej-bevægelsen er mit afgangsprojekt fra Projektakademiet, men jeg håber virkelig at Hejet lever meget længere end bare til maj, hvor jeg er færdigbagt projektleder. Bevægelsen er i sin spæde start, men du kan bare starte nu. Det kræver ikke særlig meget. Det koster slet ikke noget. Du skal ikke engang ha’ Dankortet op af lommen. Du skal faktisk bare kigge op fra skærmen og sige ét ord på tre bogstaver: “Hej.”

Det virker selvfølgelig bedst, hvis der er nogen at sige det til.

Prøv det. De fleste bliver ret glade over at få et hej fra en fremmed 🤗

Du kan følge med i, hvordan det hele går, lige her.

journalinnea

// Der er sket meget siden sidst. Bl.a. har jeg klippet hele min manke af og vokser den nu ud igen.

Ha’ det rart til vi ses igen.

💛

Linnea

Tak for nu.

Hej allerdejligste internetvenner 👋

Det er tid. Tid til noget, der har rumsteret i mig længe. Livet leves cyklisk, og nu er det tid til at journalinnea binder en sløjfe på sig selv og forsvinder. Jeg lukker bloggen ned og opsiger mit digitale internethjem ved årsskiftet. 2011-2017 blev det til. Bloggen blev født ud af en skrivedrøm og begyndelsen på et journalistikstudie, et eksperiment og internetnysgerrighed. Vi har været rundt omkring. Aarhus, Hamborg, Læsø, Kbh, Amsterdam, Thy og Kbh igen, for bare at nævne de fysiske steder, vi har besøgt sammen.

Lige nu er jeg ret tom for ord. Der er sket så meget siden vi begyndte det her digitale fællesskab. Jeg stopper ikke med at skrive, men det bliver ikke herinde. Jeg ved ikke, hvor jeg udkommer endnu – måske bare i mine notesbøger. For mærker en trang og en tid til at vende mig indad. Savner nok en tryghed og en ro. Skammer mig ikke over det, jeg har delt herinde, for det har været modigt og ærligt og givet både jer og mig en masse at tænke over. Men en æra er forbi. Det er slut.

Der sker ret så meget i mit liv. 2016 har været et vildhedsår. På alle planer og i alle følelser. Jeg har brændt mig på nogle mænd, skuffet nogle andre, og har haft alt mit fokus på at finde mit ståsted og skabe tryghed omkring mig – fx i form af et job. Jeg har været superfrivillig og brugt meget tid på at skabe mig, og ja, mistet nogle venner på farten. Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. Måske for stærkt? Lige nu har jeg i hvert fald for meget om ørene. Som vi siger i Jylland, så har jeg brændt nallerne.

Derfor er det tid. Tid til at lave om. Stoppe op. Skrue lidt her og der. Og måske også leve et liv, der er lidt længere væk fra likes end det, jeg lever nu. Bare være uden at tænke i #, filtre og den helt rette emoji-kombi. Slibe øksen. Holde pauser. Og måske klippe alt mit hår af? Coco Chanel siger i hvert fald:

“A woman who cuts her hair, is about to change her life.”

Tror, jeg vil invitere nogle ændringer ind i mit liv. Lukke en dør og se, hvad der åbner sig i 2017. Frisætte noget energi. Kigge op fra skærmen og se nogle venner dybt i øjnene. Jeg tror det bliver godt.

Af hjertet tak for jer! For al jeres støtte, likes, delinger, kommentarer, digitale kærlighed og lyst til at følge med på min dannelsesrejse. Når jeg tænker på de fælleskaber, vi har skabt – og den ærlighed og støtte, jeg har oplevet fra jer, så får I altså de der små saltvandsbanditter frem i mine øjne.

T A K.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

I er de bedste!

Hvis I savner mig, så find mig på Facebook eller Instagram. Jeg skal nok holde jer opdateret om, hvor jeg kan finde på at udkomme. Måske jeg alligevel skal søge ind på Politikens Kritikerskole (det siger Bo jo) eller gøre noget seriøst ved digtsamlingen Centerpoesi, der handler om at hoppe af uddannelsesræset, at være bange for barnevogne, nedslag i en kvartlivskrise og at arbejde fuld tid i et shoppingcenter indtil drømmejobbet og året går i gang … Det kunne også være kronikken Generation Likeable.

Nu slipper jeg i hvert fald mit hjørne af internettet her. Tak fordi I var med på rejsen.

linnea.JPG

Evig kærlighed og julekram til jer.

❤️ Linnea

Husk: You can’t start a fire without a spark 🔥

2016: Ungdommens Folkemøde

Halløj igen 👋

Som lovet får I lidt mere fra mit 2016. Har oprettet en helt ny kategori på bloggen. Engagement hedder den. Her kommer I til at høre om alt det, jeg kaster min energi i. Og i dag handler det meget passende om Ungdommens Folkemøde eller #UFM16 – passende fordi jeg netop i aften har været til infomøde om #UFM17, og er helt spændt på et nyt år med et af de sejeste og dejligste fælleskaber. Næsten lige så spændt som I kan se, jeg var en tidlig morgen, d. 8. september i Søndermarken 👇

ufmDet var en stor dag! 💚 Den allerførste af Danmarks største demokratifestival for unge.

At se UFM vokse fra en januarweekend i en kælder i Gothersgade til kulminationen af telte, scener og tjuhej i Søndermarken ni måneder senere. At være med. Sætte præg. Og ha’ en bittelille del i noget Danmarkshistoriestort. Tænk at bruge sin arbejdsløshedstid på det? Slet ikke dumt. Tror faktisk nærmest jeg glemte, jeg ikke havde et job, fordi jeg brugte min tid på noget, der mest af alt minder om en bevægelse. Samfundsengagement kan faktisk bare bestå af at være frivillig. Hvis du har lyst til at være med til at skabe #UFM17, så kan du tilmelde dig her.

Hvorfor jeg egentlig var med i #UFM16 fortæller jeg en smøre om her. Det hele startede jo med at jeg læste De Frafaldne og blev bidt af UngdomsBureauets arbejde. Jeg ville selv være med. Og det kom jeg. Faktisk bliver jeg citeret i en bog, UngdomsBureauet udgiver til februar. De Engagerede hedder den. Se, det kan der komme ud af at melde sig ud af uni. Tænk bare! Fuld cirkel og det hele 💫

Jeg er med i #UFM17, fordi det stadig giver mening. Fordi vi unge betyder så meget. Mere end vi nogen gange selv går og tror. Og fordi, vi skal tages seriøst. Danmark skal være et foregangsland og verdensmestre i samfundsengagement. Ungdommens Folkemøde var på en eller anden måde min redningskrans til at komme ud af alt det tunge og tvivlen, der hang som en klæg dyne omkring mig, i starten af 2016. At engagere mig og være med, gav mening i en ellers ikke helt vildt meningsfyldt tid. Jeg glemmer aldrig UFM. Har stadig 100vis af billeder, jeg ikke nænner at slette.

UFM16.JPGFx det her sæbeboblemoment.

UFM-følelsen er lidt en anden end Roskilde Festivals #orangefeeling og bornholmerfolkemødes djøfstortion / mingleringscirkus. Jeg har svært ved at inddampe den til ét ord eller en følelse. Men den er noget af det aller, allerbedste, der skete i mit 2016. Jeg fik mødt bl.a. ambassadøren fra Amerika, vores konkurrencekommisær Margrethe, tidligere kulturfar Bertel, Uffe Elbæk (dem havde jeg sikkert aldrig mødt, hvis jeg havde bestået mit speciale 😉), selvom de blegner helt ved siden af alle de andre, seje frivillige, jeg har været så heldig at blive venner med. Så tak til Torben for at invitere mig på date og belære mig om UngdomsBureauet!

Var du med? Ellers så håber jeg, vi ses i Søndermarken d. 7. og 8. september.

💚✌️💫

“Livet er ikke en lang og stille flod”

Hej med jer 👋

Dejligt at I er her endnu. Det er jeg også, selvom det efterhånden er længe siden, I har kunnet lappe min ordhonning i jer.

2016 er ikke slut endnu, men sådan en søndag, hvor vi nisser os tættere på julen og et splinternyt år, virker som en god dag at gøre året op på. (Ikke fordi, jeg overhovedet aner, hvordan jeg skal fejre nytårets komme, udover champagnen og det der med at bage min selvperfektede verdens-bedste-kransekage-med-appelsin.)

Linneasjul.JPGMit helt eget juletræ!

I dag er den slags lidt sjældne søndag, hvor jeg har absolut ro indeni, jazz på lydtapetet og mit allerførste juletræ 🎄 skinner i stearinlysets skær. Jasminte i koppen, glögg i kinderne og vanillekranse i maven. Jeg har lige læst i det allersidste nummer af Cover. Det har lukket op for nostalgikammeret. Jeg har gjort status over 11 år med Cover: Magasinet har fulgt mig fra Kvickly i Struer til Aarhus, hjemme i Thy, Læsø, sågar i Hamborg og nu København. Fra jeg var 16 til 28 har det magasin været en del af min mediebevidsthed. Der er sket meget fra den Linnea jeg var, til hende jeg er i dag.

🎅🏻

Jeg tænker over, hvor stærkt 2016 er gået. Har det lidt som om jeg bare har gjort og gjort og gjort, og slet ikke taget mig tiden til at tankefordøje det hele. Eller skrive om det. Fx min medvirken i Ungdomsbureauets paneldebat UNGE 2016 på Folkemødet.

Folkemødet.jpg   Blev bedt om at sætte ét ord på min generation: Generation Likeable kalder jeg os.

Det har jeg slet ikke udfoldet med jer her på bloggen. Det vil jeg gerne. Det kommer.

I har også tilgode at høre om Ventilen Fortæller, og hvorfor, jeg er engageret der.

Jeg vil også gerne fortælle jer om Ungdommens Folkemøde, og det ungdomsfællesskab, jeg oplever der.

Og KBH+, mit job der, Projektakademiet og hele projektverdenen kalder på blogindlæg.

🎅🏻

I 2016 gik jeg fra at være i tvivl til at blive sikker. Jeg kan ikke sige, at jeg gik fra at være deprimeret til at være engageret. Selvom det rimer, så fejlede jeg ikke andet end kedafdethed, tvivl og kvartlivskrise. Forleden morgen vågnede jeg op, og tænkte sådan helt klart, at det der med at melde mig ud af universitetet, det var jo hele tiden meningen. Et led i en større plan. Og sådan har jeg det faktisk også. Helt zen. 

Arbejdsløshedsparantesen er lukket, og jeg har nu mere betalt arbejde, end jeg har tid til. Nu handler det om at prioritere min tid, så jeg når det hele. Når mig selv. Når mine venner, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Når jer. Når dét, der virkelig betyder noget. Og hvad er det egentlig, når regningerne er betalt?

🎅🏻

Kærlighed og bøger.

Familie og venner.

Fællesskaber.

Mod.

At gå efter det, der får dine øjne til at skinne.

Venlighed.

At gøre en forskel, og prøve at fikse bare en lille del af verden.

I år gør jeg noget nyt. Jeg har haft min del af idylliske og helvedesjule. Så i år holder jeg jul på jobbet. KBH+ og Ungdommens Røde Kors hjælper unge hjemløse i julen. Så jeg holder jul sammen med andre unge, der ved, hvordan det er at ha’ livet galt i halsen. Og jeg ved, hvad der hjalp mig: Andre menneskers varme. Nu er det min tur til at dele ud.

❤️

 Tak for nu. Jeg gør mere status på det hele i morgen. Her i december kommer det til at drysse med betragtninger fra højdepunkterne i mit 2016. Og så vil jeg gerne starte en læseklub med jer. Er I med? 

KH Linnea

Anekdotisk evidens: Mit ungdomsoprør

img_3628Fra dengang jeg var arbejdsløs og ventede i 3 timer på næsten gratis pizza med Amalie 🍕

Hej venner 👋

Jeg har længe haft lyst til at fortælle jer om, hvordan det egentlig føles at stikke middle fingers in the air til universitetet, ha’ en kvartlivskrise, opleve Systemet som under-30-årig med alt hvad det bringer med sig af sagsbehandlere, anden aktører, socialrådgivere, kindkys og kontanthjælpsreformer.

I har før fået ganske åbenhjertige fortællinger fra mit tastatur, men de har også været skrevet i afmagt. Jeg har længtes efter den dag, hvor der er groet lidt mos på det hele. Hvor jeg står på den anden side af en svær og sygt spændende tid i mit liv. Hvor jeg, helt stille og roligt, kan åbne op for mit lille oprør.

Velkommen til i dag!

🌟

Min på-den-anden-side-historie begynder med at jeg fik tilbudt et job lige inden efterårsferien. Ud af det blå. Og så kom der et andet til. Og nu er jeg snart ikke arbejdsløs længere. Det hele gik. Så nu kan jeg faktisk godt fortælle om dengang, jeg hev gulvtæppet væk under mit liv.

Jeg husker en regnvejrsdag sidste sommer, hvor jeg sad foran brændeovnskomfuret i mine forældres køkken. Jeg så en dokumentarfilm og det der med at melde mig ud af uddannelsesræset spøgte i bagtankerne. Jeg blev bange, for hvad skulle der stå efter mit navn, hvis jeg nogen sinde skulle interviewes til en dokumentar? Der står jo altid navn, TITEL. Hvis jeg droppede ud, så kunne der jo ikke stå: Linnea, kandidat i journalistik. Men … Måske kunne der stå: Linnea, menneske? Er det ikke lige meget hvem vi er? Og vigtigere at vi bare ER?

🐓

I sidste uge var Olav Hesseldahl i Debatten på DR2. Han er en klog mand, der siger mange vigtige ting – og GØR. Han sagde bl.a.:

“Unge, de er burhøns, som bliver proppet ind i nogle kasser. Jeg kunne godt tænke mig, de at unge blev fritgående høns, som har muligheder og frihed til at gøre, hvad de vil. Det gør de ikke lige nu.”

Det tror jeg heller ikke, at vi sådan altid bare lige har gjort, os unge mennesker. Jeg læste for nyligt denne bemærkning i en romanen Jørgen Stein fra 1930’erne:

Hvad skulde han stille op med et Menneske, som ikke bevidst stilede mod en Plads i Samfundets blaa Bog?

Det ramte mig. For behøver vi at stile mod noget som helst andet end at være søde medmennesker og leve det liv, vi allerhelst vil?

🏆

Jeg siger ikke, at det er let. At det er nemt. At det er ligetil og du sover trygt om natten hele tiden. At du vågner op om morgenen og føler dig som en vinder, eller at det er fryd på dåse fra dag 1. At smagen af frihed er letkøbt. At det er nemt at bryde ud af buret.

Jeg lover dig at du er fortumlet, at det kan koste dig et verdenshav af tårer og 15 klik hos en dygtig psykolog. At du nok starter ud som ked af det, men måske ender op som lykkelig, fri, vred, stædig og ungdomsoprørsk. Som en der kender sit NOK-punkt og er DØDStræt af hensynsbetændelse.

En dag fik jeg altså nok af at sidde med en arbejdsbøjet og bedrøvet nakke. Blev lidt verdensforundret, og tænkte: “Mon ikke det alt sammen går alligevel … ?”

⛵️

Jeg greb med en fast beslutning i min skæbnes ror. Jeg ved ikke, hvad det var, jeg styrede hen mod, men jeg var helt klar over, hvad jeg styrede væk fra. Buret. Presset. Det tonstunge tryk fra tankerne. Som måske ikke kom fra mig selv, men tankerne om at man jo skal gøre sin uddannelse færdig. Og at man kan jo ikke droppe ud så tæt på målet. Tænk på alle de penge, din uddannelse har kostet. Kostet hvem? Jeg har da betalt skat af mine studiejobs og har da tænkt mig at arbejde til jeg bliver 70. Og det er jo heller ikke fordi min viden suser ud af hovedet på mig, fordi jeg ikke gør min uddannelse færdig.

📚

Det evindelige spørgsmål:

“Har du tænkt dig at gøre din uddannelse færdig / vende tilbage til studierne?”

Svaret, der altid har stået skarpt i mig:

“Nej.”

 

👊

Jeg har læst et sted og noteret mig dette:

Husk at slå nogle ruder ind, mens du er ung. Det er mest det, man har undladt, der nager.

Amen.

Smut ud og lav nogle buler i universet. Sæt dig selv fri. Det skal nok gå altsammen. Det ved jeg.

IMG_3418.PNG

❤️💥💫

Linnea, MENNESKE, journalist, projektleder, blogger, foredragsholder, katteglad og college dropout

På sporet af den tabte tid

IMG_5420.JPGEn af de sidste efterårsroser ved Vesterhavet

Det er altid forunderligt, det med efteråret. Og bare tiden i det hele taget. Hvor blev den af?  Sommeren er forbi, selvom den genbesøgte os i september. Det har slet ikke været nogen begivenhedsløs sommer. Alt det jeg glippede sidste sommer, har jeg været til i år. Og det kan mærkes. Især lige nu, hvor efteråret rusker sig fast i os. Egentlig elsker jeg efteråret og særligt fødselsdagsmåneden oktober 🍂🍃🍁. Men kan godt mærke sommersavnet. At blive slikket af en solstråle og varmet helt igennem er ægte sommerzen. Og nu er det lige pludselig efterår!

Det sidste havehindbær er spist. Jeg er færdig med at sæle den på stranden for i år. Min glød falmer og håret bliver kun mørkere nu. Ligesom aftenerne. I går måtte jeg tage strømpebukser på. Den storetånegl, jeg flækkede i et danseorgie på Roskilde, er vokset ud for længst. Sildebensparket og egen altan er skiftet ud med koldt kældergulv og hulestemning i kollektivet (vi bytter værelser en gang om året). Og vi har fået høns 🐓🐓🐓. I stedet for iskaffe drikker jeg nu frisk myntete med honning. Har endda taget hul på hue- og halstørklædetiden og fået mig en vejrskifteforkølelse. Der er en rastløshed i mig. Har lyst til at ryge bøllehø, droppe festvitaminer og danse natten væk eller måske bare kaste med doruller. Det er som om sindet ikke helt har sluppet sommerens 1000 ting, og leder efter noget at kaste sig over. For der er jo helt roligt nu. Så måske er det derfor, jeg blafrer lidt. Og måske fordi at jeg har haft en mindre hjernerystelse og har holdt mig meget i ro de sidste tre uger. Fordi jeg vil igang med alt muligt igen. Og helst NU.

Sommerens mange engagementer er nærmest ovre, har dog ikke sluppet Ungdommens Folkemøde helt. Jeg er begyndt på aftenskole. Eller. Er i hvert fald ved at uddanne mig til kreativ projektleder. Og det ved at lave projekter, naturligvis! Har lavet rulleskøjtedisko på Den Røde Plads og nu skal jeg til at lave begrønning på Bispebjerg 🌱 for Københavns Kommune. Pludselig skal jeg til at finde ud af, hvordan vi laver borgerinddragelse.

Faktisk er der en ting til, jeg skal, som jeg glæder mig helt vildt til at dele med jer! Og ved I, hvad det er? Jeg kan snart skrive foredragsholder på CV’et. Er nemlig blevet optaget i Ventilen Fortæller-korpset og skal ud på højskoler i Danmark og oplyse om, hvad ungdomsensomhed er, hvordan vi forebygger ensomhed blandt unge og hvad vi kan gøre, for at afhjælpe de unge, der er ensomme. Det er så vigtigt! Jeg er vildt beæret og glæder mig til at komme i gang. Skal på kursusweekend lige om snart og er edderspændt!

For en af de mest vigtige ting, du kan gøre her på jorden, er at lade andre vide, de ikke er alene.

Kan mærke, det bliver stort. Voksede et par stolthedscentimeter i fredags, da jeg fik beskeden. Kunne skrive et helt blogindlæg om, hvorfor jeg bare måtte være med. Så det kan I godt glæde jer til.

···

Nu vil jeg hoppe ud i fredagen. Min weekend står på veninder, Projektakademiet og pebermyntedråber til næsen. Og Skam på søndag. Dét bliver drittkul!

Her er et par fredagsørehængere til jer. To af mine #yndlings lige for tiden.

God weekend, fine læsere.

💞

Linnea