BRIGHTER DAYS 🔆 vol. III

summerdays_journalinnea.JPG

Lettere forsinket er det nu tid til denne uges lyse liste. Selvom der kun er 3 dage og en aften tilbage, så er der stadig meget at glæde sig til. Ugen startede med et sceneskift. Som jeg skrev sidst, så skulle jeg jo hjem til Thy! Og det er jeg kommet. Har haft travlt med at nyde solen og kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst var på Facebook. Det var egentlig ikke planen at trække stikket fra omverdenen, det kom helt af sig selv. Lige nu sidder jeg på mit (eget!) værelse, på gulvet ved altandøren. Regnen drypper, Tracy Chapman synger i højtalerne. Min mor laver maden. Regnen giver ro til at skrive, for det der med at spilde solstråler på skærmtid, det bruger vi ikke.

I det resterende af denne helligdagsuge glæder jeg mig til:

💠 At kigge. Ud ad vinduet. Bare stirre. På regnen, bølgerne på søen, der afslører vindretningen, på himlen, skyerne, havet, sandpumperen.

💠 Genbesøge Agger Darling. Og skaffe mig Heavy Agger-merch. Jeg er virkelig lokalpatriotisk, når det kommer til mit elskede Thy.

💠  Solnedgange 🌅 Om det så er ude ved havet, og den rødglødende hat forsvinder i det blå eller bare på altantaget med gyldent lys over skoven.

💠 Morgenerne ✨ Min mor og jeg vågner ca. samtidigt og har spist morgenmad ude, med katte under bordet, hver morgen i denne uge. Vi har et lille morgenritual med grøn te og ét kapitel i Tove Janssons Billedhuggerens datter 🍵📖🗣 Vi har begge læst og elsket Sommerbogen og så sammen Tove Jansson-udstillingen på Gl. Strand sidste sommer. Hvis I savner en god højtlæsningsbog, så er begge helt fortryllende. De transcenderer tiden og pludselig er du i et kunsteratelier i Helsingfors eller i en havvig et sted i den finske skærgård.

💠 Læsetid. På stranden. I solstolen, sofaen, sengen. Er lige nu i Alaska med The Great Alone, der på off-grid-prepper-måden (og ikke sammenligninger familierne i mellem ellers!) minder mig om Andrea Hjelskovs Og den store flugt, jeg begejstret læste tidligere på året.

💠 At bage! Jeg er blevet allergisk overfor hvede pga. skimmelsvamp, og har ikke evnet at kaste mig ud i køkkeneventyr virkelig, virkelig længe. Men i dag har jeg bagt! Banankage på bygmel til tordenkaffen og lynild. Mums, den smager godt 🍌 🍫 Next up er makroner til rabarbertrifli og honningmuffins med chokolade. Eftermiddagskaffe er et vigtigt måltid i Jylland!

💠 Søskendetid. En af mine brødre kommer hjem. Glæder mig til at se ham ❤️

💠 Sommerstrik. Min mor har strikket den smukkeste, luftige bløde stjernestrik til mig 🌟 Ih jeg glæder mig til ærmegabene er lukket og jeg kan vimse rundt i morstrikket uldkærlighed.

💠 Sytid. Har købt fine blomsterstoffer som jeg skal forvandle til scrunchies til veninder, min mor og jeg selv.

💠 Meditationspauser med Cille i ørene. Jeg skylder stadig at skrive om min Vipassanatur, men lige nu er det en anden slags meditation, jeg dyrker. “Ud med det gamle, ind med det nye” virker virkelig for mig. Prøv den! 🧘‍♀️

Rigtig god Jesus-til-vejrs-ferie, kære læsere 👼

Linnea

Advertisements

BRIGHTER DAYS 🔆 vol. II

Kære læservenner,

Håber I har haft det godt siden sidste skriv 🤗 Jeg har både haft det godt og skidt, derfor misset noget af det, jeg havde glædet mig til. Det er dog business as usual. Men derfor har jeg truffet en vigtig beslutning for at få det bedre. Mere om det i denne uges glædesliste.

💠 På tirsdag, på tirsdag, på tirsdag … 🥁 Lufthavnsgensyn med min ene søster. Hun er lige på kort visit mellem Grønland og Norge, og så tager jeg gerne i lufthavnen og drikker morgente.

💠 Dog skal jeg allerede mandag ses med en særligt sød kollega-turned-friend fra Amsterdamdagene 🍵💞

💠 Killingemåneden. “Maj måneds katte er bløde og glatte” lyder Halfdan Rasmussens remse. Satser stærkt på at maj byder på nyfødte pelsvæsner i mine hænder 🐱

💠 Helle Helles de. Den skal snarligst indkøbes og læses i forårssolen, hvis den da tilsmiler os. Forhåbentlig 🤞

💠 En uge med både stressterapi hos Annemarie fra Psykomotoriske Terapeuter København + en time med tanketerapi hos Marlene. Har I forresten prøvet at møde en behandler tilfældigt på gaden? Det gjorde jeg i fredags. Blev bare helt vildt glad og lidt forvirret.

💠 Traktorkørekort! 🚜 Godt nok bare til en havetraktor. Men min mor har lovet mig det! Har nemlig bestemt mig for at flytte hjem og komme i oplæring som biodynamisk havedyrker i det meste af maj måned 🐞 🌱🦔🐝🌸🐜🐌🦋🐛🕷🕊 Tror, det er den bedste terapi mod stress og angst. Bedre end noget velfærdsstats-sygedagpenge-tilbud, jeg kan komme i. Haveterapi. Fingrene i jorden. At komme ud på landet, nær saltvandet. Under åben himmel. Bruge hele kroppen på at luge, klippe hæk & græs, brænde kvas og beskære frugttræer – alt efter, hvordan planeterne står. Forestil jer, mit liv bliver helt sådan her, som Dan Turéll synger 🔮☄️🌞🌝🥕🥦  #frelst 😇

💠 Havdage. Det gør bare ud på at tilbringe hele dagen ved havet. Tror min rekord er 18 timer.

💠 Rabarber. Alt med rabarber. De er allerede begyndt at spise dem hjemme i Thy 💜

💠 At trykke på Systemet-nej-tak-knappen. Melde mig ud af sikkerhedsnettet, der desværre også strammer omkring mig. Det er godt, vi har det. Men det er ikke nemt at være i.

💠 Vejrmøller. På græs. I vandkanten. Under mågeskrig og lærkesang. 3 uger i Thy bliver så godt til mig 🤸‍♀️🐬🌻

💠 Timevis i frugthaven i selskab med pæretræer, kvædetræer, æbletræer, kirsebær- & blommetræerne med den her på hjernen:

💠 Eget værelse ! Selvom det kun bliver i 3 uger, så glæder jeg mig virkelig til at ha’ mit eget space. Det er ret presset at bo 2, og nogle dage 3, på et lille værelse i en lydt lejlighed, hvor naboens musik også trænger gennem væggene. Måske er jeg bare ved at indse, jeg ikke er et bymenneske? Det går slet ikke lige for tiden. Selvom jeg også har fået det godt af at bo i Skyderen, som vi kalder vores bofællesskab, så flyttede jeg jo faktisk fra et kollektiv, fordi jeg ikke kunne holde til at bo med andre mennesker. Sad but true. Selvfølgelig ville jeg også gerne flytte sammen med Kærligheden, men det var også nødvendigt at flytte. Pyh jeg glæder mig altså helt vildt til at sidde i toget nordvest på om en uges tid 🚂 (Noget jeg ikke glæder mig til, er at savne min kæreste. Men når vi har været i et langdistanceforhold mellem Vanløse og Frederiksberg i 6 måneder, så klarer vi nok nogle uger).

💠 Hjemstavnsskriverier. Selvom jeg har skrevet lidt til jer fra mit nuværende hjem, så er det der med eget værelse ret fordrende for min skrivning (+ kreativitet i det hele taget). Og elsker Thy. At fotografere, beskrive, oplive. Dele min hjemstavnskærlighed med jer. Og måske også nogle havetips, hvem ved? 🥔

Rigtig god uge til jer  ♡

BRIGHTER DAYS 🔆

journalinnea_solsikker

En lille ugentlig liste over det, jeg glæder mig til. Stort som småt. Natur & kultur. Fordi, det er vigtigt med noget at glæde sig til.

💠 Dette seminar på Schæffergården apropos min højskoleengagement i gårsdagens indlæg. I august var jeg på den norske pendant Lysebo. Så rart og smukt et sted. Tror jeg er nødt til at lave noget med Fondet for Dansk-Norsk samarbejde igen.

💠 Til at syrenerne springer ud 💙💜 Gik under nyudsprungne kirsebærtræer på Sønder Boulevard, da jeg gik hjem i går. I år vil jeg prøve at lave syrensirup.

💠 Til Pinseferie i Thy. Flere dukkerter, mere katte, rabarber fra haven i maven. Familietid. Måske en fisketur.

💠 Camilla Plum åbner butik i Jægersborggade. Har ikke været på Fuglebjerggård endnu, så må nøjes med det lille planteoutlet. Måske jeg snart kan begynde at drømme om planter til vores hjem igen? Vil i hvert fald gerne dyrke tomater i vindueskarmen, når vi flytter hjem i maj 🍅

💠 Plantemarked i Absalon. Var til deres keramikmarked og blev ikke opstemt, selvom jeg ellers er lidt en keramiknørd. Men måske jeg er mere til den ældre 70’eragtige slags (ligesom jeg mest er til mænd en mand fra 70’erne 😉).

💠 Gillelejedage med min bedre badehalvdel i hans families sommerhus. Sidste år lærte jeg at stryge rejer 🦐 Det tror jeg er godt mod stress. Særligt når man koger dem og spiser dem med hjemmerørt mayo til.

💠 Lady Bird. Elsker-elsker-elsker Greta Gerwig! Frances Ha er min yndlingsfilm og har tårnhøje forventninger til Gerwigs instruktørdebut.

💠 Alive Festival. Det er først til august, så satser på at jeg er festivalfrisk til den tid. Det er min absolut yndlingsfestival. Hjemme i Thy, med gamle venner, nye, søskende, gamle flirts og glimmer, surf, dans og måske også lidt højskoleindslag …

💠 Der er længe til, men nu vi er ved august, så et tredages bryllup på en højskole. Går allerede og kigger efter kjoler. Måske denne? Hit me up, hvis I har set en fin en.

💠 Noget jeg glæder mig over nu og glæder mig til mere af, er Lykke Lis nye album so sad so sexy, der kommer til juni. Heldigvis er der allerede to sange, vi kan høre allerede nu. Håber de bliver mere ala “hard rain” end “deep end”. Lyt selv her:

God uge til jer.

Og tip mig endelig, hvis I kender til noget, jeg bør glæde mig til.

🌻🐱🌞

Stressføljeton: Thy, tilbagefald & fremtidsdrømme

journalinnea_solnedgangiThy.png

Er lige kørt over en blikstille Limfjord og befinder mig nu, søndenfjords på vej mod København. På fjorden lå en fiskekutter. Ville ønske jeg skulle ud på den og ikke tilbage til byen. I Thy var jeg nærmest ikke stresset, jeg fik ingen angstanfald, jeg kunne trække vejret, smage saltenluft og cykle uden at være bange (den eneste, jeg mødte på min tur var også en musvåge, så lidt en kontrast til Københavns befærdede gader). Jo, der var katastrofetanker og jeg fik ødelagt min telefon pga frustrationer. Men det er ingenting sammenlignet med mine dage i København. Uden at tage sorgerne alt for meget på forskud, så forventer jeg at det hele bliver svært, når jeg er tilbage i hovedstaden igen. Heldigvis har jeg små fem timer i stillekupé med hyldeblomstsaft, Eurowomans jubilæumsnummer, en god roman og underlig musik fra iTunes. Selvom min telefon er i udu, kan den stadig spille musik. Heldigt! For noget af det bedste jeg ved, er at køre i tog. Har tilbragt meget af mit liv i tog. Sådan går det når du flytter hjemmefra som 15-årig og nu som 29½ årig endnu ikke har fået puttet et kørekort ind i dig selv. Kender i Jørgen Leths “Gennem Danmark“? Genialt togtursnummer. Ligesom jeg altid hører Coconut Records “West Coast”, når jeg kører hjem til Thy.

〰️

Havde taget en masse fine billeder til jer, for I plejer at være glade for en hjemstavnskavalkade, men de sidder desværre fast i min ødelagte telefon. Forhåbentlig kan jeg få dem ud og vise dem. Vi får se.

Havde tænkt at jeg ville skrive lidt om, hvordan det hele det går. Det er en underlig tid, for jeg har aldrig haft det bedre, men samtidig har jeg virkelig svært.

Det svære, det har I hørt om. Det er skimmelsvampen, boligsituationen og at jeg stadig er stressbelastet og ikke bare ængstelig, men plaget af angst. At jeg lever ret socialt tilbagetrukket og ca. alt interaktion med vennerne sker på telefonen. Jeg har ikke været til en fest siden nytårsaften og må nok også slippe drømmen om at komme på festivaller til sommer.

Det gode, det, der går godt, det er både noget helt håndgribeligt og noget, der er svært at sætte ord på. Fx, selvom jeg rammer min 30 års fødselsdag til efteråret, på ingen måde har en 30-årskrise, trods arbejdsløshed, stress, angst og sygedagpengesystemet. Måske var midtvejskrisen, så jeg ikke behøvede at få en, små fem år senere? Jeg har mødt ham, som jeg regner med at være sammen med de næste 60-70 år eller længere. Ham, jeg deler livet med. Og ham, jeg skal ha’ børn med. En dag. Ikke nu. Og selvom vi havde lidt af en ilddåb sammen – har aldrig fået skrevet blogindlægget: Guiden til hvad du gør, når ham, du er forelsket i fortæller at han skal være far – så er livet på den front lidt roligere nu, trods skimmel, stress og hjemsavnet. Det er virkelig dejligt. Og også en anden både svær og vidunderlig måde at være sammen på, når der er et lille sødt væsen involveret.

Noget andet af det, der er godt er, at jeg efter min exit fra NGO-branchen og ungdomsorganisationsarbejdet (ca. alt mit engagement forsvandt i løbet af sensommeren 2017) har fundet ud af, hvad jeg vil bruge resten af mit liv på. Det har jeg nemlig hørt fra to kloge psykologer, er en god måde at få problemerne lidt i baggrunden. Lige så stille tager jeg tilløb til at blive en del af højskoleverdenen. Ok, det er jeg allerede lidt. Det eneste frivillige arbejde og engagement i det hele taget, jeg har tilbage er, at jeg sidder i bestyrelsen for Thy Højskole. Men jeg vil ikke bare nøjes med det. Vil gerne undervise i Struktureret Kedsomhed. Mit. Helt. Eget. Fag. Det er tænkt som en pause på skoleskemaet, et værensrum, hvor du bare er. Et sted, hvor du lærer at trække vejret, at meditere. Du lærer at kede dig. Og du lærer, hvor vigtigt det er at passe på dig selv. Og ja, det er absolut inspireret af, hvad jeg selv har haft brug for de sidste 14½ år af mit liv.

Til efteråret begynder jeg prøver på det, der skal blive til et teaterstykke på Det Kgl. Teater, hvor jeg skal spille mig selv. Det er også ret sejt og ja, endnu lidt uvirkeligt.

Yoga er blevet endnu vigtigere. Ikke bare et nice to do, men need to do. Glæder mig helt vildt til næste weekends workshop med skønne Cille Veje.

Så selvom der er en masse rod, så er der også en masse ro. Kan I fornemme det? Det er både dejligt og skørt.

〰️

Agger_Darling_Nephew.png

Et lille tip, hvis I er på de Thyske kanter: Tag et smut forbi Agger Darling. Min mor og jeg var der i et par timer i fredags. På terrassen med latte, virgin drinks, bog og strikketøj 🍍👵🍹🐚  Så hyggeligt og ægte #betteMallorca-stemning (udtales på thybomål: “bædde Majorka”). Min mor fik endda hilst på Nephew, der gav intimkoncert i De Sorte Huse i weekenden. Glæder mig til at komme tilbage og tylle hvidvin og danse tango til sommer. Here’s to hoping 🤞

Ok, et lige et Thytip mere: Hvis I aldrig har set Heavy Agger, så gør lige det. Genialt ungdomstv fra der, hvor jeg kommer fra. Eller i hvert fald 5 km derfra 😉 Skal ha’ købt mig en fangirl T-shirt næste gang, jeg er hjemme.

〰️

Jeg vil køre videre ud i søndagen. Vi skriveses snart igen. Take care! 🌊❤️⚓️

Den lange vinter, de indre kampe, genfødslen & SAVNET

Processed with VSCO with t1 preset

Hej I kære læservenner,

Glædelig bagpåske.

Alle taler om, at vinteren er lang, foråret er kun proforma på kalenderen, det er koldt og vi savner solen. Egentlig har jeg haft så meget andet at kæmpe imod, så denne vejrsnak har virket så evigt latterlig. Men jeg tror, at foråret, at solens helende kræfter ville hjælpe mange af os, der har det svært lige nu. At blive varmet igennem fra tå til top, lade de kuldeskuttende skuldre falde ned og mundvigende hejse op i et solskinssmil. Alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag. Det virkede i hvert fald i går. Solskinspause med is fra et af Københavns bedste issteder. Var i Roma et kort gelatoøjeblik 🍦🌞🇮🇹. Skimmelsvampesaneringen står stadig på, og vi er så heldige at bo i gade med en isbutik. Prøver VIRKELIG at se på det gode, opturssiderne, af at være uden hjem på tredje måned (i løbet af maj kan vi forhåbentlig flytte hjem til Frederiksberg). Det er så helt utroligt hårdt. Jeg har svært ved at finde ro. Grundroen. Går og savner hver dag. Savner et hjem. Savner et køkken. Savner ikke at skulle bekymre mig om at tage tøj på, når jeg skal tisse i de tidlige morgentimer (jojo, alderen haler ind på mig). At bo selv. Vande planter. Bare at ha’ nogle planter. At stå i mit eget køkken (ok, ja vores) og braisere, bage eller bare lave en kop te 🍵. Savner sofaen, surdejen og mit tøj. Måske kan tøjet reddes, men surdej, sofa og alle planterne skal nok lade livet. Ok, jeg ved godt at det bare er ting. Men for pokker, hvor ting virkelig kan betyde uendeligt. Jeg ved godt, jeg ikke er ægte på flugt, men sådan føles det. Flugten fra svampesporerne. De er overalt. I bøger, tøj, computersleeves, rygsække, toiletsager.

Skimmelsvampene, og sikkert også stress, har fjernet min livsfortrolighed. Det jeg bare kunne spise uden at tænke mig om, kan jeg nu ikke længere tåle. Er blevet allergiker, sensibiliseret til ikke længere at tåle hvede, sojabønner og jordnødder. Selvom det måske ikke lyder særlig slemt, så prøv at forestille dig at stå i en chokoladeforretning, med lækre, håndlavede øko-chokolader og få livstidsdommen: “Der er soja i al vores chokolade.” Ud på gaden igen, en anelse nedtrykt. Heldigvis findes der chokolade med solsikkelecitin i stedet for sojaemulgator, har jeg opdaget 🌻🍫🌻.

Og kaffen. Den tør jeg nærmest ikke drikke. Heller ikke alkoholen. Jeg tør ikke. For det at være uden hjem og at ha’ svært ved at få kroppen til at falde til ro, gør at jeg tit falder ned i en æske af panikangst. Heldigvis kommer jeg ud af den igen, men mens jeg er i æsken, er alt sort, hårdt og forfærdenligt. Den kan komme af jobnetbøvl, indkøbstursforvirring og -larm, at gå på gaden, eller bare det ikke at kunne være alene hjemme. Lige nu cykler jeg faktisk ikke, da det er alt for voldsomt. På mange måder har jeg det som dengang, jeg var stresssygemeldt. Dog uden den tordenhovedpine, der nok var skimmelsvampenes skyld. I, der følger med på Instagram ved nok allerede, at det ikke er helt nemt at være Linnea lige nu. Det er ingen hemmelighed. Og som jeg har gjort før, så skriver jeg om kriserne i livet. Det hjælper nemlig. Både at sige det højt på internettet, men også at få sat ord på det kæmpestore savn, der gnaver i min mave som en evig sult. Hjemsulten. Hjemsavnet. Tingsavnet. Tøjsavnet. Har fire kjoler og to kimonoer, der ikke er skimmelforpestede. At være både uden hjem og tøj, uden mulighed for at indrette, hyggefikse eller klæde sig på efter dagens humør er hårdt. Enten er jeg grå eller sort. På en god dag er der farver på. Men de gode dage, er der langt i mellem. Det er hårdt. Særligt det ikke at ha’ en base, et sted, hvor hælene kan stå fast, hvor livet kan bygges ud fra. Jeg bliver så lille af det. Både psykisk og fysisk. Måske er det meget sundt, at jeg er ved at ha’ sluppet de 15 kg jeg tog på under specialehelvederne. Men det føles også lidt som om, jeg er ved at forsvinde fra verden.

Men, venner, jeg har mit internethjem! Selvom jeg ikke har vist mig så meget på skærmen, så er jeg virkelig glad for at jeg ikke slettede bloggen, da jeg klippede mit hår af. Dengang stod jeg også i en svær tid, men det endte godt, og ud af kaoset blev Kærligheden og jeg kun knyttet stærkere sammen. Og ud af det, er der faktisk vokset et vi. Så nu vil jeg skrive mig tilbage i verden, bruge krisens poesi, hægte mig fast i bogstaverne her på domænet, for har på ingen måde lyst til at forsvinde herfra.

I forgårs var den første søndag i april, vi kan høre Anne Linnet og drikke varm kakao, bage blinis og spise dem med friske fiskeæg, maj er på vej og foråret må være derude. Det det være! 🔆🌷🌱

Jeg havde lovet, i overskriften, at skrive om genfødslen, men det må blive næste gang vi skriveses. For selvfølgelig skal I høre alt om min stilhedsflugt til Vipasana-retrætet i Sverige. Jeg lover, det bliver sjovt, og I får lyst til selv at tage toget ud i skoven og tie stille 🤫🚂🌲.

Stay open 💜✨🌈

Linnea

Stressføljeton: Sådan går det

Processed with VSCO with hb1 presetAfstressning med te & mandala kan anbefales. Lyt fx til Psykologen i Øret samtidig.

Kæreste læsere,

Jeg har været ved at skrive til jer så mange, mange gange de sidste måneder. Hvorfor gjorde jeg så bare ikke det?

Ca. samtidig med at jeg i forsommeren begyndte at mærke stresssymptomerne og til for 14 dage siden, har jeg været på et ufrivilligt svampetrip. Hvad der var stress og hvad der var skimmelsvampereaktioner er vævet ind i hinanden. Osteklokkefornemmelsen og hjernetågen er sikkert fra svampene. Vreden har højst sandsynligt en stressafsender.

Sidst jeg skrev på bloggen her, skrev min allerældste veninde til mig og spurgte om vi ikke havde skimmelsvamp i kollektivet eller hos min kæreste. Og jo, det havde vi. Har det stadigvæk, men mit Frederiksberghi bor vi ikke længere i. Jeg tror heller ikke, at flytteri hjælper på stress, men jeg kunne heller ikke slappe af i Vanløsekollektivet. Sikkert fordi min krop er i højarousal. Jeg vil selvfølgelig også gerne dele postkasse med Kærligheden.

Så ud af stress kom der en flytning og lige om lidt er jeg helt officielt ikke kollektivist længere. Selvom jeg sikkert glemmer noget i flytningen. Et vaffeljern eller en kappe fx. Det er lidt skørt at flytte ud af et hjem for at flytte sammen et sted, hvor vi ikke bor. Skimmelsvampesaneringen kommer til at tage noget tid og indtil da skal vi genhuses et sted. Hvis det lyder lidt rodet, så er det også sådan.

Inden det gik op for mig at det også var svampe, der laver løjer med mit hovede, så gjorde jeg en masse for at blive kvit med stressen.

Jeg tog til Thy. Kiggede på Vesterhavet. Gik timelange ture i klitterne, i skoven, på stranden. Aede katte. Skippede kaffen. Tog til saunagus. Jeg holdte SoMe-pause. Jeg puttede en Thyglad psykolog i øret (prøv det selv her) efter anbefaling fra min egen psykolog. Og hun er altså eviggod. Hun sendte mig til kropsterapi og det går jeg stadig til. Psykomotoriske Terapeuter København hedder vidunderstedet.

Min kontrakt med det, der engang var drømmejobbet udløb og nu er jeg jobsøgende. Det er heldigvis ikke så slemt som sidst, men til gengæld er jeg lidt mere lost. Fordi jeg vidste jo, hvad jeg ville. Indtil jeg blev syg af det. Og nu er jeg faktisk rigtig, rigtig glad for ikke at arbejde der længere. Det er skørt som tiden vender op og ned på det hele. Midt i det hele, så ansøgte jeg om at komme på et meditationsretræte. Det tager jeg på i morgen. 10 dages absolut tystnad i en svensk skov.

Processed with VSCO with f2 presetPakning pågår. 10 dages Vipassana-meditation begynder i morgen.

Så på en eller anden underlig måde er det blevet 2018 og februar inden jeg fik skrevet. Jeg tog et rullefald ind i 2018 og har det mest af alt som om at det nye år begynder i morgen. Først med stilhed, men så med meget mere skriveri. Fx her i mit internethjem.

Godt nytår, allihoppa! Vi skrives ved.

🌲🧘‍♀️🌲

Linnea

Stressføljeton: Omfavn din indre Maude

Linneablomst

Det er altid svært at vende tilbage til noget, du har vendt ryggen efter en tid, hvor det har fyldt meget, hjulpet en, gjort en stærkere og været en ledsager gennem let og svært i mange år. Og særligt i de svære år. Dette det er for mig at skrive, at blogge. Nedfælde bidder af livet og dele dem med andre end en notesbog. At skrive, at tage mig tid til at fundere over og formulere tanker om livet har jeg nærmest slet ikke gjort i år. Faktisk ikke i et helt år.

Der er flere grunde til at jeg blev væk fra ordene. Sidste år dansede jeg ind i Kærligheden i nabokollektivet. Livet kom på fineste vis i vejen, og jeg valgte ikke at dele noget om det, fordi det var så svært og heller slet ikke kun mit at dele. Jeg har ikke tænkt at fortælle en masse her. Der skete bare noget i mit liv, som var svært at dele. Både her og med venner, familie. Men heldigvis, med tiden, så faldt der ro på også den del af mit liv.

I januar begyndte jeg at arbejde på drømmejobbet, der virkelig var drømmejobbet, indtil den dag, det slet ikke var det længere. Jeg er stadig sygemeldt fra det. Akut belastningsreaktion hedder det på fagsprog. Jeg har det bedre, men stadig svært. Eller måske bare svært ved at give mig selv helt lov til at slappe af. Jeg er bange for at gå i et med sofaen. Som et led i at få det helt bedre, har jeg altså tænkt mig at vende tilbage her til mit internethjem. For jeg savner at skrive! Faktisk har jeg, inden jeg blev sygemeldt, aftalt med en autoriseret voksen at jeg skulle begynde at skrive igen. Hver onsdag aftalte vi. Men det blev der ikke så meget af.

Skrivning, og særligt af den kreative slags er ca. det bedste jeg ved. Noget jeg får det godt af. Ligesom efter yoga eller meditation. Eller at ae en kat, hoppe i bølgerne, læse en god bog. Jeg har tænkt over, om jeg mon har lyst til at blotte mig selv igen. For det er rigtig hårdt at dele sit inderste – du sidder og tænker om det mon er for meget, om folk bliver sure – og samtidig er det vigtigt at gøre plads til hele, ægte mennesker og livet som det er. I sidste måned blev arrangementet “Hvad vil du med dit online-liv?” afholdt. Og samtidig udkommer der bøger om fake news og informationsforurening. Er det bedre at tie?

Det tror jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at fremstå som den sidste cowboy, all romance and failure. Jeg har egentlig bare lyst til at være ærlig, dele og give plads. Og jeg ved at I sidder nogle derude, der savner ægte mennesker, der tør stå på mål for livet. Det allermest befriende er jo folk, der omfavner det som er. Som tør stå ved, at lige nu er jeg flad og brugt, men også dét tæller og gælder som ægte liv. Også selvom det er ikke høster likes på Instagram. Men ved I hvad? Det gør ærlighed. Inderlighed. Ståen ved sine sårbarheder. Det, der er svært. Jeg tror at jo mere vi taler, skriver, udtrykker det svære, jo nemmere er det at slippe og komme videre.

🐢

Forleden var jeg med min kæreste til juleklip hos familien. Der blev jeg spurgt: “Hvad laver du egentlig? Hvad får du tiden til at gå med, når du er sygemeldt?”. Jeg tror slet ikke, det blev spurgt om i nogen ond mening, men mere bare en nysgerrighed og en slags jeg-skal-lige-være-sikker-på-at-du-passer-på-dig-selv-spørgen. Selvom det er nogle dage siden, så sidder spørgsmålet i mig endnu. For hvad laver jeg egentlig? Øhm, så lidt som muligt. Tøffer rundt i silkekimono og Mao-sko. Prøver at få roen til at manifestere sig i mig. Jeg kigger meget ud i luften. Bare sidder og glor. Jeg sover meget. Det hjælper på den voldsomme hovedpine jeg har og selvfølgelig på udmattetheden. Jeg holder pauser. En stor pause. Nyder november. Det milde grå vejr. Og det dejlige blæsevejr, der giver mig Vesterhavshjemve. Jeg læser bøger. Det foregår ret langsomt. Jeg øver mig i at singletaske, fordi jeg kun kan én ting ad gangen. Og så græder jeg virkelig, virkelig meget. Fordi det er svært, at min hjerne ikke virker som den plejer. Fordi jeg er sur over, at jeg har det sådan her. Fordi jeg slipper en masse. Fordi jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan overskue at lave mad, fordi jeg mister overblikket. Fordi jeg har svært ved at slappe af. Fordi stress sidder i kroppen. Jeg prøver at lade være med at tænke på alt det, der har givet mig stress – af hensyn til min arbejdsplads og fordi jeg ikke (endnu) har lyst til at fortælle om det – så tænker jeg mest på, hvordan jeg sørger for i dag bliver god.

Ligesom jeg er vendt tilbage til skrivningen, så er jeg vendt tilbage til min yogapraksis. Og i starten af 2018 så skal jeg på et 10-dages silent meditation retreat. Og ja, så har jeg selvfølgelig også brugt tiden på at tale med min fagforening, min læge og dem, jeg arbejder for.

Langsom LivsstilEn bog + dame jeg godt kan anbefale 

Jeg har også isoleret mig. Både fra Facebook, Messenger, telefonopkald, SMS’er og vennerne i det virkelige liv. Det er svært at slippe dem omkring mig. Det smerter. Det er også svært at overskue at cykle alene eller møde nogen på café eller andre steder. Det er ikke særlig trygt. Har derfor lagt en del af mit liv under en sten og lader nu havet bruse og ruske omkring den. Håber, at når jeg en dag er klar til at løfte stenen, så er mine venner der stadig. Så myldrer de rundt ligesom bænkebidere under barken og jeg kravler med ind og bliver en del af flokken igen. Det er ikke fordi, jeg ikke vil dem. Men det er blot svært at rumme og være til stede i samtaler, der forgrener sig, kompleksiteter, fester, alkohol, høje lyde eller andre forstyrrelser. Og det er svært at sige: “Jeg ligger mig lige ned, lukker øjnene og holder mig for ørene, indtil jeg kan overskue verden igen.” På den måde lever jeg lidt en skildpaddetilværelse, hvor alting foregår ekstremt langsomt og jeg trækker mig ind i skjoldet, når verden bliver for barsk.

Jeg prøver at gøre mig umage for at være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Fx var jeg hos tandlægen, der spurgte hvordan det går. Fordi tandsundhed hænger sammen med den generelle sundhedstilstand. Stress = ømt tandkød. Nå, men hun fortalte at hun selv havde været sygemeldt med stress og paradoksalt (og nok meget normalt) havde haft travlt med at komme tilbage på arbejdet igen. Hun gav mig det tip virkelig at sørge for at tage pauser. Mange af dem. At der ingen skam er i at have brug for at trække sig. Selvom jeg bliver rædselsslagen ved tanken om at ende ligesom Maude fra Matador. Efter tandrensning og -pudsning blev vi enige om, at jeg skulle omfavne min indre Maude og så skulle det hele nok gå.

Maude_Matador_DRBilledet er lånt her

Jeg har det bare ret vildt over, hvor svært det kan være at slippe. At slappe af. At lave ingenting. Se serier. Gå ture. Glo. Fordi det på ingen måde er produktivt eller det, samfundet råber os i ørene, at vi skal. Det er jo direkte reaktionært. Jeg har lånt bogen Stop op – Fjumreår for voksne på biblioteket. Mest fordi, titlen virkelig pisser mig af og vækker mig. Hvorfor skal dannelse reduceres til fjumreår? Og hvorfor er det først, når du er 55 og har gjort karriere, du må tage dig tid til at gøre det, der gør dig glad? Men med kapiteltitler som “Lediggang er roden til alt godt” og citatet “Et menneske skal stoppe op, for ikke at gå i stå” så prøver jeg at embrace, at jeg lige nu er ved at gøre noget virkelig godt og vigtigt for mig selv.

🐢

Ih! Det jeg ville sige var faktisk bare, at jeg skriver igen. Og at jeg vil prøve at skrive en stressføljeton til jer. Så både I og jeg kan følge med i, hvordan det går, og hvad der virker (for mig).

Ha’ en rar tirsdag 👋

♥️ Linnea