Hvis tårer kunne tale, hvad ville de sige?

tears.png

I mange år har jeg været bange for de blanke, små perler, der af og til triller ned af mine kinder. Jeg har ligesom ikke rigtig turde give dem den plads, de kræver. Det var farligt at græde, men det skete så tit.

💧💧💧

Når jeg var til eksamen (efter folkeskolen har jeg ikke haft én eneste mundtlig eksamen uden tårer, på nær en gruppeeksamen på litteraturhistorie). De kom tit på besøg, tårerne. Engang foran hele min gymnasieklasse, da jeg holdte oplæg, engang foran hele gymnasiets lærerstab, da jeg holdt tale (var elevrådsforkvinde back in the day).

De er kommet, når jeg har skændtes med en kæreste eller når nogen har slået op med mig. Pga noget min søster, mor eller far har sagt til (eller råbt af) mig. Jeg har kørt i tog på tværs af landet med et opløst ansigt (det er hverken rart på strækningen fra Aarhus til Thy, eller fra Thy til København i et propfyldt hjem-fra-jul-tog).

Jeg får tit fugtige øjne. Af alle mulige grunde. Fx bare når jeg er ude i den kolde vind. Eller en aften, da jeg fik en sms fra en veninde om, hvor stolt hun er over mig.

Når jeg er til koncert. Til Teitur, The National, Sturgill Simpson, Mumford and Sons. Jonah Blacksmith.

Når jeg cykler igennem København, kan der komme striber på kinderne over, hvor glad jeg er for at kalde byen min. I Amsterdam blev jeg tit rørt over, hvor fine kanalerne er – særligt om aftenen, når der er lys over broernes buer. Når jeg tænker på min lillebror og på, hvor meget jeg savner den nuttede, lille rødbede. Eller når jeg tænker på, at mine forældre en dag skal til de evige jazzmarker.

💧💧💧

Efter jeg så Inside Out (og min psykolog) har jeg fået et nyt blik på de små, lunkne saltvandsperler.

De har nemlig sjældent kun én farve. Mine øjne svømmer over, når mine tanker ikke kan rumme mine følelser. Tårerne er en energiudladning. Og måske også mit kompas. For når de kommer, så er der noget på spil. Lige nu, mens jeg skriver det her, så kommer de faktisk og siger hej til mine øjenkroge.

Tårerne kan også komme på besøg på yogamåtten. Yoga forløser på en måde og jeg har dryppet på mange måtter rundt omkring i ind- og udland.

En gang kom de også på besøg på en magisk første date, hvor jeg lå på et surfbræt af en mandekrop og fortalte min livshistorie til en, jeg engang kendte.

De kom også, dengang jeg fik en glad besked om, at jeg var optaget på Projektakademiet.

De kan komme, når jeg er alene. Når jeg er sammen med andre. Når jeg hellere vil være alene. Eller når jeg savner selskab. De kommer tit. Nogle gange smager de af smækkede døre og hårde tramp. Andre gange af smil. Nogle gange er de blå. Andre gange er de varme.

💧💧💧

Jeg har tænkt meget over tårer.

En aften over maden i mit kollektiv, snakkede vi om tårer. Hvor utilpas ens egen gråd kan gøre andre. Og hvad man skal gøre, når nogen er ked af det. Om at det altid er OK, at give Kleenex til en, der græder.

💧💧💧

I torsdags, efter første dag (nogensinde !) af Ungdommens Folkemøde var ovre, blev jeg overvældet af en hel hær af små saltvandsbanditter, der gerne ville ud på mine kinder og fortælle, hvor stort og vildt det var at være med til at afvikle noget så vigtigt! Heldigvis var der en rar ungdomsfar, så vi var to om at ha’ et tudeprinsesse-moment.

I fredags, da jeg hørte Poul Nyrup Rasmussen fortælle om unge med psykiske sårbarheder, blev mine øjne til to små vandfald. Fordi hans ord åbnede en skuffe i mig. En skuffe med minder om, hvordan jeg selv har haft det svært. Og om hvordan det er, når folk siger: “Tag dig sammen,” i troen på, at det bare er det, der er galt. Tak til de søde damer, der stod klar med knus.

I lørdags, da jeg cyklede hjem fra Søndermarken med Halo i ørerne. Det var et helt magisk #ufm16 moment, da vi sluttede “45 minutter om Beyoncé” med klaverakkompagneret fællessang.

I søndags, da jeg var helt udmattet efter mange dage med Ungdommens Folkemøde. Både med opbygning, afvikling og nedpakning. Kulminationen af det, jeg har arbejdet (frivilligt) på siden januar, hvor jeg slet ikke havde det særlig rart.

Og i går. På en kirkegård, over et bæger Ben & Jerry’s med to skeer i og med kærlighed tilsat kaos on the side.

Da jeg gik hjem på et solbeskinnet fortov og Bob Dylan sang:

I long to see you in the morning light. I long to reach for you in the night.

i mine ører. Nashville Skyline er en god septemberplade 🍂🍃🍁. All hail his Bobness 🙌.

💧💧💧

For at svare på mit eget spørgsmål:

Så siger tårerne altid noget forskelligt. De er saltvandsvidner om, at det, der sker er betydningsfuldt. Faktisk kommer de tit, når der sker store og vigtige hændelser i livet. Og de er slet ikke begrænset til kun at være et udtryk for kedafdethed. Der er en hel regnbuepalet af følelsesnuancer gemt i tårerne.

Hvornår har du sidst haft besøg af tårer? Og hvad ville de mon sige til dig?

💧❤️💧

Linnea

Noget om specialer og saltvand

Hej venner. Har I det rart? Det håber jeg.

Sidder på Helgoland og skriver. At blogge med bølgebrus i baggrunden, kig til Øresund og med mursejlere om ørene er noget nær perfekt. Føler mig ret lykkelig og priviligeret. For et år siden, så var jeg ved et andet hav. Vesterhavet. Det eneste rigtige hav. Mit hav. Og der var jeg ret ulykkelig. Anspændt, ensom og med noget tungt i tankerne. Et speciale. Om to uger er det præcis et år siden at jeg sagde FARVEL til det.

I juni, på Folkemødet, ovre på den fine klippeø, var jeg til Ungdomsbureauets Specialesalonen Classic. Vincent Hendricks og Martin Præstegaard, departementschef i finansministeriet, fortalte om deres specialer. Hvad de skrev om, hvordan det var og hvor længe det tog dem. At det næstebedste er godt nok. Det nev lidt i hjertet. At sidde der på en plasticstol med et bæger rosé og mindes min egne specialer. Det jeg dumpede og det jeg aldrig skrev færdigt, selvom der vel var 60 ud af de 80 sider, jeg som minimum skulle aflevere. Mine øjne kom lidt ud at svømme og jeg følte, hvad der vel egentlig mest minder om, når man ser sin eks lige efter et brud. Alle drømmene, planerne. Knust. Og følelser, der ikke længere har en person at rette sig mod. Et virvar af tanker og et følelseskaos. Jeg blev meget bevidst om mit valg. Om at jeg aldrig kommer til at stå og tale om mit speciale til en Specialesalon.

I dag griner jeg lidt af det. Ryster på hovedet af mig selv. For ja, jeg går da glip af et løntrin. Det var på ingen måder en klog beslutning. Men det var den sundeste og bedste, sværeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Da jeg fik brevet om at jeg var kommet ud, brevet fra Aarhus Universitet om at jeg d. 17.08 2015 har meldt mig ud af min kandidat i Journalism, Media and Globalization var jeg akkurat lige så topglad som dengang, jeg for 8 år siden fik brev fra AU om at jeg skulle begynde på litteraturhistorie. Jeg dansede faktisk rundt med mit udmeldelsesbrev, så glad var jeg 💃💃💃 Og jeg har gemt det, og tænker at det skal op og hænge på væggen bag mit skrivebord. Papiret på det, jeg ikke blev. I glas og ramme.

Sidste sommer var jeg så bange. Bange for, hvad andre folk ville tænke om mig. Mest af alt gik jeg nok op i, hvad den mand, jeg datede ville sige til det. Og selvfølgelig var han jo bare rigtig sød (ellers datede jeg ham vel ikke 💁). For det vigtigste er jo at jeg er glad. Og i live!

Selvmordstanker lyder så voldsomt. Jeg ville bare gerne blive i havet. For der er rart. Lækkert. Det dufter så godt og elsker når bølgerne rusker i mig. Når jeg dykker og kan høre sandet og småstenene, der skraber mod bunden. Når saltvandet kaster solstrålerne i mit ansigt. Vægtløsheden.

Jeg var ved at få spat af at sidde bag skærmen og skrive. Det var så ørkesløst og interesserede mig i virkeligheden overhovedet ikke. Jeg var virkelig dødtræt af det pis. Og slet ikke motiveret. Det hjalp heller ikke at min vejleders autoreply fortalte mig, at han var taget på ferie og først var tilbage i slutningen af august, efter min afleveringsfrist. Burde jo nok ha’ valgt en anden vejleder end ham, der hjalp mig med at dumpe det første speciale.

Så havet lokkede 🌊

Heldigvis, og hurra for det!, kunne jeg godt tænke mig til at det nok ikke var så sundt at tænke på understrøm. At det nok ikke var meningen at man skulle ha’ det sådan, når man skrev speciale.

Jeg tog en snak med mig selv. Og vi blev enige om, at jeg skulle væk fra det speciale.

Vi blev også enige om at livet er for kort til at spilde på fortrydelser. Så det lovede jeg at la’ vær’ med.

Heldigvis har jeg nogle helt fantastiske hippieforældre. Da jeg fortalte dem om min beslutning, blev de bare så glade. Min søde far sagde: “Det er så vigtigt at lære at gå sin egen vej her i livet.” Jeg tror faktisk de begge var ret stolte over mig. Fluks hoppede vi i bilen og tog ud at spise for at fejre, at jeg var færdig med universitetet. Det var fredag eftermiddag, så vi kørte til Hanstholm og spiste fiskemad og drak Thy-pilsnere. Den sidder stadig i mig i dag, den eftermiddag. Den var god ❤️

I går var jeg til specialereception. Den første siden jeg stoppede med at studere. Solen skinnede, der var rosé og pagne. Alle var glade. Jeg havde købt en lille gave til de to dimittender, bevidst om, hvor fedt det er at blive specialefri. Og fordi jeg virkelig ved, hvor hårdt det er at skrive speciale.

Jeg stod i en flok og snakkede. Snakken gik på, hvornår de to specialemakkere får svar og karakter. Og om om nogen nogensinde har dumpet et speciale? Jeg var helt østerstavs. For jeg gad ikke at få ynkeøjne og blive kigget på som om, jeg er dum. Jeg gad ikke være aben. Jeg gad ikke opmærksomheden. Jeg ville bare gerne hygge mig.

Egentlig synes jeg, det var fejt. At jeg var ret kujonagtig. Og ikke solidarisk med os, der faktisk har dumpet et speciale. Og måske hoppet af uddannelsesekspressen.

Men jeg sagde det til ham, der havde afleveret. Han vidste det slet ikke. Han kendte ikke den historie om mig. For jeg fortæller ikke den til alle.

Nogle gange er det nemlig bare rart være fri for at hælde sine historier ud over andre. At forholde sig til andet end sig selv.

Han spurgte betænksomt om jeg var okay. Det er jeg. Det niver ikke i hjertet. Jeg er hverken bange, ked af det eller bekymret. I’m over it. Og nu har jeg noget til fælles med Kanye! Yeezus og jeg er nemlig begge college dropouts.

Sommerselfie.PNG   Helt okay og glad til specialereception i den fine gårdhave på det gamle kommunehospital.

 

Alt godt til jer ✌️

💚

Linnea

Sommerhusabstinenser & lidt om at ha’ tændt for drømmene igen

København er dejlig sommersløv i disse dage. Der er hverken trængsel på cykelstier eller veje. Lige i dag har vi faktisk solskin, men ellers byder sommervejret jo på noget, der rimer mest på et skovsommerhus med brændeovn og svampejagt. Det drømmer jeg i hvert fald om. Derfor prøver jeg at sommerhusificere mit liv. Og pønser på at dyrke svampe i kaffegrums. Heldigvis er min indretningsstil ret så sommerhusagtig – pasteller, kurvemøbler og strandfund, I ved. Noget af det allerbedste jeg kan finde på om sommeren (udover at sæle den i Vesterhavet), er at gå en tur og plukke vildblomstbuketter fra grøftekantens skatkammer. Det er faktisk ladsiggørligt selv i byen, for i går komponerede jeg denne buket fra rabatten på Sallingvej. Med fine vaser og matchende (genbrugs)stearinlys er det da helt sommerhusagtigt, ikke?

sommerivinduet.JPGDe gule rejnfan er  yndlings 💛💛💛

Sommer er måske også den tid, hvor jeg læser mere end jeg skriver. Den bedste måde at bruge sin sommer på, er ved havet med en bog. Men der er ikke særlig meget vand i Vanløse, så slænger mig i haven, på sofaen eller altanen i stedet. Lige nu er jeg i gang med en god dannelsesroman og har linet mange læseoplevelser op. NU skal jeg ha’ læst alle de bøger, jeg har skubbet foran mig i flere måneder, ja endda måske et helt halvt år.

sommerlæsning.JPGFår vist travlt, hvis jeg skal nå hele denne sommerstak. Er evig læseoptimist 🤓

sommerbøger.JPGHar også nogle mere kuriøse indslag klar, hvis jeg får bykuller.

SuzanneBrøgger.JPGDenne sommer skal jeg blive færdig med Brøggers trilogi. Tror det var i 2009, jeg læste Creme Fraiche. Og Ja sidste år.

drinkssmagningSommer betyder også godter fra haven. I går fik vi både kartofler og salat med havedyrkede lækkerier. Sliktomater ❣️ Vi eksperimenterer også med drinks. Mynte, rabarber, lime og vodka hitter i kollektivets ganer. 

sommerhus.JPGKaffe og solskin i sengen er ret så sommerferielækkert. Selvom jeg bare har weekend, så lader jeg som om det er ferie. 

Det der med sommertræt stilhed trænger jeg vist til. For mærker godt, det sidste år har været ret så tumultarisk, vanvidsagtigt og på nogle tidspunkter ligefrem håbløst. Og der sker voldsomme verdensbegivenheder. Ro er rart og vigtigt. Og noget, jeg er hjertedybt taknemmelig for. Roen er simpelthen en nødvendighed. Den er et aktivt valg. For uden den, så finder jeg ikke vej herind og skriver. Jeg glemmer at drømme.

Apropos drømme, så har jeg faktisk haft helt slukket for dem. For hvorfor drømme om at rejse steder hen, når du intet arbejde har, og derfor ingen penge at rejse for? Og når du faktisk har det så skidt, at du overhovedet ikke overvejer at rejse andre steder hen end væk fra livet. Og hvorfor tænke på fremtiden, når du vandrer håbløs rundt i nutiden og måske hænger lidt i fortiden? Heldigvis har jeg arbejdet mig hen et sted, hvor livet er lækkert, og det betyder, at lyset er tændt i drømmefabrikken igen. Måske er det også derfor, søde folk siger til mig, at jeg skinner? Jeg tror det 💫

Selvom videoen herunder starter dystert ud, så se den lige til ende. For den er fin og minder mig om mit eget liv. Sturgill Simpson var en af dem, jeg så meget frem til at nyde på Roskilde. Og han var helt god. Især dette Nirvana-cover.

Til jer, der har en helvedssommer og dør lidt af fomo over, hvor optursagtigt andre går og har det: HOLD UD. Intet varer ved. Heller ikke det grumme og tunge. I know. ❤️ til jer.

Sommerhilsner fra Vanløse til alle jer søde hoveder derude bag skærmene

🌞

Postkort fra Roskilde + lidt om, hvad jeg laver

Hej I kære svesker, der læser med her i mit digitale Linnealand 👋

Jeg har givet den max damphammer i juni og har nærmest ikke haft tid til at vande mine 11 potteplanter, fordi jeg har sust rundt og omkring. Thy, Borup, Bornholm, Roskilde, Aarhus og Roskilde igen blev det til. Huhej, hvor det bare går! Der sker så meget godt lige nu, at mit liv føles akkurat som om jeg løber rundt om et bord, og prøver at fange al den honning, der løber ud over bordpladen. Mine kinder hopper mere opad end nedad og det kan vi li’ 🌞

Askovfonden tog mig med på Roskilde Festival, og det var den mest perfekte måde at slutte juni af / skyde sommeren i gang med. Selvom mine sneaks er tryllet hvide igen af vaskemaskinen, armbåndet er klippet over og RoFH-tatoveringen er skrubbet af, så er orangemagien heldigvis stadig overalt. Det runger ikke i mine ører mere, men jeg er ganske ør af, hvor sjovt festivallivet jo er! Har mødt så mange dejlige nye og gamle venner, danset solen op og ned og bare nydt-nydt-nydt. Tak til alle jer, der gav kram, shots, (kind)kys, drinks, dans, bajere, musiktips, smil, gode råd, veganske burgere, tatoveringer og highfives ❤️❤️❤️ Lad os gøre det igen til næste år! Eller til Alive Festival

dværgitelt_journalinnea.JPGBegejstret teltfie-stemning: Kan stå op med hat inde i min roséfarvede villa! ✌️✌️✌️

SmatpytRoskilde2016.JPGGensyn med smatten og Orange Press = ren ❤️

RoskildeFestivalHøjskole.JPGMødte forstanderen fra Roskilde Festival Højskole. Det glædelige gensyn blev fejret med en tat, og nu er jeg snart skolekredsmedlem🤘Fik også headbanget ret så meget med min høje hestehale. Og det helt uden at få smadret nakken! Tak til mine brøde for at lære mig sådanne uundværlige partytricks.

CourtneyBarnett.JPGDer var absurd mange gode koncerter. Her er det slackerstjernen Courtney Barnett. Hørte koncerten med en ny australsk ven, der kommer fra Preston, hvor Depreston foregår. Skægt! 

NewOrderDet er obligatorisk at ha’ hænderne i vejret til koncerter. Alle ved det. Her er vi vist til New Order.

Roskildecap.JPG     Der var ikke mange dage, hvor jeg var uden hat. Jeg cykler til alt i København, så der blæser hattene jo af. Nød virkelig bare at slentre rundt med hat og ha’ det nice. Også godt til festivalfrisuren – eller manglen derpå.

RoskildeMØ-koncerten var, trods min fuldskab, et af højdepunkterne. Bisse var også sindssyg. Peaches, PJ Harvey og Sturgill Simpson glemmer jeg heller ikke lige sådan.

Linnea_journalinnea Havde det helt boho 💫 Næsepynten fik jeg faktisk til Folkemødet. Syntes den var perfekt modspil til alle djøfferne. Den bliver hængende i lidt endnu.

Ringhjem.JPGFandt denne spejl-sticker og fik straks lyst til at ringe hjem. Dog var kl. 01.30 og jeg var aldeles ikke appelsinfri. Så det må blive i dag, jeg får snakket med alle jer, der ikke har hørt så meget fra mig i juni. 

Roskilde over and out.

···

KBHplus.JPGI dag startede jeg dagen med at snooze – føltes som om, jeg ikke havde sovet i et år. For jeg sidder nemlig lige hos KBH+ og Askovfonden her over sommeren. Godt at ha’ noget, at stå op til.

Håber I har det dejligt, hvad end den står på feriefri eller I pukler løs.

 KH’er og kram til jer 

 ✌️& ❤️

Linnea

Folkemøde-talk + Her tager jeg hen, når jeg forsvinder: Zen i Thy

I morgen skal jeg til Folkemødet og jeg glæder mig helt langt ud i det mest runde af mine kinder! Jeg skal bl.a. lave kommunikation for selve Folkemødet, Askovfonden / KBH+ og Ungdommens Folkemøde. Har jeg egentlig nogensinde vist jer, vores UFM-video? Næ. Den får I her:

Er den ikke god? Jeg får lidt lyst til at gi’ os allesammen et ordentligt kram. Videoen er fra april, hvor både Søndermarken og jeg så lidt triste ud. Heldigvis er det blevet sommer siden – både indeni og udenpå 🌞

Som et led i opvarmningen til de voksnes Folkemøde, og et roligt break inden det går løs i samtaleteltene, så tog jeg et tog til Thy i lørdags. For er der et sted, jeg slapper af, så er det altså derhjemme nordenfjords og langt mod vest. Hvis jeg har sommerhusabstinenser, savner mine forældre, mit hav, katte eller lidt Svinkløvstemning, så kan mit barndomshjem det hele. Selvfølgelig er jeg vokset op der, midt i smukhedsnaturen og de vilde vestenvinde,  men jeg har også truffet store beslutninger, skrevet opgaver, helet hjertesmerter – eller fået dem. Der er både barndoms-, ungdoms- og voksenminder. Men måske er stedet også helt særligt, fordi min mors slægt har boet der siden forrige århundrede? Jeg kan i hvert fald overhovedet slet ikke forestille mig et liv uden et hi i Thy. Provinssøvnigheden. Den sommertrætte weekendstilhed. At komme hjem til roen i afkrogsDanmark og få rusket alt dagligdagsvæsenet tilside af Vesterhavet.

Aaaaaahhhhhhh. Der er bedst allerlængst mod vest.

Thy er i sandhed en af mine selvudslettelsespletter. Forstået som i, at der er så dejligt og tilpas meget natur, at jeg bliver henført af den og glemmer lidt mig selv og de tankekarruseller, der ellers kører rundt og rundt. Og rundt. De gule klitbjerge, kæruldsmarkerne, og når natten falder på, Mælkevejens stjerneenge. Vesterhavet. Dét er en god kontrastvæske i disse lynhurtige internettider.

Er I klar til fotospam?

Det blev nemlig til et par skyfri lykkedage i Lodbjerg.

planterogmorkunstAllerførst er det ind og sætte weekendtasken. Mine forældre har frabedt sig at jeg fotograferer deres hus, men jeg sneg mig nu alligevel til et snapshot fra gæsteværelset. Min mor er nemlig lige så plantetosset som jeg 💚

Kaffe i KenyaYndlingskaffepletten; I den del af haven, vi kalder Kenya, overfor mine forældre, med bløde kattekroppe under fødderne og sol i knoppen.

KarenBlixen.JPGDet er altid et spørgsmål om tid, fra jeg er kommet hjem, til jeg har Karen Blixet den i haven og plukket en vildblomstbuket. Denne her er til min far. Han er nemlig glad for lupiner og bregner. Da han og jeg sad i bilen, på vej fra togstationen og helt derud, hvor jeg kommer fra, lagde jeg nemlig mærke til, at hans hår er mere hvidt end gråt nu. Det er helt sikkert solen, der (b)leger med, men ja, ingen lever evigt. Så husk at gi’ blomster til dem, du kan li’. 

klitterogkæruldJeg har altid cyklet meget. Ikke rigtig på asfalt, men mest på skovstier og grusveje. Så det er også altid en må-ting for mig. At hoppe på jerndyret og cykle ud til naboen mod vest: Havet. Det er den skønneste vej. Der er asfalt de første 300 meter og så forsvinder det gråsorte over i gulgyldent grus. Det larmer og støver, og hvis du er heldig ser du både harer, hjorte, ræve(grave) og lærker. Der er slet ingen huse, maskiner eller noget menneskeskabt. Bare natur. Her er der kæruld – eller uldkær, som det kom ud af barndomsmunden. Og klitter! Bag dem gemmer havet sig.

Lodbjerg strand.JPGEt godt sted at havfrue den 🦀🐠🐚

På en jernhest–journalinnea.JPG       På en jernhest allerlængst mod vest. Efter en tur i bølgerne, sæføli.

Weleda–journalinnea.JPGLavendelkarbad efter en aftendukkert er også et must. Jeg blev så gennemafslappet at jeg faldt i søvn, før jeg gik i seng (altså jeg var stået op af badet). Er vokset op med Weleda og de laver ægte kropsguf.

morgesmisogsommerspænding.JPGMorgenmis og sommerspænding. Sommertid er læsetid, det ved I godt, ikk?

Vesterhavslækkerhed.JPGVesterhavet kaldte igen. Hele søndag blev brugt på en 8-timers strandtur.

Mole96 Se, hvor artigt Vesterhavet var. Slet ingen store bølger! Der var dog både fralandsvind og understrøm, så pas altid godt på ved havet. Pyh, jeg ku’ godt igen. Desværre bliver der vist ikke lige så skyfrit og skønt på Bornholm. Men en regnvejrsdukkerttur har også sin charme.

Der er altså noget hyggeligt ved livet på landet. I toget på vej mod mit storbyshippiehjem mødte jeg den sognepræst, der både har døbt og konfirmeret mig. Og mødte faktisk også en sød dame, der var flyttet fra København til Thy i 1971 for at bo i kollektiv. Pudsigt!

···

Apropos vestkysten, så har jeg et eller andet med den her sang. Den hører sig ligesom til på en sommertogtur på vej hjem til Thy. Der er noget længselsfyldt over den. Nostalgisk endda. Jeg har nok mere lyst til at putte Vesterhavet end en person i min kuffert, selvom begge dele vist er lige umuligt.

···

Back to Bornholm (det bliver lidt langt, det her, men I er vel med endnu?), så skal jeg faktisk også sige noget på Folkemødet. Sådan til flere mennesker på en gang. Altså ikke bare: “Godaw” eller “gomårn”. Er nemlig blevet inviteret med til at tegne et generationsportræt af Ungdommen anno 2016. Det sker i:

Ungdomsbureauets telt, torsdag d. 16. juni kl. 17.30 – 18.25 i J12 på Kæmpestranden

Kom, kom, kom!

Er både nervøs, har sejhedsoptur og er vildt spændt. Er blevet bedt om at forholde mig til spørgsmål som:

  • Hvad kæmper unge med?
  • Hvad kæmper unge mod?
  • Hvordan skiller ungdommen sig fra tidligere ungdommer?
  • Hvilke repræsentanter findes der for ungdommen?
  • Hvilke historiske idoler mangler ungdommen?
  • Hvordan ser unge ud? Altså rent fysisk.
  • Hvis muligt, hvilket prædikat kunne man give ungdommen?

Måske kommer jeg til at blogge lidt fra Folkemødet, men ellers så skal I nok få et langskriv om hele molevitten, når jeg er tilbage igen. I kan jo altid kigge med på Instagram, hvis da ikke vi mødes henne i virkeligheden.

Ha’ det helt vildt rart. 

🌊❤️🌊

KH Linnea

En millennia taler ud

Jeg ved ikke helt, om det her er et forsvar for selfiegenerationen eller blot en slags forstå-os-nu-indlæg. For i ugen, der gak, så har jeg følt mig helt misforstået. Af en af mine bedste venner og af et familiemedlem – og begge skam nogle, der er med på internetmedierne. I virkeligheden er det vel, basalt set, det vi alle drømmer om? Altså at blive forstået.

Jeg er vild med internettet og har det med internetland som nybyggerne havde det med Det Vilde Vesten: Alt er tilladt, det er en stor legeplads og du gør bare lige, hvad du vil. Op på enhjørningen, på med cowboyhatten og deruda’!

Uden selvfølgelig at gøre nogen kede af det. Men her er frit og det er fedt. Det er både et stort eksperimentarium, men også et sted at udstille meninger, tanker og holdninger. At lave om på noget. Råbe op. Tage stilling. Ommøblere dine forestillinger om, hvad en universitetsafhopper er for en fx.

Jeg startede helt sikkert journalinnea ud tøvende og prøvende, men det er altså ingen claim to fame, og det er ikke “min ting” at skrive om, jeg har haft det svært (som en, jeg kender ret godt, fik sagt til mig). Der var noget svært, klart ja. Og midt i det mærkede jeg altså bare et behov for, at vi også deler ud af de ikke så særligt likeable ting i livet. For mange af de sociale medier er jo baseret på en opadvendt tommeldut eller en hjertemarkør. Jeg mener, der skal være plads til det hele, og at vi bliver skøre af ikke at dele. Så det gjorde jeg. Og jeg gør det igen. Selvfølgelig kunne jeg se, at læsertallene sprang mine blogrekorder, når jeg skrev om det der gjorde av. Men det var på ingen måde derfor, jeg skrev. Nu hvor jeg selv var startet med de mørkere og modige indlæg, så ville det også være forkert ikke at beskrive udviklingen – eller afviklingen. Heldigvis så går det jo meget godt i dag, og jeg er vildt glad for, at I har været med hele vejen. Og det har på mange måder både udviklet min skrivestil og mit mod. For når jeg møder folk i virkeligheden, så er jeg faktisk ligeså ærlig, som jeg er herinde. Det har kun ført godt med sig. Del, del, del! Jeg har selv, i mange år, abonneret på at de vigtigste skridt, dem går vi alene. Men det er altså vigtigt at ha’ nogen med langs livet, som ved, hvad der sker. Eller bare at sige de farlige tanker til, for når de er sagt, så er de slet ikke særlig slemme – det er mere det, at gå rundt med dem selv, der er farligt.

Der er så mange, som får stress, angst eller bliver kede af det, mig selv inklusive. Og vi hjælper kun dem, hvad end det er dig, mig eller naboen, hvis vi er mere åbne og tolerante, forstående – og måske endda nysgerrige – på det, der ikke er så rart. Lad være med at gemme det svære væk! Det bliver det ikke nemmere af. For nogen. Overhovedet. Det mener jeg. Og hvis det er min ting, at være kendt for, så er jeg edderstolt.

En anden måde, jeg har følt mig helt misforstået på handler nok lidt om netsynlighed og selfies. For jeg er afgjort ikke bange for at tage et billede af mig selv. Hvad internettet jo virkelig har fået os med på, er jo netop at dele. Dele alt muligt – fra samkørsel til babybilleder. Internettet er genialt. For os, der er vokset op med internettet og brugte frikvartererne i folkeren på at chatte, så er det jo bare en helt naturlig del af hverdagen nu. Jeg husker tiden uden, men størstedelen af mit liv har været med modemer, internetstik eller WiFi. Og jeg kan vist godt sige, jeg har taget meget tillidsfuldt imod de mange sjove påfund, der følger med vores tid. (Bonusinfo: Jeg er faktisk blevet slået op med på Facebook. Vild ungdom!) Jeg ser virkelig internetkanalerne som en kreativ legeplads, hvor jeg prøver ting af. Skriver noget sjovt eller mærkeligt, jeg har oplevet, smider en selfie ud eller undres offentligt. For et par søndage siden blev jeg tagget i et billede, jeg ikke selv ville lægge ud på Facebook, så jeg skrev straks til vedkommende som havde delt det, at jeg gerne ville ha’, han slettede det. Det afstedkom en undren fra ham, for han troede da, at det, for mig, gælder om at blive set så meget som muligt. Dele alt. Være på hele tiden.

Øh, hvad?

Ja, sådan kan jeg af og til blive rystet over andres opfattelse af en selv vs. min egen selvopfattelse. Selvom selfieaftrækkeren sidder løst på mig, så der det jo mere bare fordi jeg er gavmild med mit smil og mine tanker. Det er skægt, jeg har det sjovt og er nysgerrig på medier. Jeg ser So(ciale)Me(dier) som en stor kreativitetslegeplads. Men er jo også alvorlig, når jeg har noget at være alvorlig over. Og så tror jeg på at det skaber en bedre relation at se ansigtet på den, der skriver. For hvis du nu ikke sidder overfor mig, så kan du stadig se mig i øjenene. Og dét tror jeg, skaber relationer.

Måske er det også, fordi jeg faktisk har ting at smile over? En af mine venner sagde i hvert fald til mig i går, at jeg er i forrygende selfieform.

selfie–journalinnea

Det var alt. Tak for jeres tid.

💘

Linnea

Om at ha’ solskin på lommen

journalinneaSelvcentrerede solskinsfornemmelser på cykelstien

Hej sødeste læservenner 👋

Længe siden, men jeg har haft travlt med at leve livet i stedet for at skrive om det levede liv. Måske lidt for travlt, jeg ved det ikke helt. Det er i hvert fald en god tidsbid siden, jeg har haft ro til at sætte mig ned bag skærmens klare lys og skrive noget (klogt). Jeg har skrevet masser af ord og tankebilleder – bare på papir og ikke her. Og heldigvis sker der rigtig, rigtig mange gode ting for tiden. Ikke alene er hyldeblomsterne sprunget ud, og jeg har snart sparet op til fregner, men jeg har faktisk også lidt solskin på lommen igen. Jeg passer godt på lyset, for hvornår mon det bliver mørkt igen?

Noget andet, der også har holdt mig fra skriverierne er bl.a. Vincent F. Hendricks og hans Spræng boblender er en nyudgivelse fra Center for Information og Boblestudier. For hvad er meningen med at give sin mening til kende? Jeg har, lykkeligvis, ikke haft nogle oplevelser, der har givet mig akut publiceringstrang her på domænet. Og det er jo en rigtig, rigtig god ting. Men os, der er vokset op med internettet og føler sig helt hjemme her, kan jo hurtigt dele en helt masse om noget, der faktisk ikke er så særligt interessant. Hvordan formidler jeg på en klog måde, at der faktisk slet ikke er sket noget sindsoprivende? (OK, det passer ikke, der er faktisk nogle vilde nyheder (GODE og seje!), men det bliver et indlæg for sig selv. Jeg går ikke ind i en længere debat om det postfaktuelle samfund – synes bare lige, jeg vil invitere jer med ind i mine overvejelser. For det bare at skrive et indlæg på min blog, fordi det er længe siden, jeg har skrevet noget til jer, og jeg derfor gerne vil skrive noget til jer, men ikke helt ved hvad, er jo potentielt spild af jeres tid og mine ord.

I al beskedenhed vil jeg faktisk bare gerne fejre, at jeg er glad. Det kan gøres med en selvglad selfie, et blogindlæg, en sang eller en dans. Måske lidt af det hele?

Der er stadig udfordringer, absolut. Fx blev jeg her i weekenden helt sur med tårer i øjnene (lover snarest et indlæg om at ha’ løse tårekanaler) over at nogle kan se mig som autodidakt journalist – jeg er ikke uddannet, men jeg har altså gået på en uddannelse. Men hvad, jeg vil hellere være nogen end noget. Og jeg er vist i sandhed helt mig selv. College dropout og boho knockout som jeg skrev på Instagram tidligere.

✌️ & ❤️ til jer

Linnea