Tak for nu.

Hej allerdejligste internetvenner 👋

Det er tid. Tid til noget, der har rumsteret i mig længe. Livet leves cyklisk, og nu er det tid til at journalinnea binder en sløjfe på sig selv og forsvinder. Jeg lukker bloggen ned og opsiger mit digitale internethjem ved årsskiftet. 2011-2017 blev det til. Bloggen blev født ud af en skrivedrøm og begyndelsen på et journalistikstudie, et eksperiment og internetnysgerrighed. Vi har været rundt omkring. Aarhus, Hamborg, Læsø, Kbh, Amsterdam, Thy og Kbh igen, for bare at nævne de fysiske steder, vi har besøgt sammen.

Lige nu er jeg ret tom for ord. Der er sket så meget siden vi begyndte det her digitale fællesskab. Jeg stopper ikke med at skrive, men det bliver ikke herinde. Jeg ved ikke, hvor jeg udkommer endnu – måske bare i mine notesbøger. For mærker en trang og en tid til at vende mig indad. Savner nok en tryghed og en ro. Skammer mig ikke over det, jeg har delt herinde, for det har været modigt og ærligt og givet både jer og mig en masse at tænke over. Men en æra er forbi. Det er slut.

Der sker ret så meget i mit liv. 2016 har været et vildhedsår. På alle planer og i alle følelser. Jeg har brændt mig på nogle mænd, skuffet nogle andre, og har haft alt mit fokus på at finde mit ståsted og skabe tryghed omkring mig – fx i form af et job. Jeg har været superfrivillig og brugt meget tid på at skabe mig, og ja, mistet nogle venner på farten. Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. Måske for stærkt? Lige nu har jeg i hvert fald for meget om ørene. Som vi siger i Jylland, så har jeg brændt nallerne.

Derfor er det tid. Tid til at lave om. Stoppe op. Skrue lidt her og der. Og måske også leve et liv, der er lidt længere væk fra likes end det, jeg lever nu. Bare være uden at tænke i #, filtre og den helt rette emoji-kombi. Slibe øksen. Holde pauser. Og måske klippe alt mit hår af? Coco Chanel siger i hvert fald:

“A woman who cuts her hair, is about to change her life.”

Tror, jeg vil invitere nogle ændringer ind i mit liv. Lukke en dør og se, hvad der åbner sig i 2017. Frisætte noget energi. Kigge op fra skærmen og se nogle venner dybt i øjnene. Jeg tror det bliver godt.

Af hjertet tak for jer! For al jeres støtte, likes, delinger, kommentarer, digitale kærlighed og lyst til at følge med på min dannelsesrejse. Når jeg tænker på de fælleskaber, vi har skabt – og den ærlighed og støtte, jeg har oplevet fra jer, så får I altså de der små saltvandsbanditter frem i mine øjne.

T A K.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

I er de bedste!

Hvis I savner mig, så find mig på Facebook eller Instagram. Jeg skal nok holde jer opdateret om, hvor jeg kan finde på at udkomme. Måske jeg alligevel skal søge ind på Politikens Kritikerskole (det siger Bo jo) eller gøre noget seriøst ved digtsamlingen Centerpoesi, der handler om at hoppe af uddannelsesræset, at være bange for barnevogne, nedslag i en kvartlivskrise og at arbejde fuld tid i et shoppingcenter indtil drømmejobbet og året går i gang … Det kunne også være kronikken Generation Likeable.

Nu slipper jeg i hvert fald mit hjørne af internettet her. Tak fordi I var med på rejsen.

linnea.JPG

Evig kærlighed og julekram til jer.

❤️ Linnea

Husk: You can’t start a fire without a spark 🔥

2016: Ungdommens Folkemøde

Halløj igen 👋

Som lovet får I lidt mere fra mit 2016. Har oprettet en helt ny kategori på bloggen. Engagement hedder den. Her kommer I til at høre om alt det, jeg kaster min energi i. Og i dag handler det meget passende om Ungdommens Folkemøde eller #UFM16 – passende fordi jeg netop i aften har været til infomøde om #UFM17, og er helt spændt på et nyt år med et af de sejeste og dejligste fælleskaber. Næsten lige så spændt som I kan se, jeg var en tidlig morgen, d. 8. september i Søndermarken 👇

ufmDet var en stor dag! 💚 Den allerførste af Danmarks største demokratifestival for unge.

At se UFM vokse fra en januarweekend i en kælder i Gothersgade til kulminationen af telte, scener og tjuhej i Søndermarken ni måneder senere. At være med. Sætte præg. Og ha’ en bittelille del i noget Danmarkshistoriestort. Tænk at bruge sin arbejdsløshedstid på det? Slet ikke dumt. Tror faktisk nærmest jeg glemte, jeg ikke havde et job, fordi jeg brugte min tid på noget, der mest af alt minder om en bevægelse. Samfundsengagement kan faktisk bare bestå af at være frivillig. Hvis du har lyst til at være med til at skabe #UFM17, så kan du tilmelde dig her.

Hvorfor jeg egentlig var med i #UFM16 fortæller jeg en smøre om her. Det hele startede jo med at jeg læste De Frafaldne og blev bidt af UngdomsBureauets arbejde. Jeg ville selv være med. Og det kom jeg. Faktisk bliver jeg citeret i en bog, UngdomsBureauet udgiver til februar. De Engagerede hedder den. Se, det kan der komme ud af at melde sig ud af uni. Tænk bare! Fuld cirkel og det hele 💫

Jeg er med i #UFM17, fordi det stadig giver mening. Fordi vi unge betyder så meget. Mere end vi nogen gange selv går og tror. Og fordi, vi skal tages seriøst. Danmark skal være et foregangsland og verdensmestre i samfundsengagement. Ungdommens Folkemøde var på en eller anden måde min redningskrans til at komme ud af alt det tunge og tvivlen, der hang som en klæg dyne omkring mig, i starten af 2016. At engagere mig og være med, gav mening i en ellers ikke helt vildt meningsfyldt tid. Jeg glemmer aldrig UFM. Har stadig 100vis af billeder, jeg ikke nænner at slette.

UFM16.JPGFx det her sæbeboblemoment.

UFM-følelsen er lidt en anden end Roskilde Festivals #orangefeeling og bornholmerfolkemødes djøfstortion / mingleringscirkus. Jeg har svært ved at inddampe den til ét ord eller en følelse. Men den er noget af det aller, allerbedste, der skete i mit 2016. Jeg fik mødt bl.a. ambassadøren fra Amerika, vores konkurrencekommisær Margrethe, tidligere kulturfar Bertel, Uffe Elbæk (dem havde jeg sikkert aldrig mødt, hvis jeg havde bestået mit speciale 😉), selvom de blegner helt ved siden af alle de andre, seje frivillige, jeg har været så heldig at blive venner med. Så tak til Torben for at invitere mig på date og belære mig om UngdomsBureauet!

Var du med? Ellers så håber jeg, vi ses i Søndermarken d. 7. og 8. september.

💚✌️💫

“Livet er ikke en lang og stille flod”

Hej med jer 👋

Dejligt at I er her endnu. Det er jeg også, selvom det efterhånden er længe siden, I har kunnet lappe min ordhonning i jer.

2016 er ikke slut endnu, men sådan en søndag, hvor vi nisser os tættere på julen og et splinternyt år, virker som en god dag at gøre året op på. (Ikke fordi, jeg overhovedet aner, hvordan jeg skal fejre nytårets komme, udover champagnen og det der med at bage min selvperfektede verdens-bedste-kransekage-med-appelsin.)

Linneasjul.JPGMit helt eget juletræ!

I dag er den slags lidt sjældne søndag, hvor jeg har absolut ro indeni, jazz på lydtapetet og mit allerførste juletræ 🎄 skinner i stearinlysets skær. Jasminte i koppen, glögg i kinderne og vanillekranse i maven. Jeg har lige læst i det allersidste nummer af Cover. Det har lukket op for nostalgikammeret. Jeg har gjort status over 11 år med Cover: Magasinet har fulgt mig fra Kvickly i Struer til Aarhus, hjemme i Thy, Læsø, sågar i Hamborg og nu København. Fra jeg var 16 til 28 har det magasin været en del af min mediebevidsthed. Der er sket meget fra den Linnea jeg var, til hende jeg er i dag.

🎅🏻

Jeg tænker over, hvor stærkt 2016 er gået. Har det lidt som om jeg bare har gjort og gjort og gjort, og slet ikke taget mig tiden til at tankefordøje det hele. Eller skrive om det. Fx min medvirken i Ungdomsbureauets paneldebat UNGE 2016 på Folkemødet.

Folkemødet.jpg   Blev bedt om at sætte ét ord på min generation: Generation Likeable kalder jeg os.

Det har jeg slet ikke udfoldet med jer her på bloggen. Det vil jeg gerne. Det kommer.

I har også tilgode at høre om Ventilen Fortæller, og hvorfor, jeg er engageret der.

Jeg vil også gerne fortælle jer om Ungdommens Folkemøde, og det ungdomsfællesskab, jeg oplever der.

Og KBH+, mit job der, Projektakademiet og hele projektverdenen kalder på blogindlæg.

🎅🏻

I 2016 gik jeg fra at være i tvivl til at blive sikker. Jeg kan ikke sige, at jeg gik fra at være deprimeret til at være engageret. Selvom det rimer, så fejlede jeg ikke andet end kedafdethed, tvivl og kvartlivskrise. Forleden morgen vågnede jeg op, og tænkte sådan helt klart, at det der med at melde mig ud af universitetet, det var jo hele tiden meningen. Et led i en større plan. Og sådan har jeg det faktisk også. Helt zen. 

Arbejdsløshedsparantesen er lukket, og jeg har nu mere betalt arbejde, end jeg har tid til. Nu handler det om at prioritere min tid, så jeg når det hele. Når mig selv. Når mine venner, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Når jer. Når dét, der virkelig betyder noget. Og hvad er det egentlig, når regningerne er betalt?

🎅🏻

Kærlighed og bøger.

Familie og venner.

Fællesskaber.

Mod.

At gå efter det, der får dine øjne til at skinne.

Venlighed.

At gøre en forskel, og prøve at fikse bare en lille del af verden.

I år gør jeg noget nyt. Jeg har haft min del af idylliske og helvedesjule. Så i år holder jeg jul på jobbet. KBH+ og Ungdommens Røde Kors hjælper unge hjemløse i julen. Så jeg holder jul sammen med andre unge, der ved, hvordan det er at ha’ livet galt i halsen. Og jeg ved, hvad der hjalp mig: Andre menneskers varme. Nu er det min tur til at dele ud.

❤️

 Tak for nu. Jeg gør mere status på det hele i morgen. Her i december kommer det til at drysse med betragtninger fra højdepunkterne i mit 2016. Og så vil jeg gerne starte en læseklub med jer. Er I med? 

KH Linnea

Anekdotisk evidens: Mit ungdomsoprør

img_3628Fra dengang jeg var arbejdsløs og ventede i 3 timer på næsten gratis pizza med Amalie 🍕

Hej venner 👋

Jeg har længe haft lyst til at fortælle jer om, hvordan det egentlig føles at stikke middle fingers in the air til universitetet, ha’ en kvartlivskrise, opleve Systemet som under-30-årig med alt hvad det bringer med sig af sagsbehandlere, anden aktører, socialrådgivere, kindkys og kontanthjælpsreformer.

I har før fået ganske åbenhjertige fortællinger fra mit tastatur, men de har også været skrevet i afmagt. Jeg har længtes efter den dag, hvor der er groet lidt mos på det hele. Hvor jeg står på den anden side af en svær og sygt spændende tid i mit liv. Hvor jeg, helt stille og roligt, kan åbne op for mit lille oprør.

Velkommen til i dag!

🌟

Min på-den-anden-side-historie begynder med at jeg fik tilbudt et job lige inden efterårsferien. Ud af det blå. Og så kom der et andet til. Og nu er jeg snart ikke arbejdsløs længere. Det hele gik. Så nu kan jeg faktisk godt fortælle om dengang, jeg hev gulvtæppet væk under mit liv.

Jeg husker en regnvejrsdag sidste sommer, hvor jeg sad foran brændeovnskomfuret i mine forældres køkken. Jeg så en dokumentarfilm og det der med at melde mig ud af uddannelsesræset spøgte i bagtankerne. Jeg blev bange, for hvad skulle der stå efter mit navn, hvis jeg nogen sinde skulle interviewes til en dokumentar? Der står jo altid navn, TITEL. Hvis jeg droppede ud, så kunne der jo ikke stå: Linnea, kandidat i journalistik. Men … Måske kunne der stå: Linnea, menneske? Er det ikke lige meget hvem vi er? Og vigtigere at vi bare ER?

🐓

I sidste uge var Olav Hesseldahl i Debatten på DR2. Han er en klog mand, der siger mange vigtige ting – og GØR. Han sagde bl.a.:

“Unge, de er burhøns, som bliver proppet ind i nogle kasser. Jeg kunne godt tænke mig, de at unge blev fritgående høns, som har muligheder og frihed til at gøre, hvad de vil. Det gør de ikke lige nu.”

Det tror jeg heller ikke, at vi sådan altid bare lige har gjort, os unge mennesker. Jeg læste for nyligt denne bemærkning i en romanen Jørgen Stein fra 1930’erne:

Hvad skulde han stille op med et Menneske, som ikke bevidst stilede mod en Plads i Samfundets blaa Bog?

Det ramte mig. For behøver vi at stile mod noget som helst andet end at være søde medmennesker og leve det liv, vi allerhelst vil?

🏆

Jeg siger ikke, at det er let. At det er nemt. At det er ligetil og du sover trygt om natten hele tiden. At du vågner op om morgenen og føler dig som en vinder, eller at det er fryd på dåse fra dag 1. At smagen af frihed er letkøbt. At det er nemt at bryde ud af buret.

Jeg lover dig at du er fortumlet, at det kan koste dig et verdenshav af tårer og 15 klik hos en dygtig psykolog. At du nok starter ud som ked af det, men måske ender op som lykkelig, fri, vred, stædig og ungdomsoprørsk. Som en der kender sit NOK-punkt og er DØDStræt af hensynsbetændelse.

En dag fik jeg altså nok af at sidde med en arbejdsbøjet og bedrøvet nakke. Blev lidt verdensforundret, og tænkte: “Mon ikke det alt sammen går alligevel … ?”

⛵️

Jeg greb med en fast beslutning i min skæbnes ror. Jeg ved ikke, hvad det var, jeg styrede hen mod, men jeg var helt klar over, hvad jeg styrede væk fra. Buret. Presset. Det tonstunge tryk fra tankerne. Som måske ikke kom fra mig selv, men tankerne om at man jo skal gøre sin uddannelse færdig. Og at man kan jo ikke droppe ud så tæt på målet. Tænk på alle de penge, din uddannelse har kostet. Kostet hvem? Jeg har da betalt skat af mine studiejobs og har da tænkt mig at arbejde til jeg bliver 70. Og det er jo heller ikke fordi min viden suser ud af hovedet på mig, fordi jeg ikke gør min uddannelse færdig.

📚

Det evindelige spørgsmål:

“Har du tænkt dig at gøre din uddannelse færdig / vende tilbage til studierne?”

Svaret, der altid har stået skarpt i mig:

“Nej.”

 

👊

Jeg har læst et sted og noteret mig dette:

Husk at slå nogle ruder ind, mens du er ung. Det er mest det, man har undladt, der nager.

Amen.

Smut ud og lav nogle buler i universet. Sæt dig selv fri. Det skal nok gå altsammen. Det ved jeg.

IMG_3418.PNG

❤️💥💫

Linnea, MENNESKE, journalist, projektleder, blogger, foredragsholder, katteglad og college dropout

På sporet af den tabte tid

IMG_5420.JPGEn af de sidste efterårsroser ved Vesterhavet

Det er altid forunderligt, det med efteråret. Og bare tiden i det hele taget. Hvor blev den af?  Sommeren er forbi, selvom den genbesøgte os i september. Det har slet ikke været nogen begivenhedsløs sommer. Alt det jeg glippede sidste sommer, har jeg været til i år. Og det kan mærkes. Især lige nu, hvor efteråret rusker sig fast i os. Egentlig elsker jeg efteråret og særligt fødselsdagsmåneden oktober 🍂🍃🍁. Men kan godt mærke sommersavnet. At blive slikket af en solstråle og varmet helt igennem er ægte sommerzen. Og nu er det lige pludselig efterår!

Det sidste havehindbær er spist. Jeg er færdig med at sæle den på stranden for i år. Min glød falmer og håret bliver kun mørkere nu. Ligesom aftenerne. I går måtte jeg tage strømpebukser på. Den storetånegl, jeg flækkede i et danseorgie på Roskilde, er vokset ud for længst. Sildebensparket og egen altan er skiftet ud med koldt kældergulv og hulestemning i kollektivet (vi bytter værelser en gang om året). Og vi har fået høns 🐓🐓🐓. I stedet for iskaffe drikker jeg nu frisk myntete med honning. Har endda taget hul på hue- og halstørklædetiden og fået mig en vejrskifteforkølelse. Der er en rastløshed i mig. Har lyst til at ryge bøllehø, droppe festvitaminer og danse natten væk eller måske bare kaste med doruller. Det er som om sindet ikke helt har sluppet sommerens 1000 ting, og leder efter noget at kaste sig over. For der er jo helt roligt nu. Så måske er det derfor, jeg blafrer lidt. Og måske fordi at jeg har haft en mindre hjernerystelse og har holdt mig meget i ro de sidste tre uger. Fordi jeg vil igang med alt muligt igen. Og helst NU.

Sommerens mange engagementer er nærmest ovre, har dog ikke sluppet Ungdommens Folkemøde helt. Jeg er begyndt på aftenskole. Eller. Er i hvert fald ved at uddanne mig til kreativ projektleder. Og det ved at lave projekter, naturligvis! Har lavet rulleskøjtedisko på Den Røde Plads og nu skal jeg til at lave begrønning på Bispebjerg 🌱 for Københavns Kommune. Pludselig skal jeg til at finde ud af, hvordan vi laver borgerinddragelse.

Faktisk er der en ting til, jeg skal, som jeg glæder mig helt vildt til at dele med jer! Og ved I, hvad det er? Jeg kan snart skrive foredragsholder på CV’et. Er nemlig blevet optaget i Ventilen Fortæller-korpset og skal ud på højskoler i Danmark og oplyse om, hvad ungdomsensomhed er, hvordan vi forebygger ensomhed blandt unge og hvad vi kan gøre, for at afhjælpe de unge, der er ensomme. Det er så vigtigt! Jeg er vildt beæret og glæder mig til at komme i gang. Skal på kursusweekend lige om snart og er edderspændt!

For en af de mest vigtige ting, du kan gøre her på jorden, er at lade andre vide, de ikke er alene.

Kan mærke, det bliver stort. Voksede et par stolthedscentimeter i fredags, da jeg fik beskeden. Kunne skrive et helt blogindlæg om, hvorfor jeg bare måtte være med. Så det kan I godt glæde jer til.

···

Nu vil jeg hoppe ud i fredagen. Min weekend står på veninder, Projektakademiet og pebermyntedråber til næsen. Og Skam på søndag. Dét bliver drittkul!

Her er et par fredagsørehængere til jer. To af mine #yndlings lige for tiden.

God weekend, fine læsere.

💞

Linnea

Hvis tårer kunne tale, hvad ville de sige?

tears.png

I mange år har jeg været bange for de blanke, små perler, der af og til triller ned af mine kinder. Jeg har ligesom ikke rigtig turde give dem den plads, de kræver. Det var farligt at græde, men det skete så tit.

💧💧💧

Når jeg var til eksamen (efter folkeskolen har jeg ikke haft én eneste mundtlig eksamen uden tårer, på nær en gruppeeksamen på litteraturhistorie). De kom tit på besøg, tårerne. Engang foran hele min gymnasieklasse, da jeg holdte oplæg, engang foran hele gymnasiets lærerstab, da jeg holdt tale (var elevrådsforkvinde back in the day).

De er kommet, når jeg har skændtes med en kæreste eller når nogen har slået op med mig. Pga noget min søster, mor eller far har sagt til (eller råbt af) mig. Jeg har kørt i tog på tværs af landet med et opløst ansigt (det er hverken rart på strækningen fra Aarhus til Thy, eller fra Thy til København i et propfyldt hjem-fra-jul-tog).

Jeg får tit fugtige øjne. Af alle mulige grunde. Fx bare når jeg er ude i den kolde vind. Eller en aften, da jeg fik en sms fra en veninde om, hvor stolt hun er over mig.

Når jeg er til koncert. Til Teitur, The National, Sturgill Simpson, Mumford and Sons. Jonah Blacksmith.

Når jeg cykler igennem København, kan der komme striber på kinderne over, hvor glad jeg er for at kalde byen min. I Amsterdam blev jeg tit rørt over, hvor fine kanalerne er – særligt om aftenen, når der er lys over broernes buer. Når jeg tænker på min lillebror og på, hvor meget jeg savner den nuttede, lille rødbede. Eller når jeg tænker på, at mine forældre en dag skal til de evige jazzmarker.

💧💧💧

Efter jeg så Inside Out (og min psykolog) har jeg fået et nyt blik på de små, lunkne saltvandsperler.

De har nemlig sjældent kun én farve. Mine øjne svømmer over, når mine tanker ikke kan rumme mine følelser. Tårerne er en energiudladning. Og måske også mit kompas. For når de kommer, så er der noget på spil. Lige nu, mens jeg skriver det her, så kommer de faktisk og siger hej til mine øjenkroge.

Tårerne kan også komme på besøg på yogamåtten. Yoga forløser på en måde og jeg har dryppet på mange måtter rundt omkring i ind- og udland.

En gang kom de også på besøg på en magisk første date, hvor jeg lå på et surfbræt af en mandekrop og fortalte min livshistorie til en, jeg engang kendte.

De kom også, dengang jeg fik en glad besked om, at jeg var optaget på Projektakademiet.

De kan komme, når jeg er alene. Når jeg er sammen med andre. Når jeg hellere vil være alene. Eller når jeg savner selskab. De kommer tit. Nogle gange smager de af smækkede døre og hårde tramp. Andre gange af smil. Nogle gange er de blå. Andre gange er de varme.

💧💧💧

Jeg har tænkt meget over tårer.

En aften over maden i mit kollektiv, snakkede vi om tårer. Hvor utilpas ens egen gråd kan gøre andre. Og hvad man skal gøre, når nogen er ked af det. Om at det altid er OK, at give Kleenex til en, der græder.

💧💧💧

I torsdags, efter første dag (nogensinde !) af Ungdommens Folkemøde var ovre, blev jeg overvældet af en hel hær af små saltvandsbanditter, der gerne ville ud på mine kinder og fortælle, hvor stort og vildt det var at være med til at afvikle noget så vigtigt! Heldigvis var der en rar ungdomsfar, så vi var to om at ha’ et tudeprinsesse-moment.

I fredags, da jeg hørte Poul Nyrup Rasmussen fortælle om unge med psykiske sårbarheder, blev mine øjne til to små vandfald. Fordi hans ord åbnede en skuffe i mig. En skuffe med minder om, hvordan jeg selv har haft det svært. Og om hvordan det er, når folk siger: “Tag dig sammen,” i troen på, at det bare er det, der er galt. Tak til de søde damer, der stod klar med knus.

I lørdags, da jeg cyklede hjem fra Søndermarken med Halo i ørerne. Det var et helt magisk #ufm16 moment, da vi sluttede “45 minutter om Beyoncé” med klaverakkompagneret fællessang.

I søndags, da jeg var helt udmattet efter mange dage med Ungdommens Folkemøde. Både med opbygning, afvikling og nedpakning. Kulminationen af det, jeg har arbejdet (frivilligt) på siden januar, hvor jeg slet ikke havde det særlig rart.

Og i går. På en kirkegård, over et bæger Ben & Jerry’s med to skeer i og med kærlighed tilsat kaos on the side.

Da jeg gik hjem på et solbeskinnet fortov og Bob Dylan sang:

I long to see you in the morning light. I long to reach for you in the night.

i mine ører. Nashville Skyline er en god septemberplade 🍂🍃🍁. All hail his Bobness 🙌.

💧💧💧

For at svare på mit eget spørgsmål:

Så siger tårerne altid noget forskelligt. De er saltvandsvidner om, at det, der sker er betydningsfuldt. Faktisk kommer de tit, når der sker store og vigtige hændelser i livet. Og de er slet ikke begrænset til kun at være et udtryk for kedafdethed. Der er en hel regnbuepalet af følelsesnuancer gemt i tårerne.

Hvornår har du sidst haft besøg af tårer? Og hvad ville de mon sige til dig?

💧❤️💧

Linnea

Noget om specialer og saltvand

Hej venner. Har I det rart? Det håber jeg.

Sidder på Helgoland og skriver. At blogge med bølgebrus i baggrunden, kig til Øresund og med mursejlere om ørene er noget nær perfekt. Føler mig ret lykkelig og priviligeret. For et år siden, så var jeg ved et andet hav. Vesterhavet. Det eneste rigtige hav. Mit hav. Og der var jeg ret ulykkelig. Anspændt, ensom og med noget tungt i tankerne. Et speciale. Om to uger er det præcis et år siden at jeg sagde FARVEL til det.

I juni, på Folkemødet, ovre på den fine klippeø, var jeg til Ungdomsbureauets Specialesalonen Classic. Vincent Hendricks og Martin Præstegaard, departementschef i finansministeriet, fortalte om deres specialer. Hvad de skrev om, hvordan det var og hvor længe det tog dem. At det næstebedste er godt nok. Det nev lidt i hjertet. At sidde der på en plasticstol med et bæger rosé og mindes min egne specialer. Det jeg dumpede og det jeg aldrig skrev færdigt, selvom der vel var 60 ud af de 80 sider, jeg som minimum skulle aflevere. Mine øjne kom lidt ud at svømme og jeg følte, hvad der vel egentlig mest minder om, når man ser sin eks lige efter et brud. Alle drømmene, planerne. Knust. Og følelser, der ikke længere har en person at rette sig mod. Et virvar af tanker og et følelseskaos. Jeg blev meget bevidst om mit valg. Om at jeg aldrig kommer til at stå og tale om mit speciale til en Specialesalon.

I dag griner jeg lidt af det. Ryster på hovedet af mig selv. For ja, jeg går da glip af et løntrin. Det var på ingen måder en klog beslutning. Men det var den sundeste og bedste, sværeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Da jeg fik brevet om at jeg var kommet ud, brevet fra Aarhus Universitet om at jeg d. 17.08 2015 har meldt mig ud af min kandidat i Journalism, Media and Globalization var jeg akkurat lige så topglad som dengang, jeg for 8 år siden fik brev fra AU om at jeg skulle begynde på litteraturhistorie. Jeg dansede faktisk rundt med mit udmeldelsesbrev, så glad var jeg 💃💃💃 Og jeg har gemt det, og tænker at det skal op og hænge på væggen bag mit skrivebord. Papiret på det, jeg ikke blev. I glas og ramme.

Sidste sommer var jeg så bange. Bange for, hvad andre folk ville tænke om mig. Mest af alt gik jeg nok op i, hvad den mand, jeg datede ville sige til det. Og selvfølgelig var han jo bare rigtig sød (ellers datede jeg ham vel ikke 💁). For det vigtigste er jo at jeg er glad. Og i live!

Selvmordstanker lyder så voldsomt. Jeg ville bare gerne blive i havet. For der er rart. Lækkert. Det dufter så godt og elsker når bølgerne rusker i mig. Når jeg dykker og kan høre sandet og småstenene, der skraber mod bunden. Når saltvandet kaster solstrålerne i mit ansigt. Vægtløsheden.

Jeg var ved at få spat af at sidde bag skærmen og skrive. Det var så ørkesløst og interesserede mig i virkeligheden overhovedet ikke. Jeg var virkelig dødtræt af det pis. Og slet ikke motiveret. Det hjalp heller ikke at min vejleders autoreply fortalte mig, at han var taget på ferie og først var tilbage i slutningen af august, efter min afleveringsfrist. Burde jo nok ha’ valgt en anden vejleder end ham, der hjalp mig med at dumpe det første speciale.

Så havet lokkede 🌊

Heldigvis, og hurra for det!, kunne jeg godt tænke mig til at det nok ikke var så sundt at tænke på understrøm. At det nok ikke var meningen at man skulle ha’ det sådan, når man skrev speciale.

Jeg tog en snak med mig selv. Og vi blev enige om, at jeg skulle væk fra det speciale.

Vi blev også enige om at livet er for kort til at spilde på fortrydelser. Så det lovede jeg at la’ vær’ med.

Heldigvis har jeg nogle helt fantastiske hippieforældre. Da jeg fortalte dem om min beslutning, blev de bare så glade. Min søde far sagde: “Det er så vigtigt at lære at gå sin egen vej her i livet.” Jeg tror faktisk de begge var ret stolte over mig. Fluks hoppede vi i bilen og tog ud at spise for at fejre, at jeg var færdig med universitetet. Det var fredag eftermiddag, så vi kørte til Hanstholm og spiste fiskemad og drak Thy-pilsnere. Den sidder stadig i mig i dag, den eftermiddag. Den var god ❤️

I går var jeg til specialereception. Den første siden jeg stoppede med at studere. Solen skinnede, der var rosé og pagne. Alle var glade. Jeg havde købt en lille gave til de to dimittender, bevidst om, hvor fedt det er at blive specialefri. Og fordi jeg virkelig ved, hvor hårdt det er at skrive speciale.

Jeg stod i en flok og snakkede. Snakken gik på, hvornår de to specialemakkere får svar og karakter. Og om om nogen nogensinde har dumpet et speciale? Jeg var helt østerstavs. For jeg gad ikke at få ynkeøjne og blive kigget på som om, jeg er dum. Jeg gad ikke være aben. Jeg gad ikke opmærksomheden. Jeg ville bare gerne hygge mig.

Egentlig synes jeg, det var fejt. At jeg var ret kujonagtig. Og ikke solidarisk med os, der faktisk har dumpet et speciale. Og måske hoppet af uddannelsesekspressen.

Men jeg sagde det til ham, der havde afleveret. Han vidste det slet ikke. Han kendte ikke den historie om mig. For jeg fortæller ikke den til alle.

Nogle gange er det nemlig bare rart være fri for at hælde sine historier ud over andre. At forholde sig til andet end sig selv.

Han spurgte betænksomt om jeg var okay. Det er jeg. Det niver ikke i hjertet. Jeg er hverken bange, ked af det eller bekymret. I’m over it. Og nu har jeg noget til fælles med Kanye! Yeezus og jeg er nemlig begge college dropouts.

Sommerselfie.PNG   Helt okay og glad til specialereception i den fine gårdhave på det gamle kommunehospital.

 

Alt godt til jer ✌️

💚

Linnea